Daniel Mikkelsen (1899-1976)

Daniel Mikkelsen (1899-1976)

Daniel Mikkelsen (1899-1976)

Daniel Mikkelsen
Født 20. juli 1899 i Vildkilde, Vind
Død 26. februar 1976 i Vildkilde, Vind
Landpost og husmand i Vildkilde, gift med Anine Kirstine Marie Mikkelsen (f. Nielsen, 1907-1997).

‘Min far, Johannes Mikkelsen, blev født den 29. marts 1858 i Mikkelborg i Aulum. Kort efter flyttede hans forældre imidlertid til et uopdyrket hedeareal på Morre Mark ved Tvis og byggede dér et hus, som blev min fars egentlige barndomshjem. Det eneste jeg har hørt omtalt fra hans barndom var en episode i 1864, hvor tyskerne drog op gennem Jylland, og hvor en hel del gjorde holdt ved huset. De var meget tørstige og krævede vand, hvorfor min bedstefar, Mikkel Johannesen, måtte trække store mængder vand op fra brønden til såvel heste som mandskab.

Herudover kan jeg kun berette, at min far i sine yngre dage tjente nogle år i Grønbæk i Tvis hos sognefoged Svenning Didriksen, som flere gange siden hjalp ham.

Min mor, Ane Marie Kristiansen, blev født den 6. juli 1865 i Sparretoft i Tvis. Om hendes ungdom ved jeg ikke meget, kun at hun kom i sy-lære i tre år hos en dame. De vandrede fra sted til sted og syede, hvor der var sy-arbejde, både herre- og dametøj.

Min mor og far blev gift den 8. juli 1887 i Tvis og flyttede til Vildbjerg, hvor de havde købt ejendommen Mølbæk.

Johannes Mikkelsen (1858-1930) med sin hustru Ane Marie (f. Kristiansen, 1865-1947). Årstal ukendt.

Johannes Mikkelsen (1858-1930) med sin hustru Ane Marie (f. Kristiansen, 1865-1947). Årstal ukendt.

Mine forældre kunne imidlertid ikke klare tilværelsen dér, måske fordi ejendommen var købt for dyrt, samtidig med at de havde uheld med besætningen. Ejendommen måtte derfor sælges, hvorefter mine forældre flyttede til Vind. De købte gården Vildkilde for 2.000 kroner. På gården hvilede der et pantebrev i Husmandskreditforeningen på 1.000 kroner, ligesom der henstod pantebreve på sammenlagt 450 kroner i Nr. Felding-Tvis Sparekasse.

Tilflytningen til Vildkilde skete i marts 1890. Min mor og indboet blev kørt dertil af en nabo ved navn Poul Raabjerg. Da vognen nåede Rødhøj, kunne de se ned til Vildkilde, og da skal Poul Raabjerg have sagt: ’Ja, den næst’ flyt’, I gjør, det blywr om i æ fattehus…’. Dét havde nær taget modet fra min mor! Men det gik nu heldigvis ikke så galt, selv om det langt fra blev en dans på roser. Bygningerne var elendige, og af besætning var der ikke meget, så der var ingen andre indtægter, udover hvad min far kunne erhverve ved andet arbejde.

Han arbejdede således en del i Straasø Plantage sammen med en nabo, Kristen Davidsen i Nørgaard. De gik på arbejde mandag morgen, havde mad med til hele ugen og sov i en stald. Fortjenesten var ret god efter datidens lønninger, men arbejdet var til gengæld meget strengt. Af andet arbejde var der ikke meget at få.

Den 1. januar 1891 blev min far sognefoged og lægdsmand for Vind sogn. Det var førnævnte Svenning Didriksen, der havde hjulpet ham dertil. Det var for lønnens skyld, min far påtog sig denne gerning, for selv om det ikke var store penge, det drejede sig om, så var det jo en lille hjælp til det daglige brød. Men hvor Vindboerne dog rasede: ‘Te sår’n fatte stakkel sku ha’ sår’n bestielling’.

En gang min far skulle med Mikkel Lauritsen ’Viholm’ i tørvemosen, spurgte Viholm, om far ikke kunne komme aftenen før og sove i laden, for de skulle køre kl. 3 om morgenen, så de kunne få en god lang dag ud af det, idet de skulle arbejde i mosen, så længe de kunne se om aftenen. Dette var om sommeren, men også om vinteren skulle der jo tjenes penge. Som en nabo udtrykte det: ‘Når en mand ka’ tjene 25 øre om æ daw og så æ fø’e, så ku’ det rele godt go’.

