September 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

1: Nuværende Ørnhøjvej 1:
    Elly og Svend Rosendal Carlsen (tømrer)
2: Nuværende Ørnhøjvej 2:
    Grethe og Sven-Egon Jensen (vognmand)
3: Nuværende Ørnhøjvej 3:
    Karen og Peter Eriksen (arbejdsmand)

4: Nuværende Toftvej 2:
    Jens Gammelvind (enkemand, pens. gårdmand)
5: Nuværende Toftvej 10:
    Kirstine ‘Stinne’ og Edvard Vingtoft (mejerist)
6: Nuværende Toftvej 9, Vingtoft:
    Else Marie Vingtoft (enke) og Kristian Vingtoft (søn, gårdmand)

7: Nuværende Præstevejen 27, Nygård:
    Mariane og Iver Højbjerg Andersen (gårdmand)

– – –

August 2023

 Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

Næst efter købmand Halkjærs ejendom (1923), stationen (1924), smedjen (1924) og post Bertelsens hus (1925) var mejeriet i 1927 den femte bygning, der opførtes i Vind by.

Året forinden var der blevet afholdt stiftende generalforsamling for Vind Andelsmejeri. Den første bestyrelse bestod af formand Karl Kirkegaard (Kirkegård), kasserer Diderik Bendtsen (Søndergård) samt menige medlemmer Jens Gammelvind (Gammelvind), Søren Chr. Mortensen (Østertoft), Kristian Poulsen (Meldgård), Jens Bak Poulsen (Sønder Vindgab) og Iver Toft (Sandfær).

Af mejeriets første, meget omfattende og detaljerige forhandlingsprotokol kan blandt andet læses følgende:

’Vi undertegnede, der ved vor Underskrift har forbundet os som Interessenter i Andelsmejeriet Vind, forpligter os til fra 1. Mai 1927 til 1. Mai 1942 at levere til Mejeriet al den Mælk, som vore Køer giver, med Undtagelse af hvad der bruges i Husholdningen. Mælk, der bruges i Husholdningen, skal tages af samtlige Køers Blandingsmælk straks efter fuldendt Malkning.

Enhver Leverandør er forpligtet til at levere sund, ren og uforfalsket Mælk, og Bestyrelsen har til enhver Tid Ret og Adgang til at se efter i Staldene, om Malkningen foretages med tilbørlig Orden og Renlighed, ligesom at udtage Mælkeprøver, naar dertil findes Anledning.

Saasnart der opstaar smitsom Sygdom hos en Leverandør, hvad enten det er hos Folk eller Kreaturer, maa der ikke leveres Mælk fra Stedet, men der skal gøres Anmeldelse til Mejeriet og Bestyrelsen.

Skulde det vise sig, at en Leverandørs Mælk er forfalsket, enten ved Skumning af Fløden eller ved Tilsætning af Vand eller andet, da kan vedkommende udelukkes af Foreningen og ifaldes en Bøde af 10 Kr. af hver af hans Malkekøer.

Interessentskabets Anliggender ledes af en Bestyrelse paa 7 Medlemmer, der vælges af Interessenterne paa den aarlige ordinære Generalforsamling med simpel Stemmeflerhed, og enhver Interessent er pligtig at modtage Valg og udføre dette Hverv i 2 Aar, efter hvilken Tid han kan fordre sig fritaget i lige saa lang Tid.

Det Overskud eller Tab, der bliver for hvert Aar, fordeles ved Regnskabsaarets Slutning efter Forholdet af hver Interessents i Aarets Løb leverede Mælkemængde. Interessentskabet er solidarisk ansvarlig.

Ingen Ejendom kan udmeldes af Mejeriet inden den 15 aarige Periodes Udløb. Vil nogen da udtræde, efter at Mejeriets eller Foreningens Gæld er udbetalt, overlader han derved sin Andel i Mejeriet til Foreningen uden noget Vederlag. Afstaar eller sælger en Interessent sin Ejendom, skal Eftermanden indtræde i Sælgerens Plads i hans Forhold til Foreningen. Dog undtages fra disse Præster og Lærere og deres Forpagtere, naar deres Udmeldelse af Foreningen er foraarsaget ved Flytning. Ved Dødsfald indtræder selvfølgelig Arvingerne i den forrige Ejers Rettigheder og Forpligtelser. Vil nye Medlemmer indtræde i Foreningen, saa kan det ske til enhver Tid, naar Begæring herom indsendes skriftlig til Bestyrelsen, og denne saa tillader det.’

Ved indgangen til 1930’erne ses mejeriet at have haft 60 leverandører med i alt 340 køer, ingen af leverandørerne med over 20 køer og 10 leverandører med blot fire køer eller derunder.

Mælken vejedes i pund og ikke -som måske kunne forventes- i liter. I mejeriets første regnskabsår 1927-28 indkom ca. 1.600.000 pund mælk. Op gennem 1930’erne steg produktionen hastigt og var i regnskabsåret 1938-39 nået op på 2.520.567 pund, altså en stigning på knap 60 procent på blot 10 år. I regnskabsåret 1960-61 toppede tallet med 3.880.924 pund, og i mejeriets sidste regnskabsår 1970-71 var tallet igen dalet til 2.685.609 pund.

Mælken blev transporteret fra leverandør til mejeri af mælkekuske, i de fleste tilfælde husmænd og arbejdsmænd fra lokalområdet, ansat til opgaven på kontrakt af ofte et års varighed. Der var syv mælkeruter i sognet, hhv. Vindgab, Fuglsang, Sandfær, Vindby, Røjkjær/Kirkeby, Spartoft/Østersogn og Søndersogn. Senere blev Fuglsang-turen nedlagt og Spartoft/Østersogn-turen opdelt i hhv. en Spartoft- og en Østertoft-tur.

