Ringkøbing-Ørnhøj-Holstebro-Jernbane (RØHJ)

Ved lov af 1908 om jernbanedrift besluttedes det, at der skulle anlægges en enkeltsporet lokaljernbane fra Ringkøbing til Nørre Omme. Det første tog kørte i 1911, og nogle år senere, i 1925, blev banen forlænget til Holstebro, således det nu var muligt at rejse med tog fra Ringkøbing via blandt andet Spjald, Grønbjerg, Ørnhøj, Vind, Sørvad og Nørre Felding til den daværende Holstebro Sydbanegård på Sønderland. Først mange år senere, efter 2. Verdenskrig, blevet det besluttet at føre togene helt ind til statsbanernes station – dén, der i dag kendes som Holstebro Banegård.

Banens anlæggelse var med til at bringe udvikling til en ellers tyndtbefolket hedeegn. I Vind byggedes en station, og snart havde stationsbyen også egen købmand, smed, slagter og tømrer. Banen, der de første mange år præsterede et flot overskud forholdene taget i betragtning, blev brugt til både person- og godstransport. Af gods skal nævnes mergel, tørv, brunkul og svin til slagtning.

Den 22. marts 1947 indskrev sig som en tragisk dag i banens historie. To modkørende tog blev fejlagtigt mellem Vind og Sørvad ledt ind på samme spor, hvilket forårsagede en kollision så voldsom, at to 12-årige skoledrenge, der undtagelsesvist havde fået lov at opholde sig i det ene togs førerrum, den ene fra Ørnhøj og den anden fra Grønbjerg, mistede livet.

Til trods for at der senere samme år indsattes helt nye skinnebusser, der gav væsentligt kortere rejsetid på strækningen end tidligere, så var udviklingen imidlertid ved at løbe fra de små lokalbaner, og efterhånden som flere og flere købte egen bil, dalede passagertallet og dermed også omsætningen. Resultatet var uundgåeligt, og Ringkøbing-Ørnhøj-Holstebro-Jernbane nedlagdes i foråret 1961.

– – –

Om Ringkøbing-Ørnhøj-Holstebro-Jernbanens tilblivelse og åbning

‘Skive-Skjern-Banen: Ved et Møde i Eftermiddag i Holstebro, i hvilket deltog Repræsentanter fra Brejning, Nr. Omme, Vinding, Vind, Tvis og Holstebro, enedes man om at udarbejde en Adresse til Regering og Rigsdag om at faa Skive-Skjern-Banen ført fra Videbæk gennem Nævnte Sogne og over Tvis til Skive.’
-Holstebro Dagblad, den 9. december 1906.

– – –

‘Nyt Jernbaneprojekt: Paa et Møde forleden i Vind Forsamlingshus anbefalede Karl Kirkegaard, Lærer Norborg og Søren P. Madsen stærkt at arbejde for en Jernbane fra Ørnhøj over Vind og Idom til Holstebro og ligeledes at arbejde for, at Vinding Sogn ingen Bane faar. Mødet resulterede i, at Karl Kirkegaard og Lærer Norborg med en lille Snes Stemmer valgtes til at virke for Planens Virkeliggørelse. Udvalget begyndte straks sit Hverv med at indsamle ca. en Snes Kroner til en Københavnsrejse.’
-Holstebro Dagblad, den 14. december 1914.

– – –

‘Vind: Lørdag Eftermiddag Kl. 4 præcis afholdes Møde i Vind Forsamlingshus, hvor der gives Meddelelse om Banesagen. Alle interesserede bedes give Møde.
Sogneraadsmedlemmerne fra Vind.’
-Holstebro Dagblad, den 23. august 1918.

– – –

‘Ørnhøj-Holstebro-Banen: Repræsentanter for Vinding-Vind og Nørre Felding Kommuner sammen med Holstebro Byraads Jernbaneudvalg afholdt i Gaar Møde paa Raadhuset i Holstebro. Til Stede var desuden Driftsbestyrer Sørensen, Ringkøbing, som af Udvalget er antaget til projekterende Ingeniør. Enstemmigt vedtoges en Linie Ørnhøj – Nord til Vingtoft i Vind – svingende Nord paa om Sønderlund – Hundkjær, hvor der bliver Station – videre Nordvest til Vennevold – Syd om Baunsgaard til Nørre Felding Mejeriby med Station Vest for Landevejen og endelig over Galgebakkerne til Sønderport i Holstebro. Ingeniøren skal nu udarbejde Tegninger, Overslag og Planer, hvorefter Koncessions-Andragende indsendes. Dette menes at kunne afgaa omkring 1. Marts.’
-Holstebro Dagblad, den 28. januar 1919.

