Christen Christensen Norborg (1884-1934)

Enelærer ved Vind Skole i årene 1910-1921, Christen Christensen Norborg (1884-1934), fotograferet i sit arbejdsværelse. Årstal ukendt.

Enelærer ved Vind Skole i årene 1910-1921, Christen Christensen Norborg (1884-1934), fotograferet i sit arbejdsværelse. Årstal ukendt.

Christen Christensen Norborg
Født 15. marts 1884 i Hjerm
Død 20. april 1934 i Vejrum
Gift med Ane Norborg (f. Christensen, 1879-1940).

Norborg var lærereksamineret fra Nørre Nissum Seminarium i 1909 og vikarierede derefter kortvarigt som lærer i Blåhøj mellem Brande og Sønder Omme. I årene 1910-1921 fungerede han som enelærer ved Vind Skole, hvorefter han indtil sin død underviste ved Vejrum Søndre Skole.

Takket være uddrag af en vandrebog -en bog, der i mange år efter endt studietid gik på omgang mellem de tidligere holdkammerater fra Nørre Nissum, og hvoraf de kunne følge hinandens liv og virke- kan vi danne os et indtryk af livet i og omkring Vind Skole i årene 1910-1921.

 

Vind Skole, september 1911:

‘…Embedet her er beliggende cirka 1½ Mil syd for Holstebro. Enelærer er jeg og Kirkesanger ved Vind Kirke. Børnetallet er mellem 60 og 70 i to Klasser. Det kan være drøjt til Tider i en saadan Skole, men Totalfølelsen er alligevel Glæden over Arbejdet. […] Børnene her er meget forskellige. Der er nogle meget dygtige Drenge for Tiden, men ogsaa nogle meget, meget daarlige. […] Der var fire, som ikke kunne læse i ældste Klasse. Jeg bad dem stave, men heller ikke dét blev til noget. Jeg sagde et par gange “Begynd saa!” Stadigvæk Tavshed. Ved nøjere Eftersyn viste det sig, at de ikke kunne Bogstaverne.

Den 9. Maj 1910 kom jeg her. Den 14. Juni holdt jeg Bryllup. Der er altsaa gaaet 14 Maaneder, siden vi satte Bo her. Den Tid har været lys og lykkelig. Hvorfor der er lagt saa megen Lykke her til mig, har jeg aldrig kunnet forstaa -og kommer heller aldrig til det. Beboerne tog meget venligt imod os, og hvad Arbejdet angaar, da har jeg fuld Frihed. Der er kun faa troende Mennesker her, men næsten alle vil de gerne, at Læreren giver Religionen en stor Plads i Skolen -hvor underligt i grunden! De unge herude har den Svaghed, fra anden Side set den Frihed, at de gaar efter alt. De kommer saaledes ogsaa, naar man byder noget alvorligt. Jeg havde saaledes sidste Aar, nej Vinter, 31 Elever i Aftenskole, og de opførte sig alle godt. Vi har ogsaa faaet oprettet en lille KFUK, i hvilken jeg er Formand. Med dette Arbejde var der dog en, der var begyndt, før jeg kom. […]

Skolen er gammel, fra 1867, men god med en række hyggelige Ahorn foran Vinduerne. Min Løn er 1000+100+20 Kroner om Aaret. Hvad Forbindelser angaar, da gaar der Postvogn forbi her hver Dag til Holstebro. Da jeg kom hertil, var Jordlodden bortforpagtet, men April 1911 var Forpagtningen udløben. Den største Del af Jordlodden blev saa solgt, men et Stykke, der ligger rart her ved Skolen, overtalte man mig til selv at beholde. Jeg ville ikke til at begynde med, men man foreholdt mig det rare i at have en Ko, Hest og Vogn. Jordstykket, hvorfor der kun afkortes 40 Kroner, beholdt vi saa, og vi har nu ikke én, men to smaa dejlige islandske Heste og en Ponyvogn og Ko samt tolv Høns og en Hane. Naar vi kunne faa raad til det, skyldes det den Omstændighed, at jeg efter at være blevet indskrevet paa Session i 1909 og havde købt mig et Frinummer til 625 Kroner i 1911 fik at vide, at mit Nummer paa en eller anden uforklarlig Maade var blevet fri, og at Pengene som følge deraf kom tilbage uden Afkortning. Det er ikke altid rart med den Jord, men til Tider er det dog fornøjeligt at øve gammelkendt Idræt som Pløjning og den slags Ting, og saa er det dejligt at kunne køre ud sammen med min Hustru. Der er kun en tre Mil baade til hendes og mit Hjem, saa vi kører jævnligt hjem. Egnen her tiltaler mig som den Hedeegn, den er, vild og ejendommelig, saa jeg aldrig herhjemme i Danmark har set noget lignende. Læs Thyregods Fortælling “Ridder og Røver”, den omhandler Vind…’

