Anders Kjær (1859-1945)

Gårdmand i Blaakjær, Anders Kjær (1859-1945)

Gårdmand i Blåkjær, Anders Kjær (1859-1945)

Anders Kjær (f. Pedersen)
Født 23. maj 1859 i Blåkjær, Vind
Død 16. maj 1945 i Blåkjær, Vind
Gårdmand i Blåkjær, gift med Ane Johanne ‘Hanne’ Kjær (f. Christensen, 1860-1940).

Nedenstående tekst er gengivet, som den forefindes i Esbern Jespersens bog ‘Vind Sogn’ fra 1938 -med dén tids retstavning og tegnsætning.

‘Hanne og jeg havde Bryllup i Vildbjerg, mens Pastor Nyborg var der. Dengang kunde man ikke tage, hvad Præst man vilde. Men saa vidt jeg husker, var han meget flink den Dag.

Min Veninde fra Barneaarene var fra et lille tarveligt Hjem Vest for Skolen. Hendes Far kaldtes Peder Tinser. Moderen hed Stine og var fra Vestergaard. Folk sagde, at de var gerrige, men det var nu et fejlt Udtryk; de var nøjsomme, og det var de nødt til at være, om de skulde leve af det lille Hjem. Min Barneveninde hed Ane Katrine og var yngst af Børneflokken. Da vi blev konfirmeret, skiltes vore Veje; hun kom ud at tjene. Jeg saa hende igen, da hun var 20 Aar. Da var hun forlovet med Laust Chr. Madsen, hvis Far var Mads Brændgaard i Vejrum. Saa blev de gift og fik hendes Fødehjem. De skulde svare Aftægt til hendes Forældre, saa de unge var godt sat der. Men de tog fat med godt Mod og kørte det igennem. Det var paa samme Tid, jeg købte Blaakjær. Og som unge Folk af samme Alder kom vi meget sammen de følgende Aar. I den første Tid maatte jeg have mange Daglejere i Blaakjær. Og Laust Chr. Madsen havde jeg meget. Daglønnen var 4 Mark fra Kl. 6 Morgen til Sol gik ned. Han var en stor Slider og altid ved godt Humør. Hans Kone gik hjemme og arbejdede med Studene. Og hver Lørdag Aften kom Manden hjem med Ugelønnen, 8 Kroner.

– – –

Da jeg var fem Aar gammel, blev vort Stuehus ombygget, og vi skulde indkvarteres i de andre Huse. Jeg sov om Natten hos min Bedstemoder Mette Jens Datter ude i den gamle Lade, hvor der ikke var et eneste Vindue, og naar Døre og Luger var lukket, var der saa mørkt som i en Ovn.

Da jeg var 11 Aar, kom jeg til Bahr at tjene som Faarehyrde. Lønnen var tre Daler fra 12. Marts til November. Det var lange Dage derude i Heden. Hvordan end Vejret var, maatte en jo af Sted. Søndagene var de længste at komme over. Blaakjær laa meget ensomt herude. Af Træer var der kun en lille Hyld i Kaalgaardsdiget.

Skoleforholdene var ikke gode. Læreren var gammel og skulde jo saa smaat ind og have sig en Dram for at sætte Humøret op. Ikke saa meget som en Sang hørte jeg i Skolen. Læreren kunde ikke synge, og Præsten langt mindre. Af Skolematerial var der en Kæp.

1879-80 var jeg paa Højskole. Det var en Oplevelse baade i folkelig og kristelig Henseende; ogsaa Politikken rev mig med. Det var jo i Kampaarene, hvor Højre og Venstre tog Tag med hinanden. Siden blev jeg Soldat; men jeg er Modstander af Krig og syntes ikke om at lære at skyde Folk ihjel.

I 1881 købte jeg Blaakjær af min Far, men havde Gaarden i Fællesskab med min Broder, til vi 1883 fik den udstykket og Sønderkjær opført. Men een Ting maa jeg ikke glemme. Jeg kan takke min Moder for, at Blaakjær blev i Slægten. Min Morbroder, som jeg er opkaldt efter, havde Gaarden, men var meget svagelig, og det kunde ses, at han ikke levede ret længe. Laust Vingtofts Enke blev gift med Morbroder, og snart efter døde han. Saa var Blaakjær til Salg. Mor var gift og boede i Viholm. Hun fik Far overtalt til at købe Blaakjær, som jo var hendes Fødehjem. Saa vidt jeg husker, var Købesummen 800 Specier, som Enken førte med sig til Vingtoft.