Om ’konditioner’ for mælkekuske hed det i den første forhandlingsprotokol blandt andet:

’Entreprenøren [mælkekusken] skal være ansvarlig for det ham eller den til ham betroede Rute, saa hvad Mælk, der spildes under Transporten, eller hvad Beskadigelse Spandene lider, paa hvad Maade det end sker, skal Entreprenøren fuldt ud erstatte, og hvis det gentager sig, er Bestyrelsen berettiget til paa hans Regning at lade den resterende Kørsel udføre af en anden for hans Regning, og han sættes fra Bestillingen.

Enhver Mælkekusk skal være forpligtet til til Mælketransporten at bruge en dertil hensigtsmæssig Vogn. I Snefog skal der køres i Kane. I Vogn maa der ikke køres andet end i Skridt.

Kusken skal bringe Mælken ind i Mejeriet ved Siden af Vægten, og være behjælpelig med Ind- og Udvejningen, og føre den tilbage til Vognen igen.

Sker det, at der i Aarets Løb indtræder ny Interessenter, skal Entreprenøren transportere deres Mælk for samme akkordrede Betaling, naar det ikke forlænger Turen væsentlig.’   

Udover mælkeruter blev der fastsat bestemmelser for tørvleverance til mejeriets drift, salg af skyllevand, snerydning på mælkeruterne, kartoffelkogning m.m.

 

 

 

Først i 1967 anskaffede mejeriet egen tankvogn og udfasede dermed hestetrukket mælkeleverance. Det skete efter en ekstraordinær generalforsamling og med det mindst tænkelige flertal: 25 stemmer for og 23 imod. Om det store antal nej-stemmer skyldtes modstand mod tidens fremskridt eller måske snarere udsigten til mejeriets snarlige nedlæggelse, vides ikke, men omkring samme tid førtes også de første forhandlinger om sammenlægning med andre mejerier. En sammenlægning ville dels indbringe leverandørerne en højere indtægt for deres mælk, dels spare mejeriet og dets andelshavere for betydelige omkostninger, der ansås for nødvendige, hvis mejeriet skulle fortsætte sin drift.

Efter et par års overvejelser besluttedes det i 1971 at melde sig ind i Vestjydsk Mejeriselskab med virkning fra 1. oktober samme år, og i februar året efter afholdtes den afsluttende generalforsamling: Mejeridrift i Vind var hermed et afsluttet kapitel.

Mejeriet nåede i sin knap 45-årige levetid at have tre mejeribestyrere: Holger Jensen (årene 1927-1953), Jørgen Ramsgaard (1953-1957) og Hans Rahbek (1957-1971).

Mejeribygningen har siden mejeriets lukning været anvendt og indrettet som privatbolig, men bærer endnu i dag synligt præg af de mange års mejeridrift, navnlig indenfor. Nogle år efter lukningen blev mejeriets skorsten væltet ved en kontrolleret sprængning. Sprængningen, der på grund af hovedbygningens, udhusenes og omkringliggende ejendommes placering skulle ske med stor præcision, blev foretaget af forsvarets og hjemmeværnets sprængningseksperter, blandt andet med deltagelse af Thue Gammelvind, der, udover at være tidligere delingsfører for Vinds hjemmeværnsmedlemmer, tillige var sprængningskyndig.

 

 

– – –

Juli 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

1: Nuværende Holstebrovej 1, Vind Mejeri:
    Sofie og Jørgen Ramsgaard (mejeribestyrer)
2: Nuværende Holstebrovej 5:
    Anna og Erik Gravesen (købmand)
3: Nuværende Holstebrovej 8:
    Karen ‘Hedegaard’ Poulsen (enke) og Thomas Hedegaard Poulsen (tømrer, søn)

4: Nuværende Granstien 1:
    Julie og Jens Severin Jensen (hhv. pens. stationsforstander og baneformand)
5: Nuværende Granstien 4, Vind Station:
    Ellen og Villiam Lauridsen (hhv. stationsekspeditrice og banesnedker)

6: Nuværende Vind Kirkevej 1:
    Inger Marie ‘Mitte’ og Niels Mourids Halkjær (hhv. telefoncentralbestyrer og købmand)

7: Nuværende Præstevejen 27, Nygård:
    Mariane og Iver Højbjerg Andersen (gårdmand)

– – –

Juni 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

  1: Nuværende Holstebrovej 1, Vind Mejeri:
      Elna og Hans Rahbek (mejeribestyrer)
  2: Nuværende Holstebrovej 5:
      Anna og Erik Gravesen (købmand)
  3: Nuværende Holstebrovej 7:
      Anna og Erik Gravesens nye købmandsforretning under opførelse
  4: Nuværende Holstebrovej 9:
      Marie og Bertel Bertelsen (post)
  5: Nuværende Holstebrovej 11:
      Nelly og Niels Nielsen (vognmand)
  6: Nuværende Holstebrovej 10:
      Hilda og Verner Lauridsen (skovarbejder)
  7: Nuværende Holstebrovej 8:
      Karen ’Hedegaard’ Poulsen (enke) og Thomas Hedegaard (tømrer, søn)

  8: Ørnhøjbanens pakhus (banen nedlagt året forinden, stationsbygningen skjult bag træerne til højre)

  9: Frysehus (andelsbaseret)

10: Nuværende Brombærvej 1:
      Amalie og Bertel Christian Bertelsen (slagter)
11: Nuværende Brombærvej 2:
      Marie og Jens Friis Pedersen (skovarbejder)
12: Nuværende Brombærvej 3:
      Grethe og Milter Andersen (tømrer)
13: Nuværende Brombærvej 4:
      Dagmar og Aage Nielsen (arbejdsmand)
14: Nuværende Brombærvej 5:
      Elisabeth og Christian Blæsbjerg Madsen (arbejdsmand)

15: Nuværende Præstevejen 27, Nygård:
      Mariane og Iver Højbjerg Andersen (gårdmand)

– – –

Maj 2023

Igen er det blevet forår og dermed konfirmationstid. Som tidligere år benytter vi anledningen til af vise billeder af årets 75 års-, 50 års- og 25 årsjubilarer, altså konfirmander fra hhv. 1948, 1973 og 1998. 