– – –

Om den nye jernbanes ruteførsel – en tvist mellem sognerådsformand Søren Peter Kjærgaard (1878-1957), Vinding, og sognerådsmedlem Karl Jensen Kirkegaard (1872-1952), Vind, foranlediget af nedenstående indlæg fra gårdmand Anders Kjær (1859-1945), Vind:

‘Til Vinding-Vind Sogneraad: Kan der ikke endnu gøres noget for, at vi kan faa Nr. Omme Bane ført nordvest om Løvhus og op til en Plads i Nærheden af Vind Kirke med Station dér, og hvorfra den saa kan føres op nord om Vingtoft og ind efter Lund i Vinding? Jeg kan ikke forstaa, hvorfor Vindingboerne vil modsætte sig det. Det er en stor Uret at gøre Vind Sogn, da det vil have stor Betydning, om vi kan faa Banen ført ind midt i Sognet; saa kan alle være tilfredse, og det vil gavne Sognet i sin Helhed. Da der i sin Tid blev arbejdet for at faa Holstebro-Herning-Banen ført over Vinding, stemte jeg for at bevilge de Penge, der forlangtes, for at den kunde blive ført igennem Vinding. Hvad om Vinding Sogneraad vilde have indtaget denne Stilling for Vind nu? Jeg kunde hermed have Lyst til at spørge: Hvorfor maa Vind Sogn ikke faa Banen ført ind til en ligesaa central Plads som i Vinding? Det er der vist mange, der ønsker Svar paa.
Anders Kjær, Vind.’
-Holstebro Dagblad, den 26. marts 1919.

fortsat:

‘Holstebro-Ørnhøj-Banens Retningslinje: Skønt min gamle Kollega, Anders Kjær, sikkert paa nærmere Haand kunde have faaet tilfredsstillende Svar paa dette Spørgsmaal, skal jeg dog give en kort Redegørelse for Sagen. Grundlaget for Banens Retning hviler paa en Overenskomst, som gaar ud paa, at den skal slaa et Slag ind over den sydøstlige Del af Vind Sogn, dog at den oprindelige Linje over Klejnstrup ikke herved forlænges med over 2 Km. Denne Overenskomst er enstemmigt vedtaget og underskrevet af det samlede Udvalgs Medlemmer, ogsaa fra Vind, og blev herefter insendt til Folketingets Jernbaneudvalg forud for Lovens Vedtagelse, ledsaget af Kort m.m. Efter denne Overenskomst kunde der blive Stationer i Nærheden af Brandtoft og Hundkjær. Forudsætningen med den var naturligvis ikke, at ingen af Parterne maatte faa mere, men at det ikke maatte ske paa Bekostning af den anden Parts Interesser. Ud fra den Forudsætning, at der altsaa skulde være Station ved Hundkjær i Vinding, har der naturligvis ikke fra Vinding Sogns Side været nogen Indvending imod, om Banen kunde føres længere i Vest i Vind. Det samme var Tilfældet for Holstebro-Udvalgets Vedkommende, og det vedtoges derfor ved det samlede Udvalgs Møde i December at anmode Ingeniøren om at søge udarbejdet en Plan i noget mere vestlig Retning i Vind uden at forrykke Forholdene i Vinding. Denne Opgave løste Ingeniøren paa en saadan Maade, at Banen med en Forlængelse paa ca. 800 Meter kunde føres 540 Meter længere i nordvestlig Retning i Vind, men hermed maatte han ogsaa erklære, at Linjen ikke kunde strækkes mere uden at blive uigennemførlig. Skulde Ønsker om en Stationsplads nærmere imod Vind Kirke saaledes imødekommes, vilde dette kun kunne ske imod, at Vinding skulde frafalde den Overenskomst, som alle Parter har tiltraadt. Men naar man tager i Betragtning, at der i Vest fra Vind Kirke kun findes en Bebyggelse indenfor ca. en halv Mils Afstand, medens Vinding Sogn er jævnt godt bebygget over det hele, synes der dog ikke, ogsaa af Hensyn til Banens Drift, at være nogen Rimelighed heri. Forøvrigt er der over dobbelt saa mange Beboere i Vinding som i Vind, der faar over ½ Mil til Station, saa man for Vinding Sogns Vedkommende maa fastholde det en Gang vedtagne Grundlag.
Søren Kjærgaard, Vinding.’
-Holstebro Dagblad, den 31. marts 1919.

fortsat:

‘Holstebro-Ørnhøj-Banens Retningslinje: Under denne Overskrift skriver Søren Kjærgaard en hel Del, som jeg mener kunde tiltrænge at rettes lidt paa. For at bibringe Offentligheden et Begreb om, hvad Søren Kjærgaard forstaar ved en Overenskomst, skal jeg fremgøre følgende: Vinding Sogneraad valgte først de 6 Sogneraadsmedlemmer i Vinding til at ordne den for Kommunen saa betydningsfulde Sag, og det paa den Maade, at Vind slet intet skulde have. Da de senere blev nødt til at tage Vind med, blev det paa den Maade, at Vind intet bestemt maatte faa Løfte om. Der blev ikke en Tøddel indført i Kommunens Protokol om Overenskomst. Enten det var en Forglemmelse, eller Vinding Sogneraad mente, at det ikke var nødvendigt, da Flertallet altid kunde bestemme, hvad der skulde ske. Jeg tænkte, at det var heldig nok, for skulde vi have noget bestemt den Gang, var det sikkert blevet altfor lidt for Vind efter den Sammensætning, Sogneraadet havde, saa hellere ingen Ting slaa fast. Saa kom det Tidspunkt, da Banens Skæbne skulde afgøres, og der blev forlangt Kort over Linjen. Jeg blev da indkaldt til Møde med Udvalget, og under Forhandlingerne, som tog til langt ud paa Aftenen, protesterede jeg stærkt (men tilsidst ene mod hele Udvalget) imod, at Vind ikke skulde have Linjen længere ind i Vind end vest om Brandtoft, men over Sparretoft til Vinding. Det sidste havde jeg intet at indvende imod, da Banen saa udmærket kunde komme længere i Vest, hvad Søren Kjærgaard ganske rigtig skriver, var stillet i Udsigt. Det blev fremhævet, at Banen hængte i en Traad, og da Uenighed jo som bekendt er noget at det, der kan slaa en Bane ihjel, fik jeg tilsidst Valget imellem enten at konstatere Uenigheden eller skrive under. Jeg sagde da til Udvalget: Jeg binder ikke mit Sogn ved noget som helst, og jeg vil bede d’Hrr. huske, at det kun er for ikke at skade Sagen, at jeg skriver under. Jeg tog altsaa mit Forbehold og satte min Lid til, at de, der endelig skulde finde en Løsning, der kan afhjælpe Banetrangen i det tomme Rum mellem Vildbjerg og Vemb, ikke var Vinding Sogneraad. Søren Kjærgaard glemte at fortælle noget om, hvorfor Ingeniøren ikke kunde føre Banen længere i Vest. Det er, fordi Vinding Sogneraad har kørt rundt med Linjen, saaledes at den nu gaar sydøst fra Vind og Prisen, mellem 20 og 30.000 Kr. af Kommunens Kasse, til Holstebro Kommune. Hvis Vinding faar sin Vilje er ogsaa vedtaget – alt, uden Hensyn til Protester fra Medlemmerne i Vind. Skulde Søren Kjærgaard ønske en fortsat Udredning af den Sag, saa læg bare fra Land, jeg skal ikke uden tvingende Grunde svare, men Paastandene maa være mere holdbare end i din Skrivelse til A. Kjær, f. Eks. den, at der ingen er vestfor Vind Kirke, man behøver at regne med i Banesagen, den tror jeg nok skal blive paaskønnet af dem, der bor der. Det gør mig egentlig ondt, at Søren Kjærgaard og jeg, som i 10 Aar i god Forstaaelse har arbejdet sammen i Kommunens Tjeneste, ikke kan være enig i, at hele Kommunen burde have saa meget ud af den Sag som muligt, og jeg vil benytte Lejligheden til at sige Udvalgsmedlemmerne i Holstebro Tak for, at de altid, saa længe det var foreneligt med Sagens Fremme, har været med til at tale Vind Sogns Sag. Hvis Vinding var gaaet med paa Ingeniørens Forslag om at gaa til Vinding først, med den Forskel, at I havde sagt Sørvad i Stedet for Hundkjær og saa langt ind i Vind som muligt, saa var der bleven øvet Retfærdighed mod Flertallet af Kommunens Beborere, og særlig mod dem, der trænger haardest til Banen og Mergel.
Karl Kirkegaard, Vind’
-Holstebro Dagblad, den 4. april 1919.

fortsat:

‘Holstebro-Ørnhøj-Banen: Skønt jeg ikke indser, hvad formaalstjenligt der skulde være i at bringe en Banesag ind under en almindelig Avisfejde, er Karl Kirkegaards Udfald dog af en saadan Beskaffenhed, at jeg for en Gangs Skyld nødes til at fremhæve visse konstaterende Ting fra Sagens offentlige Møder og skal da væsentlig sammenfatte disse under følgende Hovedpunkter:

1: Den 25. Februar 1916 mødtes hos Sogneraadet, der den Dag havde Møde i Vind, dette Sogns Jernbaneudvalg, hvoraf Karl Kirkegaard var Medlem, og forlangte optaget Samarbejde med Vinding Sogns Repræsentanter paa Grundlag af, at Banen blev ført ind over den sydøstlige Del af Vind Sogn. Det ene Udvalgsmedlen nævnede som Hovedpunkt Brandtoft, og det andet Medlem forlangte at faa Banen ført saa langt ind i Vind, at den kom til Stedet.

2: Den 17. Marts 1916 holdt herefter Vinding Sogns Repræsentanter Møde sammen med Byraadets Udvalg i Holstebro, hvor det vedtoges at fastholde Stationspladsen mellem Hundkjær og Tjagvad i Vinding, men under Forudsætning heraf ikke var imod, at Banen blev ført ind over Vind.

3: Den 1. April 1916 holdt Sogneraadet Møde i Vind Skole, hvor dets Medlemmer blev gjort bekendt med denne Vedtagelse, og der foretoges Valg af Udvalg til Sagens videre Fremme, og hvor Karl Kirkegaard, der fra den Dag indvalgtes i Udvalgtet, takkede Vinding Sogneraads Medlemmer for at have imødekommet Vind Sogns Krav, ligesom der blev udtalt Haabet om fortsat godt Samarbejde for Sagens videre Fremme.