Jeg kan berette om en særlig hændelse, som giver en tydelig beskrivelse af de problemer og trange kår, mine forældre ofte levede under. Min mor har fortalt mig, hvordan far en gang skulle til Holstebro for at hente købmandsvarer. Men han havde ingen penge! Far skulle have både mel, gryn, klipfik og andet med hjem -hvordan han så end skulle kunne skaffe varerne uden penge. Min mor gik hjemme og var så urolig for far og ængstedes for, at han skulle gøre noget dumt for at skaffe varerne. Hun blev imidlertid glad, da han kom hjem med varerne og fortalte, at han havde været hos Svenning Didriksen og lånt penge af ham.

I 1895 solgte min far 20 tdr. land hede til kommunen for 100 kroner. Dét salg har jeg været ked af mange gange, men min far sagde, at det var den eneste udvej han havde for at kunne blive i Vildkilde.

Mine forældre havde et køretøj, trukket af en stud og en ko. Med denne ekvipage kørte de i de første år, men fik så en brun hoppe, som jeg lige netop kan erindre.

Den 1. juli 1899 blev far landpost. Hvad han fik i løn, kan jeg ikke erindre. Jeg husker dog, at han senere fik 420 kroner om året. På det tidspunkt var mine forældre kommet over den værste kamp for det daglige brød. Far opgav derfor at ville fortsætte som sognefoged, mest fordi det var hårdt ved ham, når han skulle ud at pante, da dette jo altid skete hos fattige folk, hvis kår han kendte.

På dette tidspunkt var vi fem børn: Peder (1888), Andersine (1892), Ciliane (1894), Kristian (1897), Daniel (1899) foruden en dødfødt pige (1902).

 Johannes Mikkelsen (1858-1930) og Ane Marie (f. Kristensen, 1865-1947) fotograferet med fire af deres fem børn omkring 1910. Fra venstre ses Kristian Mikkelsen (1897-1975), Daniel Mikkelsen (1899-1976), Andersine Pouline (g. Bilgrav, 1892-1974) og Mikkel Peder Mikkelsen (1888-1981). Fraværende er datteren Sidsel Siliane (g. Egebjerg, 1894-1969).

Johannes Mikkelsen (1858-1930) og Ane Marie (f. Kristensen, 1865-1947) fotograferet med fire af deres fem børn omkring 1910. Fra venstre ses Kristian Mikkelsen (1897-1975), Daniel Mikkelsen (1899-1976), Andersine Pouline (g. Bilgrav, 1892-1974) og Mikkel Peder Mikkelsen (1888-1981). Fraværende er datteren Sidsel Siliane (g. Egebjerg, 1894-1969).

I 1903 blev Vildkilde ændret i sit udseende, idet der blev bygget et nyt 11×16 alen stuehus med stentag og et 10×20 alen udhus med stråtag øst for det eksisterende. Mine forældre skulle give 1.600 kroner for de nye bygninger, og så skulle far selv udføre stråtaget på udhuset.

I 1905 blev der tilkøbt omkring 7 tdr. land hede fra Østergaard for 100 kroner.

I 1912 holdt far op som post og blev pensioneret på grund af en benskade.

I min beretning har jeg ikke nævnt meget om min mor, men hun har naturligvis med sin store flid og nøjsomhed været en uvurderlig støtte for min far i den daglige kamp for tilværelsen, hvis problemer var mangfoldige. Hun har så sandelig den store andel i, at det gik fremad. Hun syede snart sagt både dag og nat. Men det var jo små penge, hun fik for sit arbejde. Jeg kan således huske, at hun fik fire kroner for at sy et sæt herretøj, to kroner for jakken, en krone for veste og en krone for bukserne. Ligeledes syede hun tøjsko, ja, jeg tror, jeg kan sige i tusindvis! Folk kom med deres gamle klude, af hvilke min mor syede bunde til tøjsko. Prisen var 40-50 øre for et par almindelige tøjsko.