1-2: Pastor Kristian Larsen (1886-1953) og hustru Anne Birgitte Larsen (f. Bitsch, 1884-1960)
    3: Esther Kristensen (g. Hansen, 1934-2019), Spåbæk i Vinding
    4: Jenny Marie Kæseler, Lergrav i Vinding
    5: Minna Anine Nielsen, Øster Vejvad i Vinding
    6: Lilly Elisabeth Mikkelsen (g. Kamp), Vildkilde i Vind
    7: Inga Anine Damgaard, Grundflod i Vind
    8: Erna Gunhild Klejnstrup Madsen, Mikkelborg i Vind
    9: Grethe Nørgaard Poulsen (g. Poulsen, 1934-2019), Røjkjær i Vind
  10: Inga Emilie Skallebæk (g. ‘Baunbæk’ Petersen, 1933-2005), Engholm i Vinding
  11: Nina Mathea Ravnsbæk (g. Lausten), Skovhuset i Vind
  12: Lars Christian Christiansen (1934-2001), Tinghøj i Vinding
  13: Svend Aage Jensen (1934-2013), Trækris i Vind
  14: Harry Toustrup Larsen, Ramskov i Vinding
  15: Kirsten Frandsen, Hvingel i Vinding
  16: Kirstine Lilbæk (g. Sørensen, 1934-1982), Lilbæk i Vinding
  17: Ruth Kristensen (g. Møller, 1933-2021), Sdr. Agerfeld i Vinding
  18: Sigurd Galmstrup Pedersen, Møllevang i Vinding
  19: Aksel Mohr Jensen (1933-2002), Vind Kirkeby
  20: Niels Kristian Jensen, Bak i Vind
  21: Leo Højgaard Lauritsen, Højgård i Vind
  22: Kristen Holmgaard Kristensen, Bakhus i Vinding
  23: Paul Lassen (1934-1992), Sørvad
  24: Kristian Agergaard (1934-2010), Meldgård i Vinding

Valgmenighedens konfirmander fra 1948 blev angiveligt ikke fotograferet. Om der blandt dem var konfirmander fra Vind, vides ikke med sikkerhed.

–

  1: Pastor Frederik Olesen Sigh (1907-1996)
  2: Yvonne Egebjerg Mathiasen (g. Rendbæk, 1959-2014), Vind by
  3: Laila Jeppesen, Nørreris
  4: Pia Fast Nielsen, Nyholm
  5: Kirsten Halkjær, Vind by
  6: Vagn Hoffmann Hansen, Laulund
  7: Ib Frydendal, Frydendal
  8: Flemming Troldtoft Jensen, Sønderkær
  9: Karen Marie Eriksen, Bækkelund
10: Ina Frederiksen, Bundgård
11: Birthe Thusgaard Mathiasen, Vind by
12: Tommy Mogensen, Vind by
13: Nils-Jørn Rahbek, Vind by

–

  1: Valgmenighedspræst Anders Damgaard (1923-1994)
  2: Eva Søndergaard Jensen, Vinding
  3: Trine Nørkjær, Vinding
  4: Jette Bak Poulsen, Sønder Vindgab i Vind
  5:
  6:
  7:
  8:
  9:
10:
11:
12:
13:

Kan nogen hjælpe med de manglende navne ovenfor, vil vi meget gerne vide besked.

–

  1: Sognepræst Morten Mouritzen
  2: Stine Nørgaard Poulsen, Nørre Røjkjær
  3: Anja Thusgaard Pedersen, Enebærvej
  4: Jannie Riber Poulsen, Flidsminde
  5: Bettina Holm Hansen, Enebærvej
  6: Katrine Sand Enevoldsen, Enebærvej
  7: Uffe Neesgaard Nielsen, Vinding
  8: Lars Leslie Pedersen, Enebærvej
  9: Jonas Pedersen, Blåkjærhus
10: Martin Henning Serup, Svinget
11: Mikael Thusgaard Mortensen, Enebærvej
12: Klaus Svenstrup, Enebærvej

Også i valgmenigheden blev der afholdt konfirmation i 1998, dog uden konfirmander fra Vind.

– – –

April 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

  1: Nuværende Brombærvej 1:
      Amalie og Bertel Christian Bertelsen (slagter)
  2: Nuværende Brombærvej 3:
      Grethe og Milter Andersen (tømrer)
  3: Nuværende Brombærvej 4:
      Dagmar og Aage Nielsen (arbejdsmand)
  4: Nuværende Brombærvej 5:
      Elisabeth og Christian Blæsbjerg Madsen (arbejdsmand)
  5: Nuværende Brombærvej 9 under opførelse:
      Magda og Emanuel Pedersen (arbejdsmand)

  6: Nuværende Holstebrovej 8:
      Karen ‘Hedegaard’ Poulsen (enke) og Thomas Hedegaard Poulsen (tømrer, søn)
  7: Nuværende Holstebrovej 9:
      Marie og Bertel Bertelsen (post)
  8: Nuværende Holstebrovej 10:
      Hilda og Verner Lauridsen (skovarbejder)
  9: Nuværende Holstebrovej 11:
      Nelly og Niels Nielsen (vognmand)
10: Nuværende Holstebrovej 13:
       Helga og Arnold Bertelsen (smed)
11: Nuværende Holstebrovej 15:
      Tove og Tage Nielsen (vognmand)