4: Den 3. Marts 1917, paa det Tidspunkt, hvor Karl Kirkegaard selv skriver, at Banens Skæbne skulde afgøres, holdt Udvalget Møde paa Raadhuset i Holstebro, hvor det vedtoges, at Banelængden ved Slaget indover den sydøstlige Del af Vind Sogn højst maatte forlænges med 2 Km. Denne Vedtagelse blev ikke blot underskrevet af Karl Kirkegaard, men paa dertil given Foranledning lovede baade han og undertegnede at sætte vor personlige Indsats ind paa denne Plans Gennemførelse, hvis Sognenes Beboere skulde gaa imod os.

Det vakte derfor Stof til Eftertanke hos Vinding Sogns Repræsentanter, da samme Udvalgsmedlem paa et senere Tidspunkt gik i Spidsen for et Krav om at faa Banen ført til Vind Kirke, hvilket ikke var i Overensstemmelse med den vedtagne Plan og ikke kunde forenes med Vinding Sogns Interesser, og atter senere at give sin Tilslutning til en anden Plan om en omvndt Linje, der skulde gaa fra Holstebro over Vind først, ogsaa imod det Grundlag, som Samarbejdet mellem Sognene hvilede paa. Saadan plejer Mænd jo ikke at bære sig ad. Hvis nu Karl Kirkegaard herefter paa fyldestgørende Maade kunde afkræfte disse Fakta, skulde han for mig faa frit Spil for Fremtiden, men da dette ikke lader sig gøre, haaber jeg, at han selv vil indse det umulige i hans Stilling gennem disse Stadier. Dette vil maaske ogsaa kunde give Vind Sogns Beboere Forstaaelsen af, at deres Interesse i Banesagen ikke afhænger af deres Udvalgsmedlems Stilling eller Ikke-Stilling til den, men af det øvrige Udvalgs Ansvarsfølelse og Retsbegreb over for en Gang afgivne Løfter, og de kan sikkert ogsaa være rolige for, at disse ikke vil blive brudte, uden af Sognets Beboere selv, maaske ufrivillingt, skulde bibringe hertil ved at forlange helt andre Krav gennemført end dem, som Udvalget et bundet til. Karl Kirkegaard skriver saa noget om, at der yderligere er udlovet 20 à 30.000 Kr. til Holstebro Kommune. Dette forholder sig rigtigt, men trænger til en Begrundelse. De Beboere i den sydvestlige Del af Vinding, der havde ventet en Holdeplads Syd for Klejnstrup, men blev skuffet heri ved, at Banen førtes over Vind, har man arbejdet paa at skaffe et Surrogat herfor med et Trinbræt imellem Vind og Hundkjær Stationer, og da man ikke kan forlange Fordele uden at betale for dem, har Sogneraadet vedtaget at give yderligere 5 pCt. i Tilskud, hvis dette Ønske kan opfyldes. Desværre blev dette Tilskud kun vedtaget ved Sogneraadets Medlemmer i Vinding. Det vilde have været ønskeligt, om ogsaa Vind Sogns Medlemmer kunde have sluttet sig hertil, efter at deres Krav var opfyldt og til Skade for den Del af Vinding, som Trinbrættet skulde kome til Gode. Endelig skriver Karl Kirkegaard, at mine Paastande maa være mere holdbare end i min Skrivelse til Anders Kjær, at der ingen er Vest for Vind Kirke, man behøver at regne med i Banesagen. Jeg maa vise Holdbarhedens Prøvelse tilbage til sit Udspring, for saaledes skrev jeg jo slet ikke. Jeg skrev, at der i Vest fra Vind Kirke kun findes en Bebyggelse inden for ca. en halv Mils Afstand, medens Vinding Sogn er jævnt godt bebygget over det hele, saa der ikke kunde synes at være nogen Rimelighed i, at Vinding Sogn skulde frafalde Overenskomsten af dette Hensyn. Hermed mener jeg at have givet Offentligheden saa fyldestgørende Oplysninger vedrørende Sagen, som det er muligt, og uden at komme ind paa andre Ting denne Sag uvedkommende og takker for Optagelsen.
Søren Kjærgaard, Vinding.’
-Holstebro Dagblad, den 8. april 1919.

fortsat:

