Peder Jensen Vinkel (1860-1940)

Peder Jensen Vinkel (1860-1940), smed og husmand i Skårmose.

Peder Jensen Vinkel (1860-1940), smed og husmand i Skårmose.

Peder Jensen Vinkel
Født 25. maj 1860 i Tiphede, Timring
Død 4. juni 1940 i Holstebro
Smed og husmand i Skårmose, Vind
Gift med Jesperline ‘Line’ Vinkel (f. Kristiansen, 1862-1923)

Nedenstående artikel er forfattet af lærer og lokalhistoriker i Vinding, Esbern Jespersen (1892-1983) og oprindeligt trykt i Holstebro Dagblad den 24. maj 1940 i anledning af Peder Jensen Vinkels 80-års fødselsdag –blot halvanden uge før hans død.

Teksten gengives i sin oprindelige form –med dén tids retstavning og tegnsætning.

 Æ gammel Smed fra Skaarmose
-og lidt om hans Forgængere

Den gamle Smed fra Skaarmose hedder Peder Vinkel. Han bor i Holstebro, Skjernvej 11, og fylder 80 Aar den 26. Maj.

Skaarmose ligger i Vind Sogn. Navnet betyder simpelthen ’Skormos’, siger Anders Kjær; og saa er man lige klog, indtil man faar at vide af samme Anders Kjær -og af Naboen, Peder Vinkel, bekræftet- at ’det er nø Moes, der ingenting er ved’. En ung Vindbo i 1850’erne var dog af en anden Mening; han skilte Parcellen ud fra sin Fædrenegaard i Røjkjær og rejste et Søjhus paa Stedet, hvor han agtede at henleve nogle Hvedebrødsdage med sin Kone.

Længe blev han der dog ikke, for snart efter overtog han Spidshus, en Ejendom af samme Kvalitet i Blaakjær Hede. Manden hed ’Pæ Neb’ og hans Kone Kirsten, men kaldtes af Vindboerne ’Kjen op og ned’. Pæ Neb var en bette sjov Kløer, hvis Navn Sognefællerne intet ændrede ved, fordi de mente, det hidrørte fra hans lange Næse, uagtet han ærlig og redelig havde arvet det efter sin Far. Han flyttede immervæk sine Teltpæle. Else Catrine Frydendal huskede ham fra den Tid, han boede i Vildkilde; han var da kørende med en rød Tyr, hvilket var noget usædvanligt for en ’Husmand’. Paa sine gamle Dage opførte han en Rønne, som siden blev lagt til Flidsminde. I dette Hus besøgte Thomas Søndervindgab ham. Pæ Neb sad og aad Kaal af en Gryde; Hunden Valter sad pænt ved hans Side og slikkede Skeen under Bunden, saa den ikke skulle dryppe; det maatte den godt; men Pæ Neb sagde dog for hver Hentning: ’Saa, saa Valter!’

Naa, men Pæ Nebs Navn hører til i Vind Sogns Annaler, fordi han var den første, der byggede Hjem i Skaarmose, hvor der var lavt og surt og den navngivende Vegetation ’Skorha’t’.

Efter ham fulgte Laust Bramstrup, der, som Navnet lader formode, var fra Humlum. Han lavede Bliktøj, som Konen gik rundt og solgte; men da de i Nørre Omme spurgte hende, om hun var Datter af Hans Glarmester, en Kjæltring, der boede i ’æ Sønder Fattehus’, blev hun ked af det og ville ikke mere. Laust Bramstrup blev siden en holden Mand, der blev Gaardmand i Lille-Vingtoft, som efter ham kaldes Bramstrup. Hans Sønnesøn ejer nu den Ejendom i Røjkjær, hvorfra Pæ Neb udskilte Skaarmose.

Den tredje Ejer af Skaarmose hed Jens Nielsen, hvis Øgenavn jeg ikke kender. Hustruen hed Ane Margrethe. De havde Eng Syd for Blaabjerghus, og det var Jens Nielsens Sædvane at overnatte i Engen, naar han slog Hø. Saa en Aften i 1860 kørte Konen ene hjem med et Læs Hø, som de i Fællesskab havde bjærget. To Drenge, den ene fire og den anden fem Aar, sad paa Læsset, som Moderen forsigtigt styrede hjemad med en Tyr og en Ko som Forspand. Da væltede Læsset, og alle tre blev dræbt. Mads Pøel fra Saanhus fandt dem den følgende Morgen. Da Jens hørte om den skrækkelige Ulykke, jamrede han: ’Hvad faar a aa kost dem hen med, hvad faar a aa kost dem hen med! –Jeg haaber, Læserne forstaar hans Bekymring. To Aar efter havde han Barn i Kirke med sin anden Hustru, Jensine Mariane Blæsbjerg, der var meget yngre end hende, han havde mistet. Barnet var en Datter, der opkaldtes efter hans første salig Kone.