– – –

Marts 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

  1: Nuværende Vind Kirkevej 1:
      Grethe og Marius Domdal (skovarbejder)
  2: Nuværende Vind Kirkevej 2:
      Inger Marie ‘Mitte’ og Niels Mourids Halkjær (hhv. telefoncentralbestyrer og købmand)

  3: Nuværende Ørnhøjvej 1:
      Ingeborg og Jens Christian Andersen (tømrer)

  4: Nuværende Granstien 1:
      Julie og Jens Severin Jensen (hhv. pens. stationsforstander og baneformand)

  5: Nuværende Holstebrovej 1, Vind Mejeri:
      Mathea og Holger Jensen (mejeribestyrer)
  6: Nuværende Holstebrovej 5:
      Meta og Niels Hansen (købmand 1952-1954) 

  7: Nuværende Brombærvej 3:
      Grethe og Milter Andersen (tømrer)
  8: Nuværende Brombærvej 4:
      Dagmar og Aage Nielsen (arbejdsmand)
  9: Nuværende Brombærvej 5:
      Elisabeth og Christian Blæsbjerg Madsen (arbejdsmand)

      Nuværende Bærkær, dengang kendt som ‘Amager’:
10: Nanny og Jakob Damtoft (skovarbejder)
11: Inger Marie og Johan Mikkelsen (arbejdsmand)

      Ubeboet, senere nedrevet: 
12: Højmarkhus

      I fjerneste baggrund:
13: Vind Skole (ny)

–

Februar 2023

Jubilæumstema: Vind by 1923-2023

  1: Nuværende Holstebrovej 9:
      Marie og Bertel Bertelsen (post)
      samt Magda og Emanuel Pedersen (arbejdsmand)
  2: Nuværende Holstebrovej 11:
      Nelly og Niels Nielsen (vognmand)
  3: Nuværende Holstebrovej 13:
      Helga og Arnold Bertelsen (smed)
  4: Nuværende Holstebrovej 17:
      Hilda og Verner Lauridsen (skovarbejder)

  5: Nuværende Brombærvej 1:
      Amalie og Bertel Christian Bertelsen (slagter)
  6: Nuværende Brombærvej 2:
      Anna og Jens Friis Pedersen (skovarbejder)
  7: Nuværende Brombærvej 3:
      Grethe og Milter Andersen (tømrer)
  8: Nuværende Brombærvej 4:
      Dagmar og Aage Nielsen (arbejdsmand)
  9: Nuværende Brombærvej 5:
      Elisabeth og Christian Blæsbjerg Madsen (arbejdsmand)

10: Nuværende Vind Kirkevej 15, Øster Skovgård:
      Maren Troldtoft (enke)
11: Nuværende Vind Kirkevej 19, Sønderbæk:
      Birgitte og Kristian Andersen (gårdmand)

12: Nuværende Ørnhøjvej 12, Gammelvind:
      Kristine og Thue Gammelvind (gårdmand)

– – –

Januar 2023

Jubilæumstema: Vind 1923-2023

Selv om billedet herover står en smule sløret, så er det alligevel af ganske særlig historisk betydning. Det er nemlig et af de ældste billeder -måske endda dét ældste- af Vind Stationsby og giver dermed et godt indtryk af, hvordan byen så ud i de tidligste år efter grundlæggelsen i 1923.

Billedet er taget i Øster Skovgård omkring 1930, og vejen, der ses i baggrunden gå tværs gennem billedet, er den nuværende Vind Kirkevej.

I forgrunden står Karen Jensen (f. Troldtoft, 1904-1993) med sønnen Svend Troldtoft Jensen (1928-2010).  

I baggrunden ses fra venstre slagter Bertelsens ejendom, indrettet med beboelse og forretning (i dag Brombærvej 1), og -skråt bag dét til venstre- jernbanens pakhus. Dernæst mod højre ligger slagter Bertelsens hvide udhus og -bag dét- stationsbygningen. Midt i billedet genkendes tydeligt mejeriet med høj skorsten og udhuse. Dernæst, fortsat mod højre, ses byens første og dermed ældste hus, købmand Halkjærs hjørneejendom (Vind Kirkevej 2) med både beboelse, forretning, lager og telefoncentral. På modsatte side af vejen ses ejendommen, der senere blev kendt som ‘Domdals hus’, da billedet blev taget så vidt vides indrettet som slagterforretning (Vind Kirkevej 1), og yderst til højre tømrer Andersens ejendom (Ørnhøjvej 1), der senere blev udvidet med værksted og større beboelse.

I stationsbyen, men desværre uden for kameraets synsvinkel, lå på denne tid ud over de nævnte kun murer Jensens hus (Ørnhøjvej 3), post Bertelsens hus (Holstebrovej 9), vognmand Nielsens hus (Holstebrovej 11) samt smedjen (Holstebrovej 13). 

– – –

December 2022

Månedens billede viser et snedækket julelandskab, omtrent som vi må formode, det i 1950 har set ud fra drengeværelset på førstesalen over købmand Halkjærs forretning. Til venstre genkendes den kurvede Ørnhøjvej, til højre ses Gammelvind.

Bag signaturen nederst i højre hjørne gemmer sig Anders Aage Halkjær (1931-2023), købmand Halkjærs yngste søn.

– – –

November 2022

I 1953 fik Vind, hvad mange i sognet længe havde ønsket sig, og hvad størsteparten af omkringliggende småsogne endnu ikke havde: En ny, moderne skole. Elevtallet i den gamle skole, der var fra 1867, lavloftet med kakkelovn og med bare ét klasselokale, var ved indgangen til 1950’erne nået op omkring 80, hvilket gjorde undervisningsvilkårene så ringe, at de regnedes for stærkt utilfredsstillende -for ikke at sige håbløst forældede. Den nye skole havde derimod to store klasselokaler og tillige både gymnastiksal, sløjdlokale, skolekøkken og bibliotek. Prisen for hele herligheden var 335.000 kroner.