  

Vind Skole, maj 1912:

‘…Om os selv er der ikke stort at fortælle denne gang, ud over hvad jeg meddelte i sidste Brev. Dog jo, nu glemmer jeg det vigtigste, at vi har faaet en lille Datter siden sidst. Hun er nu godt syv Maaneder gammel. Hende er min Hustru og jeg rent ud sagt henrykte over, og i Tiden synes jeg næsten ikke, der kunne ramme os nogen større Sorg, end om hun skulle støde noget til. Altsaa, vi har det hyggeligt og godt herude paa Heden ligesom sidst -plus den store Glæde, vor lille Pige daglig volder os. Hvad Arbejdet i Skolen angaar, ja, da kan det jo siges at være besværligt nok saa tit, jeg har jo 60-70 Børn i to Klasser. Men det er jo godt, man er rask og kan arbejde, og forholdsvis tror jeg ogsaa nok, man kan opnaa ligesaa store Resultater i en saadan Skole som i en Skole med flere Klasser –men ogsaa kun forholdsvis…’

 

Vind Skole, december 1912:

‘…Som I ser, er vi her i Vind endnu, og vi bliver her vist ogsaa nogle Aar endnu. Jeg søgte nemlig et Embede ovre paa Sjælland for en Tid siden, og da det kom Beboerne her for Øre, bad de os om at blive. De ville give os et Tilskud paa mindst 100 Kroner aarlig, naar vi ville blive her til 1920. Vi bestemte os til at blive. Lønnen bliver med Kirkesang og det hele 1.200 Kroner. Hertil kommer, at vi har levet os saadan ind i Forholdene, at vi sikkert vil komme til at længes umaadelige, hvor vi saa end kommer hen. Arbejdet i Skolen gaar godt. Baade Forældrene og Børnene er saa imødekommende og taknemmelige. Endvidere har jeg Grund til at tro, at Gud har et Arbejde til mig blandt de Unge, saa jeg tør rent ud sagt ikke søge herfra endnu. Den vilde Natur herude øver ogsaa sin Tiltrækning paa mig. I maa nemlig ikke tro, at egnen her er en almindelig flad Hedeegn. Avlingen har jeg lagt ned. Jeg opdagede nemlig, at jeg ikke kunne være baade Lærer og Landmand. Saa solgte vi Besætningen og det hele, fik Jordlodden realiseret, betalte af paa vor Gæld, saa den nu er nede paa 810 Kroner…’

 

Vind Skole, juli 1913:

‘Hjertelig Tak for alle jeres Breve! Jeg ville ogsaa gerne denne Gang have skrevet en længere Epistel, men dels mangler jeg noget virkeligt at skrive om, og dels er Tiden blevet saa begrænset for mig denne Gang, at jeg anser for klogest at fatte mig i Korthed. Vi har det i alle Maader godt, og i én Henseende er vi da ogsaa blevet meget rigere siden sidst. Den 20. Marts dette Aar fik vi os nemlig en lille Søn. Han er en prægtig Dreng, der smiler hver Gang, man ser til ham. Fra 12. til 16. August bliver vor Adresse Nørre Lyngvig. I nævnte Tidsrum vil vi nemlig ligge ved Vesterhavet og bade. Hvilken Flothed!…’

  

Vind Skole, marts 1914:

‘…Det er dog dejligt med den Vandrebog! Her kommer den ganske regelmæssig, om end ganske stilfærdig, ind ad Døren med Bud om, hvordan alle I kære Kammerater lever og færdes, hver paa sit Sted. Vi er endnu her i Vind, min Hustru og jeg, og vi har det i mange, ja, vist i alle Maader godt. Vi er raske, dog har jeg i Vinter haft lidt mere at bestille, end jeg strengt taget bryder mig om, og mere end mine Nerver godt har kunnet holde til. Gymnastik to Aftener og Aftenskole én Aften om Ugen. Dertil kommer Forsøget med at udføre et lille Samfundsarbejde ved at holde nogle smaa regelmæssige Søndagsmøder i Missionshuset. Gymnastikken er ganske morsom. I skulle bare høre mig kommandere “Arme – bøj!” […] Vi laa ved Havet i 14 Dage, min Hustru, begge Børnene og jeg og saa endda vor Tjenestepige med, og det hele med Rejse og alt kostede os 50 Kroner…’

 

Vind Skole, marts 1915:

‘…Vi har det ellers her ved det gamle. Jeg havde i Vinter igen baade Aftenskole og Gymnastik. Jeg ville i grunden have skulket i Aar, men de unge kom selv og bad mig om at begynde, og saa syntes jeg ikke, jeg maatte sige nej. Der var imidlertid 25 i Aftenskolen, og tyve har fulgt absolut stadigt. Jeg har Karle og Piger sammen, og jeg bliver mere og mere af den Anskuelse, at det er det bedste. Man har lovlig meget Arbejde paa den ovennævnte Maade om Vinteren, men man har godt af at være sammen med de unge, og man tjener en Skilling derved. Glæd jer med mig: Ved sidste Termin betalte jeg resten af min 1.900 Kroner store Læsegæld. Det er gaaet til paa den Maade, at min Kone havde 500 Kroner i Arv plus en del Indbo, da vi blev gift, plus en meget god økonomisk Sans. Men jeg har heller ikke ligget paa den lade Side. Jeg har arbejdet med Jordlodden –det kan godt betale sig…’

 

Vind Skole, december 1915:

‘…Aarene, der er gaaet, siden vi skiltes i Nissum, har selvfølgelig sat sine Spor baade i Sind og Skind, men jeg synes dog af Brevene at kunne se, at vi har bevaret en god del af det glade ungdommelige Sind, der besjælede os, da vi færdedes sammen paa Nørre Nissum, og det synes jeg er saa dejligt at mærke. […] Med hensyn til Krigen, saa maa jeg sige, at det er mit Alvor, at det kun er lidt af Tiden, at jeg kan føle mig rigtig glad og fri, fordi den Elendighed, der følger i Krigens Fodspor og den Følelse af, hvorledes det Onde ligesom har faaet frie Tøjler, altid lægger et Tryk over Sindet. Men jeg tror dog, at Gud kan vende ogsaa dette Onde, Krigen, til det gode, lige som han har kunnet det før. […] Vi har faaet en lille Pige siden sidst, saa nu tæller Familien 5 Medlemmer…’

 

Vind Skole, juli 1917:

‘…Sidst jeg skrev i Vandrebogen, kunne jeg vist meddele, at vi havde tre Poder, to Piger paa hver sin Side en Dreng. Derved staar det endnu. Den ældste, Marie, bliver 6 Aar til Efteraaret, og det sidste Aars Tid har hun gaaet ud og ind til mig i Skolen, og det er længe siden, hun overraskede mig med, at hun kunne skrive Bogstaver og Tal. Det havde hun lært ved at se paa de andres Skriveøvelser. […] Jeg har jo ellers travlt med mit Landbrug i Fritiden. Det er jo godt nok med det Landbrug, men det giver nu saadan lige rigeligt med Arbejde, og Skolen maa nu engang passes først, hvis man skal bevare sin Glæde og Tilfredshed. Jeg tør vist nok som flere af Eder andre sige, at Arbejdet her gaar sin jævne Gang -og som jeg haaber ikke uden resultat….’