1863 mageskiftede Jens med en Familie fra Tiphedehus i Timring. Anders Kjærs Far hjalp til med Flytningen. De fattige Ejendele blev stablet paa en Vogn, og saa gik Turen ad den gamle Vej mod Agerfeld, hvor de skulle møde Tiphedehus-Manden. De mødtes, som de skulle, og øverst paa det kommende Læs sad en lille Dreng paa godt et Par Aar. Det var Peder Vinkel. Og noget af det første, Peder Vinkel husker i denne Verden, er, at han saa en fremmed Mand i Lædertrøje, Anders Kjærs Far, komme hen til Vognen for -ligesom det skete med det øvrige Flyttegods- at bringe ham over i sin egen Vogn.

Peder Vinkel Far hed Jens Jørgensen, men havde paadraget sig Vinkelnavnet i Treaarskrigen, hvor han ved sin Afdeling benævnedes efter sit Hjemsted, Vinkel i Hove Sogn.

Besætningen i Skaarmose var en Ko, en herlig Rigdom, katastrofalt for Fattigmand at miste. Og saa var der jo i Sognet, som fra Arilds Tid bedyret, en Guds Velsignelse af Ildebrændsel, Lyng og Hedetørv. I dette Sogn behøvede man i hvert Fald ikke at fryse. Der var intet Brændselsproblem for den, der selv ville bjærge sig det fornødne. Alligevel blev der smal Kost, om ikke der kunne tjenes nogen udenom; men det kunne der. Peder Vinkels Far var en habil Tømrer, og selv lærte han Smedehaandværket efter den reglementerede Forskole som Hjorddreng og Tjenestekarl. I 6-Aars Alderen startede han som Hjorddreng i Kirkegaard, hvor han vogtede Faar i fem Aar; han fik en drøj ’Arbejdsdag’ ud af det, før han næsten 80 Aar gammel nedlagde Arbejdet. Han hører til Kernetropperne blandt Lynghedens Pioneere.

Da han overtog Skaarmose, var Besætningen fremdeles kun en Ko, og Arealet var 16 Tdr. Land. Peder Vinkel sammenkøbte syv Parceller og lagde til Ejendommen, saa den blev paa ca. 100 Tdr. Land, Lyng det meste, men Lyngheder, der ved Flid lod sig opdyrke. Og Peder Vinkel brød Hede op, merglede og drænede, opførte ny Huse, og saa Skaarmose forvandle sig til en smuk Hedegaard med en Besætning paa en Snes Høveder og tre-fire Heste. Godt gjort! Og saa opfødte han en stor Børneflok, tretten Børn blev der i Ægteskabet med den forlængst afdøde Hustru, Line; otte af Børnene er i Live og for det meste i gode Stillinger.

Men hvordan med Smedehaandværket? Jo, det blev skam ogsaa passet. Det lod sig gøre at slaa Søm og smede Hestesko ved Lygtelys og at spadsere rundt i Vind og omliggende Sogne for at beslaa Bøndernes Heste. Hver Hest beslaaet indbragte ham 180 Øre, og dermed var baade Materiale, Arbejde og Spadseretur betalt.

Tidligt kom han ind i en omfattende ’Dyrlægevirksomhed’ i udmærket Samarbejde med Dyrlæge Nørklit og til dennes fulde Tilfredshed. Det indbragte ham her og der en ekstra Skilling, for det meste dog kun Snak og Tak.

Uden velfunderede Gaardmænds Hjælp kunde Livet i Hederønnerne dog let blæses ud. Peder Vinkel fortæller gerne om den Hjælp, han nød i Kampaarene hos Mænd som Pæ Chr. Vingtoft og Thomas Søndervindgab. ’Nu har du vel ikke laant dem et andet Sted, for saa maa du hellere beholde dem’, plejede Thomas Søndervindgab at sige, naar Peder Vinkel kom paa aftalt Dag for at betale laante Penge tilbage. Naturligvis ville Thomas have sine Penge, men det hastede ikke. Og hans Kone, Marie, satte altid Mad frem, naar Fattigfolk havde Ærinde i Gaarden.

For et Par Aar siden flyttede Peder Vinkel til Holstebro, hvor han bor dejligt sammen med sin ældste Datter. Det er ikke fri for, at han længes og er bekymret for, om nu ogsaa Skaarmose af de ny Folk vil blive plejet og videreudviklet med Nænsomhed og Kærlighed. Mens vi sidder og snakker om løst og fast, faar Peder Vinkel Lejlighed til at spørge: ’Tror du, det kan gaa saadan, at gamle Folk kan komme til at sulte og fryse?’ Vi bliver snart enige om, at sligt er hændet før i Danmark, om end det er glemt af de fleste; men vi tror ikke, at gamle Dages Fattigdom vender tilbage, og slet ikke for Folk med en Dagsgerning som Peder Vinkels.

Peder Jensen Vinkel (1860-1940) og hans hustru Jesperline ‘Line’ (f. Kristiansen, 1862-1923) blev begravet på Vind kirkegård, hvor deres gravsten har været bevaret indtil foråret 2016. 

– – –

Copyright: Hjemmesidens beretninger og billeder må anvendes til private formål og herudover kun gengives efter forudgående aftale.