Juli 2024

Fuglkær Å har sit udspring lidt nord for Trehøje Bakke, ved Røddingvej i Vildbjerg sogn, hvorfra den snor sig gennem landskabet mod vest og derved udgør skellet mellem Vinding sogn mod nord og henholdsvis Timring-Tiphede og Ørnhøj sogne mod syd, fortsætter under hovedvej 11 (Holstebro-Skjern), nord om Ørnhøj by og ind i Vind sogn, omtrent hvor Halkjærvej bliver til Ørnhøjvej. Herfra snor åen sig videre mod nordvest, krydses af Brohusvej, bliver derefter til Lilleå, inden den krydses af Fuglsangvej, snor sig derfra parallelt med først Råstedvej og Nymøllevej, dernæst parallelt med Gammel Råstedvej, fortsætter under hovedvej 16 (Holstebro-Ringkøbing) og videre fra Råsted til Skærum Mølle og til Vemb, hvor den løber ud i Storåen.

Søgte kilder, både gamle og nye, er lidt uenige om, præcis hvor i det beskrevne å-forløb Fuglkær Å bliver til Lilleå, og såvel på kortet ovenfor som i beretningen nedenfor refereres der til Fuglkær Å så langt mod nordvest som ved Gosmer på Råstedvej i Vind. I dag synes der dog at være bred enighed om, at åen ved Gosmer rettelig skal betegnes Lilleå.

Nedenstående beretning stod at læse i Holstebro Dagblad den 8. januar 1976 under overskriften ‘Vind-boere måtte benytte vadested helt frem til 1939 – beboerne på gården Gosmer kunne kun komme til hovedsognet via et vadested’:

‘I en forrygende nytårssnestorm blev Gosmer Bro i Vind, der hører ind under Ulfborg Statsskovdistrikt, sprængt for at forhindre, at tungere færdsel skulle få den til at styrte sammen. Selve broen var i og for sig solid nok, men fundamentet hvilede på nedspunsede pæle, der var begyndt at give efter, hvorfor statsskovvæsenet har fået bevilget penge til en opføre en ny bro lidt nordligere over Fuglkær Å.

I dag kan mange nok have lidt svært ved at forstå, at så sent som i 1939 måtte beboerne på gården Gosmer i Vind benytte sig af et så fortidigt overgangssted som et vadested for færdsel med hestekøretøj for at komme i forbindelse med hovedsognet uden at skulle køre en stor omvej.

Fhv. gdr. Viggo Nielsen, Kløvervænget 1, Vemb, har haft sin opvækst på Gosmer, som hans far, afdøde gdr. Peder Blaabjerg Nielsen, ejede i ca. 25. år. Han kan fortælle om flere episoder, hvor forbindelsen med omverdenen var besværlig på grund af oversvømmelse.

-Da min far købte Gosmer i 1909, var jeg seks år. Foruden vadestedet, der lå lige neden for Gosmer, var der en planke over åen for gående, men den var så smal, at man ikke kunne trække en cykel med over. Senere blev der lavet en gangbro over åen længere mod syd, hvor der siden blev støbt bro.

Denne planke var kommet fra Holstebro, hvor den havde fungeret som gangbro over Storåen, og den var så bred, at vi kunne cykle over den, siger Viggo Nielsen.

Om selve støbningen af Gosmer Bro omkring 1940 ved fhv. gdr. Hans Daather, Beringsvej 24, Holstebro, alt lige fra bunden af, da han har ladet broen bekoste og udført jordarbejde, nedspunsning af pæle, vejarbejde m.m.

-Det var en betragtelig opgave for enkelt mand at lade en bro opføre. Hvad kom det til at koste Dem?

-1.300 kroner i rede penge og en masse arbejde, siger Hans Daather. Staten gav 200 kroner og kommunen 500 kroner. I rede penge kostede broen 2.000 kroner, hvoraf jeg altså selv måtte udrede de to tredjedele. Men dét var næsten det mindste af det, alt det slæb, vi havde, blev der jo ikke sat en pris på. Jeg var så heldig at få god hjælp af to af mine brødre, ellers havde det ikke været til at se en ende på.

-Hvem har udført selve brobygningen?

-Mine brødre og jeg satte pælene ned i åen. Det var træstammer, vi fik i statsskovdistriktet, desuden fyldte vi kampesten ned i hulningerne ved åen for at få fast grundlag for tilkørselsvejen, men støbningen var overladt til entreprenør og cementvarefabrikant Marius Nielsen fra Aulum. Støbemesteren hed Svend Nielsen, og han bor i Holstebro nu. Broen blev lavet solidt. Der blev ikke sparet på jernet.

-Bagefter forestod der os et stort arbejde med at få vejen over engen sat i stand. Utallige læs fyld, bl.a. kampesten gik i dæmningen til broen. Heldigvis var der sten nok at hente på gården Blåbjergs mark ikke så langt herfra.

-Var det så arbejdet og pengene værd? 1.300 kroner var jo mange penge før Anden Verdenskrig?

-Jeg fik jo ikke selv den helt store fornøjelse af broen, da der ikke gik mange år, før statsskovvæsenet købte Gosmer af mig, men den var en nødvendighed for os, mens vi boede der.

På grund af gårdens beliggenhed var jeg jo i en presset situation, da der ingen bro var. Det medførte, at man forlangte af mig, at jeg selv skulle køre mælkerute, og det var jeg ikke så interesseret i, siger Hans Daather.’

For yderligere oplysninger om omtalte Peder Blaaberg Nielsen i Gosmer, se øverst på siden under menupunktet ‘Vind i billeder’ -> ‘Vi behøver din hjælp…’, oktober 2017.

– – –

Juni 2024

Herover og nedenfor ses tre billeder af Vind Kirkeby, som den tog sig ud fra luften i 1953. Se nedenfor, hvem der boede i de enkelte ejendomme på daværende tidspunkt.

1: Nuværende Præstevejen 35, Toftegård:
    Mette og Mogens Christian Jensen (gårdmand)

2: Nuværende Røjkærvej 1:
    Anna Jensen (købmand)
3: Tidligere Røjkærvej 3, i dag nedrevet:
    Forsamlingshus
4: Nuværende Røjkærvej 5, Lyskjær
    Kirstine og Aage Emil Poulsen (husmand)

5: Nuværende Råstedvej 3:
    Karen Kirkegaard (enke)
6: Tidligere Råstedvej 5, senere ombygget og nedbrændt:
    Mette Bækdahl (pensionist)
7: Nuværende Råstedvej 7, Vesterbo
    Karen og Kjeld Kirkegaard (gårdmand og sognefoged)

– – –

Maj 2024

Som tidligere år markerer vi foråret og konfirmationstiden med at kaste et blik på årets 75 års-, 50 års- og 25 års-konfirmandjubilarer. Nedenfor derfor konfirmationsbilleder fra 1949, 1974 og 1999. 

1-2: Pastor Kristian Larsen (1886-1953) og hustru Anne Birgitte Larsen (f. Bitsch, 1884-1960) med ukendt barn på armen
    3: Anna Elisabeth ‘Lis’ Kokholm (1935-2011), Sørvad
    4: Emma Plougmann Poulsen (g. Nielsen), Moselund i Vind, senere Nybo i Vind
    5: Mary Augusta Holmgaard Pedersen (g. Halkjær, 1934-2003), Spartoft i Vind
    6: Martha Nielsen (g. Stokholm, 1935-1996), Kirkehuset i Vinding
    7: Mette Hoffmann Hansen (g. Pedersen), Vesterager i Vinding
    8: Inger Kristensen (g. Stjernholm, 1935-1998), Agerfeld Møllegård
    9: (usikkert) Vera Rigmor Knudsen (g. Mæng), Vejvad
  10: Jutta Mogensen (g. Sørensen, 1935-2023), Vesterager i Vind
  11: Anna Maria Jacobsen (g. Jeppesen, 1934-2016), Gammel Skold i Vind, senere Højbo i Vind
  12: Egon Christensen, Junge i Vinding
  13: Karl Erik Poulsen, Løgagerhus i Vinding
  14: Ernst Lund Christensen (1934-2020), Sighus i Vinding
  15: Ukendt
  16: Ukendt
  17: Peder Lilbæk (1935-2024), Lilbæk i Vinding
  18: Ukendt
  19: Ukendt
  20: Ukendt
  21: Kristian Eriksen (1935-2018), Skovlund i Vinding
  22: Ukendt
  23: Harry Thusgaard Mathiasen (1935-2007), Vind Kirkeby

Fra kirkebogen ved vi, at også nedenstående seks drenge blev konfirmeret i 1949: 

Bent Anker Pedersen (1935-2006), Sørvad
Henning Bajlum Nielsen, Lundager i Vinding
Peder Aage Remme Larsen (1935-2013), Koldkjærhus i Vinding
Søren Kristian Berthelsen (1935-1995), Godthåb i Vinding
Theodor Sørensen, Sørvad
Thorkild Thomasen (1934-2011), Glidstrup i Vinding

Desværre er det ikke lykkedes os at identificere dem på billedet ovenfor. Såfremt nogen kan være os behjælpelig, hører vi meget gerne nærmere. Som det ses, bærer billedet desværre to lyse plamager, hvoraf den ene delvist skjuler et ansigt. Såfremt nogen er i besiddelse af billedet i bedre kvalitet, hører vi også meget gerne nærmere.

Der findes så vidt vides ingen billeder af valgmenighedens konfirmander i 1949.

  1: Pastor Frederik Olesen Sigh (1907-1996)
  2: Vita Olsen, Lystlundhus
  3: Karen Jensen, Stråsø
  4: Vera Jeppesen (1960-1994), Nørreris
  5: Henning Thusgaard Mathiasen, Vind Kirkeby
  6: Per Thusgaard Mathiasen, Vind Kirkeby
  7: Thorleif Damtoft, ‘Amager’ (nuværende Bærkær)
  8: Bent Østergaard Sørensen, Højgård
  9: Ivan Pedersen, Skolevej (nuværende Røjkærvej)
10: Torben Rosenkvist Nielsen, Holstebrovej
11: Allan Fyrstenborg, Svinget (nuværende Brombærvej)
12: Ove Nielsen, Nybo
13: Tommy Nørregaard, Nørre Vindgab

1: Sognepræst Morten Mouritzen
2: Peter Klogborg, Røjkærgård
3: Line Pedersen, Tranebærvej
4: Jørgen Dahl Pedersen
5: Simon Bøge Nørregaard, Fromborg
6: Jimmy Aakermann Johansen, Tranebærvej
7: Peder Sebbelin Pedersen, Tranebærvej

  1: Valgmenighedspræst for Aulum-Vinding-Vind, Claus Helsbøl
  2: Dorte Marie Rask Pedersen, Tyttebærvej i Vind
  3: Britt Stjernholm Jensen, Enebærvej i Vind
  4: Susanne Frydendal, Frydendal i Vind
  5: Anita Gry Sørensen, Aulum
  6: Søren Østergaard Nielsen, Vinding
  7: Tina Lund Jensen, Aulum
  8: Esben Colstrup Hindhede, Vind
  9: Mette Lauritsen, Vind
10: Peter Haislund Poulsen, Vind

– – –

April 2024

I foråret 1914, få måneder før 1. Verdenskrigs udbrud, drog en ung vindbo over Atlanterhavet, opsat på at søge lykken i Amerika. Hans navn var Elias Poulsen. Han var født og opvokset i Sønder Vindgab, søn af gårdmand Thomas Poulsen (1848-1923) og Kirsten Marie Poulsen (f. Christensen, 1862-1932).

Elias Poulsen havde kursen sat mod staten Montana i det allernordligste USA, helt op mod grænsen til Canada. Her købte han et stykke jord, og allerede samme år, i 1914, søgte han om amerikansk statsborgerskab, overbevist om, at det var i hér, hans fremtid lå. Året efter fik han selskab af sin bror, Marius Poulsen (1894-1988), og i kompagniskab tog de fat på opdyrkning af jorden og senere også på opdræt af kvæg.

Marius Poulsen forblev ugift, mens Elias Poulsen i en sen alder nåede at blive gift. Hans hustru Julia havde også rødder i Europa, idet hendes forældre var udvandret fra det østrig-ungarske kejserrige til staten North Dakota omkring 1906.

Vi har her samlet en håndfuld billeder med relation til brødrene Poulsen. For yderligere oplysninger om de to og deres bedrifter, se øverst på siden under menupunktet ’Månedens billede 2014-2019’, september 2014.

– – –

Marts 2024

Slægten Mathiasen hører til Vind sogns ældste. Allerede så tidligt som ved folketællingen i 1801 var Mathias Mathiasen (1749-1827) at finde som ’bonde og gårdbeboer’ i Vindby. Også hans søn Poul Mathiasen (1795-1877), sønnesøn Mathias Poulsen (1833-1903) og sønnesøns søn, Peder Mathiasen (1872-1935) tilbragte en stor del af deres liv i Vind. Det samme gjorde sidstnævntes søn, Anders Thusgaard Mathiasen (1904-1987), der blev født i og siden boede næsten hele sit liv i Vind Kirkeby.

Også Anders Thusgaard Mathiasens hustru, Signe (1904-1986) havde rødder i en af Vinds gamle slægter, nemlig familien Pedersen fra Blåkjærhus. Anders og Signe blev gift i 1929 og boede efterfølgende knap 20 år i samme ejendom i Vind Kirkeby som Signes far, Jens Andreas Pedersen (1874-1950), der allerede i 1915 var blevet enkemand.

I 1944 overtog Anders sin svigerfars ejendom, og dér -på hjørnet skråt overfor kirken– nåede han og Signe at bo i sammenlagt over 50 år. Takket være deres beskedne landbrug var de stort set selvforsynende, suppleret med indtægter fra Anders’ arbejde i skoven og senere som vejformand. Signe tog hånd om hjem og børn og passede desuden i de senere år kirkebyens is-kiosk, hvor mange -ikke mindst Vinds børn og unge- nød at komme.

Der var seks børn i hjemmet: Emanuel Andreas Pedersen (1923-1978), Kaj Erik Thusgaard Mathiasen (1929-2020), Børge Thusgaard Mathiasen (1931-2006), Harry Thusgaard Mathiasen (1935-2007), Finn Thusgaard Mathiasen (1946-1995) og Irma Thusgaard Mathiasen (g. Jespersen).

Flere oplysninger om Signe og Anders Thusgaard Mathiasen -dog med et par faktuelle fejl, der er berigtiget ovenfor- kunne læses i Holstebro Dagblad hhv. den 15. oktober 1986:

’Signe Mathiasen, Skovgårdvej 31, Vind, er død, 82 år.

Hun var født i Hodsager og havde som ung plads i huset flere steder på hjemegnen. I 1929 giftede hun sig med skov- og vejarbejder Anders Thusgaard Mathiasen, Ørnhøj. Parret boede de første år i Sørvad, men flyttede senere til Vind, og her overtog de efter nogle år svigerfaderens ejendom i Vind, hvor de har boet lige siden.

Da Anders Mathiasen fortsatte med at have job som vejarbejder, var det først og fremmest Signe, der klarede paragrafferne i hjemmet. Udover at tage en tørn med bedriften sørgede hun for de seks børn, der voksede op i hjemmet, hvor også Anders’ far boede til sin død.

Signe Mathiasen var en aktiv, gæstfri og udadvendt kvinde og tillige en dygtig husmor. Hun har været formand for både den lokale husholdningsforening og for havekredsen. Desuden drev hun i mange år is-kiosk i Vind. Hun var ung af sind, og havde let ved at snakke med unge.

Signe Mathiasen efterlader sig foruden sin mand fire sønner, der alle bor i Vind, samt en datter i Nr. Felding.’

-og den 8. december 1987:

’Tidligere landmand og vejformand Anders Thusgaard Mathiasen, Vind, er død, 83 år.

Anders Mathiasen blev født i Vind i en børneflok på otte. Allerede som ni-årig måtte han ud at tjene, og han blev i den samme plads til efter konfirmationen, hvor han kom til andre gårde. I 1929 blev han gift med Signe Pedersen, og de overtog en mindre landejendom, som hendes forældre havde i Vind. På den ejendom har Mathisen boet og virket, indtil han for få måneder siden kom på plejehjem.

Ejendommen var ikke stor nok til at sikre familiens udkomme, så Anders Mathiasen havde også andet arbejde, først skovarbejde, senere vejarbejde, og i en lang årrække, indtil han nåede pensionsalderen, var han holdformand hos Phønix.

Anders Mathiasen var i sin ungdom ivrig fodboldspiller, og han forlod først fodboldbanen, da han var 45 år. Desuden har han ofte deltaget i orienteringsløb på motorcykel, og han var et aktivt medlem af Hjemmeværnet. I Vind og omegn har familien haft en stor venneskare.

Anders Mathiasen mistede sin hustru sidste år. Han efterlader sig en datter i Nr. Felding og fine sønner, hvoraf den ene har overtaget ejendommen i Vind.’

Signe og Anders Thusgaard Mathiasen ligger begravet på Vind kirkegård, lige som i øvrigt også deres fem sønner, og endnu i dag er der efterkommere af Signe og Anders i Vind, nu som 7., 8. og 9. generation, regnet fra Mathias Mathiasen i Vindby i 1801.

Læs eventuelt også beretningen om kirkebyens is-kiosk, se øverst på siden under menupunktet ’Månedens billede 2014-2019’, september 2016.

– – –

Februar 2024

I arkivets billedsamling ligger dette billede af seks søstre, alle født i Vind med efternavnet Kjeldsen, døtre af husmand i Troldtoft, Kjeld Mohrsen (1829-1918) og hans anden hustru, Johanne Cathrine Jensdatter (1849-1906).

Fra venstre ses Karen Kirkegaard (1877-1956), Mette Kirstine Jensen (1879-1954), Ane Kathrine Brandtoft (1882-1960), Jensine Poulsen (1884-1962), Mohrline Thomasen (1888-1978) og Nielsine Kristine Kjeldsen (1890-1983).

De fire ældste søstre var alle gift med gårdmænd i Vind, således Karen med Karl Jensen Kirkegaard i Kirkegård, Kirstine med Johannes Jensen i Østergård, Kathrine med Jacob Jensen Brandtoft i Brandtoft og Jensine med Poul Christian Spaabæk Poulsen i Meldgård. Af disse fire ægtemand var Karl, Johannes og Jacob brødre. Femte søster, Mohrline, var gift med arrestforvarer Marcus Christian Thomasen i Holstebro, mens sjette søster, Kirstine, der var ugift, senere blev mangeårig forstanderinde på børneasylet i Holstebro.

På væggen i baggrunden genkendes på billedet til højre søstrenes far, Kjeld Mohrsen.

Billedet af de seks søstre er taget i Holstebro omkring det tidspunkt i 1920, hvor Mohrline og Marcus Christian Thomasen flyttede ind på det gamle, daværende rådhus i Nørregade. I rådhusbygningen lå også dengang fængselsarresten, som både Mohrline og Marcus Christian Thomasen i mange år var tilknyttet, han som forvarer og hun ansvarlig for kost til de indsatte og for renligholdelse af arrest, rådhus og byrådssal.

Om arrestforvarer Thomasen og hans virke kunne man den 20. oktober 1945 i Holstebro Dagblad læse følgende:

’Torsdag den 1. November kan Arrestforvarer M. C. Thomasen fejre 25 Aars Dagen for sin Ansættelse som Arrestforvarer i Holstebro.

Arrestforvarer Thomasen er fra Jegindø og Søn af en Fisker; han er nu 61 Aar gammel og havde i sin Ungdom ingen Lyst til at fortsætte Faderens Gerning paa Fjorden. Han gik i Stedet for i Handelslære og havnede sluttelig som Bogholder paa det da eksisterende Aktiebryggeri i Holstebro. Da det af forskellige Aarsager begyndte at gaa tilbage for denne Virksomhed, søgte Bogholder Thomasen ind ved Politiet, hvor han blev antaget og tiltraadte den 1. April 1919 som Politibetjent. Denne Gerning kom dog kun til at vare i halvandet Aar, idet Thomasen ved den daværende Arrestforvarer, Ove Guldbjergs Afgang overtog hans Stilling og rykkede ind paa Raadhuset.

Det viste sig at være den rette Mand, der kom paa sin rette Plads. Arrrestforvarer Thomasen har trofast, bistaaet af sin dygtige Hustru, gennem de 25 Aar røgtet sin Gerning paa Raadhuset paa en Maade, der har vundet Respekt udadtil og hos hans Foresatte, og indadtil har hans Virke været af en saadan Art, at det vist ikke er for meget sagt, at han har en høj Stjerne hos mange af de ”Gæster”, der i den lange Aarrække har været indlogeret i hans ”Pensionat”. Thomasens medfødte Evner til at ordne og organisere har skabt en fast Ramme om det Liv, der leves paa Raadhuset, og som ikke kendes af ret mange udenfor Murene, saaledes at det former sig efter bestemte Linier og paa en Maade, saa Gæsterne føler sig tiltalt deraf.’