Min Far var Smed i Viholm og var med til at smede Vaaben, da de havde ‘lukket Slaverne ud i Rendsborg’. Smedien var fuld af Folk, som kom med alle Slags Redskaber, der skulde gøres bedre i Stand. En kom med en Hjøle, og han blev spurgt, hvordan den skulde tillaves. Ja, den skulde bruges til at stikke og save med. Paa Højene var der Vagtposter, som skulde tænde Blus, naar Slaverne var i Sigte. I Blaakjær havde de en Karl i Heden at grave Tørv. Han kom løbende hjem og fortalte, at nu kom der en Slave; men det var en Tigger, der gik under Navnet Pronnis.

1884 blev vi gift. Vi var ganske unge, 23 og 24 Aar. Hanne vilde gerne have det pænt, men der gik flere Aar, inden der blev Penge til det. Gaarden var forsømt og meget skulde mergles.

I 1888 tog vi en Tur til den store Nordiske Udstilling i København. Det var en Oplevelse. Vi var paa Emdrupborg, hvor Hanne fik sig en Dans med Lærerne fra Skolen ude under de hundredaarige Bøge. Og jeg fik opfrisket Minder. 1895 kom jeg ind i Sogneraadet. Alle mine Kolleger fra den Tid er døde saa nær som Niels Lund i Vinding.

En af de vigtigste Ting, jeg var med til, var Forhandlingen om Holstebro-Herning Banens Retning. Vi skulde betale 30,000 Kr. for at faa Banen gennem Vinding. Men under N. P. Tingsagers Ledelse strandede Sagen, idet han og flere andre kun vilde betale 27,000 Kr.

Sogneraadets Møder holdtes i Vinding Hovedskole. Der blev sparet. Vores Mellemmad havde vi med i Lommen; de blev noget tørre at bide paa. Men saa havde vi en god Mand i Sogneraadet; det var Svenning Blindkilde. Han havde altid en Flaske Brændevin i Lommen; den kostede 21 Øre, og den var vi ni Mand om at dele; det skete ved Middagstid. Lidt efter skulde vi om til Else Degn i Fattighuset; hun gav os Kaffe med en Knald brun Sukker til. Naar vi ni Mænd kom ind i hendes Stue, var der Trængsel. Siddepladser var der ikke. Det var heller ikke noget at byde gamle udslidte Mennesker at bo i.

Det blev gerne Aften, inden jeg kom af Sted til Vind. En Tid havde jeg Jens Skold at følges med. Skold var et godt Bedested; der fik vi nogle Dramme, og saa gik det sidste Stykke Vej let.

– – –

Først i Firserne fik jeg en Foredragsforening i Gang. Møderne holdtes skiftevis i Blaakjær og Skolen. Men det kunde ikke samle Vindboerne, trods det jeg afholdt alle Udgifterne. Vi fik nogle gratis Talere, som vi bespiste og beholdt i Blaakjær om Natten, hvorefter vi befordrede dem til næste Sted. Jeg holdt mig mest til de omboende Præster. Lærer Møller i Felding var os ogsaa en god Mand; han var selv kørende. Ogsaa Forstander Jensen, Staby, kom og talte. Vore Tilhængere var kun faa: Lærer Ludvigsen med Hustru, Thomas Søndervindgab, Mads Jacobsen, Røjkjær, Jens Voldsted –disse tre Mænd kom altid alene, Konerne gik til Missionsmøder- Kristian Tingsager og Hustru, med os selv var vi 10. Men saa fik jeg Forbindelse med Nr. Omme, hvor der var et Par Familier, med dem var vi 20. Men det gik fremad med smaa Skridt. Pastor Larsen i Holstebro havde vi selvfølgelig ogsaa. Som yngre havde vi fulgt de store Vennemøder i Holstebro, Vemb og Ulfborg, og det gav Stødet til, at vi oprettede Foredragsforeningen. Jeg havde tænkt, at naar Talerne kom til Vind, vilde Folk nok komme og høre dem, men det blev en Skuffelse, for de, der fulgte Missionsmøderne, mente ikke, de kunde gaa til Foredrag.

– – –

I min Barndom havde vi ingen Si i Blaakjær. Mælken blev siet gennem en Klud og stod i Lerfade for at samle Fløde. Mor løsnede Fløden langs Fadets Rand med en Finger og blæste den af i en Flødebøtte, hvori den stod nogle Dage, til den blev rigtig sur.

Vort Stuehus var bygget i Treserne. Der var Alkovesenge, hvor man altid kunde høre Mus og Rotter. Vi havde Bræddegulv i tre Stuer, men det var slet ikke almindeligt den Gang; de allerfleste havde Lergulv. Jeg kom en Dag ind i Mikkelborg. Taget var ikke godt, og midt i Lergulvet var der et Hul fyldt med Vand, hvor nogle Ænder gik og pjaskede. Det var ved Spisetid. Paa Bordet laa Kopper af Skeer, Skaft var der ikke, men de var brugelige, bedre end hvis det havde været omvendt. Pastor With tog sig meget af dem, købte dem Sengeklæder, som han mente, Sogneraadet vilde refundere ham. Han fik en Røffel af Jens Toustrup. Om han fik andet, ved jeg ikke. En Dag, Pastor With kom, smuttede Peder Mikkelborg op paa Loftet for at undgaa Forhør. Konen sagde, at Manden ikke var hjemme. Da han lidt efter ikke hørte nogen tale, troede han, Præsten var gaaet og hoppede ned. Stor var hans Forfærdelse, da han stod Ansigt til Ansigt med Præsten. Men Vindboerne morer sig endnu over den Historie.

