Månedens billede 2025 –

Januar 2025

Moesgård efter branden i 1957. På billedet ses Helga og Ulrik Jensens yngste datter, Birgit.

Moesgård efter branden i 1957. På billedet ses Helga og Ulrik Jensens yngste datter, Birgit.

Moesgård, Ørnhøjvej 16, blev i foråret 1957 hærget af brand, hvorved tre af ejendommens længer nedbrændte.

Holstebro Dagblad bragte den 28. maj 1957 nedenstående artikel om branden:

‘Gaardens ejer, Ulrik Jensen, var i gang med at tærske sammen med to daglejere. Udenfor laden ville han brænde en del af halmen af, men da han opdagede, at der kunne være fare paa færde, fik han hurtigt det store baal slukket. Derefter gik han og de to daglejere ind for at drikke kaffe.

Da de kom ud igen, var der kraftig ild i ladebygningen. Man regner med, at en gnist fra det forladte baal er fløjet over og antændt laden, men kriminalpolitiet ser ikke bort fra muligheden af, at ilden kan være opstaaet ved en fejl i de elektriske installationer.

Flammerne bredte sig hurtigt til de to tilbyggede længer, og Falck fra Holstebro blev alarmeret.’

Moesgård efter branden i 1957.

Moesgård efter branden i 1957.

Moesgård efter branden i 1957. På billedet ses Helga og Ulrik Jensens døtre Birgit og Gerda.

Moesgård efter branden i 1957. På billedet ses Helga og Ulrik Jensens døtre Birgit og Gerda.

Artiklen fortsætter:

‘I staldene gik 45 grise og fire kalve. Det lykkedes i sidste øjeblik at faa dyrene ud, men der var fare paa færde. Den kraftige røgudvikling besværliggjorde redningsaktionen, og dyrene var paa nippet til at blive røgforgiftede. Gaardejer Ulrik Jensen og hans folk maatte kravle hen ad gulvet for at trænge gennem røgen og faa de mange dyr reddet i sikkerhed. Derimod blev en traktor i laden glemt og totalt ødelagt. Desuden brændte en del halm i laden.

Falck fik hurtigt kontrol med ilden, men alle tre udlænger var da ødelagt. Værst gik det ud over laden, som nedbrændte fuldstændig. Gaarden var forsikret, men forsikringssummen vil ikke kunne dække skaden.

Forsikringsselskabernes tekniske ekspert, civilingeniør Hebsgaard, Vejle, undersøger i dag sammen med kriminalpolitiet brandstedet for at fastslaa brandaarsagen.’

Læs eventuelt også beretningen om Helga og Ulrik Jensen og besøget fra Australien, se øverst på siden under menupunktet ‘Månedens billede 2020-2024’, maj 2020. 

Fra rejsegildet efter branden i Moesgård i 1957.

Fra rejsegildet efter branden i Moesgård i 1957.