Læs også beretningen om Jensine Kjeldsen og Meldgård, se øverst på siden under menupunktet ‘Månedens billede 2014-2019’, oktober 2017, samt beretningen om Kirstine Kjeldsen og børneasylet i Holstebro, se længere nede på denne side, ‘Månedens billede’, marts 2020.

– – –

Januar 2024

‘Til Kina som Missionær: Peter Bækdahl fra Røjkjær i Vind rejser i en nær Fremtid sammen med sin unge Hustru til Kina for at drive Mission der. De er ikke udsendte af noget Missionsselskab, men rejser ud paa egen Regning og vil selv se at underholde sig ved Arbejde med, hvad de behøver, i Tillid til, at Gud nok skal sørge for dem. Rejsen, der vil foregaa over Rusland, betaler en Grosserer i København, men ellers faar de ingen Støtte fra Hjemlandet. Foreløbig rejser de til en Missionærfamilie derovre, der er draget derover paa samme Maade. Her skal de saa sættes ind i Sproget og kan faa Vejledning paa forskellig Maade.’

Således kunne man læse den 15. februar 1917 i Holstebro Dagblad om Peter Emil Jensen Bækdahl (1886-1967) og Kirstine Johanne Bækdahl (f. Pedersen, 1885-1962).

Peter Emil Jensen Bækdahl, der i det daglige og i sit virke som missionær blot kaldte sig Emil Bækdahl, var født og opvokset i Tolstrup i Vind som søn af husmand Bertel Jensen Bækdahl (1849-1933) og hustru Kristine Bækdahl (f. Jensen, 1855-1927).

Emil og Kirstine Bækdahls ophold i Kina strakte sig over syv-otte år, hvorefter de vendte tilbage til Danmark. Hjemvendt drog de i de efterfølgende mange år rundt i Jylland og missionerede ved teltmøder. Både oplevelserne i Kina og livet som teltmissionærer er beskrevet i en artikel i Aalborg Stiftstidende den 14. juli 1961 under overskriften ‘Han bragte evangeliet til kinesere og jyder’, trykt i anledning af Emil Bækdahls 75-års fødselsdag:

‘Spørger man den gamle kinamissionær Emil Bækdahl, Lindholmsvej 37, Nørresundby, om, hvad han regner for sin største oplevelse, fortæller han om otte døgn i ”Hønse- og Grisegade” i byen Jynanfu i Kina.

På søndag fylder Emil Bækdahl, der nu fører en stilfærdig, tilbagetrukken tilværelse, 75 år, men langt den største del af hans liv har bestemt ikke været præget af ro og fred. Han har oplevet revolutioner og oprør, og 25 år som teltmissionær på den jyske vestkyst manglede heller ikke dramatik.

Missionær Bækdahl blev klar over sit kald en kold januardag i 1906 i en togkupé mellem Fredericia og Holstebro.

Han chokerede de andre rejsende, der sad og spillede kort, ved pludselig at kaste sig på knæ ved sit sæde og råbe højt: “Herre, min Gud, frels dog min sjæl -for Jesu skyld, frels dog min sjæl!”

Der var en lidt trykket atmosfære under resten af togrejsen til Holstebro. Med mellemrum skottede de rejsende til den unge mand, som nu var faldet lidt mere til ro.

Den unge Emil Bækdahl havde været i Fredericia for at sige farvel til sin broder, Jens Chr. Bækdahl, der af Frelsens Hær i Danmark blev udsendt til Indien. Inden afrejsen talte den ældre broder indgående med den yngre om sjælens frelse, og Emil Bækdahl blev ganske overvældet af denne store tanke.

Få år senere var Emil Bækdahl på samme rejse som sin broder -ud til Østen med evangeliet.

Det var i årene under Kina-opholdet, at tildragelsen i ”Hønse- og Grisegade” fandt sted.

En frygtelig difteriepidemi rasede omkring missionæren og hans hustru, og 30.000 kinesere mistede i løbet af kort tid livet. Også fru Bækdahl blev angrebet, og den læge, som kom for at se til hende, sagde allerede den første nat, at hun ikke ville leve til næste morgen.

”De otte dage, jeg vågede over hendes leje -da jeg sov på gulvet ved hendes seng- og i timevis sad parat til at hjælpe, var så fulde af fred og styrke, at jeg aldrig før eller siden har oplevet magen dertil,” fortæller han. Den kinesiske menighed, som jeg ledede, holdt bedemøde lige ved siden af, og menighedens medlemmer fortalte, at de, mens de bad til Gud om hjælp, så en lysende engel vandre frem og tilbage over huset, hvor jeg og min hustru befandt os.

Emil Bækdahl blev uddannet på Frelsens Hærs kadetskole, og i sine unge år gik han aften efter aften ud på torvet i Hillerød, hvor han helt alene stillede sig op og spillede på klarinet for at invitere forbipasserende til møde.

En aften i 1917 fik Bækdahl stukket 3.000 kroner i hånden af datidens kendte, kristne millionær, grosserer Plum, København, for at han kunne rejse til Kina, et kald, der i lang tid havde hvilet på hans skuldre.

Det blev en uhyggelig rejse i revolutionsåret gennem Finland og Rusland, men det var en god forskole til de urolige tider, der fulgte i Kina.

Da Emil Bækdahl vendte hjem fra Østen, fulgte 25 års teltmøder på den jyske vestkyst. Han drog fra by til by, og hans forkyndelse er ikke gået sporløst hen over de egne. Nogle steder modtog befolkningen hans budskab om omvendelse og frelse med hjertelighed og glæde. Andre steder har stenene regnet ned over den frimodige evangelist, og man har skåret hans telt i stykker og truet med at køre hans beboelsesvogn ud på fem meter vand.

Men Bækdahl var udstyret med en god portion jysk stædighed. Det, andre ville kalde uoverstigelige hindringer, kalder han ”en bette prøvelse”. Det, som for andre kunne være umenneskelige strabadser, kalder han for ”Guds nådige førelse”.’

I flere nordjyske aviser kunne man i august 1928 læse følgende artikel:

‘Der er i Landsbyen Tømmerby ved Brønderslev sket en Begivenhed, som har vakt stor Opsigt, idet en ung Pige, Ester Klemmensen, Datter af Gaardejer P. Klemmensen, Filholm pr. Brønderslev, pludselig er blevet i Stand til at tale normalt, efter at hun i mange Aar kun har kunnet hviske. Hun havde søgt Hjælp baade hos Læger og ”kloge Mænd”, uden at kunne blive hjulpet.

Der har i de sidste Uger været afholdt Teltmøder omkring hendes Hjem af en Kinamissionær Bækdahl, som den kendte Filantrop, Grosserer Plum i sin Tid for egen Regning sendte som Missionær til Kina. Bækdahls Forkyndelse har vundet ham mange Tilhørere, og hans Telt har været fuldt Aften efter Aften. Den 20-aarige Ester havde i nogen Tid fulgt Møderne, og en Aften, da Teltet var tømt for de øvrige Tilhørere, gik hun sammen med sin Fader op til Missionær Bækdahl og bad ham bede for sig, saa hun kunde faa sit normale Mæle igen. Bækdahl bad med hende, og det vidunderlige skete, at Ester rejste sig og kunde tale normalt, Stemmen var blevet klar og ren. Aftenen efter overraskede hun ved at kunne synge smukt og rent.’

Lægevidenskaben var dog af en anden opfattelse. I artiklen hed det således videre:

‘I Anledning af denne sjældne Tildragelse udtaler Dr. Blegvad i København bl.a. følgende:

“Vi Læger kender disse Tilfælde i Massevis. Den unge Pige fra Vendsyssel har været angrebet af en ren hysterisk Lidelse, en nervøs Stumhed, der er bragt til Ophør i samme Øjeblik, hun har suggestioneret sig selv til at tro, at nu var Sygdommen overstaaet. Der er intet som helst vidunder i denne Historie. Man har ovenikøbet i Litteraturen en Pendant til den i Selma Lagerlöfs Skildring af den lamme Kvinde, der rejser sig og gaar, da hun skal redde sit Barn fra Ilden.”‘

– – –

December 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

Vi runder årets jubilæumstema af med to luftbilleder af Vind by, taget fra næsten samme synsvinkel i hhv. 1959 og 2000.

I 1959 var købmand Halkjær, mejeriet og stationen endnu de mest dominerede ejendomme i byen. Jernbanen var stadig i anvendelse og ses tydeligt i billedet fra nederste venstre hjørne, hen forbi stationen for derfra at fortsætte langs rækken af træer mod nordøst i retning mod trinbrættet ved Resdalhus og stationen i Sørvad. Endnu var der kun bygget ganske få huse på den østlige side af nuværende Holstebrovej, og sognegården var endnu ikke opført. Øverst i baggrunden, omtrent hvor Bærkær ligger i dag, lå nogle få huse -dengang blev området kaldt ‘Amager’.

I 2000 ses et Vind, der er udvidet betragteligt. Mest iøjnefaldende og nærmest kameraet ses Grantoften samt sogne- og hjemmeværnsgården, klubhuset og sportspladsen. Holstebrovej er nu blevet bebygget på begge sider, og desuden er både Tyttebærvej, Enebærvej og Tranebærvej kommet til. De få ejendomme på ‘Amager’ er væk -det skulle endnu vare nogle år, før Bærkær blev en realitet.

Flere billeder fra rundflyvningen i 2000 vil kunne findes øverst på denne side under menupunktet ‘Vind i billeder’ -> ‘Vind set fra luften år 2000’.

– – –

November 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

Vind har igennem årene haft i hvert fald to slagterforretninger.

Om den ene vides ikke meget andet, end at den angiveligt skal have ligget i den ejendom, der i dag kendes som Vind Kirkevej 1. Ejendommen er opført i 1929, og samme år optræder slagter Vestergaards navn i en notits i Holstebro Dagblad. Allerede året efter synes han dog at have forladt byen -for ikke siden at vende tilbage.

Om byens anden slagterforretning vides en del mere, ikke mindst fordi mange i byen endnu husker både forretningen, beliggende nuværende Brombærvej 1, og dens mangeårige indehavere, Amalie og Bertel Christian Bertelsen.

Ejendommen er opført i 1927, men hvorvidt der har været slagterforretningen allerede fra begyndelsen, er uvist. Sikkert er det dog, at Amalie og Bertel Christian Bertelsen overtog ejendommen i 1930 efter forinden at have boet på husmandsstedet ’Vestervang’ (i dag nedrevet) på nuværende Sandfærvej, hvor de havde drevet landbrug.

Slagterforretningen drev de i 30 år fra 1930 til 1960. Ejendommen var indrettet med plads til både forretning og privatbeboelse, mens der i udhuse på den del af grunden, der grænser op til mejeriet, var indrettet slagteri.

Som det anes på billedet øverst, vidner både murværk og tagkonstruktion om, at der på et tidspunkt -formentlig i slutningen af 1930’erne eller i første halvdel af 1940’erne- er tilført et ekstra fag til ejendommen. Ligeledes synes et udstillingsvindue at være blevet tilmuret.

Efter Amalie og Bertel Christian Bertelsen fulgte fra 1960 til 1964 Grethe og Børge N. Madsen, der drev slagterforretningen videre, og efter dem -ganske kortvarigt, formentlig kun et år eller to- Erik Johansen.

Ejendommen har herefter været anvendt til privatbeboelse.

Læs også hjemmesidens andre indlæg om slagter Bertelsen og hans familie, se øverst på siden under menupunktet ’Månedens billede 2014-2019’, hhv. marts 2016 og september 2018 samt længere nede på denne side, ‘Månedens billede’, december 2021.

– – –

Oktober 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

Når talen falder på købmandsforretninger i Vind, så er der tre af slagsen, der endnu står klart i manges erindring: Det er Anna Jensens forretning i kirkebyen samt Knud-Erik Halkjærs og Erik Gravesens forretninger i stationsbyen.

Det følgende skal handle om sidstnævnte -og mens nogen har et lykketal, så synes købmand Erik Gravesen at have haft en lykkedato, nemlig den 15. marts…

Erik Refstrup Gravesen (1922-2008) blev født i Holmgård, en landejendom i Nørre Felding, som den yngste i en søskendeflok på syv. Efter endt skolegang og et ophold på Staby Efterskole stod han i lære hos en isenkræmmer i Lem ved Ringkøbing. At han i en periode forinden havde arbejdet som hestepasser i det omrejsende ‘Cirkus Miehe’, er sikkert kommet ham til gode, da han i begyndelsen af 1940’erne aftjente sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Næstved. Fordi han havde hænderne skruet så godt på, som tilfældet var, skal han dog angiveligt have tilbragt mere tid i kasernens cykelværksted end på hesteryg i husaruniform.   

I 1936 var hans storebror, Christian Refstrup Gravesen (1914-1999) blevet gift med en datter fra Hedegård i Vind, Alma Hedegaard Poulsen (1916-2005), og sammen havde det unge nygifte par slået sig ned i Vind Stationsby. Christian, der var mekaniker, havde her åbnet og indrettet en lille forretning i den ene ende af den ejendom, der endnu i dag kendes af mange som ”postens hus”, nuværende Holstebrovej 9. Fra forretningen blev der solgt cykler og cykeldele samt tobak og radio- og grammofonudstyr, og i et udhus i haven havde Christian Gravesen indrettet værksted, hvor kunder kunne få repareret deres cykler.

I maj 1944 blev Erik Gravesen gift med sin første hustru, Ellen, der var fra Næstved-egnen. Et par måneder forinden, helt præcist den 15. marts 1944 -og hér optræder datoen for første gang- havde han overtaget sin brors, Christians forretning i Vind. Det varede dog ikke længe, før Erik Gravesen besluttede sig for at udvide varesortimentet, således der nu også skulle stå kolonialvarer og isenkram på forretningens hylder. Men dét ville kræve en udvidelse, og i 1948 lod han derfor opføre en ny ejendom på Holstebrovej 5 med god plads til både forretning og privatbeboelse.

I 1952 solgte Erik Gravesen imidlertid både ejendom og forretning, forlod Vind med sin hustru og deres datter og slog sig i stedet ned som købmand i Stenderup mellem Horsens og Vejle -dog kun for to år senere at vende tilbage til Vind og købe det hele tilbage: Den 15. marts 1954 kunne vindboerne derfor atter gøre deres indkøb hos købmand Gravesen, præcis 10 år efter at han havde overtaget forretningen efter sin storebror og slået dørene op første gang.

Under opholdet i Stenderup havde Erik Gravesen mistet sin hustru, der var død i en alder af blot 30 år. I 1958 giftede han sig på ny, denne gang med Anna Lillelund (1915-2007), der var fra Ulfborg, og som udover at blive sin mand en uundværlig hjælp i forretningen også passede hjem og børn, døtrene Inger, Lissi og Linda.

Snart måtte Erik Gravesen dog endnu en gang sande, at forretningen var blevet for lille, og at der var behov for mere plads. Resultatet blev, at han i begyndelsen af 1960’erne afhændede Holstebrovej 5 for i stedet at opføre, hvad der dermed blev hans tredje købmandsforretning i Vind, nuværende Holstebrovej 7.

Den 15. marts 1969 kunne Erik Gravesen fejre sit 25 års-jubilæum som købmand, og i kraft af datosammenfaldet mellem første og anden forretningsovertagelse kunne han og Anna samme dato i 1979 fejre både 25 års- og 35 års-jubilæum. Året efter -og det måtte naturligvis blive den 15. marts- blev der sat endeligt punktum: Erik og Anna Gravesen lukkede forretningen for i stedet at flytte til et parcelhus på modsatte side af gaden, Holstebrovej 6, bygget nogle få år forinden med henblik på tiden, der ventede dem efter mange år som købmandspar.

Anna Gravesen døde i 2007 og Erik Gravesen i 2008. De ligger begravet på Vind kirkegård.

De tomme forretningslokaler på Holstebrovej 7 har efter lukningen i 1980 været anvendt til forskellige småerhverv, blandt andet krydderiforretning og frisørsalon, men anvendes i dag -ligesom også Holstebrovej 9 og 5- som privatbeboelse.

Efter at have overdraget sin cykel- og radioforretning i Vind til sin lillebror i 1944, flyttede Christian Gravesen og hans hustru Alma indledningsvis til Nørre Felding, hvor Christian sammen med en svoger fabrikerede trælegetøj. Senere, efter i nogle år at have drevet købmandsforretning i Pjedsted ved Fredericia, slog parret sig permanent ned i Silkeborg, hvor Christian i de efterfølgende mange år handlede med alt fra biler til klaverer og malerier. Christian døde i 1999 og Alma i 2005.

– – –

September 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

1: Nuværende Ørnhøjvej 1:
    Elly og Svend Rosendal Carlsen (tømrer)
2: Nuværende Ørnhøjvej 2:
    Grethe og Sven-Egon Jensen (vognmand)
3: Nuværende Ørnhøjvej 3:
    Karen og Peter Eriksen (arbejdsmand)

4: Nuværende Toftvej 2:
    Jens Gammelvind (enkemand, pens. gårdmand)
5: Nuværende Toftvej 10:
    Kirstine ‘Stinne’ og Edvard Vingtoft (mejerist)
6: Nuværende Toftvej 9, Vingtoft:
    Else Marie Vingtoft (enke), Signe Vingtoft (datter) og Kristian Vingtoft (søn, gårdmand)

7: Nuværende Præstevejen 27, Nygård:
    Mariane og Iver Højbjerg Andersen (gårdmand)

– – –

August 2023

 Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

Næst efter købmand Halkjærs ejendom (1923), stationen (1924), smedjen (1924) og post Bertelsens hus (1925) var mejeriet i 1927 den femte bygning, der opførtes i Vind by.

Året forinden var der blevet afholdt stiftende generalforsamling for Vind Andelsmejeri. Den første bestyrelse bestod af formand Karl Kirkegaard (Kirkegård), kasserer Diderik Bendtsen (Søndergård) samt menige medlemmer Jens Gammelvind (Gammelvind), Søren Chr. Mortensen (Østertoft), Kristian Poulsen (Meldgård), Jens Bak Poulsen (Sønder Vindgab) og Iver Toft (Sandfær).

Af mejeriets første, meget omfattende og detaljerige forhandlingsprotokol kan blandt andet læses følgende:

’Vi undertegnede, der ved vor Underskrift har forbundet os som Interessenter i Andelsmejeriet Vind, forpligter os til fra 1. Mai 1927 til 1. Mai 1942 at levere til Mejeriet al den Mælk, som vore Køer giver, med Undtagelse af hvad der bruges i Husholdningen. Mælk, der bruges i Husholdningen, skal tages af samtlige Køers Blandingsmælk straks efter fuldendt Malkning.

Enhver Leverandør er forpligtet til at levere sund, ren og uforfalsket Mælk, og Bestyrelsen har til enhver Tid Ret og Adgang til at se efter i Staldene, om Malkningen foretages med tilbørlig Orden og Renlighed, ligesom at udtage Mælkeprøver, naar dertil findes Anledning.

Saasnart der opstaar smitsom Sygdom hos en Leverandør, hvad enten det er hos Folk eller Kreaturer, maa der ikke leveres Mælk fra Stedet, men der skal gøres Anmeldelse til Mejeriet og Bestyrelsen.

Skulde det vise sig, at en Leverandørs Mælk er forfalsket, enten ved Skumning af Fløden eller ved Tilsætning af Vand eller andet, da kan vedkommende udelukkes af Foreningen og ifaldes en Bøde af 10 Kr. af hver af hans Malkekøer.

Interessentskabets Anliggender ledes af en Bestyrelse paa 7 Medlemmer, der vælges af Interessenterne paa den aarlige ordinære Generalforsamling med simpel Stemmeflerhed, og enhver Interessent er pligtig at modtage Valg og udføre dette Hverv i 2 Aar, efter hvilken Tid han kan fordre sig fritaget i lige saa lang Tid.

Det Overskud eller Tab, der bliver for hvert Aar, fordeles ved Regnskabsaarets Slutning efter Forholdet af hver Interessents i Aarets Løb leverede Mælkemængde. Interessentskabet er solidarisk ansvarlig.

Ingen Ejendom kan udmeldes af Mejeriet inden den 15 aarige Periodes Udløb. Vil nogen da udtræde, efter at Mejeriets eller Foreningens Gæld er udbetalt, overlader han derved sin Andel i Mejeriet til Foreningen uden noget Vederlag. Afstaar eller sælger en Interessent sin Ejendom, skal Eftermanden indtræde i Sælgerens Plads i hans Forhold til Foreningen. Dog undtages fra disse Præster og Lærere og deres Forpagtere, naar deres Udmeldelse af Foreningen er foraarsaget ved Flytning. Ved Dødsfald indtræder selvfølgelig Arvingerne i den forrige Ejers Rettigheder og Forpligtelser. Vil nye Medlemmer indtræde i Foreningen, saa kan det ske til enhver Tid, naar Begæring herom indsendes skriftlig til Bestyrelsen, og denne saa tillader det.’

Ved indgangen til 1930’erne ses mejeriet at have haft 60 leverandører med i alt 340 køer, ingen af leverandørerne med over 20 køer og 10 leverandører med blot fire køer eller derunder.