‘Holstebro-Ørnhøj-Banen: Jeg synes ikke efter den Maade, Søren Kjærgaard skrev om Overenskomsten med Vind, at han har noget at beklage sig over med Hensyn til Avisfejde. At jeg i det hele taget svarer ham er paa Grund af, at hans Fremstilling, efter hvad han mener at kunne huske, paa væsentlige Punkter er gaaet over til at blive fri Fantasi. Angaaende Henvendelse (25. marts 1916) om at tage Vind Sogn i Betragtning, naar Banesagen skulde løses, var Svaret et Nej. Vinding valgte sig selv til at ordne den Sag og lejede Vejinspektøren til at lægge Linien uden om Vind (et rart Grundlag for en Overenskomst). Da de saa senere blev gjort opmærksom paa, at Sagen mulig kunde strande, hvis de ikke tog Vind med, hvad de saa endelig bekvemmede sig til, men efter en Del Snak frem og tilbage blev Resultatet det, at vi intet bestemt maatte faa Løfte om. Hvorfor jeg intet bestemt forlangte, gjorde jeg rede for i min sidste Artikel. Jeg forlangte Banen ind i Vind Østersogn, men Kirkebyen hører ogsaa til Østersognet. Hvorfor henviser Søren Kjærgaard ikke til Protokollen fra et saadant Sogneraadsmøde i Stedet for til Hukommelsen? Fordi Vinding-Vind Sogneraadsprotokol indeholder intet om Overenskomsten, men kun Protest imod Vedtagelser, der havde til Hensigt at skade Vind. Jeg maa her gentage, at den eneste Gang jeg (under yderste Pres) har underskrevet var i Marts 1917, hvor Flertallet jo kunde bestemme, hvad der skulde staa i Protokollen. Jeg tog mit Forbehold om, at jeg ikke bandt mit Sogn ved noget, og jeg bad d’Hrr. huske, at jeg kun skrev under for ikke at skade Sagen, det tør jeg beedige (saa kan Søren Kjærgaard paastaa, hvad han vil). Søren Kjærgaard har udtalt, at mit Forbehold ikke er protokoleret. Nej, selvfølgelig, for saa var Uenigheden jo konstateret, naar Afskrift skulde indsendes. At Vind skulde stemme for at give 20.000 à 30.000 Kr. til Holstebro for at faa Linien lagt saadan, at det blev mere vaskeligt for Vind, er nok for meget forlangt, men kun en Prøve paa, hvad Vinding kan tillade sig, og samtidig forlange, at Vind skal forholde sig rolig og se til, om der bliver noget til dem. Naar Søren Kjærgaard truer med, at Vind muligvis skulde faa mindre, hvis vi vover at foreslaa noget, der er bedre for Vind, saa tror jeg, at den Trussel godt kunde spares, for hvis jeg er ret underrettet, saa har Vinding Sogneraad vist for længe siden lovet Kleinstrup noget paa Vind Sogns Bekostning, for at de skulde holde sig rolige. Et Trinbræt paa den Linie, der søges Koncession paa, kan der jo ikke blive paa Grund af den stærke Stigning, og hvad skal de saa have? Naar Søren Kjærgaard skriver, at jeg gav min Tilslutning til en omvendt Linie og med Pathos fremhævet, at saadan plejer Mænd ikke at bære sig ad, saa løber Fantasien løbsk igen, for Holstebro gav ogsaa sin Tilslutning, og Ingeniøren anbefalede den paa det kraftigste. Efter den Maade, Vinding har manøvreret med Linien, og efter de Forbehold, jeg har taget, føler jeg det ikke som en Forbrydelse at stille Forslag om en bedre Ordning af denne Sag. Hvad der mere er fra Magtens Overdrev, skal jeg gemme til senere.
Karl Kirkegaard, Vind.’
-Holstebro Dagblad, den 12. april 1919.

fortsat:

‘Banesagen: Karl Kirkegaard har nu to Gange fremhævet, at Vinding Sogn fra Begyndelsen af ikke havde optaget Samarbejde med Vind Sogn i Banesagen, men glemmer at oplyse om Grunden hertil. Et saadant Samarbejde kunde nemlig ikke tilvejebringes, inden Vind Sogns Jernbaneudvalg, i hvert Fald officielt, havde afbrudt sine andre Forbindelser i Sagen, og som var uden om Vinding Sogns Interesser. I øvrigt har vi været ganske enige den Gang, vi skrev under paa Vedtagelsen om Banens Retning, jeg skrev den nemlig ogsaa under for Sagens Skyld. Det var ogsaa lige det, jeg skrev sidst, at det ikke var Sognene, men os selv, vi bandt baade mundtligt og skriftligt, hvis disses Beboere skulde gaa imod os. Karl Kirkegaard har altsaa ikke rokket ved min Fremstilling af Sagen, som jeg ogsaa vil staa ved, paa hvad Maade det forlanges, men naar jeg ikke i min sidste Artikel brugte saa højtidelige Udtryk som at beedige, og som Karl Kirkegaard har ment at have Brug for, saa var det fordi, at jeg gik ud fra som en Selvfølge, at Folk troede mig alligevel, saa længe jeg ikke var løbet bort fra mit Ord og min Underskrift.
Søren Kjærgaard, Vinding.’
-Holstebro Dagblad, den 16. april 1919. 

fortsat:

‘Banesagen: Søren Kjærgaards Paastande vedbliver at være saa udtværede, at man skal være indviet i, hvad han har sagt og tænkt, for at følge med, men Beviset mangler for, at jeg har sagt Ja til alt, hvad andre kan huske, at de har ment med deres Udtalelser. At faa protesteret mod hvert Ord, naar jeg stod ene, var jo umuligt. Søren Kjærgaards Paastande om, at Vinding sagde Nej til Vind, fordi de arbejdede sammen med andre i Banesagen, er ren og skær Spekulation i at komme uden om de virkelige Forhold. Vind havde i ca. 8 Aar arbejdet sammen med Holstebro paa at faa Banen til Holstebro, men  den Gang vilde Vinding til Aulum. Vi  læste saa en skønne Dag i Aviserne, at Vinding og Holstebro var blevet enige. Vind spurgte, om vi maatte være med – Vinding svarede Nej. Søren Kjærgaard skrev til A. Kjær, at det ikke var Forudsætningen, at Vind ikke maatte faa mere, men det viste sig at være umulig, og Søren Kjærgaard lovede jo den Gang, det kneb med at faa mig til at skrive under, at det ikke skulde komme an paa nogle Tusinde Kroner for at faa Banen længere ind i Vind. Hvorfor saa nu i Vinter holde Sogneraadsmøde og vedtage en anden Linie, som næsten gør baade Linien og Vind umulig (Læs Vind Sogns Protest i Kommunens Protokol). Det staar godt til Søren Kjærgaards højstemte Talemaader om, at han ikke er løbet fra noget. Hvis nogen utilsløret offentlig tør paastaa, at jeg ikke har taget de af mig nævnte Forbehold, da jeg for ikke at skade Sagen skrev under, skal jeg stemple vedkommende saadan, at han ikke skal løbe fra det. Jeg skrev nemlig Forbeholdet op straks efter Mødet, da jeg blev mistænkelig ved den Maade, Søren Kjærgaard teede sig paa.
Karl Kirkegaard, Vind.’
-Holstebro Dagblad, den 19. april 1919.

– – –

‘Holstebro-Ørnhøj-Banen – Ekspropriationsforretningerne tilendebragt, hvorefter Arbejdet snart vil blive paabegyndt: Forarbejderne angaaende Holstebro-Ørnhøj-banens Anlæg er nu saa vidt fremskredne, at selve Arbejdet snart vil kunne blive paabegyndt. […] Banen, hvis Længde er ca. 23 Km., udgaar fra Ørnhøj i lige Linie mod Nord til Vind Station, der ligger ca. 1500 Meter Sydøst for Vind Kirke. Fra Vind gaar Banen stik mod Øst til Sørvad Station i Vinding, og herfra i nordvestlig Retning til Vennevold, hvor der er Trinbræt, og herfra videre i samme Retning til Nørre Felding Station, idet den kort forinden denne Station skærer Holstebro-Skjern-Landevejen. Fra Nørre Felding gaar Banen lige mod Nord, umiddelbart Vest for fornævnte Landevej og støder saa til Herning-Banen ved Sønderport Station. Ekspropriationsforretningerne blev, som nævnt, tilendebragt i Gaar, og efter hvad vi erfarer, har Kommissionen opnaaet Forlig med de allerfleste af de paagældende Lodsejere. Der er af disse ca. 100, og med Undtagelse af 7-8 Ejere er man enedes om Erstatningen for den afstaaede Jord. Ialt vil der for Jordafstaaelse og Ulemper blive udbetalt ca. 110.000 Kr. […] Hermed er man nu naaet saa langt frem med de omstændelige forberedende og tilrettelæggende Forarbejder, at man saa at sige naar det skal være kan gaa i Gang med selve Anlægsarbejdet, herunder naturligvis først og fremmest Jordarbejdernes. […]’
-Holstebro Dagblad, den 27. oktober 1922.

– – –

‘Vind Station: Da der mangler alle Slags Haandværkere, er Byggegrunde billig til Salg. Plan over Stationspladsen kan ses hos Carl Kirkegaard.
Jens Gammelvind.’
-Holstebro Dagblad, den 20. juni 1923.

– – –

‘Ørnhøj-Holstebro Jernbane: Ved Ørnhøj-Holstebro Jernbane vil fra Banens Aabning for Drift følgende Personale være at ansætte med Lønninger efter det for Privatbanerne gældende Lønningsreglement af 1919: 1 Assistent paa Holstebro Sydbanegaard, 7. Lønningsklasse, 1 Elev paa Holstebro Sydbanegaard, 1 Portør paa Holstebro Sydbanegaard, 16. Lønningsklasse, 1 Stationsmester i Sørvad, 14. Lønningsklasse, 3 Baneformænd (Nr. Felding og Vind Stationer samt Vennevold Trinbræt), 15. Lønningsklasse. Baneformændenes Hustruer i Nr. Felding og Vind skal være Ekspeditricer paa Stationerne, Honorar 600 Kr. Der forventes oprettet Postekspedition ved Nr. Felding, Sørvad og Vind Stationer. Ansøgning om Pladserne indsendes inden den 27.  Juni d. A. til Driftsbestyreren, Ringkøbing, paa Ansøgningsskema, der faas samme Sted. Personlig Hevendelse til Driftsbestyreren kan bedst ske i Ugen efter den 14. ds. 
Bevillingshaverne.’
-Holstebro Dagblad, den 8. juni 1925.

fortsat:

‘Holstebro-Ørnhøj-Banen: Til de Pladser, der skal besættes ved Ørnhøj-Holstebro-Banens Aabning, er der ialt 145 Ansøgere, deraf som Assistent ved Sydbanegaarden 18, som Portør 41, som Elev 20, som Baneformand i Vind og Nr. Felding 53 og som Stationsmester i Sørvad 13.’
-Holstebro Dagblad, den 30. juni 1925.

fortsat:

‘Til de ledige Pladser ved Ørnhøj-Holstebro-Banen er af Bevillingshaverne ved et Møde i Aftes antaget følgende: […] Som Baneformand i Vind med Hustruen som Ekspeditrice antoges Banearbejder Jens Severin Jensen, Bregtved pr. Holbæk. […].’
-Holstebro Dagblad, den 15. juli 1925.