– – –

Da jeg var 14 Aar, havde vi ingen Postgang i Vind. Gamle Maren Nes, som en Gang om Ugen gik til Holstebro for at sælge Revlingelimer, som Folk dengang brugte i Stuerne; hende fik Far til at tage Holstebro Avis med hjem. Vi var vist de eneste i Vind, der holdt Bladet, og det var heller ikke meget værd.

Siden fik vi Post to Gange om ugen med Aflevering i Vindgab, Nr. Røjkjær, Skolen og Skovgaard. Da vi fik direkte Ombæring, blev der bygget ‘Posthus’ lige Nord for Skolen. Der var Plads til to Mand og et Bord. Der mødtes saa Posten fra Holstebro med vores Post til Vester Vind. Saa gik der en Tid igen, inden den kørende Post kom. Han kørte til Vind ad Skernvej og Præstevejen og tilbage til Holstebro gennem Røjkjær og Ølgryde.

– – –

Stuehuset i Blaakjær var faldefærdigt, da Far købte Gaarden, og han gav sig i Lag med at bygge det om. Beslag til Vinduer og Døre lavede Far selv; det var jo Klinkhaandtag. Den Del Loftsfjæl af det gamle Hus var af rødt Fyr; de var brede som en smal Dør og blev brugt igen. Da vor Lade blev ombygget 1879, brændte vi Stenene selv. Vi havde Ler nok. Til Taget brugte vi Lyng, som vi ogsaa havde nok af. Daglønnen var en Krone. Det var i en Tid, der ikke maatte laves Gæld. 1913 havde jeg ingen Gæld paa Gaarden. (Men store Bekostninger under Dyrtiden har helt ændret dette Forhold).

– – –

Ude i det alleryderste af Sognet døde An Awwer. Hun hørte Omme Sogn til, men de vilde ikke koste noget paa hendes Begravelse, og saa maatte Vind Sogn gøre det. Jep Højland blev lejet til at kaste hendes Grav. Han var taget til Holstebro, den Dag Graven skulde kastes, saa det blev hen paa Natten, før han fik begyndt. Da han var kommet noget ned i Jorden, gik den nordre Laage op, og en høj Kvinde kom derigennem og gik med Stien lige op mod Kirkedøren. Jep Højland blev meget hentagen. Han det toede, det var den døde. Og da han spurgte hende ad, vendte Skikkelsen sig om og svarede: Hvad kommer det dig ved! hvorpaa hun fortsatte sin Gang. Saa svang Jep Højland sig op af Graven og løb over Kirkegaardsdiget og hjemad, alt hvad han kunde. Det blev siden opklaret, at det var en skikkelige Kone fra Raasted, som havde den Vane at besøge Kirker ved Nattetide for der at henlægge smaa Pakker af ubetydelige Ting.

– – –

1879, da jeg opholdt mig i Københavns Nærhed, saa jeg første Gang en Cykel, en saakaldt Væltepeter. Siden havde jeg en Karl, der vilde have en Cykel, men den kostede 300 Kr., og det var Lønnen ikke efter. Men saa saa jeg, at Pedersen, Sparekassen, averterede en til Salg. Den købte jeg til Karlen for 100 Kr. Jeg prøvede paa at lære at cykle, men Vejene var dengang saa daarlige, at jeg fik det ikke lært, men blev ved med at bruge mine Ben paa den naturlige Maade.

– – –

For 60 Aar siden kørte de fleste med Stude. De Gaarde, som havde et Spænd Heste, var Sandfær, Blaabjerg, Sdr. Vindgab, Blaakjær, Troldtoft, Kirkegaard og en Gaard i Vindby. Der var Sognekørsel den Gang, og de, der ikke havde Heste, kunde jo ikke undgaa at tage Del deri. Jeppe Bahr fik Bud om at køre Doktoren hjem, som var paa Besøg i Fattighuset. Han mødte med sit Studespand, som Doktoren ikke vilde køre med. Det trak op til en Retssag i den Anledning, men det var Jeppe Bahr ikke ked af.

Ude i Troldtoft var et Par gamle Folk paa Aftægt; de skulde køres til Kirke to Gange om Aaret, naar de skulde til Alters, Saa stillede Manden uden for deres Dør med Arbejdsvogn og Stude.