Mælken vejedes i pund og ikke -som måske kunne forventes- i liter. I mejeriets første regnskabsår 1927-28 indkom ca. 1.600.000 pund mælk. Op gennem 1930’erne steg produktionen hastigt og var i regnskabsåret 1938-39 nået op på 2.520.567 pund, altså en stigning på knap 60 procent på blot 10 år. I regnskabsåret 1960-61 toppede tallet med 3.880.924 pund, og i mejeriets sidste regnskabsår 1970-71 var tallet igen dalet til 2.685.609 pund.

Mælken blev transporteret fra leverandør til mejeri af mælkekuske, i de fleste tilfælde husmænd og arbejdsmænd fra lokalområdet, ansat til opgaven på kontrakt af ofte et års varighed. Der var syv mælkeruter i sognet, hhv. Vindgab, Fuglsang, Sandfær, Vindby, Røjkjær/Kirkeby, Spartoft/Østersogn og Søndersogn. Senere blev Fuglsang-turen nedlagt og Spartoft/Østersogn-turen opdelt i hhv. en Spartoft- og en Østertoft-tur.

Om ’konditioner’ for mælkekuske hed det i den første forhandlingsprotokol blandt andet:

’Entreprenøren [mælkekusken] skal være ansvarlig for det ham eller den til ham betroede Rute, saa hvad Mælk, der spildes under Transporten, eller hvad Beskadigelse Spandene lider, paa hvad Maade det end sker, skal Entreprenøren fuldt ud erstatte, og hvis det gentager sig, er Bestyrelsen berettiget til paa hans Regning at lade den resterende Kørsel udføre af en anden for hans Regning, og han sættes fra Bestillingen.

Enhver Mælkekusk skal være forpligtet til til Mælketransporten at bruge en dertil hensigtsmæssig Vogn. I Snefog skal der køres i Kane. I Vogn maa der ikke køres andet end i Skridt.

Kusken skal bringe Mælken ind i Mejeriet ved Siden af Vægten, og være behjælpelig med Ind- og Udvejningen, og føre den tilbage til Vognen igen.

Sker det, at der i Aarets Løb indtræder ny Interessenter, skal Entreprenøren transportere deres Mælk for samme akkordrede Betaling, naar det ikke forlænger Turen væsentlig.’   

Udover mælkeruter blev der fastsat bestemmelser for tørvleverance til mejeriets drift, salg af skyllevand, snerydning på mælkeruterne, kartoffelkogning m.m.

Først i 1967 anskaffede mejeriet egen tankvogn og udfasede dermed hestetrukket mælkeleverance. Det skete efter en ekstraordinær generalforsamling og med det mindst tænkelige flertal: 25 stemmer for og 23 imod. Om det store antal nej-stemmer skyldtes modstand mod tidens fremskridt eller måske snarere udsigten til mejeriets snarlige nedlæggelse, vides ikke, men omkring samme tid førtes også de første forhandlinger om sammenlægning med andre mejerier. En sammenlægning ville dels indbringe leverandørerne en højere indtægt for deres mælk, dels spare mejeriet og dets andelshavere for betydelige omkostninger, der ansås for nødvendige, hvis mejeriet skulle fortsætte sin drift.

Efter et par års overvejelser besluttedes det i 1971 at melde sig ind i Vestjydsk Mejeriselskab med virkning fra 1. oktober samme år, og i februar året efter afholdtes den afsluttende generalforsamling: Mejeridrift i Vind var hermed et afsluttet kapitel.

Mejeriet nåede i sin knap 45-årige levetid at have tre mejeribestyrere: Holger Jensen (årene 1927-1953), Jørgen Ramsgaard (1953-1957) og Hans Rahbek (1957-1971).

Mejeribygningen har siden mejeriets lukning været anvendt og indrettet som privatbolig, men bærer endnu i dag synligt præg af de mange års mejeridrift, navnlig indenfor. Nogle år efter lukningen blev mejeriets skorsten væltet ved en kontrolleret sprængning. Sprængningen, der på grund af hovedbygningens, udhusenes og omkringliggende ejendommes placering skulle ske med stor præcision, blev foretaget af forsvarets og hjemmeværnets sprængningseksperter, blandt andet med deltagelse af Thue Gammelvind, der, udover at være tidligere delingsfører for Vinds hjemmeværnsmedlemmer, tillige var sprængningskyndig.

– – –

Juli 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

1: Nuværende Holstebrovej 1, Vind Mejeri:
    Sofie og Jørgen Ramsgaard (mejeribestyrer)
2: Nuværende Holstebrovej 5:
    Anna og Erik Gravesen (købmand)
3: Nuværende Holstebrovej 8:
    Karen ‘Hedegaard’ Poulsen (enke) og Thomas Hedegaard Poulsen (tømrer, søn)

4: Nuværende Granstien 1:
    Julie og Jens Severin Jensen (hhv. pens. stationsforstander og baneformand)
5: Nuværende Granstien 4, Vind Station:
    Ellen og Villiam Lauridsen (hhv. stationsekspeditrice og banesnedker)

6: Nuværende Vind Kirkevej 1:
    Inger Marie ‘Mitte’ og Niels Mourids Halkjær (hhv. telefoncentralbestyrer og købmand)

7: Nuværende Præstevejen 27, Nygård:
    Mariane og Iver Højbjerg Andersen (gårdmand)

– – –

Juni 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

  1: Nuværende Holstebrovej 1, Vind Mejeri:
      Elna og Hans Rahbek (mejeribestyrer)
  2: Nuværende Holstebrovej 5:
      Anna og Erik Gravesen (købmand)
  3: Nuværende Holstebrovej 7:
      Anna og Erik Gravesens nye købmandsforretning under opførelse
  4: Nuværende Holstebrovej 9:
      Marie og Bertel Bertelsen (post)
  5: Nuværende Holstebrovej 11:
      Nelly og Niels Nielsen (vognmand)
  6: Nuværende Holstebrovej 10:
      Hilda og Verner Lauridsen (skovarbejder)
  7: Nuværende Holstebrovej 8:
      Karen ’Hedegaard’ Poulsen (enke) og Thomas Hedegaard (tømrer, søn)

  8: Ørnhøjbanens pakhus (banen nedlagt året forinden, stationsbygningen skjult bag træerne til højre)

  9: Frysehus (andelsbaseret)

10: Nuværende Brombærvej 1:
      Amalie og Bertel Christian Bertelsen (slagter)
11: Nuværende Brombærvej 2:
      Marie og Jens Friis Pedersen (skovarbejder)
12: Nuværende Brombærvej 3:
      Grethe og Milter Andersen (tømrer)
13: Nuværende Brombærvej 4:
      Dagmar og Aage Nielsen (arbejdsmand)
14: Nuværende Brombærvej 5:
      Elisabeth og Christian Blæsbjerg Madsen (arbejdsmand)

15: Nuværende Præstevejen 27, Nygård:
      Mariane og Iver Højbjerg Andersen (gårdmand)

– – –

Maj 2023

Igen er det blevet forår og dermed konfirmationstid. Som tidligere år benytter vi anledningen til af vise billeder af årets 75 års-, 50 års- og 25 årsjubilarer, altså konfirmander fra hhv. 1948, 1973 og 1998. 

1-2: Pastor Kristian Larsen (1886-1953) og hustru Anne Birgitte Larsen (f. Bitsch, 1884-1960)
    3: Esther Kristensen (g. Hansen, 1934-2019), Spåbæk i Vinding
    4: Jenny Marie Kæseler, Lergrav i Vinding
    5: Minna Anine Nielsen, Øster Vejvad i Vinding
    6: Lilly Elisabeth Mikkelsen (g. Kamp), Vildkilde i Vind
    7: Inga Anine Damgaard, Grundflod i Vind
    8: Erna Gunhild Klejnstrup Madsen, Mikkelborg i Vind
    9: Grethe Nørgaard Poulsen (g. Poulsen, 1934-2019), Røjkjær i Vind
  10: Inga Emilie Skallebæk (g. ‘Baunbæk’ Petersen, 1933-2005), Engholm i Vinding
  11: Nina Mathea Ravnsbæk (g. Lausten), Skovhuset i Vind
  12: Lars Christian Christiansen (1934-2001), Tinghøj i Vinding
  13: Svend Aage Jensen (1934-2013), Trækris i Vind
  14: Harry Toustrup Larsen, Ramskov i Vinding
  15: Kirsten Frandsen, Hvingel i Vinding
  16: Kirstine Lilbæk (g. Sørensen, 1934-1982), Lilbæk i Vinding
  17: Ruth Kristensen (g. Møller, 1933-2021), Sdr. Agerfeld i Vinding
  18: Sigurd Galmstrup Pedersen, Møllevang i Vinding
  19: Aksel Mohr Jensen (1933-2002), Vind Kirkeby
  20: Niels Kristian Jensen, Bak i Vind
  21: Leo Højgaard Lauritsen, Højgård i Vind
  22: Kristen Holmgaard Kristensen, Bakhus i Vinding
  23: Paul Lassen (1934-1992), Sørvad
  24: Kristian Agergaard (1934-2010), Meldgård i Vinding

Valgmenighedens konfirmander fra 1948 blev angiveligt ikke fotograferet. Om der blandt dem var konfirmander fra Vind, vides ikke med sikkerhed.

–

  1: Pastor Frederik Olesen Sigh (1907-1996)
  2: Yvonne Egebjerg Mathiasen (g. Rendbæk, 1959-2014), Vind by
  3: Laila Jeppesen, Nørreris
  4: Pia Fast Nielsen, Nyholm
  5: Kirsten Halkjær, Vind by
  6: Vagn Hoffmann Hansen, Laulund
  7: Ib Frydendal, Frydendal
  8: Flemming Troldtoft Jensen, Sønderkær
  9: Karen Marie Eriksen, Bækkelund
10: Ina Frederiksen, Bundgård
11: Birthe Thusgaard Mathiasen, Vind by
12: Tommy Mogensen, Vind by
13: Nils-Jørn Rahbek, Vind by

–

  1: Valgmenighedspræst Anders Damgaard (1923-1994)
  2: Eva Søndergaard Jensen, Vinding
  3: Trine Nørkjær, Vinding
  4: Jette Bak Poulsen, Sønder Vindgab i Vind
  5:
  6:
  7:
  8:
  9:
10:
11:
12:
13:

Kan nogen hjælpe med de manglende navne ovenfor, vil vi meget gerne vide besked.

–

  1: Sognepræst Morten Mouritzen
  2: Stine Nørgaard Poulsen, Enebærvej
  3: Anja Thusgaard Pedersen, Enebærvej
  4: Jannie Riber Poulsen, Flidsminde
  5: Bettina Holm Hansen, Enebærvej
  6: Katrine Sand Enevoldsen, Enebærvej
  7: Uffe Neesgaard Nielsen, Vinding
  8: Lars Leslie Pedersen, Enebærvej
  9: Jonas Pedersen, Blåkjærhus
10: Martin Henning Serup, Svinget
11: Mikael Thusgaard Mortensen, Enebærvej
12: Klaus Svenstrup, Enebærvej

Også i valgmenigheden blev der afholdt konfirmation i 1998, dog uden konfirmander fra Vind.

– – –

April 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

  1: Nuværende Brombærvej 1:
      Amalie og Bertel Christian Bertelsen (slagter)
  2: Nuværende Brombærvej 3:
      Grethe og Milter Andersen (tømrer)
  3: Nuværende Brombærvej 4:
      Dagmar og Aage Nielsen (arbejdsmand)
  4: Nuværende Brombærvej 5:
      Elisabeth og Christian Blæsbjerg Madsen (arbejdsmand)
  5: Nuværende Brombærvej 9 under opførelse:
      Magda og Emanuel Pedersen (arbejdsmand)

  6: Nuværende Holstebrovej 8:
      Karen ‘Hedegaard’ Poulsen (enke) og Thomas Hedegaard Poulsen (tømrer, søn)
  7: Nuværende Holstebrovej 9:
      Marie og Bertel Bertelsen (post)
  8: Nuværende Holstebrovej 10:
      Hilda og Verner Lauridsen (skovarbejder)
  9: Nuværende Holstebrovej 11:
      Nelly og Niels Nielsen (vognmand)
10: Nuværende Holstebrovej 13:
       Helga og Arnold Bertelsen (smed)
11: Nuværende Holstebrovej 15:
      Tove og Tage Nielsen (vognmand)

– – –

Marts 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

  1: Nuværende Vind Kirkevej 1:
      Grethe og Marius Domdal (skovarbejder)
  2: Nuværende Vind Kirkevej 2:
      Inger Marie ‘Mitte’ og Niels Mourids Halkjær (hhv. telefoncentralbestyrer og købmand)

  3: Nuværende Ørnhøjvej 1:
      Ingeborg og Jens Christian Andersen (tømrer)

  4: Nuværende Granstien 1:
      Julie og Jens Severin Jensen (hhv. pens. stationsforstander og baneformand)

  5: Nuværende Holstebrovej 1, Vind Mejeri:
      Mathea og Holger Jensen (mejeribestyrer)
  6: Nuværende Holstebrovej 5:
      Meta og Niels Hansen (købmand 1952-1954) 

  7: Nuværende Brombærvej 3:
      Grethe og Milter Andersen (tømrer)
  8: Nuværende Brombærvej 4:
      Dagmar og Aage Nielsen (arbejdsmand)
  9: Nuværende Brombærvej 5:
      Elisabeth og Christian Blæsbjerg Madsen (arbejdsmand)

      Nuværende Bærkær, dengang kendt som ‘Amager’:
10: Nanny og Jakob Damtoft (skovarbejder)
11: Inger Marie og Johan Mikkelsen (arbejdsmand)

      Ubeboet, senere nedrevet: 
12: Højmarkhus

      I fjerneste baggrund:
13: Vind Skole (ny)

–

Februar 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

  1: Nuværende Holstebrovej 9:
      Marie og Bertel Bertelsen (post)
      samt datter og svigersøn, Magda og Emanuel Pedersen (arbejdsmand)
  2: Nuværende Holstebrovej 11:
      Nelly og Niels Nielsen (vognmand)
  3: Nuværende Holstebrovej 13:
      Helga og Arnold Bertelsen (smed)
  4: Nuværende Holstebrovej 17:
      Hilda og Verner Lauridsen (skovarbejder)

  5: Nuværende Brombærvej 1:
      Amalie og Bertel Christian Bertelsen (slagter)
  6: Nuværende Brombærvej 2:
      Anna og Jens Friis Pedersen (skovarbejder)
  7: Nuværende Brombærvej 3:
      Grethe og Milter Andersen (tømrer)
  8: Nuværende Brombærvej 4:
      Dagmar og Aage Nielsen (arbejdsmand)
  9: Nuværende Brombærvej 5:
      Elisabeth og Christian Blæsbjerg Madsen (arbejdsmand)

10: Nuværende Vind Kirkevej 15, Øster Skovgård:
      Maren Troldtoft (enke)
11: Nuværende Vind Kirkevej 19, Sønderbæk:
      Birgitte og Kristian Andersen (gårdmand)

12: Nuværende Ørnhøjvej 12, Gammelvind:
      Kristine og Thue Gammelvind (gårdmand)

– – –

Januar 2023

Jubilæumstema: Vind 1923-2023

Selv om billedet herover står en smule sløret, så er det alligevel af ganske særlig historisk betydning. Det er nemlig et af de ældste billeder -måske endda dét ældste- af Vind Stationsby og giver dermed et godt indtryk af, hvordan byen så ud i de tidligste år efter grundlæggelsen i 1923.

Billedet er taget fra Øster Skovgård omkring 1930, og vejen, der ses i baggrunden gå tværs gennem billedet, er den nuværende Vind Kirkevej.

I forgrunden står Karen Jensen (f. Troldtoft, 1904-1993) med sønnen Svend Troldtoft Jensen (1928-2010).  

I baggrunden ses fra venstre slagter Bertelsens ejendom, indrettet med beboelse og forretning (nuværende Brombærvej 1), og -skråt bag dét til venstre- jernbanens pakhus. Dernæst mod højre ligger slagter Bertelsens hvide udhus og -bag dét- stationsbygningen. Midt i billedet genkendes tydeligt mejeriet med høj skorsten og udhuse. Dernæst, fortsat mod højre, ses byens første og dermed ældste hus, købmand Halkjærs hjørneejendom (Vind Kirkevej 2) med både beboelse, forretning, lager og telefoncentral. På modsatte side af vejen ses ejendommen, der senere blev kendt som ‘Domdals hus’, da billedet blev taget så vidt vides indrettet som slagterforretning (Vind Kirkevej 1), og yderst til højre tømrer Andersens ejendom (Ørnhøjvej 1), der senere blev udvidet med værksted og større beboelse.

I stationsbyen, men desværre uden for kameraets synsvinkel, lå på denne tid ud over de nævnte kun murer Jensens hus (Ørnhøjvej 3), post Bertelsens hus (Holstebrovej 9), vognmand Nielsens hus (Holstebrovej 11) samt smedjen (Holstebrovej 13). 

Opdatering:

I jubilæumsåret har vi modtaget et hidtil ukendt fotografi af Vind Stationsby. Det er taget fra Øster Skovgårds mark omkring 1930 og dermed altså omkring samme tidspunkt og fra samme vinkel som fotografiet ovenfor. Særligt ved nedenstående fotografi er, at man herpå kan se de ejendomme, som mangler på det første fotografi.

Fra venstre ses således smedjen (nuværende Holstebrovej 13, delvist dækket af træer), vognmand Nielsens hus (Holstebrovej 11) og post Bertelsens hus (Holstebrovej 9), dernæst slagter Bertelsens ejendom (Brombærvej 1), stationsbygningen i baggrunden (Granstien 4), mejeriet i forgrunden (Holstebrovej 1), købmand Halkjærs ejendom (Vind Kirkevej 2), slagter Vestergaards ejendom (Vind Kirkevej 1) og tømrer Andersens ejendom (Ørnhøjvej 1). I forgrunden til venstre ses Øster Skovgård (Vind Kirkevej 15) og længst til højre i baggrunden anes Vingtoft (Toftvej 9).

– – –

December 2022

Månedens billede viser et snedækket julelandskab, omtrent som vi må formode, det i 1950 har set ud fra drengeværelset på førstesalen over købmand Halkjærs forretning. Til venstre genkendes den kurvede Ørnhøjvej, til højre ses Gammelvind.

Bag signaturen nederst i højre hjørne gemmer sig Anders Aage Halkjær (1931-2023), købmand Halkjærs yngste søn.

– – –

November 2022

I 1953 fik Vind, hvad mange i sognet længe havde ønsket sig, og hvad størsteparten af omkringliggende småsogne endnu ikke havde: En ny, moderne skole. Elevtallet i den gamle skole, der var fra 1867, lavloftet med kakkelovn og med bare ét klasselokale, var ved indgangen til 1950’erne nået op omkring 80, hvilket gjorde undervisningsvilkårene så ringe, at de regnedes for stærkt utilfredsstillende -for ikke at sige håbløst forældede. Den nye skole havde derimod to store klasselokaler og tillige både gymnastiksal, sløjdlokale, skolekøkken og bibliotek. Prisen for hele herligheden var 335.000 kroner.

I 1992 gennemgik skolen en omfattende renovering, og året efter fejrede skolen sit 40-års jubilæum, en festdag for både daværende og forhenværende elever. Dagen derpå, den 28. januar 1993, kunne man i Holstebro Dagblad læse følgende reportage fra jubilæumsdagen:

’Mange sider i Vind Skoles fødselsdagsgæstebog blev fyldt med tætskrevne navne i løbet af i går.

Vinds nuværende skolebygning fyldte 40 år, og omkring 500 mennesker mødte op for at gratulere, se skolen og for at hygge sig.

Eleverne og lærerne fejrede selv dagen fra første time med morgensang og undervisning anno 1953 med den nu pensionerede lærerinde Kathrine Nielsen. De forærede skolen et stort nyt dannebrog og nød selv godt af blandt andet et slikkepindetræ fra skolebestyrelsen.

Klokken 17 var gæsterne udefra indbudt, og som nævnt myldrede de til fra hele den lille by og nogle af de gamle elever udefra. Parkeringspladsen, skolegården og mange meter vej blev hurtigt fyldt med parkerede biler og legende børn. Indenfor nød gæsterne godt af kager og cafemad, som eleverne havde lavet, de så lysbilleder, tegninger og videofilm om skolen i årene, der er gået, studerede de gamle skolehæfter og -bøger eller forsøgte at genkende personerne på de mange gamle klassebilleder, der var hængt op i gymnastiksalen med lister nedenunder til navnene på de genkendte.

Kathrine Nielsen, der har undervist på Vind Skole i 27 år, før hun gik på pension for et års tid siden, havde stor succes, da hun gentog den historiske undervisning med en samling tidligere elever fra skolen. Publikum morede sig, og ikke mindst da en af hendes elever -den nuværende amtsråds- og kommunalpolitiker, socialudvalgsformand Svend Blæsbjerg (V)- tilsyneladende ikke kunne svare på, hvad enevælde er.