I 1992 gennemgik skolen en omfattende renovering, og året efter fejrede skolen sit 40-års jubilæum, en festdag for både daværende og forhenværende elever. Dagen derpå, den 28. januar 1993, kunne man i Holstebro Dagblad læse følgende reportage fra jubilæumsdagen:

’Mange sider i Vind Skoles fødselsdagsgæstebog blev fyldt med tætskrevne navne i løbet af i går.

Vinds nuværende skolebygning fyldte 40 år, og omkring 500 mennesker mødte op for at gratulere, se skolen og for at hygge sig.

Eleverne og lærerne fejrede selv dagen fra første time med morgensang og undervisning anno 1953 med den nu pensionerede lærerinde Kathrine Nielsen. De forærede skolen et stort nyt dannebrog og nød selv godt af blandt andet et slikkepindetræ fra skolebestyrelsen.

Klokken 17 var gæsterne udefra indbudt, og som nævnt myldrede de til fra hele den lille by og nogle af de gamle elever udefra. Parkeringspladsen, skolegården og mange meter vej blev hurtigt fyldt med parkerede biler og legende børn. Indenfor nød gæsterne godt af kager og cafemad, som eleverne havde lavet, de så lysbilleder, tegninger og videofilm om skolen i årene, der er gået, studerede de gamle skolehæfter og -bøger eller forsøgte at genkende personerne på de mange gamle klassebilleder, der var hængt op i gymnastiksalen med lister nedenunder til navnene på de genkendte.

Kathrine Nielsen, der har undervist på Vind Skole i 27 år, før hun gik på pension for et års tid siden, havde stor succes, da hun gentog den historiske undervisning med en samling tidligere elever fra skolen. Publikum morede sig, og ikke mindst da en af hendes elever -den nuværende amtsråds- og kommunalpolitiker, socialudvalgsformand Svend Blæsbjerg (V)- tilsyneladende ikke kunne svare på, hvad enevælde er.

-Utroligt! Han burde da vide, at enevælde her i kommunen er at kunne tælle til ni, var der en af publikummerne, der fniste, med henvisning til partiet Venstres flertal i kommunalbestyrelsen.

Efter skoletimen gav Vinds næsten nystiftede voksenkor ”Vindsangerne” et par numre.

Klokken var halv-ni om aftenen, før folk for alvor begyndte at sive ud fra festen for at genfinde biler og børn.

-Det har bare været alletiders. Jeg er ganske overvældet over, at så mange er kommet. Det er jo bare 40 år, skolen fylder, og hvis det ikke var, fordi den samtidig var bygget om, havde vi nok slet ikke gjort noget ud af det, sagde en træt og glad førstelærer Carsten Juul Sørensen, da festen så småt var ved at ebbe ud.’

– – –

Oktober 2022

Denne måneds billede er taget i luften over Nørhedevej i den allersydligste del af Vind sogn. Midt i billedet ses husmandsstedet ’Kristiansminde’, der fra 1949 til 1985 var ejet og beboet af familien Damgaard, hhv. Peder (1924-2005) og Ilse (1921-1998) samt deres fem børn. 

I deres første år i Kristiansminde drev Peder og Ilse Damgaard hønseri, siden ernærede de sig i mange år ved skovdrift og planteskole, blandt andet med salg af juletræer og pyntegrønt.

Den aflange bygning i baggrunden til højre husede indledningsvis høns og gæs og andet fjerkræ, inden den senere indrettedes med blandt andet gildesal og små lejligheder til ferierende familie og gæster.

For yderligere oplysninger om Kristiansminde og ejendommens historie og ejere gennem tiden, se længere nede på denne side, ’Månedens billede, december 2019’.

– – –

September 2022

Ovenstående billede er taget i maj 1967 i forbindelse med fejringen af Else og Peder Vingtofts sølvbryllup.

Peder Spaabæk Vingtoft Jespersen (1913-1992) var født i Vingtoft i Vind som ældste søn i en børneflok, der med årene skulle komme til at tælle i alt fem søskende: Signe, Peder, Edvard, Poul og Kristian -alle senere med efternavnet Vingtoft. Forældrene var gårdmand Laust Peder Kristian Vingtoft Jespersen (1884-1944) og Else Marie Mouridsen Jespersen (f. Spaabæk, 1883-1974).

Skønt nogen måske på dén tid ville have forventet, at ældstesønnen var gået i sin fars fodspor med henblik på på sigt at overtage fødegården, så valgte Peder Vingtoft i stedet at gå sin egen vej: Han kom i lære hos tømrermester Jens Kristian Andersen i Vind og arbejdede derefter i et tømrerfirma i Holstebro, inden han i 1953 åbnede egen tømrerforretning på Skjernvej i Holstebro.

Forinden var han i 1942 blevet gift med Else Kathrine Bjerre Dideriksen (1919-2001), der var født i Vester Grønbæk i Tvis.

Sammen drev de med flid og dygtighed virksomheden på Skjernvej, hvor han varetog de håndværksfaglige opgaver og hun de administrative. Peder Vingtoft, der var en velanset håndværksmester kendt for sit solide og veludførte arbejde, var desuden i en årrække næstformand i tømrermesterforeningen og efterfølgende æresmedlem deraf.

I 1976 solgte Else og Peder Vingtoft tømrerforretningen til Svend Erik Kirkegaard, der i flere år havde været ansat i virksomheden, og som i øvrigt også er født og opvokset i Vind. Else og Peder Vingtoft flyttede herefter til Vind, til ejendommen ‘Bramstrup’ på Toftvej blot et stenkast fra Peders barndomshjem, hvor han havde tid og lejlighed til at dyrke hobbyer som jagt og biavl.