Ja, Stude kan nu godt løbe, naar de bliver vænnet til det. Åeder Mikkelborg kørte engang Lyng til Holstebro og havde da sin Morskab i, naar Jens Sandfær kom bag efter ham, at holde sig midt paa Vejen og holde Pisken langt ud til Siden, saa æ Herremand, som vi kaldte Jens Sandfær, ikke kunde komme forbi. Folk morede sig derover og fortalte, at Jens Sandfær med sine to stærke Heste ikke kunde køre forbi et Fattiglem med to smaa magre Stude.

Der var Velstand i Sandfær og ikke mange til at dele. Tjenestefokene var ikke meget regnet dengang. De fik Grød og Kartofler og tykke Mellemmader som gjorde dem dvaske og tunge. I Blaakjær fik vi en bedre Føde, men vi var jo ogsaa Børn af Huset. Det er noget, kender saa nøje, at hvor de samler Penge, der lever de mest tarveligt.

Jeg tjente i Bahr. Jeg husker engang, vi fik Kartofler, Flæsk og Melsous, at jeg, der aldrig har været en Elsker af Kartofler, tog et Stykke Brød og dyppede i Sousen. Men sikke Øjne Konen laante mig. Jeg smed Gaffel og Kniv og gik ud til mine Kalve og Lam. Ja, det er mærkeligt, at en saadan ubetydelig Ting ikke glemmes.

Der var mange sære Folk i Vind. Men var det saa underligt? De holdt ingen Blade og læste ingen Bøger. Og Helligforsamlingerne, som begyndte, blev Folk da ikke bedre af. Vi seks Søskende kom paa Højskole så nær som mine Broder i Amerika. Efter vor Tid gik der mange Aar, før nogen vovede at gøre saa lang en Rejse. Thomas Søndervindgab var den næste.

Da jeg kom hjem fra Højskole, spurgte de: hvad har du lært? De troede, det kunde siges med et Par Ord.

– – –

Vinteren efter, at jeg havde været paa Højskole, foretog jeg en Rejse til Mors, hvor den store Valgmenighed var i Øster Jølby. De havde deres egen Kirke. Præsten hed Lund. Det var ham, de satte ud af Folkekirken, fordi han tog en ukonfirmeret Pige, som laa for Døden, til Alters. Men de fortsatte saa som Frimenighed. Galtrup Højskole laa ved Kirken. Forstanderen var Georg Himmelstrup. Jeg besøgte ham og fik ham til at komme til Blaakjær og holde Foredrag. De havde ogsaa en Friskole, som jeg besøgte. Jeg havde en Højskolekammerat med. Han fortalte Børnene om store Claus og Lille Claus, og Børnene morede sig kosteligt. Jeg tror ikke, jeg siden har set saa mange glade Barneansigter i en Skole.

Det var i Marts 1881.Vi tog med Tog fra Holstebro til Skive og gik saa igennem Salling til Glyngøre, ja endda halvvejs over Vandet, for Færgen kunde ikke naa over for Is. Vi var lidt betænkelige ved at vove os derud, men vi saa Folk køre i Slæde derude, og saa maatte det ogsaa kunne bære os. Vi blev i Nykøbing om Natten og fandt den næste Dag til Jølby. Nogle dage efter gik vi til Vilsund. Isen kunde bære hele Vejen til Thyland. Det blev en lang Vandring, inden vi naaede Oddesund. Min Kammerat blev tørstig, og vi gik ind i en Kro, men det saa saa fint ud, og saa gik vi igen, fordi vi ikke troede, det passerede til vore Smaapenge. Men saa maatte vi hjælpe os, som vi bedst kunde. Min Kammerat lavede en Snebold, og den gik han og gnavede af, til Tørsten gik over. Ved Oddesund var Isen brudt op, og Færgemændene var ikke glade for at sejle os over. Men vi naaede dog over og kunde saa fortsætte vor Vandring til Struer.

Vi var en Dag oppe i Bjergby Kirke paa Mors, og der saa jeg en af de gode gamle med Knæbukser, hvide Strømper, Sko og Sølvspænder og rød Tophue. -Du kan vel ikke faa noget ud af det, jeg skriver op… Jeg besøgte engang Fru Marie Bregendahl i København. Hun sagde, at hun behøvede ikke meget for at skrive en Historie, men det er jo ikke saadan med det, du arbejde med.

– – –

Der var mange Almisselemmer i Vind Sogn. Der var Poul Tjagvad, hvis Kone kaldtes Trine Leth, og hvis Søn var æ Lethdreng. Tæt ved Viholm boede Niels Frandsen. Til ham kørte jeg Fattigtørv. Han teede sig som en Herremand. Jeg skulde nok passe paa at komme med gode Tørv, for saa fik jeg alle de Bakkelser, jeg kunde spise. Stine Glavind var nær ved at dupere hele Sogneraadet, hvis Møder hun undertiden overværede. Ole Gret var en meget utaknemmelig Tigger, som drak det hele op. Henne ved Agerfeld boede Jens Højland, han var en meget dygtig Mand, der arbejdede omme ved Thorsminde, da Englænderne vilde udtørre Nissum Fjord.