-Utroligt! Han burde da vide, at enevælde her i kommunen er at kunne tælle til ni, var der en af publikummerne, der fniste, med henvisning til partiet Venstres flertal i kommunalbestyrelsen.

Efter skoletimen gav Vinds næsten nystiftede voksenkor ”Vindsangerne” et par numre.

Klokken var halv-ni om aftenen, før folk for alvor begyndte at sive ud fra festen for at genfinde biler og børn.

-Det har bare været alletiders. Jeg er ganske overvældet over, at så mange er kommet. Det er jo bare 40 år, skolen fylder, og hvis det ikke var, fordi den samtidig var bygget om, havde vi nok slet ikke gjort noget ud af det, sagde en træt og glad førstelærer Carsten Juul Sørensen, da festen så småt var ved at ebbe ud.’

– – –

Oktober 2022

Denne måneds billede er taget i luften over Nørhedevej i den allersydligste del af Vind sogn. Midt i billedet ses husmandsstedet ’Kristiansminde’, der fra 1949 til 1985 var ejet og beboet af familien Damgaard, hhv. Peder (1924-2005) og Ilse (1921-1998) samt deres fem børn. 

I deres første år i Kristiansminde drev Peder og Ilse Damgaard hønseri, siden ernærede de sig i mange år ved skovdrift og planteskole, blandt andet med salg af juletræer og pyntegrønt.

Den aflange bygning i baggrunden til højre husede indledningsvis høns og gæs og andet fjerkræ, inden den senere indrettedes med blandt andet gildesal og små lejligheder til ferierende familie og gæster.

For yderligere oplysninger om Kristiansminde og ejendommens historie og ejere gennem tiden, se øverst på siden under menupunktet ’Månedens billede 2014-2019′, december 2019.

– – –

September 2022

Ovenstående billede er taget i maj 1967 i forbindelse med fejringen af Else og Peder Vingtofts sølvbryllup.

Peder Spaabæk Vingtoft Jespersen (1913-1992) var født i Vingtoft i Vind som ældste søn i en børneflok, der med årene skulle komme til at tælle i alt fem søskende: Signe, Peder, Edvard, Poul og Kristian -alle senere med efternavnet Vingtoft. Forældrene var gårdmand Laust Peder Kristian Vingtoft Jespersen (1884-1944) og Else Marie Mouridsen Jespersen (f. Spaabæk, 1883-1974).

Skønt nogen måske på dén tid ville have forventet, at ældstesønnen var gået i sin fars fodspor med henblik på på sigt at overtage fødegården, så valgte Peder Vingtoft i stedet at gå sin egen vej: Han kom i lære hos tømrermester Jens Kristian Andersen i Vind og arbejdede derefter i et tømrerfirma i Holstebro, inden han i 1953 åbnede egen tømrerforretning på Skjernvej i Holstebro.

Forinden var han i 1942 blevet gift med Else Kathrine Bjerre Dideriksen (1919-2001), der var født i Vester Grønbæk i Tvis.

Sammen drev de med flid og dygtighed virksomheden på Skjernvej, hvor han varetog de håndværksfaglige opgaver og hun de administrative. Peder Vingtoft, der var en velanset håndværksmester kendt for sit solide og veludførte arbejde, var desuden i en årrække næstformand i tømrermesterforeningen og efterfølgende æresmedlem deraf.

I 1976 solgte Else og Peder Vingtoft tømrerforretningen til Svend Erik Kirkegaard, der i flere år havde været ansat i virksomheden, og som i øvrigt også er født og opvokset i Vind. Else og Peder Vingtoft flyttede herefter til Vind, til ejendommen ‘Bramstrup’ på Toftvej blot et stenkast fra Peders fødehjem, hvor han havde tid og lejlighed til at dyrke hobbyer som jagt og biavl.

I midten af 1980’erne flyttede parret tilbage til Holstebro, hvor de boede til deres død i hhv. 1992 og 2001.

Else og Peder Vingtoft ligger begravet på Søndre Kirkegård på Viborgvej i Holstebro.

Lokalarkivet er i besiddelse af nedenstående festsange, den første fra 1942 af ukendt forfatter, skrevet i anledning af Else og Peder Vingtofts bryllup, den anden fra 1967, skrevet i anledning af deres sølvbryllup af sølvgommens mor, Else Marie Vingtoft:

                                                                                   Brylluppet i Vester Grønbæk den 28. Maj 1942
                                                                                   Melodi: Se Norges Blomsterdal

                                                                                   Da Grønbæk brændte ned, og det blev bygget op igen,
                                                                                   fik Else, som vi ved, sig da en Hjertensven.
                                                                                   Det var en Tømrersvend, der meldte sig som Elses Ven,
                                                                                   et Venskab vare ved nu og en Evighed!

                                                                                   Et Venskab for en Dag kan sagtens faas i Vind og Tvis,
                                                                                   det er en anden Sag, naar der i Aarevis
                                                                                   skal elskes meget højt, saa gaar det ofte noget sløjt
                                                                                   med Løfter, som vi ved gives for Evighed.

                                                                                   Nu Elses Petermand har alle sine Sejl sat til
                                                                                   og gjort et Hus i Stand til sig og Elselil,
                                                                                   og Else har med Flid da ogsaa brugt en Mængde Tid
                                                                                   til Syning, som vi ved, varer en Evighed.

                                                                                   Hvad Lykke eg’ntlig er, hvordan man fanger Lykken hjem,
                                                                                   kan ingen sige jer, prøv jer kun sagte frem!
                                                                                   Og hør det gamle Ord, som tit er sagt paa vores Jord: 
                                                                                   Enhver er, som vi ved, sin egen Lykkes Smed.

                                                                                   I denne Krigens Tid et Gilde kommer ret tilpas –
                                                                                   Katrines Mas og Slid og Bjerres Slid og Mas.
                                                                                   Ja, alle her har rendt og op og ned paa Huset vendt
                                                                                   for Gildet, som vi ved, fejres i Ro og Fred.

                                                                                                                  – – –

– – –

August 2022

Det er blevet sensommer og dermed højsæson for bærplukning. For mange -både folk i Vind og folk udefra- er det fast tradition ved denne årstid at tage til Stråsø Plantage for at plukke tyttebær og blåbær. Denne måneds billeder er begge taget af lærer ved Stråsø Skole, Niels Peter Larsen (1873-1947).

På billedet øverst ses yderst til venstre Mette Marie Albertsen (g. Jørgensen, 1899-1987), født og opvokset i Stråsøhus og senere -da billederne blev taget- tjenestepige hos lærer Larsen i Stråsø Skole. Ved siden af hende sidder lærer Larsens ældste søn, Lars Erik Bernhard Larsen (1910-1981), dernæst en ukendt ældre kvinde og yderst til højre lærer Larsens hustru, Kirsten Larsen (f. Frederiksen, 1883-1958). 

Billedet nedenfor er taget omkring samme tid og viser de samme fire personer. Dog er billederne tilsyneladende ikke taget samme dag, idet personerne ikke bærer helt samme påklædning på de to billeder.

– – –

Juli 2022

Ovenstående kort giver et godt og detaljeret indtryk af, hvilke stednavne der var kendt i Vind og omkringliggende sogne for cirka halvanden hundrede år siden.  

Midt i billedet ses Vind Kirkeby. Først mange år senere, midt i 1920’erne, blev stationsbyen grundlagt, og dermed dét, der i dag kendes som Vind by. På kortet -umiddelbart nordøst for kirkebyen- er ganske vist angivet en ‘Vind By’, men det var dén tids betegnelse for området omkring Nørgård, Østergård, Søndergård, Vestergård og Meldgård. I de fleste af samtidens kilder angives området ‘Vindby’, altså i ét ord og med tryk på anden stavelse.

Kortet må dateres til sidste del af 1800-tallet, idet det bemærkes, at jernbanen fra Holstebro over Ulfborg til Ringkøbing (indviet 1875) ses indtegnet yderst til venstre på kortet, mens jernbanen fra Holstebro over Aulum og Vildbjerg til Herning (indviet 1904) endnu ikke ses anlagt.

Såfremt nogen ud fra specifikke stednavne kan komme nærmere en præcis datering, hører vi meget gerne nærmere.

– – –

Juni 2022

På Ørnhøj-banen mellem Vind og Sørvad, umiddelbart øst for hovedvejen, lå trinbrættet Resdalhus, hvor denne måneds billede er taget.

Jernbanestrækningen Ørnhøj-Vind-Sørvad-Nørre Felding-Holstebro blev indviet i 1925 og nedlagt i 1961.

Ovenstående billede er fra begyndelsen af 1950’erne, og drengen i døren er John Bendt Hansen, barnebarn af Karen og Albert Albertsen i Damtofthus.

Læs eventuelt også beretningen om familien Albertsen længere nede på denne side, ’Månedens billede’, november 2021.

Om Ørnhøj-banen vil kunne findes yderligere oplysninger øverst på siden under menupunktet ‘Kender du historien om…’ -> ‘RØHJ og togkollisionen’.

– – –

Maj 2022

Traditionen tro fejrer vi foråret og årets konfirmander med at kaste et blik tilbage på dette års 25-års, 50-års og 75-års konfirmandjubilarer, altså konfirmander anno 1997, 1972 og 1947.

  1: Sognepræst Kristian Larsen (1886-1953)
  2: Jenny Sønderbæk Hedegaard (g. Bjerggaard), Hedegård i Vinding
  3: Herdis Agergaard Kristensen (g. Lauritsen, 1932-2015), Hulmose i Vinding
  4: Kirstine Knudsen (1933-2002), Koldkjær i Vinding
  5: Gerda Marie Knudsen (1933-1988), Fuglsang i Vinding
  6: Karoline Severine Andersen, Lille Bjerregård i Vinding
  7: Nelly Bilgrav (g. ‘Hougaard’ Madsen), Sønder Løgager i Vinding
  8: Gerda Raabjerg Poulsen (g. ‘Galmstrup’ Pedersen, 1933-2010), Råbjerg i Vinding
  9: Anna Blindkilde (g. ‘Kamp’ Jensen, 1932-2013), Blindkilde i Vinding
10: Emma Methea Lauridsen (g. Davidsen), Nørre Ramskov i Vinding
11: Gerda Ruth Kæseler (g. Kragh), Ramskov i Vinding
12: Ketty Stokholm Knudsen (g. 1. Pedersen, g. 2. Søndergaard, 1933-2017), Røjkjær i Vind (senere gift med nr. 28)
13: Mette Holmgaard Pedersen, Spartoft i Vind
14: Marie Kathrine Pedersen (g. Andersen, 1933-2020), Korsbæk i Vinding
15: Inger Hoffmann Hansen, Vesterager i Vinding
16: Vera Stjernholm Pedersen (1933-1996), Rishøj i Vind
17: Signe Kristensen, Spåbæk i Vinding
18: Anne Johanne Christensen, Junge i Vinding
19: Ella Agnethe Jensen (g. Christiansen), Ramskov i Vinding
20: Svend Erik Albertsen (1933-2021), Vestervang i Vind
21: Børge Hoffmann Hansen, Solvang i Vinding
22: Verner Meldgaard Nielsen (1933-2019), Vinding
23: Poul Isager Ravnmose Jensen, Møllevang i Vinding
24: Aksel Henry Hoffmann (1932-2021), Hahle i Vinding
25: Viggo Poulsen (1933-2009), Moselund i Vind
26: Berthel Berthelsen, Godthåb i Vinding
27: Tage Kristian Mohr Jensen (1931-2020), Toftgård i Vind Kirkeby
28: Valdemar Søndergaard (1933-2017), Havrsnap i Vind
29: Alfred Lassen (1932-1997), Åkjær i Vinding
30: Elias Nathanael Boutrup Andersen (1932-1987), Sønderbæk i Vind
31: Børge Christensen (1932-2014), Spåbæk i Vinding
32: Niels Bailum Nielsen, Lundager i Vinding
33: Mads Kristian Damgaard (1932-2021), Fromborg i Vind

-konfirmeret samme år, men ikke med på billedet:
Ruth Højgaard Lauritsen (1932-2010), Højgård i Vind

Valgmenighedens konfirmander blev så vidt vides ikke fotograferet i 1947.

  1: Sognepræst Frederik Olesen Sigh (1907-1996)
  2: Irene Meldgaard Poulsen, Meldgård
  3: Bente Jeppesen, Højbo
  4: Conny Jacobsen, Virkelyst
  5: Lissi Gravesen, Holstebrovej
  6: Bent Thusgaard Mathiasen, Vind Kirkeby
  7: Poul Christian Poulsen (1958-2008), Flidsminde
  8: Preben Berg Pedersen, Blåkjærhus
  9: Kaj-Verner Bækdahl, Tolstrup
10: Helge Nielsen, Nybo
11: Jørgen Mikkelsen, Højbjerg
12: Benny Rask, Nørgård
13: Villy Thusgaard Mathiasen (1958-2018), Skovgårdvej

Også valgmenigheden afholdt konfirmation i 1972, dog uden konfirmander fra Vind.

  1: Sognepræst Morten Mouritzen
  2: Johanne Kjærgaard
  3: Pernille Sebbelin Pedersen, Tranebærvej
  4: Marie Klogborg, Røjkjærgård
  5: Pernille Nygaard Struve, Nørreholm
  6: Thomas Nørgaard Poulsen, Enebærvej
  7: Lasse Pedersen, Holstebrovej
  8: Henrik Thusgaard Kristiansen, Vinding

  1: Valgmenighedspræst for Aulum-Vinding-Vind, Claus Helsbøl
  2: Iris Colstrup Hindhede, Tranebærvej i Vind
  3: Henrik Schack Olldag, Aulum
  4: Linda Hesel Poulsen, Hestbjergvej i Vind
  5: Peter Østergaard Nielsen, Vinding
  6: Heine Mohr Jakobsen, Vinding
  7: Kim Fonager Nørgaard, Aulum
  8: Martin Danholt, Holstebrovej i Vind

– – –

April 2022

Ikke sjældent har historiske kilder berettet om, hvor fattigt et hedesogn Vind har været i tidligere tider. ‘Sølle Vind’, er det sågar blevet kaldt. 

Selv om det i dag kan synes næsten ubegribeligt, så skal vi ikke længere tilbage i tid end to-tre generationer, før indbyggere i Vind -og i brede dele af befolkningen i al almindelighed- levede en tilværelse i fattigdom og uden sikkerhed for mad på bordet og tøj på kroppen.

Også skolevæsenet har haft trange kår.

Den 12. november 1935 kunne man således i Holstebro Dagblad læse, hvordan så ubetydelig en udgift som indkøbet af en fodbold til Vind Skole kunne give anledning til økonomisk hovedbrud. Det var sognerådet, der dengang skulle bevilge pengene, og ansøgningen lød på en ny kakkelovn og en fodbold. En række af landets øvrige aviser -så vidt omkring som Aalborg i nord, Ærø i syd og Helsingør i øst- bragte i dagene derefter også historien. Om ikke så meget for selve ansøgningen og dens indhold, så for måden, hvorpå den blev stilet til sognerådet -nemlig på vers. Og måske især for måden, hvorpå den blev besvaret -nemlig også på vers:

– – –

Marts 2022

Månedens billede, der er fra begyndelsen af 1960’erne og viser den sydligste del af Vind by, er taget langs den nuværende Ørnhøjvej, omtrent hvor Gunner og Eva Hansen senere byggede hus og autoværksted.

I forgrunden står eskadronchef ved Jydske Dragonregiment i Holstebro, major Anton Viktor Bager (1915-2012). Billedet må formodes at være taget i forbindelse med en militærøvelse.

I baggrunden ses til højre og midt i billedet Grethe og Sven-Egon Jensens hus og nyopførte vognmandsgarage. Til venstre ses Kristen Frydendals hus, og i bagest genkendes mejeriets skorsten.

Desværre kendes ingen billeder af rekrutterne eller de, som i øvrigt måtte have deltaget i øvelsen -til gengæld ser det ud til, at byens knægte gerne har villet tage del i eksercitsen.

– – –

Februar 2022

Lokalarkivet har tidligere -længere nede på denne side under ’Månedens billede’, hhv. august og september 2020- berettet om vindboer, der søgte lykken i Amerika. Denne gang retter vi kikkerten mod Peder Kjær Pedersen, som var født i Blåkjær i 1861, og som dermed hørte til en af de familier i Vind, der i dag kan føre deres slægts historie længst tilbage i tid.

Peder Kjær Pedersen, søn af gårdmand Peder Jacobsen (1824-1894) og Else Pedersen (1825-1892), kom til verden som den næstyngste i en søskendeflok på 6. En flok, der desuden talte Anders Kjær (f. Pedersen, 1859-1945), der om nogen har sat sig spor i Vind. Om ham kan der læses blandt andet under menupunktet ‘Kender du historien om…’ -> ‘Kjærs åbne grav’.

Peder Kjær Pedersen valgte tidligt håndværk fremfor landbrug, og som 19-årig ses han ved folketællingen i 1880 at være skomagerlærling i Holstebro. Et fag, der skulle blive hans -og vedblive at være det livet igennem.

Men Peder Kjær Pedersens ambitioner rakte længere end til en fremtid som skomager i Vestjylland: Han ville til Amerika! I juni 1882 blev han gift med Ane Dorthea Sørensen (1862-1931) fra Mejrup, og ikke længe derefter var parret på vej over Atlanterhavet med kursen sat mod Chicago i Illinois, en af staterne i den ‘amerikanske midtvest’, hvor der netop i disse år dannedes en hastigt voksende koloni af skandinaviske immigranter.

Sikkert og vel ankommet til Amerika ændrede Peder sit navn til ’Peter Carr’, en anglisering af navnet Peder Kjær, og Ane Dorthea blev samtidigt til ‘Anna’.

Parret fik i de følgende år fem døtre og to sønner, i alt syv børn, hvoraf dog kun fem nåede voksenalder: Arthur Carr (1882, død som spæd), Else ’Elsie’ Carr (g. Smith, 1884-1962), Emilie ’Milla’ Carr (g. Jacobs, 1887-1972), Florence Dorthea Carr (g. Dahl, 1890-1972), Esther Carr (g. Jobst, 1892-1970), Dagmar Carr (1895-1896) og Willard Peter Carr (1898-1970).

Peter Carr tilbragte resten af livet i Chicago og ernærede sig i alle årene som skomager. Han bevarede dog kontakten til sine slægtninge i Vind og foretog også gennem årene med sin hustru og deres børn flere rejser til Danmark.

Anna Carr døde i 1931, Peter Carr i 1946. De ligger begravet på Irving Park Cemetery i Chicago.

– – –

Januar 2022

Månedens billede er denne gang hentet i familien Troldtoft Jensens fotoalbum.

‘Moesgård’, Ørnhøjvej 16, har i snart 80 år været uløseligt forbundet med familien Jensen, først med Helga og Ulrik Jensen og efterfølgende med deres datter og svigersøn, Gerda Troldtoft Jensen og Mogens Dissing Jensen.

Ulrik Valdemar Jensen (1911-2001) og Helga Alvilde Jensen (f. Troldtoft, 1911-1997) købte Moesgård i foråret 1943, og billedet herover, som er taget i slutningen af 1940’erne, viser parrets tre ældste børn, således til venstre Tove Troldtoft Jensen og til højre Mads Bjarne Troldtoft Jensen med lillesøster Gerda Troldtoft Jensen balancerende på cykelstangen.

Et par år efter billedet blev taget, blev Helga og Ulrik Jensens yngste datter, Birgit, født, hvormed søskendeflokken var fuldtallig.

Læs eventuelt også beretningen om Helga og Ulrik Jensen og deres bedrifter under 2. Verdenskrig længere nede på denne side, ‘Månedens billede, maj 2020’.

– – –

December 2021

Nogen vil måske indvende, at denne måneds billedmotiv slet ikke er fra Vind -og dét er ganske korrekt. Det er til gengæld den unge kvinde!

I baggrunden genkendes tydeligt Holstebro Banegård. Og mens et ældre billede af en banegård ikke i sig selv er nogen sjældenhed, så får motivet -når banegården som her er fotograferet gennem vinduet i netop en togkupé– alligevel med ét ‘det lille ekstra’.

I togkupéen sidder Bente Gunhild Bertelsen, datter af Amalie og Bertel Christian Bertelsen, der i mange år drev slagterforretning i Vind. Bente er født og opvokset i Vind, men har efterfølgende boet størstedelen af sit voksenliv i Aarhus-området sammen med sin mand, Niels Gjerluf Christensen (1931-2016).

Billedet er taget i slutningen af 1950’erne, mens det endnu var muligt at rejse med tog fra Vind til Holstebro -og derfra videre ud i landet. Som det ses af køreplanen nedenfor, fandtes på dén tid to stationer i Holstebro, dels lokalbanens Sydbanegård på Sønderland, dels DSBs statsbanegård, der som bekendt i dag er den eneste af de to, der stadig er i anvendelse. 

Om slagter Bertelsen og hans forretning vil der kunne læses mere øverst på siden under menupunktet ‘Månedens billede 2014-2019’, hhv. september 2018 og marts 2016.

– – –

November 2021

Nær Agerfeld, på Skjernvej 224, ligger landejendommen ’Damtofthus’, som de seneste 100 år har være uløseligt forbundet med familien Albertsen.