Jeg har selv boet og gået hjemme i Vildkilde som ung og arbejdede dels hjemme og dels ude, hvor der kunne tjenes lidt penge. To somre var jeg således med i mosen i tiden fra jeg var færdig med forårsarbejdet i marken, til vi skulle i gang med roearbejdet. Det første år jeg arbejdede i mosen, fik jeg en krone i timen. Det var helt uhørt, at en 16-årig dreng kunne tjene så meget. Som nævnt var jeg to somre i mosen. Den tredje somme arbejdede jeg i en mergelgrav i Skovlund i Vinding.

Herefter kom jeg på Haslev Højskole på Sjælland i årene 1918-1919. Efterfølgende, i sommeren 1919, var jeg på Sjælland at arbejde i roerne, men dét var ikke for at tjene penge, for jeg var lige rig og lige fattig, da jeg kom hjem -men jeg havde set og oplevet meget! Jeg havde netop tjent til opholdet -jeg var der kun en måned.

I 1920 var jeg inde som soldat i 5½ måned, en måned i Borris, en måned i Odense og resten af tiden i Viborg.

Jeg har været genindkaldt i 2 gange 28 dage i henholdsvis 1925 og 1927.

Vildkilde omkring 1920.

Vildkilde omkring 1920.

Jeg overtog Vildkilde i 1922 og skulle give 5.000 kroner, hvortil kom, at jeg skulle lade bygge otte alen længde til den østlige ende af stuehuset og deri indrette en lejlighed til mine forældre. Endvidere skulle jeg forpligte mig til at levere 12.000 tørv og 5 tdr. kartofler årligt samt yde 1½ liter mælk dagligt til mine forældre -ligesom jeg skulle køre dem i kirke 12 gange årligt.

Ejendomsskylden var ved overtagelsen i 1922 på 5.800 kroner. I dag (1971) er den på 75.000 kroner.

I 1924 købte jeg en mølle til 600 kroner. Møllen holdt kun i seks år, hvorefter jeg måtte have den udskiftet med en 4 HK petroleumsmotor, en halvrenser og en ny kværn til i alt 1.600 kroner.

I 1925 købte jeg ca. 1½ tdr. land tørvejord til 1.000 kroner, og dette var jeg glad for, da jeg så vidste, hvor jeg kunne grave mine tørv, ligesom jeg her kunne bjerge 2-3 læs hø, hvilket var meget kærkommen dengang.

Den 6. december 1928 blev jeg gift i Vind kirke med Anine Nielsen fra Vester Spartoft.

Min far døde den 15. marts 1930, knap 72 år gammel. Min mor blev boende i sin lejlighed i Vildkilde, indtil hun døde den 9. december 1947 i en alder af godt 82 år. Hun var –lige som min far- en stor hjælp og støtte i den daglige tilværelse, og ikke mindst var min mor til det sidste en kærlig bedstemor for vore tre børn, Gudrun, Lilly og Bendt.

I året 1933 blev jeg ansat som daglig post, eller rettere sagt som ekstrabud i Vind. Jeg begyndte med at arbejde som post med 3½ times daglig ombæring for 80 øre i timen, i alt 2,80 kroner pr. dag. Jeg gik som post i 34 år -da jeg holdt op i 1967 i en alder af 67 år, tjente jeg 50 kroner pr. dag.

Det har været en herlig tid som post, idet jeg hver postdag kom rundt og så til gode venner og bekendte.

I 1934 blev jeg valgt ind i sognerådet, hvor jeg sad i 17 år -heraf de 13 år som kasserer for Vind sogn.

Arbejdet i sognerådet var meget tidskrævende og gik særlig ud over kone og børn, da jeg jo næsten altid var på post- eller sognerådsarbejde. Særlig galt var det i krigsårene og tiden derefter, hvor der var meget arbejde og slid med rationeringskort m.m., men det fik da en ende, da jeg i 1951 trak mig tilbage fra sognerådsarbejdet.

Kort tid derefter blev jeg valgt til formand og kasserer for Vind Sygekasse, hvilke poster jeg bestred i omkring 10 år. Denne bestilling ophørte, da sygekassen blev opløst og kom ind under Vinding.

Da jeg holdt op som post i 1967, lagde jeg også mit landbrug på hylden og bortforpagtede jorden.

Jeg nyder nu min pension og mit otium.’

– – –

Copyright: Hjemmesidens beretninger og billeder må anvendes til private formål og herudover kun gengives efter forudgående aftale.