I midten af 1980’erne flyttede parret tilbage til Holstebro, hvor de boede til deres død i hhv. 1992 og 2001.

Else og Peder Vingtoft ligger begravet på Søndre Kirkegård på Viborgvej i Holstebro.

Lokalarkivet er i besiddelse af nedenstående festsange, den første fra 1942 af ukendt forfatter, skrevet i anledning af Else og Peder Vingtofts bryllup, den anden fra 1967, skrevet i anledning af deres sølvbryllup af sølvgommens mor, Else Marie Vingtoft:

                                                                                   Brylluppet i Vester Grønbæk den 28. Maj 1942
                                                                                   Melodi: Se Norges Blomsterdal

                                                                                   Da Grønbæk brændte ned, og det blev bygget op igen,
                                                                                   fik Else, som vi ved, sig da en Hjertensven.
                                                                                   Det var en Tømrersvend, der meldte sig som Elses Ven,
                                                                                   et Venskab vare ved nu og en Evighed!

                                                                                   Et Venskab for en Dag kan sagtens faas i Vind og Tvis,
                                                                                   det er en anden Sag, naar der i Aarevis
                                                                                   skal elskes meget højt, saa gaar det ofte noget sløjt
                                                                                   med Løfter, som vi ved gives for Evighed.

                                                                                   Nu Elses Petermand har alle sine Sejl sat til
                                                                                   og gjort et Hus i Stand til sig og Elselil,
                                                                                   og Else har med Flid da ogsaa brugt en Mængde Tid
                                                                                   til Syning, som vi ved, varer en Evighed.

                                                                                   Hvad Lykke eg’ntlig er, hvordan man fanger Lykken hjem,
                                                                                   kan ingen sige jer, prøv jer kun sagte frem!
                                                                                   Og hør det gamle Ord, som tit er sagt paa vores Jord: 
                                                                                   Enhver er, som vi ved, sin egen Lykkes Smed.

                                                                                   I denne Krigens Tid et Gilde kommer ret tilpas –
                                                                                   Katrines Mas og Slid og Bjerres Slid og Mas.
                                                                                   Ja, alle her har rendt og op og ned paa Huset vendt
                                                                                   for Gildet, som vi ved, fejres i Ro og Fred.

                                                                                                                  – – –

– – –

August 2022

Det er blevet sensommer og dermed højsæson for bærplukning. For mange -både folk i Vind og folk udefra- er det fast tradition ved denne årstid at tage til Stråsø Plantage for at plukke tyttebær og blåbær. Denne måneds billeder er begge taget af lærer ved Stråsø Skole, Niels Peter Larsen (1873-1947).

På billedet øverst ses yderst til venstre Mette Marie Albertsen (g. Jørgensen, 1899-1987), født og opvokset i Stråsøhus og senere -da billederne blev taget- tjenestepige hos lærer Larsen i Stråsø Skole. Ved siden af hende sidder lærer Larsens ældste søn, Lars Erik Bernhard Larsen (1910-1981), dernæst en ukendt ældre kvinde og yderst til højre lærer Larsens hustru, Kirsten Larsen (f. Frederiksen, 1883-1958). 

Billedet nedenfor er taget omkring samme tid og viser de samme fire personer. Dog er billederne tilsyneladende ikke taget samme dag, idet personerne ikke bærer helt samme påklædning på de to billeder.

– – –

Juli 2022

Ovenstående kort giver et godt og detaljeret indtryk af, hvilke stednavne der var kendt i Vind og omkringliggende sogne for cirka halvanden hundrede år siden.  

Midt i billedet ses Vind Kirkeby. Først mange år senere, midt i 1920’erne, blev Vind stationsby grundlagt, og dermed dét, der i dag kendes som Vind by. På kortet ses ganske vist også angivet en ‘Vind By’, men det var dén tids betegnelse for området omkring Meldgård, Nørgård, Østergård, Søndergård og Vestergård.

Kortet må dateres til sidste del af 1800-tallet, idet det bemærkes, at jernbanen fra Holstebro over Ulfborg til Ringkøbing (indviet 1875) ses indtegnet yderst til venstre på kortet, mens jernbanen fra Holstebro over Aulum og Vildbjerg til Herning (indviet 1904) endnu ikke ses anlagt.

Såfremt nogen ud fra specifikke stednavne kan komme nærmere en præcis datering, hører vi meget gerne nærmere.

– – –

Juni 2022

På Ørnhøj-banen mellem Vind og Sørvad, umiddelbart øst for hovedvejen, lå trinbrættet Resdalhus, hvor denne måneds billede er taget.

Jernbanestrækningen Ørnhøj-Vind-Sørvad-Nørre Felding-Holstebro blev indviet i 1925 og nedlagt i 1961.

Ovenstående billede er fra begyndelsen af 1950’erne, og drengen i døren er John Bendt Hansen, barnebarn af Karen og Albert Albertsen i Damtofthus.

Læs eventuelt også beretningen om familien Albertsen længere nede på denne side, ’Månedens billede, november 2021’.

Om Ørnhøj-banen vil kunne findes yderligere oplysninger øverst på siden under menupunktet ‘Kender du historien om…’ -> ‘RØHJ og togkollisionen’.

– – –

Maj 2022

Traditionen tro fejrer vi foråret og årets konfirmander med at kaste et blik tilbage på dette års 25-års, 50-års og 75-års konfirmandjubilarer, altså konfirmander anno 1997, 1972 og 1947.