 

Vind Skole, april 1921:

‘… Som I ser, er vi endnu her i Vind. Jeg har søgt et Par Steder, sidst i Tvis. Det var for Beliggenhedens Skyld. Skolen laa lige ved Stationsbyen. Sogneraadet bestod imidlertid udelukkende af Grundtvigianere og Frimenighedsfolk, saa de turde alligevel ikke binde an med en Nissumit. Dog fik jeg de to første Omgange de tre af samtlige syv Medlemmers Stemmer, saa jeg kom det jo dog temmelig nær. For resten er vi glade over, at vi blev her, thi vi faar det absolut ikke bedre noget andet Sted, og maaske vanskeligt saa godt. Der er i Vinter gaaet en ret kraftig Vækkelse hen over Vinding-Vind. Den tog sin Begyndelse med det ret ualmindelige Tilfælde, at Præsten og Præstefruen omvendte sig. Præstens Navn er Fangel. Han var, før han kom her, Kapellan i Søllerød, og hed da Frandsen. Vi kunne ikke forstaa bedre, end at han ejede Livet, da han kom her, saa det gjorde et vældigt Indtryk paa os, da han, som den afgjorte Karakter han er, aabent erklærede, at han hidtil intet havde haft. Jeg skal love for, at det gav Stof til Eftertanke for en anden. Vi fik saa Missionsuge kort derefter, og det blev en forunderlige Uge, som vi aldrig vil glemme. Det var øjensynligt, at Guds Aand arbejdede, saa enhver, der blot ville, ikke kunne undgaa at se det. Mennesker, som vi havde vænnet os til at se paa som absolut uhjælpelige, er blevet de dejligste troende Mennesker. […] Hvad vore huslige Forhold angaar, saa ved I jo, at min Kone ikke er af de stærke, men det er dog gaaet ikke saa galt det sidste Aars Tid. I Januar fik vi os en lille Pige, som i Daaben fik Navnet Solveig Elisabeth. Vi har nu i alt fire Børn. Marie, den ældste, var til Eksamen i ældste Klasse i Gaar for første Gang, og hun var jo ret spændt ved Situationen. Ja, vi har jo her kun to Klasser og har foreløbig ikke Udsigt til mere, men jeg er for resten ved mere og mere at faa den Anskuelse, at det er allerbedst at være Enelærer. […] Hvad det økonomiske angaar, har vi det godt, idet Lønningen sammen med vort Landbrug godt kan slaa til for os. Vi solgte sidste Aar Roer og Kartofler for cirka 1.500 Kroner. Saa har vi desuden Ko, Svin og en udmærket Hest…’

 

Vejrum Søndre Skole, december 1921:

‘… Sidst jeg skrev, fortalte jeg meget om en stor Vækkelse, der var gaaet hen over Vinding-Vind Sogne. Det var en herlig Tid, men Skyggerne viste sig snart, og som Tilstandene er nu derude, kan det kun fylde en med Sorg. Jeg fortalte jer, at det begyndte med, at vor Præst omvendte sig, endskønt vi havde antaget ham for at være en troende Mand. Imidlertid, naar Manden hævdede, at han først nu var blevet virkelig omvendt, saa maatte vi jo tro ham, og for Mennesker at se blev han ogsaa brugt af Herren. Men Glæden varede kun kort. Det var, som om det steg ham til Hovedet. Nu stod han ret, og alle de Mennesker, der ikke i enhver Sag kunne mene det samme som han, var ikke rigtig omvendt. Man skal blandt andet ogsaa være i aabenbar Spektakel og Fjendskab med de samme Mennesker, som han selv havde det med -og det var mange! Det kan man nu engang ikke gaa ind paa, saadan var vi i hvert fald mange, der havde det inden for Indre Missionsk Samfund. De stærke eller de eneste selvstændige Karakterer døjede jo mest. Blev han stillet overfor sine Fejl, viste han altid hen til Kristus. Ham kunne man heller ikke taale, hævdede han. Han satte altsaa sig selv i Kristi Sted, og paa den Maade undgik han at drukne gamle Adam. Alle, der vovede at sige ham imod, blev tugtede fra Prædikestolen, saa der kun manglede Navnet eller Navnene, for at enhver kunne vide, hvem der mentes. […]

Imidlertid blev saa Vejrum ledig, vi søgte det og fik det, og vi haaber, vi skal blive glade for at være her. Her er 4 Klasser, ikke store. Eksamineret Lærerinde har vi. Boligen er udmærket, Klasseværelserne ligesaa, elektrisk Lys indlagt o.s.v. Jeg skal ogsaa her være Kirkesanger, men her er en dejlig Kirke, et udmærket Orgel, og, hvad der er det bedste, en sjælden god Præst…’