Mourits Troldtoft (1870-1951)

 

Gårdejer Mourits Troldtoft (1870-1951).

Gårdejer Mourits Troldtoft (1870-1951).

Mourits ‘Moust’ Troldtoft (f. Jensen)
Født 4. februar 1870 i Troldtoftgård, Vind
Død 27. maj 1951 i Øster Skovgård, Vind
Gårdmand i Troldtoftgård, gift med Maren Margrethe Troldtoft (f. Jacobsen, 1877-1973).

Nedenstående samtale -passiar- med lærer og lokalhistoriker Esbern Jespersen gengives, sådan som den kunne læses i Holstebro Dagblad den 30. januar 1950 forud for Mourits Troldtofts 80 års-fødselsdag.

‘Passiar ved Moust Troldtofts Langbord – 9 Slægtsleds Skæbne i den gamle Hedegaard, hvis forrige Ejer nu fylder 80.

Da den store Landbrugskrise i 1820’erne hærgede det danske Landbrug, pjattede Manden i Troldtoft til at sælge sin Gaard, der var paa 1.600 Tdr. Land, for 16 Rigsbankdaler. Det var en taalelig Pris, eftersom han ved samme Tid bød Nabogaarden Straasø ind for 2 Potter Brændevin.

Men jeg kan alligevel godt forstaa, at “Pæ Troldtoft” alias Peder Knudsen, som hans Døbenavn var, fortrød Handelen og betalte et Pund Skraatobak i Opslag, for dels var Troldtoft hans Slægts Gaard siden Aar 1600, hvilket han dog maaske ikke vidste, og dels havde han 1803 faaet sin Gaard til Selveje for 690 Rigsdaler, en stor Pris ganske vist, men dog ikke større end, at han en halv Snes Aar efter kunde gøre sig gældfri med nogle faa Tønder Rug. Kapiteltaksten for Rug var i 1813 131 Rigsdaler, og to gamle Bæster blev vurderet til 1.100 Rigsdaler.

Nej, hvorfor i Alverden skulde dog “Pæ Troldtoft” gaa fra Gaarden. Kunde de ikke leve af andet, saa kunne Tægtfaarene alene føde dem; af saadanne gik der i Hundredevis i Heden.

Nogle økonomiske Problemer havde man dog nok at løse under Overgangen fra Fæste til Selveje. En Prokurator N. Timmermand fra Ringkøbing havde en Tid Skøde paa Gaarden og var under Udskiftningen meget habil til at værge Troldtofts Jorder. Det var især Skellet mod Nr. Omme, man ikke kunde enes om. Hvor gik det Skel, som foruden at være Skel mellem et par Gaarde tillige var Sogne- og Herredsskel? Ved Grundflod, sagde Poul Spaabæk. Ved Troldtofts Knap, bandede “Pæ Troldtoft”. Og han befalede sin Dreng at afbrænde Heden en skøn Søndag, da han lod sig opbygge af Hr. Jens Fengers Prædiken i Vind Sogns kullede Kirke.

Drengen tændte op i Adelsgrønnen ved “æ Adelvej” mellem Vind og Thorsted. Det blev et Baal, der gik Sagn om i hundrede Aar. Indsander brød op i Ildens Spor; men Skellet blev ved Grundflod, hvor de to Gaardes Kvæg havde mødtes fra Arilds Tid for at slukke deres Tørst, mens Bjergmanden ”drev Faar” gennem skoldhed, flimrende Højsommerluft over Lyngheden. Prokurator Timmermanns Intermezzo i Troldtoft er af underordnet Betydning. Ni Generationer af Moust Troldtofts Slægt har jeg Rede paa, og de naar som sagt tilbage til Aar 1600. I Senmiddelalderen findes Gaarden nævnt i adskillige Dokumenter, der alle som een drejer sig om Skeltrætte mellem Troldtoft og Straasø.

At Troldtoft ikke kom ud af Slægten, kan Moust bevise ved at henvise til en Gravskrift, der hænger paa Væggen. Den er Kopi af et ældre blomster- og englekranset Kunstværk, forfattet af Lærer Grydgaard og lyder som følger:

“MINDE
over den her i Livet saa almenagtede Mand Jens Pedersen Troldtoft

Her i hans iboende Gaard blev han født den 12. April 1794, og just her, hvor han første Gang saa Verdens Lys, skulde ogsaa hans Livslys vorde udslukket. I Efteraaet 1832 indlod han sig i Ægteskab med daværende hæderlige Pige, hans nu efterlevende sørgende Hustru, Mette Kirstine Pedersdatter, som blev Moder til 9 Børn, hvoraf de fire ere i den yngre Alder indgaaede til Evigheden, de øvrige 5 tillige med deres bedrøvede Moder staar her i Dag ved den kære bortgangnes Kiste og byder ham det sidste Farvel. Han havde den Glæde at se de 3 af sine kære Børn forsørgede her i hans Nærhed i ret gode Omstændigheder…

Hans sidste Sygdom varede i 3 Uger; men han led taalmodig og blev kærligen plejet af hans ømme Hustru og hjemmeværende Børn. Men som han selv sagde, at ”Vorherre nok skulde blive den bedste Læge”, saaledes skete det ogsaa; thi den allerkærligeste Gud kaldte ham til sit himmelske Rige afvigte 15. September 1869, didhen hvor ej er Sygdom og Kummer, men altid evig Glædes Sommer.”