  1: Sognepræst Kristian Larsen (1886-1953)
  2: Jenny Sønderbæk Hedegaard (g. Bjerggaard), Hedegård i Vinding
  3: Herdis Agergaard Kristensen (g. Lauritsen, 1932-2015), Hulmose i Vinding
  4: Kirstine Knudsen (1933-2002), Koldkjær i Vinding
  5: Gerda Marie Knudsen (1933-1988), Fuglsang i Vinding
  6: Karoline Severine Andersen, Lille Bjerregård i Vinding
  7: Nelly Bilgrav (g. ‘Hougaard’ Madsen), Sønder Løgager i Vinding
  8: Gerda Raabjerg Poulsen (g. ‘Galmstrup’ Pedersen, 1933-2010), Råbjerg i Vinding
  9: Anna Blindkilde (g. ‘Kamp’ Jensen, 1932-2013), Blindkilde i Vinding
10: Emma Methea Lauridsen (g. Davidsen), Nørre Ramskov i Vinding
11: Gerda Ruth Kæseler (g. Kragh), Ramskov i Vinding
12: Ketty Stokholm Knudsen (g. 1. Pedersen, g. 2. Søndergaard, 1933-2017), Røjkjær i Vind (senere gift med nr. 28)
13: Mette Holmgaard Pedersen, Spartoft i Vind
14: Marie Kathrine Pedersen (g. Andersen, 1933-2020), Korsbæk i Vinding
15: Inger Hoffmann Hansen, Vesterager i Vinding
16: Vera Stjernholm Pedersen (1933-1996), Rishøj i Vind
17: Signe Kristensen, Spåbæk i Vinding
18: Anne Johanne Christensen, Junge i Vinding
19: Ella Agnethe Jensen (g. Christiansen), Ramskov i Vinding
20: Svend Erik Albertsen (1933-2021), Vestervang i Vind
21: Børge Hoffmann Hansen, Solvang i Vinding
22: Verner Meldgaard Nielsen (1933-2019), Vinding
23: Poul Isager Ravnmose Jensen, Møllevang i Vinding
24: Aksel Henry Hoffmann (1932-2021), Hahle i Vinding
25: Viggo Poulsen (1933-2009), Moselund i Vind
26: Berthel Berthelsen, Godthåb i Vinding
27: Tage Kristian Mohr Jensen (1931-2020), Toftgård i Vind Kirkeby
28: Valdemar Søndergaard (1933-2017), Havrsnap i Vind
29: Alfred Lassen (1932-1997), Åkjær i Vinding
30: Elias Nathanael Boutrup Andersen (1932-1987), Sønderbæk i Vind
31: Børge Christensen (1932-2014), Spåbæk i Vinding
32: Niels Bailum Nielsen, Lundager i Vinding
33: Mads Kristian Damgaard (1932-2021), Fromborg i Vind

-konfirmeret samme år, men ikke med på billedet:
Ruth Højgaard Lauritsen (1932-2010), Højgård i Vind

Valgmenighedens konfirmander blev så vidt vides ikke fotograferet i 1947.

  1: Sognepræst Frederik Olesen Sigh (1907-1996)
  2: Irene Meldgaard Poulsen, Meldgård
  3: Bente Jeppesen, Højbo
  4: Conny Jacobsen, Virkelyst
  5: Lissi Gravesen, Holstebrovej
  6: Bent Thusgaard Mathiasen, Vind Kirkeby
  7: Poul Christian Poulsen (1958-2008), Flidsminde
  8: Preben Berg Pedersen, Blåkjærhus
  9: Kaj-Verner Bækdahl, Tolstrup
10: Helge Nielsen, Nybo
11: Jørgen Mikkelsen, Højbjerg
12: Benny Rask, Nørgård
13: Villy Thusgaard Mathiasen (1958-2018), Skovgårdvej

Også valgmenigheden afholdt konfirmation i 1972, dog uden konfirmander fra Vind.

  1: Sognepræst Morten Mouritzen
  2: Johanne Kjærgaard
  3: Pernille Sebbelin Pedersen, Tranebærvej
  4: Marie Klogborg, Røjkjærgård
  5: Pernille Nygaard Struve, Nørreholm
  6: Thomas Nørgaard Poulsen, Enebærvej
  7: Lasse Pedersen, Holstebrovej
  8: Henrik Thusgaard Kristiansen, Vinding

  1: Valgmenighedspræst for Aulum-Vinding-Vind, Claus Helsbøl
  2: Iris Colstrup Hindhede, Tranebærvej i Vind
  3: Henrik Schack Olldag, Aulum
  4: Linda Hesel Poulsen, Hestbjergvej i Vind
  5: Peter Østergaard Nielsen, Vinding
  6: Heine Mohr Jakobsen, Vinding
  7: Kim Fonager Nørgaard, Aulum
  8: Martin Danholt, Holstebrovej i Vind

– – –

April 2022

Ikke sjældent har historiske kilder berettet om, hvor fattigt et hedesogn Vind har været i tidligere tider. ‘Sølle Vind’, er det sågar blevet kaldt. 

Selv om det i dag kan synes næsten ubegribeligt, så skal vi ikke længere tilbage i tid end to-tre generationer, før indbyggere i Vind -og i brede dele af befolkningen i al almindelighed- levede en tilværelse i fattigdom og uden sikkerhed for mad på bordet og tøj på kroppen.

Også skolevæsenet har haft trange kår.

Den 12. november 1935 kunne man således i Holstebro Dagblad læse, hvordan så ubetydelig en udgift som indkøbet af en fodbold til Vind Skole kunne give anledning til økonomisk hovedbrud. Det var sognerådet, der dengang skulle bevilge pengene, og ansøgningen lød på en ny kakkelovn og en fodbold. En række af landets øvrige aviser -så vidt omkring som Aalborg i nord, Ærø i syd og Helsingør i øst- bragte i dagene derefter også historien. Om ikke så meget for selve ansøgningen og dens indhold, så for måden, hvorpå den blev stilet til sognerådet -nemlig på vers. Og måske især for måden, hvorpå den blev besvaret -nemlig også på vers:

– – –

Marts 2022

Månedens billede, der er fra begyndelsen af 1960’erne og viser den sydligste del af Vind by, er taget langs den nuværende Ørnhøjvej, omtrent hvor Gunner og Eva Hansen senere byggede hus og autoværksted.