– – –

Der var dengang 30 Gaarde i Vind og 40 Huse. Husmændene var ikke kørende. De fleste havde kun een eller to Køer, og Mændene gik i Dagleje for at tjene Føden. 20 Hytter er helt forsvundne, men saa er der opstaaet andre Hjem i Stedet for.

1884 havde vi i Blaakjær 2 Heste, 4 Køer og 5 Stk. Ungkvæg. Nu har vi 5 Heste, 15 Køer og 20 Stk. Ungkvæg. Fire Ejendomme er udskilt fra Gaarden, og der holdes nu paa Blaakjær Ejendomme 16 Heste og 80 Fækreaturer. Sønderkjær og Kjærgaard har jeg ladet bygge. Blaakjærhus og Vestertoft er bygget før min Tid. Deres Hold var en Ko i Blaakjærhus og to Faar i Vestertoft. Da jeg var 10 Aar, boede der en værre Heks i Vestertoft, som efter Jordens Form kaldtes Spidshus. Jeg vogtede Faar i Heden; men Heksen i Spidshus drev dem til Fuglsang. Det morsomste var, at Faarene tog en anden Vej hjem og var i Blaakjær lige saa tidlig, som den gamle Kone var tilbage i Spidshus.

I Blaakjærhus eller Saa’nhus boede en dygtig Snedker, der hed Nis Jørgensen. Hans Kone kaldte vi Ma Nis. Jeg husker, hun kom dragende med store Byrder Revlingeris oppe fra vor Hede; de var saa lange, at de slæbte efter hende, naar hun gik med dem paa Nakken; de blev tørret og derefter gnedet paa en Sten, der laa midt paa Stuegulvet og var udhugget som en Valkefjæl. Saa gik Brommen af dem. Til en Lime brugtes tre Haandfulde Ris, som blev omviklet med Sime. Limerne kom i Bundter med et Dusin i hvert. Og Bundterne bar Ma Nis til Holstebro, hvor hun solgte dem paa Torvet for 8 Sk. pr. Stk.

– – –

Ja, Bryllupper i gamle Dage, dem var der noget ved, ikke saadan som nu; en kan da komme af med nogle Penge nu. Jeg har gaaet med Send til Bryllupsgaarden; det var Smør, Æg, Faarelaar, Høns og Ænder; en fik et Sigtebrød og en Masser Kringler og Kager med hjem igen. Folk samledes Bryllupsdagen i god Tid i Gaarden, hvor de blev modtaget med Musik. Efter Frokosten kørtes til Kirke. I den første Vogn sad Bruden, i den anden Brudgommen og i den tredje Spillemændene; Brudepigerne sad i den fjerde Vogn. En Mand ordnede i øvrigt Vognenes Rækkefølge efter Slægtskab. Spillemændene stillede sig op ved Indgangen til Kirken og blæste i deres Klarinetter. Da en af mine Søstre havde Bryllup, var der to Forridere; den ene havde været Dragon. De red ud i strakt Galop hjem til Bryllupsgaarden og saa tilbage igen, frem og tilbage saa tit, det lod sig gøre. I Østergaard i Vindby, hvor min Fætter blev gift med Enken, var der Dans hele Natten; saa hvilede vi lidt om Formiddagen, hvorefter vi fortsatte Dansen. Ved dette bryllup kørte en Vogn i Grøften; Spillemændene var paa den, men kom ikke til Skade. Det var dog et ondt Varsel. En Søn af dette Brudepar blev siden kørt ned af en Bil mellem Vinding Forsamlingshus og Tjagvad. I Nr. Omme, hvor vi havde megen Familie, gik en Vogn i Stykker midt i Brudeskaren. De to Brudefolk fik det ikke godt og døde som unge.

– – –

Vi havde jo mange Barselgilder i Blaakjær; men ikke alle holdt Gilde. En Dag, jeg skulde til Thorsted, havde Kjeld Troldtoft Barn i Kirke. Jeg kom op at køre og blev bedt til Middag. Vi fik saltet Fisk og Kartofler og bagefter noget Vælling.

Til Begravelser inviteredes hele Familien og alle Naboer; nu sker det gennem Aviserne. Her er Landboerne foran Byerne. De kan saamænd ikke ofre en Kop Kaffe, og de vil endda gerne have Landboernes Penge.