Her slaar Grydgaard over i bunden Stil:

“I Høstens glade Dage
Dødsenglen kom med Bud,
vor gamle Broder at tage
fra denne Verden ud.
Men se, det er vor Haab og Trøst,
han modnet er til Evigheds Høst.

Skønt syv Gange ti og dertil fem
hans Leveaar er blevet,
hans elskte Hustru og Børn fem,
som har ham overlevet,
ret gerne end i flere Aar
vilde have haft ham her paa Jord.

Dog de tilfreds med Herrens Bud
et sødt Farvel ham sige
og haaber, at den kære Gud
ham fryder i sit Rige,
hvor de engang ham skue skal
blandt de retfærdiges Tal.

O, Venner, Frænder hver især,
nu skal vi Afsked tage
med ham, som var os alle kær,
dog vi vil ikke klage.
Thi Haab vi har, vi hist skal se
ham blandt Guds Engle svævende
udi Lyksalighedens Havn.
Farvel, Farvel i Jesu Navn. Amen.”

-Kan du huske din Bedstefar?, spørger jeg Moust. Han ser overbærende paa mig og minder mig om hans nær forestaaende 80 Aars Fødselsdag. Naa, ja, det var en Tanketorsk. Men hans Bedstemor, den her nævnte dybt sørgende Enke, kan han sagtens huske, thi hun levede saa længe, at han kom til at svare Aftægt til hende; hun blev over 90 Aar gammel.

-Hvor stor var Troldtoft, før den blev delt?
-1.490 Tdr. Land, svarer Moust uden Betænkning.

Der var god Plads til Tægtfaar og uudtømmelige Muligheder for Tyttebærplukkere. Moustes Rige er uendeligt afvekslende, der er Tørvemose, som gir gode Indtægter, der er god Agerjord, men frem for alt en Natur, som man kan præsentere den kræsneste Turist. Man beder ham bare bestige Moust Troldtofts Himmelbjerg “æ Kyk”, hvis sære Navn er saa gammelt, at kun lærde Sprogmænd kan tyde det. Eller man præsenterer Troldtoft Krat, den betydeligste Rest af Egnens fordums Egeskov, jeg har set. Denne lille Skov har Moust beholdt til fri Disposition, da han for nogle Aar siden afhændede Gaaden til sin Søn, Valdemar. Moust købte sig da et nyt Hjem ved Vind Station, men han vil helst være i sin gamle Gaad, og hans Kone Maren ligesaa, bare ikke hendes husmoderlige Pligter skal vokse hende over Hovedet, for den 73-aarig Kone passer hele Husholdningen uden Pigehjælp. Det er nu lidt for meget, bliver vi alle enige om. Maren vasker Dejgen af Hænderne og giver sig Tid til at servere Kaffe.

“Mild er Værtinden,
og Værten er glad
paa Heden.”

En Oversigt over de 9 Generationer viser mig, at der var Livskraft i de gamle Bønder i Troldtoft. Mange bovne Døtre kom uden Besvær ind som Koner i de omliggende Gaade. Men man pralede ikke af sin Velstand.

En ska et’ lyw Pæng i si egen Pung! Det gjorde Jens Troldtoft heller ikke i 1667, da han til Skattevæsenet opgav 2 Heste, 2 Køer, 2 Ungnød, 10 Faar, 1 Svin og 2 Bistader.

-Mon Jens, din Oldefars Oldefar, fik alle Faar talt med?
Moust mener ikke, det er saa let at tælle Faar!

Engang havde han et Par Hundrede, det var dengang, Uld kostede Penge, og Sogneraadet vilde kende Antallet.

Afsides ligger Troldtoft, om end ”æ gammel Adelvej” gaar derforbi. Denne Hovedvej blev i Tidernes Løb til et næsten udslettet Hedespor, og Moust bad Sogneraadet om at gøre den i stand, saa han uden Livsfare kunde køre til Kirke. Sogneraadet kom bilende, en enkelt i Pels.

-Flottele nok, flottele nok! sagde Moust.

Ja, det var dengang. Nu har Mekaniseringen for længst holdt sit Indtog i Troldtoft. Vi ser ud gennem de lave Vinduer et par gloende Øjne, og Motorlarm stiler imod os. Det er Valdemar, der kører hjem med sin Traktor.

Saa hænger jeg Mindeskriften over Moust Troldtofts Bedstefader paa Plads. Dens fromme Enfold staar saa godt til den gamle Stue.

Den 4. Februar fylder Moust 80 Aar. Jeg forstaar saa godt, at han helst vil blive i sin gamle Gaard, hvor han første Gang saa denne Verdens Lys.’

– – –

Copyright: Hjemmesidens beretninger og billeder må anvendes til private formål og herudover kun gengives efter forudgående aftale.