Præcis hvornår det første Damtofthus blev opført, og hvor gammel den nuværende ejendom er, vides ikke med sikkerhed, men navnet Damtofthus kendes fra skriftlige kilder i hvert fald fra omkring midten af 1800-tallet, og selv om Damtofthus alle dage har været hjemmehørende i Vind sogn, så vidner dets navn dog tydeligt om ejendommens geografiske placering nær den noget større gård ’Damtoft’, som derimod ligger i Vinding sogn, lige på den anden side af sogneskellet.

Fra en samtidig notits i Holstebro Dagblad ved vi, at Damtofthus blev købt af Albert Albertsen (1893-1993) i oktober 1922 for 6.000 kroner.

Albert Albertsen var født i Råsted, hvor hans forældre på dét tidspunkt kortvarigt boede, men hans familie havde dog nær tilknytning til Vind, idet både hans far og farfar var født i Stråsø. Da Albert var blot nogle få år gammel, flyttede familien da også fra Råsted til netop Stråsø, til ejendommen Grundflod, hvor Albert voksede op som den næstældste i en søskendeflok på 11. Sin skolegang havde han i Stråsø, og efter først at have været ude at tjene og derefter aftjent flerårig soldatertjeneste i København i årene omkring første verdenskrig, vendte han tilbage til sin hjemegn, om end ikke til Vind, så til Ørnhøj, hvortil hans forældre i mellemtiden var flyttet.

Her, i Ørnhøj, blev han i maj 1921 gift med Karen Graversen (1898-1989), der var født og opvokset i Husby, og som i modsætning til sin mand ingen relationer havde til Vind. Hendes far var død, da hun endnu var ganske spæd, og idet hun blot et par måneder efter sin 9 års-fødselsdag også mistede sin mor og tillige ingen søskende havde, måtte hun tilbringe en del af sin barndom hos anden familie, indtil hun efter sin konfirmation kom ud at tjene og altså siden blev gift med Albert Albertsen.

I efteråret 1922, året efter deres bryllup, flyttede Karen og Albert Albertsen til Damtofthus, der i mere end 65 år herefter skulle komme til at danne ramme om dem og deres voksende familie. Med årene blev det til otte børn: Anna Kirstine Albertsen (g. Hansen, 1921-1993), Anders Albertsen (1923-2024) , Jens Kristian Albertsen (1924-2004), Agnete Albertsen (g. Kristoffersen), Rosa Viktoria Albertsen (1928-2021), Dagny Albertsen (g. Adamsen, 1931-2008), Svend Tage Albertsen (1936-2000) og Niels Otto Albertsen (1946-2020).

Albert Albertsen var i sine første år i Vind beskæftiget ved anlæggelsen af den nye jernbane, der netop i de år forbandt Vind med Ringkøbing, Ørnhøj og Holstebro. Senere var han mangeårig landpost, blandt andet på ruter fra Vind mod Ørnhøj, Nørhede og Troldtoft, og blev i dén egenskab med årene et kendt ansigt og en vellidt og velkommen gæst hos indbyggerne i ’æ sønder sogn’.

Idet Albert således altså meget af tiden var udearbejdende, var det i høj grad Karen, der både passede børn, holdt hus og have samt varetog de mange daglige pligter, der fulgte med at drive det lille landbrug, således alle munde kunne mættes.

Karen og Albert Albertsen nåede at fejre både guldbryllup, diamant- og krondiamantbryllup, inden de i begyndelsen af 1989 afhændede Damtofthus til sønnen, Niels Otto Albertsen. Få måneder senere døde Karen som 91-årig efter et kortvarigt ophold på plejehjem. Også Alberts kræfter svandt, og efter nogle år på plejehjem døde han i 1993, blot to uger før han ville være fyldt 100 år.

Niels Otto Albertsen boede i Damtofthus frem til sin død i 2020. Jorden dertil var allerede inden hans død lejet ud til en nabo, og samme nabo har nu efterfølgende købt også selve ejendommen, der i øjeblikket står tom og ubeboet, mens den afventer sin fremtidige skæbne.

Se flere billeder af familien Albertsen øverst på siden under menupunktet ’Vind i billeder’ -> ’Folk og fæ’.

– – –

Oktober 2021

De fleste med interesse for historie vil kende fornemmelsen af at tage på kirkegårdsvandring og lade fantasien få frit løb ved synet af de mange gravsten, navnlig de ældre af slagsen, hvis inskriptioner og tidstypiske udsmykninger i mange tilfælde vidner om de afdødes plads i samfundet, om barske skæbner og om enkeltpersoner, til hvem der knytter sig en interessant historie eller en særpræget livsform.

Én af de mere iøjnefaldende gravsten på Vind kirkegård er ‘Sarpsborgpigens’. Til hende knytter sig nemlig en historie, som først er blevet kendt efter hendes død -og i høj grad netop i kraft af gravstenen.

Elnor Malvine Syversen blev født den 22. november 1913 i byen Sarpsborg, små 100 km. sydøst for Oslo. At der ventede hende en fremtid i Danmark, var der ingen, der på dét tidspunkt kunne have forudset. Som ung pige skal hun i en del år have haft plads i huset hos en konsul i Sarpsborg, inden hun -formentlig kort efter 2. Verdenskrigs afslutning- flyttede til Oslo. Dér, i Oslo, befandt sig omkring samme tid en ung pige fra Vind, Agnes Mariane Pedersen (1919-2005) fra Blåkjærhus. De to unge piger knyttede venskab, og da det i 1950 blev tid for Agnes at vende tilbage til Danmark, valgte Elnor at rejse med. I Danmark blev Elnor inden længe introduceret for Agnes’ bror, Peder Emil Pedersen (1917-2007), og dermed var skæbnen beseglet: Året efter, den 4. september 1951 under et ophold i Oslo, blev parret gift.

De nygifte slog sig efterfølgende ned i Vestjylland, i Hedegård i Skjærk ved Aulum, hvor de i mange år drev landbrug, inden de senere flyttede til Holstebro. Elnor Malvine måtte tidligt indse, at hendes nye landsmænd var uvante med hendes norske fornavne, så i stedet valgte hun slet og ret at kalde sig Molly. 

Hvad tilsyneladende kun hun og Peder -sandsynligvis ikke en gang Agnes og med sikkerhed ingen andre i Peders familie- vidste, var, at Molly allerede et par år forud for sin ankomst til Danmark havde sat sig et spor her i landet, nemlig på havnen i Struer i skikkelse af bronzeskulpturen ‘Sarpsborgpigen’.

For forklaringen derpå skal vi tilbage til sommeren 1945…

Selv om levevilkårene i Danmark var svære både under og i tiden efter 2. Verdenskrig, så var det dog for intet at regne sammenlignet med situationen i Norge -her herskede der regulær hungersnød. Dette foranledigede en gruppe af borgere i Struer-, Holstebro-, Vinderup- og Lemvig-området til at iværksætte en fødevareindsamling til fordel for de sultende nordmænd. På bare en uge i juni 1945 blev der indsamlet 90 tons kartofler, 62 tons mel og gryn, 16 tons flæsk, 15 tons brød, 13 tons smør, 8,5 tons æg, 4 tons sukker, 2,5 tons pølser m.m., i alt mere end 200 tons, der blev afskibet fra havnen i Struer og sejlet til Sarpsborg.

De mange fødevarer blev modtaget med stor glæde og taknemmelighed i Norge. Sarpsborg og Struer blev venskabsbyer -hvilket de i øvrigt endnu er den dag i dag- og som tak for nødhjælpen ønskede Sarpsborg at skænke Vestjylland et varigt minde. I 1948 rejstes således på havnen i Struer en skulptur, som siden har været regnet for et af byens vartegn. Skulpturen, der er skabt og formet af den norske kunstner Kåre Orud (1914-1998), og som er kendt under navnet ‘Sarpsborgpigen’, forestiller en kvindefigur støbt i bronze, højt placeret på en granitsokkel. Hun har armene strakt i vejret og holder en måge mellem hænderne, mens hun angiveligt sender en tanke mod Sarpsborg: ‘Fly tanke på ny mod nord. Bær buddet fra bror til bror’.

Da Molly døde i 1983, og hendes gravsten efterfølgende blev rejst på kirkegården i Vind, hendes mands fødesogn, valgte Peder at lade stenen udsmykke med en gengivelse af Sarpsborgpigen. Først herefter blev det almindeligt kendt, at det tilsyneladende er Molly, der -dog muligvis som én af flere- i sin tid har stået model til skulpturen, der siden 1948 har haft sin plads på havnen i Struer.

Om tilblivelsen af ‘Sarpsborgpigen’ har Olav Orud, søn af skulptør Kåre Orud, i et senere interview berettet:

-Jeg kan ikke med sikkerhet bekrefte, at Molly Pedersen er modellen til ‘Sarpsborgpiken’, jeg kjenner ikke det navnet, men mye taler for, at hun kan være modellen, eller i hvert fall én av modellene. Å lage et såpass stort monument krever et omfattende arbeid gjennom flere stadier, fra den første vage idéen som kunstneren må prøve å rable ned på skitseblokken, arbeidet med komposisjonen og inngående anatomisstudier, før monumentet står på plass. Under dette arbeidet kan min far ha brukt flere modeller, deriblant Molly Pedersen. At de har kjent hverandre, er ganske sikkert!

Peder Emil Pedersen døde i 2007 og overlevede således sin hustru med næsten 25 år. Deres gravsten er endnu bevaret på Vind kirkegård.

– – –

September 2021

For mange i dag vil betegnelsen ‘indlandsklitter’ sandsynligvis være et ukendt fænomen. Indtil for få generationer siden kunne de imidlertid være af afgørende betydning for, om der kom mad på bordet eller ej, idet jordbrugerne langs Jyllands vestkyst år efter år kunne risikere at få deres høst helt eller delvist tilintetgjort af sandflugt. Fra midten af 1800-tallet iværksattes derfor en tilplantning af klitplantagerne langs kysten, og snart derefter begyndte Hedeselskabet og staten i forening at opkøbe store hede- og landbrugsarealer med henblik på beplantning af skov, der skulle forhindre sandbankerne i at vandre ind i landet. 

I Herning Folkeblad kunne 25. juni 1890 læses følgende:

‘Hedeselskabet har i denne Tid købt store Strækninger her i Vesteregnen til Tilplantning. Der er saaledes i den nordlige Del af Hover og den sydlige Del af Thorsted ved Ringkjøbing købt en Strækning af omtr. 2.500 Tdr. Land, deri indbefattet Gaarden Store Hoverdal. I Thorsted nord for Aaen er købt omtr. 760 Tdr. Land, og saa er der desuden købt en Strækning, som ligger dels i Ulfborg og dels i Vind, deri indbefattet Gaarden Straasø i Vind. Tilsammen er denne Strækning omtr. 2.200 Tdr. Land. Det er glædeligt, at der saaledes bliver taget fat paa Tilplantning af den store Masse ellers ubrugelige Hede.’

Siden er flere og større arealer tilkøbt, således Stråsø Plantage i dag dækker et område på i alt omkring 3.300 hektar. 

Takket være landskabsfotografier fra Stråsø fra begyndelse af 1900-tallet er det muligt at få et indtryk af, hvor store sandbanker -indlandsklitter- der inden den tid havde nået at lægge sig i området. Billederne er taget af lærer ved Stråsø Skole, Niels Peter Larsen Straasø (1873-1947).

Læs også beretningerne om statsplantør i Stråsø, Jørgen V. H. Tang (1869-1936) øverst på siden under menupunktet ‘Månedens billede 2014-2019’, hhv. januar 2015 og november 2018.

– – –

August 2021

I sidste måned bragte vi her på siden (se nedenfor, ’Månedens billede, juli 2021) et ungdomsbillede af brødrene Kjeld og Anders Kirkegaard.

Som nævnt i dén sammenhæng blev det Anders Kirkegaard (1905-1974), der overtog fødehjemmet Kirkegård (Fuglsangvej 2), mens Kjeld Kirkegaard byggede Vesterbo (Råstedvej 7). Ikke alene var de to brødre således i mange år hinandens naboer, deres hustruer var tillige søstre: Kjeld Kirkegaard blev i 1931 gift med Karen Johanne Kristine Nakskov (1903-1964), mens Anders Kirkegaard 10 år senere, i 1941, blev gift med Ingeborg Johanne Nakskov (1915-2008).

Nedenfor bringer vi et portræt af Kjeld Kirkegaard, bragt i Holstebro Dagblad i 1978 forbindelse med hans 75-års fødselsdag.

‘At åndelig, politisk og faglig interesseret medleven kan forenes i én og samme person kan vel være svært at fatte i moderne tid, hvor specialisering mere og mere trænger sig frem.

Den danske bondestand har ikke desto mindre i vort århundrede fostret mange personligheder, hvor denne treklang er til stede.

Det er nogle af de tanker, der melder sig, når man taler med fhv. gdr. Kjeld Kirkegaard, Bredgade 7, Vildbjerg, tidligere Vind, der mandag den 11. september fylder 75 år.

-Jeg kan vist godt sige uden overdrivelse, at jeg har kendt alle hjem i Vind gennem en lang årrække ved de hverv, der er blevet mig betroet. Jeg er blevet mødt med venlighed, hvor jeg er kommet og er blevet behandlet pænt, siger Kjeld Kirkegaard.

Der tales meget om miljø og om at komme hinanden ved. Talte man også om det i Vind?

-Det var nok mere det, at det gamle sognefællesskab lever stadig, og at vi kan snakke sammen alle sammen. Det skal da siges, at jeg har haft min plads i kirke og missionshus, og at jeg var med i det menighedsråd, der gennem lang tid planlagde restaureringen af Vind kirke og lagde penge til side år efter år til det formål, og vi synes, at vi fik et godt resultat ud af den restaurering.

Kjeld Kirkegaard er født i ’Troldtoft’, men kom allerede som et-årig til ‘Kirkegård’ i Vind og på Kirkegårds jord fik han sin egen gård, ’Vesterbo’, som han drev fra 1931 til 1961.

-Oprindeligt byggede vi på 36 tdr. land og fik desuden syv tdr. land eng fra Kirkegård. Siden har jeg købt hede til og var oppe på 96 tdr. land. En del hede fik jeg pløjet, og noget plantede jeg skov på. Men senere er en del af heden solgt til urfuglereservat i Vind, så der var ca. 50 tdr. land til gården, da vi i 1961 solgte den til Sv. Aa. Lauritsen.

Det var det sortbrogede kvæg, der var i fokus i Vind?

-Ja, jeg var i en årrække fodervært for Vind Kvægavlsforenings tyre. Det var en skøn tid, og selv om vi ikke i begyndelsen var stemt for det, var det det rigtige, at det jyske og det hollandske kvæg blev sluttet sammen i en SDM-forening (Sortbroget Dansk Malkerace).

I politik har Kjeld Kirkegaard haft et fast ståsted i Venstre. Han var i mange år formand for vælgerforeningen og blev ved sin afgang for få år siden udnævnt til æresmedlem.

Hvordan ser en 75-årig venstremand på den regeringsdannelse, vi nu har fået? (Anker Jørgensens SV-regering).

-Jeg ser det som noget meget positivt med denne samarbejdsvilje, og det er mit håb, at det må få lov at køre videre.

I sin ungdom måtte Kjeld Kirkegaard skiftes med sin bror til at være hjemme som karl på Kirkegård, men han fik dog lejlighed til at se andre skikke og var desuden en vinter elev på Tommerup Højskole.

-Som sagt byggede vi her i 1931, og samme år blev jeg gift. Min afdøde hustru, der var fra Lolland, hed i sin ungpigedage Karen Nakskov. Hun havde familie i Holstebro og kom derved til Vestjylland. Da vi solgte gården, købte vi den nedlagte stationsbygning i Vind, men allerede i 1964 døde min hustru. Vi havde postindleveringssted, som vi passede, indtil postbilerne kom i gang.

Kjeld Kirkegaard har haft en lang række tillidshverv. Fra 1946 til kommunesammenlægningen i 1970 var han medlem af Vinding-Vind sogneråd og var desuden medlem af sammenlægningsudvalget. Han var sognefoged og pantefoged fra 1954 til sognefogedstillingerne i halvfjerdserne blev nedlagt. Samtidig var han lægdsmand og en overgang kommunal pantefoged.

I 1951 blev han vurderingsmand i ’Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger’, en stilling han beklædte i ca. 25 år. Desuden har han været i bestyrelsen for Ulfborg-Hind Herreds Løsørebrandkasse i mere end 25 år, og fra begge brandforsikringer har han modtaget hædersbevisninger i form af bægre for sit lange virke.

Han har desuden været medlem af menighedsrådet i Vind i fire perioder og dertil kirkeværge og kasserer. Han har været medbestyrer af Holstebro Banks Sørvad-filial i 10 år og revisor i Vinding-Vind sygekasse.

Et særligt kapitel er Hjemmeværnet, hvor han stadig står til rådighed efter næsten 30 års medlemskab. I 1974 modtog han her den særlige medalje, der er godkendt af Dronningen, i anledning af 25-årsdagen for Hjemmeværnets start og som et tegn på hans eget medlemskab gennem 25 år.

For knapt tre måneder siden flyttede Kjeld Kirkegaard fra Vind til Vildbjerg, hvor han nu har en lejlighed.

-Jeg har jo nu været ene i 14 år, og det kan have sine vanskeligheder at blive ved med at holde hus og have. Derfor er jeg glad for lejligheden, jeg har fået. Jeg er så heldig, at mine børn gerne tager mig med ud på rejser rundt om i Europa, og det har jeg haft megen glæde af. Min datter Ingrid er gift med murermester Thusholt i Hjerm, og min søn, Jens Jørgen, der er repræsentant, og hans kone Else bor i Viborg. Og så har jeg fire børnebørn, der er mig til megen glæde.

Et par gange har Kjeld Kirkegaard taget på flyvetur til Canada til sin svoger og svigerinde, og han har bl.a. i sommer haft genvisit fra Canada, så den aktive fødselar har ikke besvær med at få tiden til at gå.’

Karen og Kjeld Kirkegaard ligger begravet på Vind kirkegård. Det samme gør også datteren Ingrid Thusholt (f. Kirkegaard, 1949-2009) og hendes ægtemand Arne Thusholt (1943-2005).

– – –

Juli 2021

Billedet herover, der må vurderes at være taget omkring 1920, viser brødrene Anders og Kjeld Kirkegaard i færd med at hakke roer i marken ved Kirkegård (i dag Fuglsangvej 2).

Anders Kirkegaard (1905-1974) og Kjeld Kirkegaard (1903-1983) var sønner af gårdmand Karl Kirkegaard (1872-1952) og hustru Karen Kirkegaard (f. Kjeldsen, 1877-1956). Anders Kirkegaard overtog senere sit fødehjem efter forældrene, mens Kjeld Kirkegaard på en udstykket parcel lige umiddelbart nordvest for Kirkegård byggede Vesterbo (i dag Råstedvej 7). 

Se flere billeder af familien Kirkegaard øverst på siden under menupunktet ‘Vind i billeder’ -> ‘Folk og fæ’ og læs om Kirkegårds historie øverst på siden under menupunktet, ‘Månedens billede 2014-2019’, januar 2018.

– – –

Juni 2021

Edvard Søndergaard Bendtsen (1920-2003) blev født i Søndergård i Vind som ældste søn af gårdmand, senere sognefoged Diderik Bendtsen (1884-1954) og hustru Mette Katrine Agerfeld Bendtsen (f. Jespersen, 1887-1950). Diderik Bendtsen, der oprindelige var fra Naur, havde overtaget Søndergård fra sine svigerforældre i 1919 i forbindelse med sit bryllup med Mette Katrine, der ligeledes var født i Søndergård.

Mens begge Edvards brødre forblev i Vind og her stiftede familie, hhv. Niels Bendtsen (1922-2003) i Søndergård og Sigurd Bendtsen (1925-1995) i Nyholm, så søgte Edvard tidligt hjemmefra. Først nogle år som købmand nær Ikast og siden i en lang årrække som en af Hernings førende bilforhandlere. Sin ægtefælle hentede han dog hjemme i Vind – og faktisk var hun ikke længere væk end på den anden side af markskellet, nemlig på nabogården Meldgård: Johanne Meldgaard Poulsen (1922-2010), datter af gårdmand Poul Christian Spaabæk Poulsen (1892-1988) og hustru Jensine Poulsen (f. Kjeldsen, 1884-1962). Brylluppet mellem Edvard og Johanne stod i Vind Kirke i efteråret 1946, og siden kom tre børn til, først tvillingedøtrene Inger og Lis og nogle år senere sønnen Poul Erik.

Nedenfor gengives en artikel om Edvard Bendtsen, som blev trykt i Herning Folkeblad i oktober 1990 i anledning af hans forestående 70 års-fødselsdag:

’I tyverne gik en lille dreng ved navn Edvard rundt i Vind sogn og drømte om biler. Han ville så gerne være mekaniker. Men da han kom ud af den stråtækte, var det umuligt at finde en læreplads. I stedet lyttede han til et godt råd fra direktøren på Holstebro Motorcompagni: ”Tag du dig en købmandsuddannelse, dén kan du altid bruge”.