– – –

‘Ørnhøj-Holstebro: Danmarks Privatbaner er ved at skyde et nyt Skud: Den 1. August udvides Nettet med 24 ny Kilometer, idet Strækningen Ørnhøj-Holstebro da vil blive aabent for midlertidig Drift. Den ny Jernbanes Forhistorie er saa velkendt, at vi ikke her skal komme nærmere ind paa denne. Derimod vil vi vende Blikket imod det ny, der kommer, nemlig det, der ellers unddrager sig Offentlighedens Kundskab: Den indre Ledelse, Materiellet, Anlægget i sin Helhed, Personale og Stationer. Ret naturligt vilde det være uhensigtsmæssig at give en saadan “Stump” Jernbane en egen, selvstændig Ledelse, og denne er da ogsaa lagt i Hænderne paa “Store Bror”, Ørnhøj-Ringkøbing, uden at den ny Jernbane dog indgaar i dennes regnskabsmæssige Drift, idet hver af Banerne faar sit særlige Regnskab. Saavel af praktiske som økonomiske Grunde faar de to Jernbaner da ogsaa delvis fælles Peronale, nemlig: Dirftsbestyreren, Personalet paa Hovedkontoret, Ørnhøj Station, Banemesteren samt Tog- og Maskinpersonalet. Med Hensyn til Befordringen af Personer, Dyr og Gods, da vil denne blive “gennemgaaende”, d.v.s. der finder ingen Omekspedition Sted i Ørnhøj, og der forventes at kunne opnaas en tilsvarende Ordning med Statsbanerne. Materiellet bliver ogsaa delvis fælles med Ringkøbing-Ørnhøj, men det har selvfølgelig været nødvendigt at gøre nogle ny Bestillinger: Hos Scandia i Randers er bestilt 2 Stkr. Diesel-Motorvogne, hver paa 210 HK., og disse skal sammen med Ringkøbingbanens 3 Lokomotiver besørge Trafikken. Motorvognene vil dog næppe kunne leveres før et Stykke ind i det ny Aar, saa Driften vil ikke før da naa det Omfang, den er tiltænkt, nemlig 4 Tog i hver Retning daglig. Driftsbestyrer S. A. Sørensen har været Banens Anlægsingeniør. Banens Retning er velkendt, men vi skal dog kortelig angive denne: Fra Ørnhøj mod Nord over Fuglkjær Aa (Bro af Jernbeton), skærer derpaa Landevejen Agerfeld-Vind Kirke, og her er Vind Station, 7 Km. fra Ørnhøj. Banelegemet drejer nu mod Øst, skærer Holstebro-Skjern-Vejen, videre fordi Resdal i Vinding (Viadukt), gaar saa i nordlig Retning forbi Sørvad, hvor Sørvad Station findes, 13 Km. fra Ørnhøj. Herfra drejer Banen lidt mere mod Vest til Ramskov (Viadukt), skærer derpaa Vejen Holstebro-Vinding ved Vennevold Trinbræt paa Grænsen mellem Vinding og Nr. Felding Kommuner, 16 Km. fra Ørnhøj, fortsætter saa mod Nr. Felding Mejeriby, hvor Nr. Felding Station er, 19 Km. fra Ørnhøj. Gennem Galgebakken i en Kurve ind mod Holstebro Sydbanegaard. Selve Anlægget har været noget vanskeligt paa den første Del (indtil Sørvad), hvor Terrænforholdene ikke var særlig gunstige. Større Stigninger har man dog kunnet undgaa, idet den største er 10 pCt. Sporet har Normalvidde. Arkitekt Plesner, København, har givet Tegningerne til Stationsbygningerne, Varehusene og Lokomotivremisen i Holstebro og har derfor høstet megen Anderkendelse, idet Fagfolk udtaler, at Stationsbygningerne er noget nær ideelle. Arkitekt Kr. Jensen, Holstebro, har været tilsynsførende Arkitekt. I Ørnhøj er Stationspladsen udvidet noget, idet der er anlagt Mellemperron og Krydsningsspor. Alle Sporskifter er her forsynet med elektrisk oplyste, drejelige Lygter, hvilket ogsaa er Tilfældet i Holstebro. Sørvad har ogsaa Krydsningsspor og Mellemperron. I Holstebro er der indrettet Bolig for Stationsforstanderen og en Assistent eller Portør, og der er installeret Centralvarmeanlæg. Der er anlagt et Par Spor ekstra til Udveksling af videre fra kommende og videregaaende Vognladninger. Som man ser, er Teknikket i Orden, og om en 3 Ugers Tid kan vi altsaa rulle ud ad den ny Jernvej, der forhaabentlig vil blive til baade Gavn og Glæde for den Egn, den skal betjene.’
-Holstebro Dagblad, den 4. juli 1925.