– – –

Ja, naar man var klog nok, saa var man snart rig nok. En Murer fik i Dyrtiden 12 Kr. for 6 Timers Arbejde. En Sæk Cement kostede 16 Kroner, en Dør indmuret 100 Kr., en Arbejdsvogn 900 Kr., 80 Favne Mergel 4000 Kr. Den, som lod være med at bekoste noget i den dyre Tid, bar sig klogt ad, men hvem kunde forudse det følgende Prisfald. En Sæk Kunstgødning, vanskeligt at faa fat paa, kostede 30 Kr. Vi var vant til at faa god Kost uden at ødsle. Mejeriskummet Mælk er til Grise og ikke til Folkeføde. Jeg har lagt Mærke til, at hvor der stod mange fede Køer paa Stald og gav Mælk i Spandevis, der fik Tjenestefolkene skummet Mælk til deres Mad. Paa den Konto kan der knibes ikke saa lidt mellem Aar og Dag. Jeg er enig med den Mand, der sagde, at skulde han sulte sig rig, saa vilde han ønske, han var det.

– – –

I den østre Ende af Kirkegaards Stuehus boede en Høker, som hed Pæ Nielsen; han var fra Mors. Hans Handel var kun Betrykshandel.

Vi kørte til Holstebro en Gang om Ugen. Vi havde Mellemmad med, som vi spiste til en Dram i Butikken. Nogle gik ind til Gæstgivere og fik en Kop Kaffe; det kostede 25 Øre. Det første, jeg kan huske, var der et lille Kammer i Butikken, og der gik en gammel Kone og lavede Kaffe til Kunderne, det koste ikke noget. Og der var Varme, som godt kunde gøres nødig efter Tre Timers Kørsel. Vi havde en Mil til Landevejen gennem løst Sand eller Bløder. Det kunde ikke gaa hurtigt. Og om Vinteren kom vi ikke hjem før langt ud paa Natten, i Mulm og Mørke. Og Lygte, som kunde holdes tændt, havde vi ikke, Saa gik vi ved Siden af Vognen for at holde paa den, naar den hældede for meget. Hestene blev jo vant til at følge de dybe Spor. En kunde tit slet ikke se Hestene, men bare arbejde sig fremad, og var Læsset stort, saa passede de selv at staa stille en Gang imellem for at puste lidt, og saa tog de fat igen af dem selv.

– – –

Af Markeder havde vi særlig tre; Sankt Hans Marked, Store Marked og Ulborg Marked. Det var dem, der kaldtes Folkemarkeder, og som de unge havde Ret til at besøge. De sloges meget paa Markederne; det var snart, som om det hørte til, og det var jo gratis Skuespil, som vi slet ikke var kede af at se paa.

Ulborg Marked var meget stort for 60 Aar siden, men er gaaet gradvis nedad. Vestbanen kom jo igennem først i Halvfjerdserne. Hestene deromme var bange for Toget; een døde af Skræk; den var tøjret for nær ved Banen paa en Plads, hvor man kunde spænde fra og spare Drikkepengene. Far spændte fra i en af Gaardene og gav en Krone i Drikkepenge. Det Spektakel, der var paa Ulborg Marked, kunde man næsten ikke faa ud af Hovedet igen; ja, det var værre end paa Dyrehavsbakken. Der var Drikketelte i Massevis og alle Slags Handelsfolk fra de omliggende Byer, helt fra Viborg.

I selve Ulkjær var der kun den gamle Kro med Kørestald, og Dansesal paa Loftet. Hvordan det saa ud deroppe, ved jeg ikke, for jeg vovede mig ikke derop ad den høje Stige; det var ikke for Børn at komme der.

Nogle Aar senere maatte jeg trække vores Kreaturer til Ulborg Marked. Jeg skulde af Sted før Dag, over Sandfær og den store Hede, der gik ned til selve Markedet. Nu er Markedet mest et Marked for de omliggende Sogne og en Fridag for de unge.

– – –

Julen var en stor Højtid, ikke mindst for Børnene. Der skulde bages en Masse dengang. Det var en Skam, hvis det fik for tidlig Ende. Vor Nabo i Spidshus kom ned til os Lillejuledag, trækkende med en lille Slæde, om han ikke kunde laane nogle Tørv, for, sagde han, det er e’t ret rele te wos. Hvormed han mente, at de ikke havde faaet bagt til Jul. Mor hav ham, hvad han manglede, og det var ikke alene Tørv. Trods deres Fattigdom var de altid ved godt Mod. Nævnte Mand kom ogsaa ned til Far en Dag, om han ikke kunde faa ham til at køre Jordemoderen hjem; men der var ogsaa en anden Ting: Madammen skulle have en Krone, og den ejede han ikke. Ogsaa den fik han. Men jeg kom bort fra Julen. Juleaften spiste vi jo fint, og saa sang Far nogle Julesalmer, og dernæst spillede vi Kort om Pebernødder. Juletræ kendtes ikke. Der var kun to Graner i Vind Sogn. De stod ved Skolen og var meget høje. Lærer Jensen vilde engang fælde den ene til en Vognstjært, men saa kom hans Kone ud i sidste Øjeblik og reddede Træet. De to Træer kunde ses viden om. Jeg var 23 Aar, da jeg først Gang, paa Emdrupborg Højskole, saa et Juletræ.