Som sagt, så gjort!

På onsdag fylder Volvo-Renault-forhandler, direktør Edvard Bendtsen, Rugvænget 9, Herning, 70 år.

Drengedrømmen om at få med biler at gøre gik i opfyldelse, og købmandsuddannelsen viste sig at komme ham til gavn. Om ti dage kan han nemlig tilmed fejre sit 35 års-jubilæum som Volvo-forhandler, og i de 35 år har han nået at sælge 18.300 biler.

Men først blev han købmand i Over Isen ved Ikast, inden han var så heldig at få en plads som sælger hos Ørum P. i Herning, der som GM-forhandler solgte Opel, Vauxhall og Chevrolet.

”Skulle man i gang, så skulle det være nu”, siger Edvard Bendtsen i dag efter 35 år.

Han startede som underforhandler, men blev allerede året efter autoriseret forhandler.

”Herning viste sig at blive et fantastisk distrikt med stabile og meget trofaste kunder”, siger bilbranchens nestor i Herning. Han er ikke blot byens ældste aktive automobilmand, men Edvard Bendtsen A/S er også byens ældste bilforretning.

I starten handlede man både med traktorer, personbiler og lastvogne. Det var nemmest at have med personbiler at gøre, for i de år købte mange mennesker deres første bil. Så skulle man af gode grunde ikke tage noget i bytte. Det var en festlig tid, for det var en fest for mange at købe den første bil.

Et anderledes handelstalent skulle man have, når man solgte en traktor. Hestene skulle som regel tages i bytte, og så var det en god idé at alliere sig med en god hestehandler, så man kunne finde frem til den rigtige byttepris -og så ingen af parterne følte sig snydt.

Da det hele var kommet i gang, var vi fem-seks mand om det hele og ikke at forglemme min kone, der altid har været en fantastisk støtte, siger en taknemmelig Edvard Bendtsen.

Snart kom de glade tressere, hvor bilerne var solgt, længe før de kom hjem. I dag er bilbranchen nede i en bølgedal, men som det lyder optimistisk fra fødselaren: ”Så kan det da kun gå fremad!”

Han finder det dog lidt besynderligt, at der i velfærdslandet Danmark kun sælges 15 nye biler årligt pr. 1.000 indbyggere, mens man i udviklingslandet Portugal sælger 18 biler pr. 1.000 indbyggere. Og i Tyskland er man helt oppe på 46.

”Jeg har altid sagt, at man skulle holde, når man bliver 70”, siger Edvard Bendtsen” Sønnen Poul Erik, 38 år, kom hjem i firmaet for godt syv år siden, og i al ubemærkethed er han her i sommer blevet eneaktionær i Edvard Bendtsen A/S med sin far som bestyrelsesformand

Og det er i høj grad en arbejdende bestyrelsesformand, der beholder sit kontor på Viborgvej, og som stadig kan sælge en bil.

”Ja, det kan jeg da,” siger Edvard Bendtsen, men indrømmer, at han spørger en af de yngre, når bytteprisen skal bestemmes.

Firmaet, han nu har overdraget til sin søn, har 55 ansatte og en omsætning på et tre-cifret millionbeløb.

”Men det hele kunne slet ikke have gået uden alle de gode medarbejdere, vi har haft i årenes løb. Dem skylder jeg en stor tak,” siger Edvard Bendtsen,

”Hver alder har sin charme, og jeg kan i hvert fald skrive under på, at alderen omkring de 70 ikke er den mindst skønne,” siger han.

Han vil nu prøve at få tid til noget af alt det, der ikke har været tid til før. Han vil tage en stak bøger med i sommerhuset, måske tage en ekstra rejse sydpå og ikke mindst glæde sig over, at de tre voksne børn bor i Herning, at han har tre dejlige svigerbørn og ikke mindst seks dejlige børnebørn i alderen fra et halvt år og op til 18.

Og han vil også se, om der kan blive lidt mere tid til at køre sig en tur.

Edvard Bendtsen har stadig sin første Volvo PV444, indregistreret i 1956.

”Nyvognsprisen var 18.165 kr., og det var mange penge dengang! Men jeg havde den nu lidt billigere,” indrømmer Edvard Bendtsen med sin karakteristiske beskedenhed.’       

– – –

Maj 2021

Som det er tradition her på siden, kaster vi hvert forår et blik på årets 25 års-, 50 års- og 75 års konfirmandjubilarer, i år således konfirmander fra Vind fra hhv. 1996, 1971 og 1946. 

1: Sognepræst Morten Mouritzen
2: Anette Hollesen, Sandfær
3: Katrine Pedersen, Blåkjærhus
4: Johnny Jensen, Ny Skold
5: Marie Sand Enevoldsen, Vind by

1: Valgmenighedspræst Claus Helsbøl
2: Mia Lundby Kragelund, Vinding
3: Thilde Kjeldsen, Vinding
4: Karin Kragelund, Vinding
5: Karina Stjernholm Jensen, Vind
6: Gitte Højmark Pedersen, Aulum
7: Morten Østergaard Jacobsen, Vinding
8: Britta Pedersen, Aulum
9: Trine Langfeldt Hagen, Aulum

  1: Sognepræst Frederik Olesen Sigh (1907-1996)
  2: Lilly Solveig Svendsen (g. Falsig), Blåbjerghus
  3: Susan Mikkelsen, Højbjerg
  4: Karin Østergaard Sørensen, Højgård
  5: Mona Jakobsen, Hedebo
  6: Lis Jacobsen, Virkelyst
  7: Lisbeth Fyrstenborg, Vind by
  8: Carsten Thusgaard Mathiasen, Vind by
  9: Karsten Andersen, Øster Spartoft
10: Max Fast Nielsen, Nyholm
11: Finn Rosenkvist Nielsen, Vind by
12: Else Andersen, Katborg
13: Helen Hoffmann Hansen, Laulund
14: Lisbeth Evelyn Pedersen, Vind by
15: Niels Karl Frydendal, Frydendal
16: Bent Jan Poulsen, Flidsminde
17: Gerhardt Plougmann Nielsen, Østergård
18: Peder Nørregaard, Nr. Vindgab

1: Valgmenighedspræst Knud Sørensen (1923-1989)
2: Britta Bang
3: Anni Larsen
4: Hans Andersen
5: Mogens Knudsen, Sørvad
6: Evan Østergaard Jacobsen, Vinding
7: Carsten Fihl Hedegaard Nielsen, Vejvad
8: Alfred Jensen

Arkivet ønsker hjælp til præcisering af, hvorvidt nr. 2, 3, 4 og 8 var hjemmehørende i Aulum, Vinding eller Vind.

  1: Dagny Albertsen (g. Adamsen, 1931-2008), Damtofthus
  2: Inger Ravnsbæk (g. Damtoft, 1932-1989), Bakkehus
  3: Margrethe ‘Grethe’ Troldtoft Jensen (g. Pedersen, 1932-2014), Røjkjærgård
  4: Rosa Jensen, Bak
  5: Anna Mikkelsen (g. Jacobsen), Højbjerg, senere Virkelyst (gift med nr. 12)
  6: Ernst Jacobsen, Ny Skold
  7: Erik Jensen, Trækris
  8: Anders Aage Halkjær (1931-2023), Vind Stationsby
  9: Laurids Kristian Damgaard, Grundflod
10: Andreas Peter Brunsborg Nielsen (1932-2011), Vind Stationsby
11: Svend Stjernholm Pedersen (1931-1998), Rishøj
12: Verner Roslev Jacobsen (1932-2022), Gl. Skold, senere Virkelyst

-også konfirmeret i 1946, men af ukendt årsag ikke med på billedet: Johanne ‘Hanne’ Dorthea Andersen (g. Jensen), Spartoft

Som det ses, råder arkivet desværre kun over en sløret og tillige beskadiget kopi af billedet fra 1946. Såfremt nogen skulle have billedet liggende i bedre kvalitet, hører vi meget gerne nærmere.

Valgmenighedens konfirmander blev så vidt vides ikke fotograferet i 1946.

Fra sognemenigheden konfirmeres i år den 30. april Lærke Hedegaard Frederiksen og Asta Elisabeth Vrist Gammelvind -og den 14. august Julius Bøge-Olesen, Mia Bødker Hald og Frida Koustrup.

Fra valgmenigheden er der i år ingen konfirmander fra Vind.

– – –

April 2021

Billedet herover er taget bag Stråsø Skole i tiden lige op til Første Verdenskrig, formentlig af lærer Niels Peter Larsen Straasø (1873-1947), der som ivrig og flittig fritidsfotograf havde eget fotografiapparat -noget endnu kun ganske få privatpersoner havde på dén tid. Midt i billedet står hans hustru, Kirsten Larsen (f. Frederiksen, 1883-1958) og foran hende deres ældste søn, Lars Erik Bernhard Larsen Straasø (1910-1981). Som det ses, er ikke alene nabokonerne mødt op for at hjælpe til med vasken, også skolens elever har for en stund forladt skolebænkene for at kunne være med på billedet.

To spørgsmål, vi aldrig får besvaret: Hunden, som kvinden yderst til højre står med i sine arme -er dén mon på vej i baljen med vand og sæbespåner? Og skoledrengen i baggrunden -hvorfor står han med et gevær?

– – –

Marts 2021

Ovenstående billede er taget omkring 1940 nær Fuglsang Bro i Stråsø. I forgrunden ses Fuglkær Å og vandmøllen, der var blevet bygget dels for at kunne producere elektricitet til ejendommen Fuglsang i baggrunden, dels for at kunne oplade akkumulatorer til sognets øvrige beboere, eksempelvis til brug i radiomodtagere. Hvem kvinden er, vides desværre ikke.

Ejendommen Fuglsang overgik i december 1942 til staten, idet sidste privatejer, Christian Alfred Andersen (1914-1987) da solgte ejendommen til landsbrugsministeriet, som herefter udlejede den til skovens ansatte. Allerede halvandet år senere nedbrændte den imidlertid. Den 28. april 1944 kunne man i Holstebro Dagblad læse følgende:

‘Falck i Holstebro blev i Eftermiddag ved godt 14-Tiden tilkaldt til Fuglsang i Vind, hvor der, antagelig som Følge af Gnister fra Skorstenen, var opstaaet Ild i Bygningerne, der bestaar af Stuehus og to Udlænger.

Fuglsang, der tilhører Staten, beboes af Aspirant E. Jacobsen. Der er hverken Kreaturer eller Korn paa Gaarden.

Man regner ikke med i den stærke Blæst at kunne redde nogen af Gaardens Bygninger’.

-og dagen derefter videre:

‘I Gaar Eftermiddags opstod der -som meddelt i største Delen af Oplaget i Gaar- Ild i Statsejendommen Fuglsang i Vind. Ilden opstod i Straataget paa Loftet, antagelig fra en Gnist fra Skorstenen. Ejendommen bebos af en Skovløber. Hans Kone var alene hjemme, da Ilden opstod. Hun fik Falcks Brandvæsen fra Holstebro alarmeret, men da det naaede frem, var Ejendommen, der bestaar af tre straatækte sammenbyggede Længer, omspændt af Flammerne. Det lykkedes kun at redde en Smule Gangtøj. Alt Indboet brændte. Dyrene reddedes med Undtagelse af en Gris og nogle Høns.

I den stærke Storm forplantede Ilden sig til et Hedeareal. En Tid var en Plantage stærkt truet, med det lykkedes ved energisk Indgriben fra Brandvæsenet at begrænse Ilden til Hedestykket, hvoraf der brændte nogle Tønder Land’.

Som det fremgår af billederne, var der rigtignok tale om tre sammenbyggede længer, sådan som det beskrives i avisnotitsen, dog var de tydeligvis ikke alle stråtækte. Fuglsang blev ikke genopbygget efter branden i 1944 og eksisterer således ikke længere.

Læs eventuelt også om Fuglsang øverst på siden under menupunktet ‘Vind i billeder’ -> ‘Vi behøver din hjælp…’, oktober 2017.

– – –

Februar 2021

Efter snart et år uden fællesarrangementer i Vind og med udsigt til i 2021 at måtte undvære den årlige fastelavnsfejring, har vi været en tur i arkivets fotosamling og fundet et billede fra dengang, fastelavn hvert år blev afholdt ved den gamle sognegård -enten udenfor på forpladsen eller indenfor i salen. Desværre kender vi ikke det præcise årstal, men det er formentlig fra første halvdel af 1990’erne.

– – –

Januar 2021

At det danske postvæsen er næsten 400 år gammelt, kommer muligvis bag på mange -især måske i betragtning af, at frimærket først blev lanceret i Danmark i 1851.

Det var Kong Christian den Fjerde, der med sin ‘Forordning om Post-Budde’ i 1624 grundlagde postvæsenet. Blot ni postruter blev der oprettet, heraf København-Hamborg som den vigtigste. Hér blev forsendelser fragtet i hestevogn, senere af særlige postryttere, mens der på de øvrige ruter blev indsat fodbude, der undervejs på deres lange vandringer blev anvist natlogi eksempelvis på kroer og i gæstgiverier.

De første knap 100 år havde postvæsenet private ejere, dels adelsfolk, dels nogle af landets førende handelsmænd, inden driften og ejerskabet i 1711 overgik til staten.

På dén tid og i mange år derefter var nyhedsformidling, herunder udbringning af aviser, en af postvæsenets vigtigste funktioner. Dette afspejles også tydeligt i avisernes dengang alt andet end mundrette navne, eksempelvis ‘De til Forsendelse med Posten allene priviligerede Kiøbenhavnske Tidender’ og ‘Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter priviligerede Berlingske Politiske og Avertissementtidende’. Posthusene udviklede sig med tiden til regulære mødesteder for både lokalbefolkning og for rejsende, når der skulle udveksles nyheder.

I 1860 blev der indført landpostruter -men fortsat kun med udbringning til fods. Først oppe i 1900-tallet indførtes der nemlig kørende udbringning, først hestetrukken og siden motoriseret. I 1847 var den første danske jernbanestrækning blev indviet, og i de næste halvanden hundrede år, helt indtil Storbæltsbroens indvielse i 1997, spillede jernbanen en helt central rolle i transporten af breve og andre forsendelser på tværs af landsdele. 

Som bekendt sendes der i dag færre og færre breve, idet elektronisk korrespondance vinder større og større indpas. Alligevel viser postvæsenet sig igen og igen at være i både politikernes, mediernes og befolkningens søgelys, når der skal uddeles øretæver. Og på dét punkt synes situationen ikke at have været meget anderledes for 100 år siden -slet ikke i et tyndt befolket landsogn som Vind, hvor der tydeligvis har været meget at ønske sig, når det kom til udbringning af post.  

Netop dét fik ved forrige århundredes begyndelse lærer ved Stråsø Skole, Carl Rasmussen (1879-1931) til at fare i blækhuset og indrykke et læserbrev i Holstebro Dagblad. Artiklen gengives nedenfor, som den blev bragt den 10. april 1902 -med oprindelig formulering og retstavning.

‘Tillad mig, Hr. Redaktør, i nedenstaaende Linier gennem Deres ærede Blad at besvære mig over Postordningen i den vestre Del af Vind Sogn. Jeg skal ganske vist gerne indrømme, at det er en indviklet Sag at forsøge at sætte udensognsboende ind i vort Postvæsens Mysterier: det skal  – desværre – paa Forhaand være indrømmet.

Vort Postvæsen har en Vinterordning og en Sommerordning med Hensyn til Postomdelingen, og hver Postdag hele Aaret rundt ankommer til et Postskur ved Vind Skole en Landpost fra Holstebro Kl. ca. 2 Eftermiddag. I Skuret mødes han med to Landposter fra Vind Sogn og udveksler Postsagerne med disse. Nu er man omtrent inde i Situationen, og lad os saa se lidt paa Vinterordningen.

Vind Sogns Posterne har om Formiddagen tilbagelagt deres Ture og har der udbragt deres Dagen i Forvejen i Skuret modtagne Breve og Aviser. Samtidig har de paa deres Formiddagstur modtaget Breve til Viderebesørgelse. Disse kommer altsaa til Holstebro samme Aften, de er afsendte.

Tænker man sig, at en Mand i Vind Vestersogn skal meddele et Torsdag Eftermiddag indtruffet Dødsfald til en Mand i f. Eks. Nordjylland, og at han ønsker sammes Tilstedeværelse ved Begravelsen, da tager det omtrent seks Døgn med Posten at faa Besked, om vedkommende Nordjyde kan komme med det af Vindboen bestemte Tog. Det lyder ganske mærkeligt, men er ikke desto mindre sandt. Enhver vil kunne regne det efter selv. Kan Nordjyden ikke komme med et af Vindboen nærmere bestemt Tog, maa man have Telegrafapparatet i Gang eller ogsaa rejse selv. Selv om Brevet nu ogsaa er gaaet saa hurtigt som mulig, hvad Garanti har man saa for, at Holstebropostbudet faar det afleveret den Dag, han modtager det. Næste Dag er der gaaet en Uge.

Men lad os tage det gunstigste Tilfælde. Ved dette kan en Brevveksling i Anledning af det før som Eksempel omtalte Dødsfald tilendebringes paa fire Døgn.

Ved 1. April indtræder en Forandring i Postomdelingen. Vi skifter da om saaledes, at vi i Tiden April-November faar den fra Holstebro kommende Post samme Dag, den afgaar fra Holstebro; men til Gengæld maa vore Breve ligge en Dag over i Vind. Altsaa ingen Forbedring!

Det er ret mærkeligt, at disse Forhold, som man jo dog maa betegne som forældede, ikke forlængst er ændrede, og det er ret karakteristisk for Ledelsen af vort Postvæsen, at det kan se paa, at Steder paa Landet har Postomdeling tre Gange daglig, uden at gøre noget for Forbedring af saadanne  slet ordnede Forhold som de nævnte i Vind Sogn.

Det er naturligt, om Folk kan finde det at være Misbrug af Statens Penge, naar der ydes Tilskud fra Staten efter Regelen: ”Hvo, som har, skal gives”, og det er mærkeligt at høre Tale om en Omordning af hele Landets Post- og Jernbaneforhold, for at Posten fra det sydlige Udland kan naa Gøteborg og Kristiania  nogle faa Timer før, end Tilfældet er i Øjeblikket, saa længe vi i vort eget Postvæsens Indretning finder uforsvarlige Forhold.

Nu ved jeg vel, der kan gøres den Indvending, at det er kun faa Mennesker, der har Gavn af en Omordning af Postomdelingen i Vind. Men jeg tillader mig at mene det modsatte. Ikke alene vi selv, men hvert eneste Medlem af Samfundet er interesseret i, at der tilvejebringes den bedst mulige og hurtigst mulige Forbindelse med Omverdenen – selv med os Vindboere. Og det er umaadelig let at tilvejebringe en mere tidssvarende og vistnok ogsaa billigere Postordning for Vind Sogn. Krymper man sig ved Tanken om at komme ud af de vante Folder og for at tage fat paa en Smule Omordning som den i Vind, hvor meget mere da ikke for den store, radikale omordning af hele Landets Post- og Jernbanevæsen. Er vi hidtil af Staten i Henseende til Postvæsen blevne stedmoderlig behandlede, maa Uretten afhjælpes snarest.

Og De, Hr. Redaktør, maa virke for, at Vi Vindboere kan læse vort kære Holstebro Dagblads Fredagsnummer Lørdag Middag i Stedet for Mandag Middag om Vinteren. Om Sommeren kan vi knapt faa Tid til at læse den.

Med Tak for Optagelsen.’

Om lærer Rasmussens læserbrev var årsagen, er nok tvivlsomt, men få år senere ændredes faktisk landpostbudenes ruter, således posten ikke længere var så længe undervejs som tidligere. Holstebro Dagblad den 31. januar 1910: 

‘Fra i Morgen begynder den kørende Postforbindelse mellem Holstebro og Vind Kirkeby. Landpost P. Pedersen, Vestertoft, overtager Kørselen og beholder desuden sin nuværende Postrute, som kommer til at hedde Vind-Sandfær i Stedet for Røjkjær-Sandfær. Beboerne opnaar ved den nye Ordning at faa Posten saa betids, at de kan naa at afsende Svar paa den modtagne Post samme Dag.’

-og som resultat heraf var der nu ikke længere behov for det lille posthus ved den gamle skole, hvor postbudene hidtil var mødtes og havde udvekslet post. Holstebro Dagblad den 4. april 1910:

‘Posthuset i Vind blev i Fredags solgt ved Auktion for 5 Kr. 50 Øre. Med Huset fulgte Inventar saasom Bord, Stole m.m. Huset, der var noget enestaaende i sit Slags, opførtes for en Del Aar siden af Kommunen til Brug for Landposterne i Vind, hvor de samledes og udvekslede Postsagerne. Nu er Huset imidlertid bleven overflødig ved den ny, kørende Postrute til Vind. Snart vil dette Minde fra svundne Dage være borte. Det var næppe heller tidssvarende længere.’