– – –

‘Ny Postekspeditioner: Fra September oprettes der Postekspeditioner paa Nr. Felding, Sørvad og Vind Stationer. De underlægges alle Postkontoret i Holstebro. Det hidtilværende Brevsamlingssted i Sørvad nedlægges samtidig.‘
-Holstebro Dagblad, den 18. august 1925.

– – –

‘Ørnhøj-Holstebrobanens Aabning: Under Flagning i Byen og ved en Aabningskørsel med paafølgende Middag paa Hotel Schaumburg i Aften aabnedes Ørnhøj-Holstebro Jernbane for Drift. […] Kl. 2 kørte Aabningstoget fra Holstebro Sydbanegaard til Ørnhøj og standsede ved alle mellemliggende Stationer. Selve Toget samt Sydbanegaarden og Stationsbygningen i Ørnhøj var af Handelsgartner Westergaard, Holstebro, smukt pyntet med Guirlander, og paa samtlige Stationer havde der samlet sig mange Mennesker for at se Aabningstoget og overvære Indvielsen. Ankommen til Ørnhøj, hvor man opholdt sig en halv Times Tid, erklærede Kommissarius i faa og velvalgte Ord Banen for aabnet, idet han udtalte de bedste Ønsker for Banens Fremtid og Trivsel. […]’
-Holstebro Dagblad, den 21. august 1925.

– – –

‘Ørnhøj-Holstebro Jernbanes Aabningshøjtidelighed: Udover vor korte Beretning i Gaar om Ørnhøj-Holstebro-Banens Festkørsel, er der ikke ret meget at tilføje. Som meddelt gik Selskabet ind i det smykkede Tog Kl. godt 2 og fortsatte derefter fra Station til Station. Stationsbygningerne præsenterer sig overordentligt nydeligt – de er solidt opførte, helt igennem af 1. Klasses Materiale. Ventesale, Tjenestemandslokaler og Privatlejligheder er nydelige og praktisk indrettede. Der er Stil over alle Linier og Harmoni over Helheden. Møblementet er paa en Gang enkelt og præget af Skønhedssans. Banen løber gennem en Egn, der er smukkere, end mange tror. Det er et Indtryk, man hyppigt møder, specielt hos fremmede, men saamænd ogsaa hos Folk fra Stedet, at Synet udover Sognene Syd for Holstebro er øde og trist. En Tur med Ørnhøj-Holstebro-Banen vil vise Passagererne, hvor mange smukke Drag der findes paa Turen mellem Holstebro og Ørnhøj. […] Medens Selskabet beundrede Omgivelserne, avancerede Toget frem fra Station til Station, hvor festklædte Mennesker stod trindt og tæt med Glæde og Tilfredshed udtrykt i deres Træk. Paa hver Station gjorde man Holdt for at betragte Lokalerne og Omgivelserne og give sig i Snak med Egnens Beboere. Overalt hørte man kun Udtryk for Tilfredshed og Haab om, at denne ny Bane maatte blive til Gavn og Udvikling for Egnen, den gik igennem. En af dem, hvis Nærværelse samlede særlig Interesse, var naturligvis den aldrende Høvding, J. C. Christensen. Alle kendte ham, men mest forbavsende var det, hvor mange han kendte. Ude paa Perronerne rakte han Haand til højre og venstre, til disse jævne, dagligdags Mennesker, hvis Gerning og Strid bar denne Egn, og som ogsaa har gjort deres til, at Banens Tog nu Dag for Dag ruller frem og tilbage gennem disse Sogne. J. C. Christensens enorme personlige Bekendtskab og hans vestjydske Humor fornægter sig intet Steds, stærkest og allerlysest bryder det igennem her, hvor han staar midt imellem den stærke, flittige og nøjsomme Befolkning, af hvis bedste Egenskaber hans egen Natur er runden. […] Ude på Ørnhøj Banegaard overgrav Kommissarius Linnemann Banen til Egnens Befolkning, hvorefter Forsamlingen, der her var meget stor, udbrød i Hurraraab, medens Dannebrog smeldede fra Stationsbygning og Perron. […] Nu rullede Ørnhøj-Holstebro-Toget tilbage til Byen med sit Selskab. Den egentlige Indvielse havde fundet Sted – paa en Gang jævn, selskabelig og med en Højtidelighed, der virkede ved sin naturlige Enkelthed. Toget holdt ikke denne Gang ved de mellemliggende Stationer, men overalt stod Folk og vinkede. Fra Toget svarede man med Genhilsener, idet man gled forbi. Samtidig fæstede Gæsterne Opmærksomheden ved den Kendsgerning, at trindt om ved de forskellige Stationer dukkede det ene nybyggede Hus op efter det andet som Tegn paa det frembrydende Liv, denne Bane skulde fremkalde med ny Kræfter og Fremdrift til Befolkningens Gavn og Udvikling.’
-Holstebro Dagblad, den 22. august 1925.