– – –

I min Barndom kom der ikke saa mange Retter paa Bordet som nu. Om Morgenen fik vi Kartofler, kogt og pillet og jævnet med en Ske i Panden sammen med stegt Flæsk; det smagte godt. Saa fik vi kogt Mælk enten paa Grød eller Brød; det var ogsaa godt. Den Gang var der ingen centrifugeret Mælk til, som jeg har faaet Afskræk for. En Kone i Nabolaget gav Kartoflerne et Klem med Haanden, før de kom i Panden. Det brugte Mor ogsaa, naar hun havde smaa Grise, der skulde have Kartofler. Om Middagen fik vi Kartofler igen, som vi selv pillede, dertil Kød, Flæsk eller Fisk. Hvert Foraar hentede vi et Læs Fisk ved Havet. Vi slagtede ca. 15 Faar og nogle Lam. Men et Lam var saa lille, at det næsten gik til til et Maaltid. Vi slagtede ogsaa en Gris, og den var stor; da var der jo ingen Slagterisvin.

Dengang kørte vi til Mølle og fik lavet Gryn af Byg, og Rug sigtet til Sigtebrød. Kartoffelmel lavede vi selv, Lys ligesaa af den Tælle, vi fik fra Faarene. Vi brugte dog Petroleum i en bitte Lampe, hvori der til Væge sad en Stump Lysgarn, som skulde stikkes op med en Naal. Den maatte jo ikke ose. Jeg har læst mange Historier ved den Lampe. Vi brugte en Praas til at gaa med fra Stue til Stue. Og vi havde en Profit til at sætte Lysstumper i, saa de kunde brænde helt ud. En Lysesaks hørte ogsaa til. Man kunde jo bruge Fingrene, men de blev sorte deraf. Ingen var saa øvet i at pudse Lyset som Skrædderne. De kunde skille vægen ad med Saksen. Det kaldtes en Skrædderspark. Husmoderen saa ikke godt dertil, for det tog stærkt paa Lyset.

Den Tid bryggede vi selv vort Øl. Det var godt til den saakaldte Øllebrød med Fløde i, bedre end det Vand og Brød, de nu laver. Vi avlede jo selv Byg. Nu har Roerne fortrængt det. Det er Køerne, som skal have det bedste, og saa kan Folkene tage det næstbedste. Byg blev sat i Støb (i Vand) et Par Dage, saa blev Vandet tappet fra og Bygget baaret op paa Loftet og bredt ud i et Lag, der var 6 Tommer tykt, og saa dækket godt til med Klæde, saa Varmen ikke skulde drive bort. En halv Snes Dage skulde det gerne ligge og spire, og saa blev det bredt ud til Tørring. Hvis Tørringen vilde vare for længe paa Loftet, saa tørrede vi det paa Kakkelovnen, hvor der var en Ramme om og en Skuffe nedenunder til samme Brug. Komfur havde vi ikke dengang. Maltet blev opbevaret i en Løb paa Loftet og skulde slaa til et Aar. Maltet malede vi paa en Maltkværn, som vi selv trak. Maltet og Humlen kom saa i Tapkarret og overhældtes med kogende Vand. Naar vi løftede Tapstangen, løb æ Waat ned i Svalekarret, hvor Gæren kom paa, naar Temperaturen var passende. Det hele var nu ikke saa let som her fortalt. Der hørte Øvelse til at gøre Tapkarret i Stand; det skulde strøes, saa der ikke skulle komme Malt eller Humle ned i Svalekarret. I Bunden af Tapkarret skulde lægges et Kors af Tag med en Sten paa, for at Øllet ikke skulde vende sig, men komme til at gære. Gæren købte vi hos en Ølbrygger i Holstebro. Det er nu en stor Skam, at det skulde gaa af Mode at brygge –og saa købe deres dyre Øl inde fra Byerne, og mange bliver forfaldne til dette Øl. Du synes maaske, det kan være nok om Øl; men der var dem, der for at spare Humlen, brugte Maløvt og Pors. Men Porseøl vil jeg nu ikke anbefale. Det mærkes noget stramt i Halsen. Far havde altid Brændevin i Huset. Og Folk, som besøgte os, fik gerne en halv Kaffe. Men de smaa Sorte syntes jeg ikke om. En mand fra Røjkjær sagde, da en Punch kostede 8 Øre, at nu kunde det betale sig at drikke dem.