Desværre findes der så vidt vides ingen billeder af posthuset i Vind. Læs eventuelt i stedet beretningen om den omtalte landpost, Peder Pedersen (1871-1955) øverst på siden under menupunktet, ‘Månedens billede 2014-2019’, juni 2017.

– – –

December 2020

Billedet herover viser Holstebrovej, som den så ud i slutningen af 1930’erne. Forrest genkendes Niels Mourids Halkjærs købmandsforretning og ved siden af dén mejeriet med den høje skorsten. I baggrunden ses, hvad der i mange år var kendt som ‘æ post hans hus’. Faktisk var der indrettet to boliger i ejendommen. I den ene ende, nærmest kameraet, boede landpost Bertel Bertelsen med sin familie. I den anden, fjernest kameraet, havde Christian Refstrup Gravesen -bror til senere købmand Erik Refstrup Gravesen- indrettet forretning, hvorfra der solgtes blandt andet tobak, konfekture og cykeludstyr.

– – –

November 2020

For enhver familie er det forbundet med glæde og stolthed at kunne præstere fire generationer på samme billede -således også for familien Jacobsen, Troldtoft og Jensen.

Forrest sidder Mette Kirstine Jacobsen (f. Pedersen, 1849-1942), i sin samtid også kendt som ‘Stine Vinge’, enke efter husmand i Sofiedal, Niels Marinus Jacobsen (1836-1920). Ved hendes side står oldebarnet Margrethe ‘Grethe’ Troldtoft Jensen (g. Pedersen, 1932-2014). Bag dem står til venstre Maren Margrethe Troldtoft (f. Jacobsen, 1877-1973), gift med gårdmand i Troldtoftgård, Mourits ‘Moust’ Troldtoft (f. Jensen, 1870-1951), og til højre hendes ældste datter Karen Jensen (f. Troldtoft, 1904-1993), gift med gårdmand i Øster Skovgård og senere i Røjkærgård, Anders Jensen (1899-1991). 

Læs eventuelt om Sofiedal længere øverst på sides under menupunktet ‘Månedens billede 2014-2019’, november 2017, og om hhv. oldemor og bedstemor øverst på siden under menupunktet ‘Jeg husker dengang, da…’ -> hhv. ‘Mette Kirstine Jacobsen (1849-1942)’ og ‘Maren Troldtoft (1877-1973)’. Under menupunktet ‘Vind i billeder’ -> ‘Folk og fæ’ vil desuden kunne findes flere billeder af familien Jacobsen, Troldtoft og Jensen.

– – –

Oktober 2020

Ovenstående billede viser otte unge Vind-piger, fotograferet i Sogne- og Hjemmeværnsgården i slutningen af 1960’erne. Fra venstre ses: Karen Barbesgaard Præstholm fra Vestertoft, Karen Margrethe ‘Grethe’ Kirkegaard fra Kirkegård, Janne Frydendal (g. Kirkegaard) fra Frydendal, Poula Nielsen fra Vester Spartoft, Tove Agnete Andersen (g. Pedersen, 1945-2001) fra Østertoft, Elly Bækdahl Pedersen fra Tolstrup, Annelise Kirkegaard (g. Hansen) fra Kirkegård og Ellen Elisabeth Svendsen (g. Kruse) fra Blåbjerghus.

– –

September 2020

I sidste måned (‘Månedens billede, august 2020’) kunne man her på siden læse beretningen om pastor Peter Blicher (1876-1958), der var født og opvokset i ‘Toftsminde’ i Vind, og som siden udvandrede til Amerika, hvor han i mange år havde virke som præst for skiftende skandinaviske menigheder.

I denne måned fortæller vi historien om hans yngre bror, Jens Peder Thinus Christensen (1890-1921), ligeledes født i Toftsminde, søn af husmand og blikkenslager Peder Christensen Toft (1840-1907) og Ane Margrethe Christensen (f. Pedersen, 1847-1932).

Jens Peder Thinus Christensen var blot 4-5 år gammel, da han i midten af 1890’erne sammen med sin mor udvandrede til Amerika, hvortil hans ældre søskende allerede var rejst og ventede dem. Fordi han ikke var ældre ved afrejsen fra Danmark, nåede han ikke at sætte sig spor i Vind. Til gengæld lykkedes det ham allerede i en tidlig alder at skabe sig et navn i Amerika -og tilmed at nå forsiderne på mange amerikanske aviser. Det sidste dog grundet omstændighederne omkring hans dramatiske død.  

Jens Peder Thinus Christensen, der i Amerika gik under navnet ‘James Thinus Christensen’ eller slet og ret ‘Tinus Christensen’, tilbragte sin opvækst sammen med sin mor og sine ældre søskende i den danske koloni i byen Blair i staten Nebraska. Blandt dén tids store nye landvindinger var luftfarten, og Tinus Christensen har tilsyneladende allerede i en tidlig alder drømt om en fremtid i de højere luftlag, for efter endt skolegang søgte han ind på Curtiss Flying School i Newport News i staten Virginia. Her klarede han sig så godt, at han efter kun få år -under Første Verdenskrig- blev tilbudt en stilling som flyinstruktør inden for det amerikanske militær.

Da den amerikanske kongres i 1918 tillod åbningen af den første luftpostrute i Amerika, strækningen New York-Washington, og der snart derefter udvidedes med flere andre ruter, var Tinus Christensen blandt de første til at sætte sig bag styrepinden. Hvor breve og forsendelser hidtil havde været både dage og uger undervejs på landjorden, kunne de nu nå frem samme dag, og der skulle ikke komme til at gå lang tid, før Tinus Christensen blev kendt som en af de dygtigste inden for sit erhverv. I december 1920 slog han således den hidtidige tidsrekord, idet han på bare fem-en-halv time tilbagelagde ruten Chicago-New York -en strækning på 741 miles, svarende til knap 1.200 kilometer.

Luftfart var dog på dén tid et særdeles risikobetonet erhverv, kendetegnet ved en meget høj dødelighed: Af Nebraskas første 40 luftpostpiloter omkom ikke mindre end 31 i aktiv tjeneste ved nedstyrtning! Det var sparsomt med navigationsudstyr, og radiokontakt mellem fly og landjord fandtes endnu ikke -i en eventuel nødsituation var piloten således helt og holdent overladt til sig selv og sin skæbne.

Tinus Christensen var i mellemtiden i 1919 blevet gift med Lena McEwers Davis (1890-1977), da han i foråret 1921 blev tilbudt at kunne overtage luftpostruten Chicago-Cleveland, en strækning han efter sigende selv havde ønsket at få lov at flyve. Ulykkeligvis skulle det vise sig, at den også blev hans død: Allerede på den første flyvning den 29. april 1921 gik det galt. Motorproblemer tvang Tinus Christensen til at forsøge at nødlande i Cleveland, men kombinationen af dårlig sigtbarhed og manglende lokalkendskab besværliggjorde landing, og øjenvidner på landjorden kunne blot se til, mens han kredsede hen over byens tage i sin søgen efter et passende sted at lande. Han har formentlig været bevidst om, at en landing midt i den travlt befærdede storby med høj sandsynlighed ville koste civile liv, og til sidst så han ingen anden udvej end at forsøge at lande på et jernbaneterræn lidt uden for byen. Desværre endte det fatalt -flyet styrtede til jorden og eksploderede i et flammehav. Tinus Christensen blev dræbt på stedet!

Tinus Christensen fik, hvad der må beskrives som en heltebegravelse. Aviser rapporterede efterfølgende, at op imod 10.000 havde deltaget i begravelsen samt i de mindehøjtideligheder, der blev afholdt i dagene før og efter. Selve begravelsen fandt sted på kirkegården i Blair, hvor hans gravsten endnu kan ses –meget iøjnefaldende derved, at den på toppen bærer en flypropel.

– – –

August 2020

I Vind Kirke hænger lidt afsides en mindeplade med tre navne, som vel nok de færreste i dag kender eller kan relatere til Vind: Pastor Peter Blicher, hans hustru Anna og deres søn Hans Jensen Blicher.

Hvem var de, og hvad er historien bag mindepladen?

Peter Blicher Christensen blev født i Vind i 1876 i ejendommen, der på dét tidspunkt hed ‘Trækrishus’, men som siden slutningen af 1800-tallet har været kendt som ‘Toftsminde’ (Skjernvej 201), og som ligger i den allernordligste del af Vind sogn nær skellet til Vinding og Nørre Felding. Han og ni søskende, hvoraf én døde som spæd og to var dødfødte, var børn af husmand Peder Christensen Toft (1840-1907) og Ane Margrethe Christensen (f. Pedersen, 1847-1932). Peder Christensen Toft, der i sin egen tid var bedre kendt under navnet ‘Pæ Towt’ -og som sammen med sin far Christen Pedersen Toft (1797-1876) har givet navn til Toftsminde- var egentlig blikkenslager af profession, men blev af folk på egnen betragtet som ‘klog mand’. I dén egenskab havde han ord for at kunne uddrive ånder og kurere alt fra tandpine til maveonde og bulne fingre. Det var dog ikke altid, hans patienter var af samme mening, når først behandlingen var overstået! Fra samtidige kilder ved vi, at han jævnligt var i konflikt med lovens lange arm, og at han blev straffet for både kvaksalveri, vold og hæleri. Med andre ord: Alt andet end et godt forbillede for sine børn! Hans hustru skal heldigvis have været af en anden støbning -omsorgsfuld overfor børnene og fast besluttet på, at de skulle klare sig bedre end deres fædrene ophav. Efterhånden som børnene blev voksne, emigrerede de én efter én til Amerika, hvorfra de i midten af 1890’erne angiveligt skal have sendt to enkeltbilletter hjem til Vind: Den ene til deres mor, den anden til deres yngste bror -og således altså ingen til deres far, der blev ladt tilbage i Danmark!

Peter Blicher Christensen, der efter sin ankomst til Amerika i 1895 blot anvendte navnet Peter Blicher, slog sig indledningsvis ned i staten Iowa, hvor han uddannede sig til præst. I 1907 blev han gift med Anna Margrethe Bille (1880-1954), der -som navnet indikerer- havde danske rødder ligesom han selv, og sammen fik de otte børn, deriblandt ældstesønnen Hans Jensen Blicher (1908-1916), der som den eneste af børnene ikke nåede voksenalderen, og hvis navn optræder på mindepladen i Vind Kirke. Peter Blicher virkede igennem mange år som præst og hjælpepræst ved skandinaviske kirker i staterne Washington, South Dakota, North Dakota, Iowa, Wisconsin, Seattle og Colorado.

Pastor Blicher skal i årenes løb angiveligt flere gange have besøgt Danmark. Blandt andet vides det med sikkerhed, at han besøgte sin fødeegn i december 1946, og at han i den forbindelse prædikede ved en søndagshøjmesse i Vinding Kirke. Om han under samme besøg eventuelt også besøgte Vind Kirke, vides ikke. Af en avisartikel i Holstebro Dagblad den 23. december 1946 hedder det om højmessen i Vinding blandt andet følgende:

“Pastor Blichers danske Ordforraad er meget betydeligt, blot en Smule fremmedartet Accent røber ‘Udlændingen’. Man forundres over dette, naar man betænker, at han forlod Danmark som 18-aarig Bondedreng, hvis Modersmaal var Vestjysk. Man mærker snart, at Pastor Blicher er en verdenserfaren Mand med stor Menneskekundskab. Næppe noget menneskeligt, hvad enten man tænker paa Sorg eller Glæde, kan være ham fremmed. Meget festlig er han, naar han i Vennelag fortæller muntre Historier paa sit gamle Modersmaal. De, der havde ventet en meget personlig Tale, blev skuffet. Man glemte snart ‘Pæ Towts’ Søn, Pastor Blicher, Præsten –for det Evangelium, han forkyndte. Ikke et Ord om ham selv og hans Oplevelser i det fremmede. Intet om, hvorledes det Eventyr blev til, at han, som mange kunde mindes som en fattig Dreng, nu efter en Menneskealders Forløb kunde staa her som en intelligent og varmhjertet Præstemand i sin Barndoms Kirke. Lidt Skuffelse maaske. Men saa, efter at have lyst Velsignelsen fra Prædikestolen, da han var helt færdig, bragte han en Hilsen fra sine Søskende i Amerika: »Min Moder,« sagde han, »døde i 1932. Over min Faders Minde vil jeg helst lægge et tykt Slør og bede Gud være hans Sjæl naadig.«”

Pastor Blicher luftede allerede før sin død tanken om at testamentere en pengegave til Vind Kirke, hvor han i sin tid var blevet døbt. Hans oprindelige tanke var at bekoste opførelsen af et tårn på kirken! Et sådan byggeri kunne dog ifølge fredningsmyndighederne under ingen omstændigheder komme på tale! Dernæst tilbød han at skænke en ny kirkeklokke, men idet Vind Kirke i forvejen havde sin 800 år gamle klokke, der fungerede upåklageligt, nærede menighedsrådet ikke noget ønske om at lade den udskifte. Ved pastor Blichers død i Colorado i 1958 var en endelig aftale således endnu ikke faldet på plads, og det testamenterede beløb, der var på 15.000 kroner, henstod derfor i en årrække urørt. Først i forbindelse med en gennemgribende renovering af Vind Kirke i 1973-74 fandt pengene endelig anvendelse, idet de betalte kirkens nye egetræsbænke -og ved samme lejlighed blev den omtalte mindeplade hængt op i kirken. 

– – –

Juli 2020

Denne sommer markerer 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Knap 56 år var da gået siden det danske nederlag i den slesvigske krig i 1864 og tabet af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvorved omkring 200.000 dansksindede sønderjyder var blevet indlemmet under tysk-preussisk herredømme.

Efter Første Verdenskrigs afslutning i 1918 besluttedes det i overensstemmelse med fredstraktatens principper om national selvbestemmelsesret at afholde en folkeafstemning i Sønderjylland, som skulle afgøre landsdelens fremtidige nationale tilhørsforhold. Og herved opstod altså nu muligheden for en genforening af Danmark og det tabte land.

Egentlig skulle der have været afholdt tre separate afstemninger, først en i den nordligste zone 1, dernæst en i den midterste zone 2 og sluttelig en i den sydligste zone 3. Afstemningen i zone 1, der geografisk svarede til det nuværende Sønderjylland, blev afholdt den 10. februar 1920. Afstemningsresultatet viste et klart dansk flertal, hele 74,9 %. Lige så klart et tysk flertal viste sig ved den efterfølgende afstemning i zone 2 den 14. marts, hele 80 %. Hermed var sagen reelt afgjort og grænsen lagt fast, og da det herefter ansås for nyttesløs at gennemføre afstemningen i zone 3, blev den aflyst.

Ikke kun indbyggerne i den berørte landsdel var stemmeberettigede, det var alle født i Sønderjylland før 1. januar 1900, også selv om de siden måtte være flyttet derfra. Det anslås, at omkring 28.000 indbyggere i Danmark drog til deres hjemstavn i forbindelse med afstemningen, ligeledes i hvert fald én fra Vind, nemlig Christine Bækdahl (f. Jensen, 1855-1927), født i Sønder Løgum (Süderlügum) og senere gift med gårdmand i ‘Tolstrup’ i Vind, Berthel Jensen Bækdahl (1849-1933).

Den formelle genforening fandt sted den 15. juni 1920, og knap en måned senere, den 10. juli, markeredes højtideligheden med Kong Christian den Tiendes berømte ridt over den gamle grænse ved Frederikshøj.

I tiden efter Genforeningen blev der i alle afkroge af Danmark rejst minder om den historiske begivenhed -i alt omkring 600 genforeningssten. Ligeledes i Vind, hvor gårdejer Anders Kjær (1859-1945) fra ‘Blåkjær’ foranledigede en indsamling til rejsning af et genforeningsminde. Stenen, der anvendtes til formålet, var mange år forinden fundet på Anders Kjærs egen mark. Den blev rejst på en jordhøj med stensætning, anlagt af sønnen Kristen Berg Kjær (1893-1973) ved det daværende forsamlingshus lige nord for kirken. Afsløringen fandt sted ved en højtidelighed i foråret 1921.  

Stenens inskription skal angiveligt være forfattet af Anders Kjær selv og lyder:

                                                                                           Sønderjylland til ære
                                                                                           Velkommen hjem I nu skal være
                                                                                           1864-1920

I begyndelsen af 1960’erne, da Vind Sogne- og Hjemmeværnsgård blev opført, og det hidtidige forsamlingshus i kirkebyen blev solgt og indrettet til privatbolig, besluttedes det at flytte genforeningsstenen til den nye sognegård. Her stod den frem til 2005-2006, hvor sognegården blev revet ned og erstattedes af det nyopførte landsbycenter, i hvilken forbindelse genforeningsstenen blev flyttet til sin nuværende placering ved indgangen til klubhus og lokalarkiv på landsbycentrets bagside.

Læs også beretningerne om krigsveteranerne fra Vind 1848-50 og 1864 samt om Anders Kjærs åbne grav på Vind Kirkegård, se øverst på siden under menupunktet ‘Kender du historien om…’.

– – –

Juni 2020

Som de fleste sikkert vil kunne nikke genkendende til, så har så godt som alles tilværelse på enten den ene eller anden vis været påvirket af forårets Corona-pandemi -om ikke af selve virussen, så af de store omvæltninger, den har bragt med sig. Det gælder også for årets konfirmander, hvis festdag må fejres senere end oprindeligt planlagt.

Fra valgmenigheden konfirmeres i år fra Vind Rasmus Høj Bonde, forventeligt den 14. juni i Vind Kirke. Sognemenigheden afholder konfirmationer over flere dage – fra Vind konfirmeres først Karl Elias Gammelvind, Toke Vestergaard Kristensen og Ida Elisabeth Lauritsen, forventeligt den 20. juni i Vind Kirke, og senere Sebastian Tviis Jeppesen, forventeligt den 27. september i Vinding Kirke.

Lokalarkivet ønsker tillykke og benytter sædvanen tro anledningen til at kaste et blik tilbage på dette års 25 års-, 50 års- og 75 års-jubilarer, altså konfirmander fra henholdsvis 1995, 1970 og 1945.   

Der afholdtes også konfirmation i Aulum-Vinding-Vind valgmenighed i 1995 -dét år dog uden konfirmander fra Vind.

 

 

1-2: Pastor Kristian Larsen (1886-1953) og hustru Anne Birgitte Larsen (f. Bitsch, 1884-1960)

Fra Vind konfirmeredes:
    3: Edith Jensen, Trækris
    4: Anna Grete Mogensen (g. Jørgensen), Røjkær
    5: Anna Johanne Andersen, Røjkær
    8: Erna Ravnsbæk (g. Olsen), Bakkehus, senere Skovhuset
    9: Anna Marie Damgaard (g. ‘Rindom’ Jensen, 1930-2017), Grundflod
  11: Robert Klejnstrup Madsen (1930-2017), Røjkær
  16: Mariane Paula Frydendal (g. Højberg), Frydendal
  22: Jens Erik Jacobsen (1930-2008), Gl. Skold
  23: Magnus Poulsen (1931-2000), Moselund
  24: Anders Jensen, Bak
  25: Jens Gunnar Kristensen, Spartoft
  27: Børge Thusgaard Mathiasen (1931-2006), Vind Kirkeby

Fra Vinding konfirmeredes:
Svend Aage Andersen, Lundhus
Svend Aage Andersen, Sdr. Klejnstrup
Jens Christian Bertelsen (1931-2018), Sørvad by
Kirstine Blindkilde (g. Meldgaard, 1931-2016), Blinkilde
Jens Kristian Hoffmann Hansen, Vesterager
Kirstine Jensen, Staunstrup
Anna Margrethe Jespersen (g. Mortensen), Sdr. Theager
Peter Agergaard Kristensen (1930-2010), Hulmose
Niels Aage Kæseler (1931-2018), Lergrav
Anna Remme Larsen, Koldkærhus
Julie Marie Nielsen, Kirkehuset
Gerda Sørensen, Sørvad
Niels Thomasen, Glidstrup

Såfremt nogen kan være behjælpelige med at identificere konfirmanderne fra Vinding, hører vi meget gerne nærmere.

Aulum-Vinding-Vinds valgmenigheds konfirmander blev så vidt vides ikke fotograferet i 1945. Hvorvidt der dét år var konfirmander fra Vind er desuden uvist.

– – –

Maj 2020

2020 markerer som bekendt 75-året for Danmarks Befrielse i maj 1945.

I de forgangne år er der berettet mangt og meget om de danske modstandsgruppers indsats under krigen, i mange tilfælde både livsfarlige og heltemodige aktioner, der siden har dannet grundlag for tilblivelsen af blandt andet en række spillefilm, bedst huskes nok ‘Drengene fra Sankt Petri’, ‘Flammen og citronen’ og ‘Hvidsten-gruppen’. Det vides med nogenlunde sikkerhed, at der også i Vind var en håndfuld mænd, der engagerede sig i modstandskampen. Dem er der derimod ikke blevet talt meget om -slet ikke mens krigen stod på, og faktisk heller ikke meget i årene derefter. Sådan ønskede de det: At gå stille med dørene! Af samme årsag råder arkivet desværre heller ikke over ret meget materiale fra dén tid.