– – –

I en af Røjkjærgaardene boede Anders Hvirgel. Huset stod nærmest paa Enden; det var bygget paa den bratte Skraaning. Naar man kom ind i Gangen og fik Døren lukket, var det mørkt. Ganggulvet var belagt med Piksten. Naar man fik Døren op til Stuen, skulde man passe paa, at man ikke fik Døren i Hælene igen, før man kom ind, for der var næsten en Alen ned til Gulvet, som jo var af stampet Let med store Huller i. Stuen var ikke ret stor. Den brugtes til Spisestue, Opholdsstue og Soverum for Husets Folk og fremmede. To Alkover i Nordsiden gik helt ind under Taget. Udefra saa man, at Taget naaede ned til Jorden. Og inde i Stuen havde de Taget over Hovedet; der var ingen Loftbræder. Jeg kikkede ind i de mærkelige Sovepladser, hvor man blot saa Lægter og Tag ovenover. Der var et lille bitte Køkken med aaben Skorsten. I Køkkenet var der Plads til to Mennesker, hvis de ikke var alt for tykke. Saa var der endnu et bitte Rum og derfra en Dør ud til Gaarden. I stuen var der tre Vinduer, ingen af dem lige store. I Køkkenet var der een Rude af den Slags som kaldes Gaaseøjne og brugtes meget i ældre Tid. Taget paa Husets Østende gik ogsaa helt ned til Jorden. Der var ingen Brug for Husstige.

I Husets Vestende var der en Aftægtsstue paa to Fag, som var halvanden Alen højere end det øvrige Hus; paa Taget var der altsaa en Afsats. Her kan jeg huske, at Anders Hvirgel og hans Kone An Katrin kom ind at bo. An Katrin vilde gerne besøge Mor. Og naar hun saa var færdig med at fortælle og stod og lirkede ved Døren og vilde sige Farvel, vidste hun af Erfaring, at hun vilde faa Hunden i Hælene. Men uden Farvel og Tak vilde hun ikke gaa. Saa lukkede hun Døren halvt op og smuttede ud med et Farvel og ”Døvlen ska ta dæ”. Det sidste var rettet til Hunden.

– – –

Be’te Kræ Toft er vist født i Vind. Ham havde Sogneraadet ikke saa lidt Spil med. En Dag kom de høje Herrer fra Holstebro kørende med ham til Hedegaard i Vinding. Men Jens Hedegaard gav Kræ Toft 3 Kr., og saa gik han til Holstebro igen. Han var engang indtinget hos en Mand i Vinding. Saa blev Mandens Væder væk, og Kræ Toft blev sendt ud for at finde den. Men saa blev Toft ogsaa væk. Og længe efter kom der Bud fra Hamborg, at der var han og vilde blive sendt til den danske Grænse til Afhentning af Vinding-Vind Sogneraad. Han holdt sig gerne til Hestehandlerne, og naar ham kom trækkende med et Kobbel Heste, var han meget stor paa det. Hestehandlerne kendte ham og bad ham gerne mægle. Lille var ham, men meget stor i sine egne Tanker.

– – –

Jeg vil ogsaa nævne vor Pinse. Den forberedte vi os til i lang Tid. Vi gravede Tørv og slog Lyng i Middagstiden; Træstammer af Fortidens Skove gravede vi op af Mosen. Vi vilde have vor Pinsvækild saa stor, at den kunde ses i flere Miles Omkreds. Pinsedags Eftermiddag var den færdig. Men der skulle holdes Vagt ved den, at ikke en Gavtyv skulle tænde den, før Sol gik ned. Saadant var sket i en Gaard lidt Øst for os. En Søn, som var meget stam, sagde, at det var Na-na-na-narrestreger.

Naar vor Vækild havde brændt en Tid, saa var det sort af Mennesker omkring den. Ved Midnatstid var det meste brændt ud, og saa blev Tilskuerne budt med hjem til et Par Timers Dans. Jeg vil lige her citere nogle Linjer, sunget 1873 af en Pige fra Vind. Vi kom fra Vinding Præstegaard og hvilede os paa en Vejbrink imellem Spaabæk og Trækris:

Til Pinse, naar Skoven den staar saa skjøn,
da skal man ud hver Bondesøn
og svinge Pigerne i lystig Dans,
for det er nu Skikken her til Lands.

Det var en Foraarsdag i Marts Maaned, og vi var snart færdige med vor Gang til Vinding, Om det var af Glæde derover hun sang eller maaske for den første Sommerdag, ved jeg ikke. Hun var let bevægelig. Hun stod og græd paaa Kirkegulvet, den Dag vi blev konfirmeret. Det var over en Tale, vor gamle Præst holdt for os; men ikke et Ord af den kan jeg huske. Men godt har det nok været. Hun var min bedste veninde i Skoletiden. Naar der var noget, jeg ikke kunde finde Svar paa, saa hviskede hun det saa stille, at jeg kunde faa begyndt. Degnen var jo gammel og ikke saa agtsom. Og jeg lagde vel ikke ret meget Mærke til det, han fortalte, og som jeg skulde genfortælle.

– – –