Én enkelt hændelse fra besættelsestiden med relation til Vind er dog kendt og endda ganske udførligt dokumenteret, ikke mindst takket være den østjyske historiker og journalist Helge Kristensen, også kendt som ‘Congo-Kris’. Det var nemlig ham, der mange år efter krigens afslutning gravede historien frem af gemmerne og efter søgen i så fjerne verdenshjørner som England, Sydafrika og Australien kunne foranledige, at nogle af de mennesker, hvis veje ved et tilfælde havde krydset hinanden under besættelsen, fik lejlighed til igen at mødes –i Vind!

Ulrik Valdemar Jensen (1911-2001) og Helga Alvilde Jensen (f. Troldtoft, 1911-1997), der i en menneskealder boede i ‘Moesgård’ på Ørnhøjvej og senere på naboejendommen ‘Nyholm’, boede som forholdsvis nygifte i krigens første år på en mindre landbrugsejendom, ‘Øster Høgsbjerg’ i Idom. Ulrik var født i Vorgod, mens Helga var født i Vind og opvokset i Troldtoftgård som datter af Maren og Mourits Troldtoft.

Natten mellem den 23. og 24. september 1942 var et britisk Lancaster-fly på vej ned langs den jyske vestkyst. Flyet var forinden lettet fra en Royal Air Force-base i Sheffield i England med syv besætningsmedlemmer ombord, kaptajn og førstepilot William V. H. Richards, andenpilot John W. Hargreaves samt fem skytter, sergenterne William S. Gregory, Graham H. Roberts, Albert C. Stockley, Charles V. Thurley og John B. Vardy. Kursen var sat og missionen klar: Flyets tonstunge bombelast skulle nedkastes over den nordtyske havneby Wismar i den hensigt at tilintetgøre en ubådsbase og ramme tyskernes produktion af flyvemaskiner.

Kaptajn William ‘Bill’ Richards har senere i forbindelse med sit besøg i Danmark i 1989 berettet:

‘Et kraftigt tordenvejr over Nordsøen havde bragt det interne kommunikationssystem i maskinen ud af funktion. Men vi fik det repareret og kunne gennem skylaget se konturerne af Jyllands vestkyst. Pludselig så vi nogle lysglimt -det var besættelsesmagtens antiluftskyts. Sekunder senere skete katastrofen! Tanken i bagbords vinge blev ramt af en granat, og der udbrød brand. Det var umuligt at springe ud i faldskærm, fordi højden var for lav. Vi håbede på et mirakel! Jeg gav de øvrige besked på at gøre sig klar til hurtig udstigning, fik lempet vore syv tons brandbomber ud og foretog en såkaldt crash-landing, uden at vi fik en eneste skramme.’

Nødlandingen fandt sted i Madum lige syd for Ulfborg. For de syv besætningsmedlemmer var det altafgørende, at de ikke faldt i tyskernes hænder, og de måtte derfor flygte over hals og hoved fra den brændende maskine, før fjenden fik færden af dem. Hele natten og det meste af den efterfølgende dag gemte de sig så godt, de kunne, sultne og forfrosne, indtil de om aftenen nåede ejendommen Øster Høgsbjerg i Idom, hvor de besluttede sig for at liste ind i laden og søge ly for natten.

Om Helgas og sit første møde med de fremmede gæster om morgenen den 25. september 1942 har Ulrik Jensen senere beskrevet, hvordan Helga efter at være færdig med morgenmalkningen på vej ud af stalden bemærkede noget usædvanligt:

‘Helga kom løbende ind til mig og sagde “Der hænger våde sokker på en bjælke i laden!”.’

Ulrik Jensen var straks klar over, hvem de måtte tilhøre, for alle på egnen vidste, at en engelsk bombemaskine var skudt ned dagen i forvejen, og at ingen siden havde set noget til dens besætning. Sammen med gårdens unge karl, Arne Lykke Nielsen gik han derfor ud i laden, hvor de blev mødt af de syv allierede flyvere, der sad med hænderne rakt i vejret:

‘”Good morning”, hilste de. De regnede nok med, at jeg ville være bevæbnet, men på mit mangelfulde engelsk fik jeg forklaret dem, at de var blandt venner. Helga lavede et dejligt måltid mad til dem, de hvilede sig og hørte nyheder fra BBC på radioen, og vi havde det hyggeligt sammen.’

Både værter og gæster var imidlertid klar over, at det var forbundet med stor fare for Ulrik og Helga Jensen at holde de allierede flyvere skjult, og den følgende dag besluttede de sig for, hver forsynet med en ‘fed’ madpakke i bagagen, at forlade Øster Høgsbjerg og drage videre. Målet var en østjysk havneby, hvorfra de håbede at kunne undslippe til det neutrale Sverige for derfra at komme tilbage til deres flybase i England. De nåede imidlertid ikke længere end til Tvis, før end de faldt i hænderne på en tyskvenlig gårdmand, som alarmerede politiet. De danske myndigheder overdrog dem herefter pligtskyldigt til besættelsesmagten, der efter grundigt forhør sendte dem til den tyske krigsfangelejr Lamsdorf i det nuværende Polen. Her skulle de komme til at tilbringe resten af krigen. Den ene af de syv bukkede under for sygdom og døde i lejren kort før befrielsen, mens de seks øvrige efter krigen alle vendte hjem til deres respektive familier.

Årene gik, og livet gik videre, men mødet med det gæstfrie danske landmandspar og deres unge karl blev aldrig glemt. Alligevel skulle der gå 47 år, før det i 1989 lykkedes Helge ‘Congo-Kris’ Kristensen at få skabt kontakt dels til Ulrik og Helga Jensen, der allerede året efter mødet i Øster Høgsbjerg var flyttet til Vind, dels til de fem af seks oprindeligt overlevende krigsveteraner, der endnu var i live, og som nu altså boede i henholdsvis England, Sydafrika og Australien.

Den ene af dem, Graham Roberts og hans hustru June rejste i maj 1989 i forbindelse med et gensynsarrangement for krigsveteraner den lange vej fra Townsville i Australien til Lincolnshire i England og lagde i samme forbindelse også vejen omkring Danmark. Her besøgte de Ulrik og Helga Jensen i Nyholm i Vind og genså sammen med dem nogle af de steder, der havde været omdrejningspunkt for de dramatiske hændelser i september 1942, blandt andet området i Madum, hvor flyet blev skudt ned, og Øster Høgsbjerg i Idom, hvor de nødstedte efterfølgende var blevet taget så godt imod.

Senere samme år, i juli 1989, modtog Ulrik og Helga Jensen igen besøg. Denne gang var det første- og andenpiloten, henholdsvis William ‘Bill’ Richards fra Sydafrika og John Hargreaves fra England, der kom til Danmark for at gense og takke ‘the Jensens’. Både værtspar og gæster samt karlen fra tiden i Øster Høgsbjerg, Arne Lykke Nielsen (1926-2009) og hans hustru, Cathrine Nielsen (f. Nielsen, 1922-2010) blev i samme forbindelse desuden modtaget ved en reception på rådhuset i Holstebro.

Kontakten mellem Australien og Vind bevaredes, så længe de to par levede, blandt andet har flere af Ulrik og Helga Jensens børn og børnebørn efter 1989 været i Australien og i den forbindelse haft lejlighed til at besøge Graham Roberts og hans familie i Townsville.

Læs eventuelt også beretningen om Poul Gammelvinds oplevelser under Anden Verdenskrig og om hans tid i tysk koncentrationslejr, se øverst på siden under menupunktet ‘Månedens billede 2014-2019’, marts 2019.

– – –

April 2020

At en landsby af Vinds beskedne størrelse -i midten af 1970’erne med et forretningsliv begrænset til to købmænd og nogle få håndværksmestre- desuden skulle få en antikvitetsforretning, var lidt af et særsyn. Ikke desto mindre blev det til virkelighed, da far og søn, Viggo og Frank Sørensen i 1976 åbnede en antikvitetsforretning på Holstebrovej 31 og gav den navn efter ejendommen, hvori den indrettedes, ’Bækkelund Antik’.

Forretningen, der tilbød alt fra chatoller, vitriner, standkister og standure til spejle, lamper, porcelæn, glas og meget andet, kom rigtig godt fra start, faktisk så godt, så man allerede efter et par år måtte udvide, således udstillingslokalet blev på omkring 100 m², dertil regnet et opbevaringslager på hen ved 300 m². En stor del af antikviteterne, helt op imod 80 % og navnlig møbler, blev eksporteret til udlandet, og i en opført tilbygning til forretningen indrettedes et værksted med et topmoderne afsyringsanlæg, således man selv kunne renovere og overfladebehandle opkøbte møbler, inden de blev videresolgt.

Frank Sørensen var i 1978 blandt initiativtagerne til afholdelse af en årlig antikmesse i Ringkøbing, der inden for få år blev en af de største af sin slags her i landet -og som fortsat afholdes i dag. Desuden nåede han på forskellig vis at engagere sig i foreningslivet i Vind, blandt andet i borgerforening og i erhvervsråd, inden han i 1988 solgte forretningen og sammen med sin hustru Kirsten flyttede til Vestervig.

– – –

Marts 2020

Nielsine Kristine Kjeldsen blev født i Troldtoft i 1890 og voksede op som den yngste i en søskendeflok på seks –alle piger. Deres forældre var gårdmand og 1864-veteran, Kjeld Mohrsen (1829-1918) og hans anden hustru, Johanne Cathrine (f. Jensen, 1849-1906). Udover de seks piger havde der i søskendeflokken tillige været fire drenge, men de var alle døde, da Kristine blev født, idet tre var dødfødte, og en fjerde var død som lille.

Skønt hendes navn altså var Nielsine Kristine, så brugte hun helst blot navnet Kristine. I familien var hun dog bedst kendt som ’Moster Kjeldsen’, sikkert nok fordi hun som den eneste af søstrene forblev ugift og derfor bevarede sit pigenavn. I modsætning til fire af sine søstre, der alle blev gift med gårdmænd i Vind -én i Kirkegård, en anden i Meldgård, en tredje i Nybo, senere i Østergård, og en fjerde i Brandtoft- så valgte Kristine Kjeldsen nemlig i stedet at søge lykken uden for Vind, blandt andet i Aarhus, hvor hun som ung i en periode arbejdede som medhjælper på et børnehjem.

I midten af 1920’erne vendte Kristine Kjeldsen dog tilbage til sin hjemegn, idet hun blev forstanderinde ved Holstebro Børneasyl, dén tids betegnelse for dét, vi i dag kender som en børnehave. Asylet, der for længst er revet ned, var oprindeligt oprettet i 1886 og lå i gaden, der af samme årsag fik og stadig i dag bærer navnet Asylgade.

Den 7. februar 1936 kunne man i Holstebro Dagblad under overskriften ’I Børnenes Hus’ læse om hendes virke som forstanderinde og om forholdene i børneasylet. Artiklen gengives nedenfor, som den stod at læse i avisen –med oprindelig formulering og retstavning:

”Asylgade hører ikke til Strøget. En hel Del af Byens Borgere er næppe ganske klar over, hvor den ligger, og det er en Gade, hvor i Almindelighed kun faa har Ærinde, men den ligger saa at sige i Kirkens Ly. Og i et af Gadens lave Huse øves en Gerning, der harmonerer saa smukt med Kirkens Lære om Kærligheden til ‘disse mine smaa’, ja, over Husets Dør kunne passende skrives Ordene: ‘Lader de smaa Børn komme til mig’. Jeg saa uvilkaarligt efter, om de stod der, da jeg i Gaar besøgte dette Hus.

Huset, jeg tænker paa, er det, der i daglig Tale kaldes Asylet. Huset er lavt og ser ikke ud af meget, men bag dets Mure øver et Par Kvinder i det stille en Gerning, som er til Glæde og Hjælp for mange i en streng Tid, idet adskillige Mødre hver Morgen her afleverer det kæreste, de ejer, deres Børn, i disse to Kvinders Varetægt, iden de selv maa begive sig til den Arbejdsplads, de tvunget af Omstændighederne er nødt til at søge, for ved deres Dagsarbejde at bidrage til at holde Hjemmet oven Vande, for Forholdene er jo efterhaanden blevet saa bagvendte, at Manden i mangfoldige Tilfælde maa staa ledig, medens Hustruen tjener til det daglige Brød.

Tidligt om Morgenen, allerede ved 7-Tiden, møder de første Mødre for at aflevere deres Børn til Asylets Plejemoder, og snart fylder de friske Barnestemmer Stuerne. Næppe havde jeg banket paa Asylets grønmalede Dør, før Plejemoderen, Frk. Kjeldsen, med sin venlige Stemme bød mig indenfor, trods dét at jeg endnu ikke havde fremført mit Ærinde. »Se Asylet?«, sagde hun, »jo, værsaagod, det maa De gerne, hvis De da tror, der er noget at se, som kan være af Interesse for Dem«.

Det første Indtryk, man faar af Husets Indre, er en skinnende Properhed, der strækker sig fra Plejemoderen selv og hendes Medhjælper, en smilende ung Pige, til Børnene og alt, hvad der findes i Stuerne.

Frk. Kjeldsen fører mig ind i den forreste af de to Stuer, Asylet omfatter. Langs de to Vægge er anbragt lange, lave Borde med tilhørende Stole, og hver Plads er optaget. Den Pludren, der havde lydt ud gennem den aabne Dør til Entreen, forstummer pludselig et Øjeblik, da jeg træder ind, og en Snes Barneøjne eller mere rettedes spørgende mod mig. Hvem var denne ukendte fremmede? Skulde han hente nogen? Men efter at det var konstateret, at det ikke var Far, der kom for at hente ‘m i g’, gik Legen atter snart sin Gang.

Ved det ene Bord var en halv Snes Børn – Drenge og Piger – optaget af med Naal og Traad at sy Omridsene af en Hare, der var tegnet og prikket op i nogle smaa Bøger, og de var svært optaget deraf og af, om nu Sidemanden var dygtigere end en selv, eller han sad og havde svært ved at faa det til at føje sig, som det skulde. I saa Fald var et godt Raad ikke dyrt.

Ved et andet Bord var en tilsvarende Flok optaget af en mægtig Stabel Byggeklodser, og ogsaa her foregik Legen, om ikke lydløs, saa dog paa en saa stilfærdig Maade, at man ikke lydligt fik noget Indryk af Børneflokkens Størrelse.

»Det er vor mindste«, siger Frk. Kjeldsen, og peger paa en lille, buttet Stump, der synes at have fast Plads paa den unge Medhjælpers Arm. »Hun er bare 1½ Aar, den lille«.

»Der er hentet et Par Stykker hjem«, fortsætter Plejemoderen, da hun ser, jeg er i Gang med at tælle, »men for Tiden har vi kun 28«.
»K u n 28, siger De?«
»Ja, vi har tidligere haft mange flere. I Sommer f. Eks. var der 48. Men Antallet retter sig jo efter Beskæftigelsen paa Tobaksfabrikken. En Del af de Kvinder, hvis Børn vi ellers plejer at have her, har ikke haft Arbejde siden Jul, og saa beholder de Børnene hjemme. Mødrene til alle Børnene arbejder paa Tobaksfabrikken«.

»Hvorledes med Maden og Betalingen«, spørger jeg. »Børnene kan da ikke opholde sig her hele Dagen uden at faa Mad?«
»Nej, nej. Det gør de da heller ikke«, lyder Svaret. »Vi har den Ordning, at alle de Børn, der er under 3 Aar, spiser her. De skal jo ret tit have Mad og Drikke, og det faar de, men herfor betales der 75 Øre om Dagen. De større Børn har Mad med til Formiddag og Eftermiddag, og saa bliver de som Regel hentet hjem til Middag, naar Moderen holder Middagspause, saa de klarer sig godt. For dem betales der 1 Krone om Maaneden«.

»Hvor tidligt møder man med Børnene?«
»De første kommer allerede ved 7-Tiden, og om Eftermiddagen bliver de hentet igen Kl. 5-5½«.
»Er det de samme Børn, der bliver ved at komme Dag efter Dag gennem længere Tid?«
»Ofte. Han der«, Frk. Kjeldsen peger paa en lille, lyshaaret Purk, »har vi haft, siden han var 1½ Aar«.
Drengen ser ud til at være 5 nu.

»Her er vor Vuggestue«, siger Frk. Kjeldsen og aabner Døren til det tilstødende Værelse. »Vore mindste Gæster kan jo ikke undvære deres Middagssøvn«.
Ogsaa fra dette Rum slaar den gennemførte Renlighed mig i Møde. 5-6 Barnesenge staar sirligt opredt paa Rad langs den ene Væg, og ved Siden af Døren er der anbragt to Kurvevugger.
»I Øjeblikket har vi kun to Børn paa Vuggestuen, i Sommer havde vi ti«, forklarer Frk. Kjeldsen, »da var der jo lidt mere at tage Vare paa«.

»Hvordan bærer De Dem ad med at overkomme alt det Arbejde, som smaa Børn giver?«
»Aa, naar man først er vant til det, saa er det slet ikke saa svært, og nogen Erfaring har de 10 Aar, jeg har været her, da givet mig. Men i Sommer, da der var saa mange, maatte vi da ogsaa have en mere til at hjælpe os -men Vadsken har vi jo ikke noget med at gøre«.

»Hvorledes er det for Resten«, spørger hun pludselig, »har ikke Husmoderforeningen Planer om Oprettelse af en Vuggestue? Jeg tror nu ikke, Byen er stor nok hertil endnu –der er for faa Virksomheder, mener jeg, men jeg skulde intet have imod, om det blev til Virkelighed, for saa kunde vi maaske lukke vor Vuggestue her og tage den i Brug til de større Børn. Vi kunde godt trænge til det«.

»Hvorledes formaar De at beskæftige Børnene hele Dagen uden alt for meget Støj?«
»Som De ser, sætter vi dem i Gang med at lege med et eller andet, og naar Vejret er godt, kommer de ud i Gaarden til Friluftslege en Timestid Formiddag og Eftermiddag. Der er nogenlunde Læ og Sandkasser at lege i, saa det gaar i Grunden let alt sammen«.

Da vi gaar, ser de legende Børn op paa Plejemoderen med et tillidsfuldt, men samtidig ligesom ventende Blik: Er det mon ikke snart ved den Tid, Mor kommer og henter os?”

Kristine Kjeldsen fratrådte sin stilling som forstanderinde for børneasylet i 1948. Hun forblev bosiddende i Holstebro indtil sin død som 92-årig i 1983 og ligger begravet på Vind Kirkegård.

Læs eventuelt også beretningen om Kristine Kjeldsens far, Kjeld Mohrsen og hans oplevelser som soldat i krigen i 1864. Find den øverst på siden under menupunktet ‘Jeg husker dengang, da…’ -> ‘Kjeld Mohrsen (1829-1918)’.

– – –

Februar 2020

Ovenstående billede, bragt i Holstebro Dagblad den 16. marts 1981, er taget dagen forinden i forbindelse med et Åbent Hus-arrangement til markering af ibrugtagningen af Vinds nye vandværk. Om selve vandværket hedder det i artiklen:

‘I løbet af foråret kommer en regning på 5.500 kroner fra vandværket ind af brevsprækken hos familierne i Vind.

Prisen for det ny vandværk og renseanlæg, som blev taget i brug i december, er inklusiv hovedledning godt 330.000 kroner, og på generalforsamlingen i Vind Vandværk forleden var der stort flertal for at afkræve forbrugerne en stor engangssum og derefter køre med lave vandafgifter frem for at få beløbet ind over en længere periode.

“Hvis det bliver nødvendigt, skulle det nok kunne lade sig gøre at låne pengene i banken”, siger vandværkets bestyrelsesformand, fhv. mejeribestyrer Hans Rahbek, der er yderst tilfreds med det nye vandværk, der er placeret tæt op ad det nye udstykningsområde i Vind. “Det gamle vandværk var simpelthen ved at være slidt op. Kapaciteten var for lille , og det betød, at det til tider kneb med at skaffe tilstrækkeligt vand om sommeren. Det problem skulle vi være ude over nu”, siger Hans Rahbek.’

– – –

Januar 2020

Lokalarkivet hilser det nye år velkommen med en lille billedserie fra vinteren 1996, hvor Vind -ligesom resten af landet- i lange perioder var dækket af sne.

Vinteren dét år var ikke koldere end så mange andre før og efter, faktisk var der blot nogle få graders frost, til gengæld var den konstant og strakte sig helt fra begyndelsen af december 1995 til slutningen af marts 1996. Snestorme lammede ad flere omgange den kollektive trafik og gjorde veje overalt i landet så ufremkommelige, at militærets bæltekøretøjer måtte assistere Falck og andet redningsvæsen, skoler aflyste undervisningen, arbejdspladser lukkede kortvarigt, i de værst ramte egne indrettedes forsamlingshuse og sportshaller til indkvartering af strandede rejsende, og statens isbrydere kom på overarbejde, efterhånden som farvandene frøs til. Med andre ord, definitionen på en vaskeægte isvinter!