I forgrunden står eskadronchef ved Jydske Dragonregiment i Holstebro, major Anton Viktor Bager (1915-2012). Billedet må formodes at være taget i forbindelse med en militærøvelse.

I baggrunden ses til højre og midt i billedet Grethe og Sven-Egon Jensens hus og nyopførte vognmandsgarage. Til venstre ses Kristen Frydendals hus, og i bagest genkendes mejeriets skorsten.

Desværre kendes ingen billeder af rekrutterne eller de, som i øvrigt måtte have deltaget i øvelsen -til gengæld ser det ud til, at byens knægte gerne har villet tage del i eksercitsen.

– – –

Februar 2022

Lokalarkivet har tidligere -længere nede på denne side under ’Månedens billede’, hhv. august og september 2020- berettet om vindboer, der søgte lykken i Amerika. Denne gang retter vi kikkerten mod Peder Kjær Pedersen, som var født i Blåkjær i 1861, og som dermed hørte til en af de familier i Vind, der i dag kan føre deres slægts historie længst tilbage i tid.

Peder Kjær Pedersen, søn af gårdmand Peder Jacobsen (1824-1894) og Else Pedersen (1825-1892), kom til verden som den næstyngste i en søskendeflok på 6. En flok, der desuden talte Anders Kjær (f. Pedersen, 1859-1945), der om nogen har sat sig spor i Vind. Om ham kan der læses blandt andet under menupunktet ‘Kender du historien om…’ -> ‘Kjærs åbne grav’.

Peder Kjær Pedersen valgte tidligt håndværk fremfor landbrug, og som 19-årig ses han ved folketællingen i 1880 at være skomagerlærling i Holstebro. Et fag, der skulle blive hans -og vedblive at være det livet igennem.

Men Peder Kjær Pedersens ambitioner rakte længere end til en fremtid som skomager i Vestjylland: Han ville til Amerika! I juni 1882 blev han gift med Ane Dorthea Sørensen (1862-1931) fra Mejrup, og ikke længe derefter var parret på vej over Atlanterhavet med kursen sat mod Chicago i Illinois, en af staterne i den ‘amerikanske midtvest’, hvor der netop i disse år dannedes en hastigt voksende koloni af skandinaviske immigranter.

Sikkert og vel ankommet til Amerika ændrede Peder sit navn til ’Peter Carr’, en anglisering af navnet Peder Kjær, og Ane Dorthea blev samtidigt til ‘Anna’.

Parret fik i de følgende år fem døtre og to sønner, i alt syv børn, hvoraf dog kun fem nåede voksenalder: Arthur Carr (1882, død som spæd), Else ’Elsie’ Carr (g. Smith, 1884-1962), Emilie ’Milla’ Carr (g. Jacobs, 1887-1972), Florence Dorthea Carr (g. Dahl, 1890-1972), Esther Carr (g. Jobst, 1892-1970), Dagmar Carr (1895-1896) og Willard Peter Carr (1898-1970).

Peter Carr tilbragte resten af livet i Chicago og ernærede sig i alle årene som skomager. Han bevarede dog kontakten til sine slægtninge i Vind og foretog også gennem årene med sin hustru og deres børn flere rejser til Danmark.

Anna Carr døde i 1931, Peter Carr i 1946. De ligger begravet på Irving Park Cemetery i Chicago.

– – –

Januar 2022

Månedens billede er denne gang hentet i familien Troldtoft Jensens fotoalbum.

‘Moesgård’, Ørnhøjvej 16, har i snart 80 år været uløseligt forbundet med familien Jensen, først med Helga og Ulrik Jensen og efterfølgende med deres datter og svigersøn, Gerda Troldtoft Jensen og Mogens Dissing Jensen.

Ulrik Valdemar Jensen (1911-2001) og Helga Alvilde Jensen (f. Troldtoft, 1911-1997) købte Moesgård i foråret 1943, og billedet herover, som er taget i slutningen af 1940’erne, viser parrets tre ældste børn, således til venstre Tove Troldtoft Jensen og til højre Mads Bjarne Troldtoft Jensen med lillesøster Gerda Troldtoft Jensen balancerende på cykelstangen.

Et par år efter billedet blev taget, blev Helga og Ulrik Jensens yngste datter, Birgit, født, hvormed søskendeflokken var fuldtallig.

Læs eventuelt også beretningen om Helga og Ulrik Jensen og deres bedrifter under 2. Verdenskrig længere nede på denne side, ‘Månedens billede, maj 2020’.

– – –

December 2021

Nogen vil måske indvende, at denne måneds billedmotiv slet ikke er fra Vind -og dét er ganske korrekt. Det er til gengæld den unge kvinde!

I baggrunden genkendes tydeligt Holstebro Banegård. Og mens et ældre billede af en banegård ikke i sig selv er nogen sjældenhed, så får motivet -når banegården som her er fotograferet gennem vinduet i netop en togkupé– alligevel med ét ‘det lille ekstra’.

I togkupéen sidder Bente Gunhild Bertelsen, datter af Amalie og Bertel Christian Bertelsen, der i mange år drev slagterforretning i Vind. Bente er født og opvokset i Vind, men har efterfølgende boet størstedelen af sit voksenliv i Aarhus-området sammen med sin mand, Niels Gjerluf Christensen (1931-2016).

Billedet er taget i slutningen af 1950’erne, mens det endnu var muligt at rejse med tog fra Vind til Holstebro -og derfra videre ud i landet. Som det ses af køreplanen nedenfor, fandtes på dén tid to stationer i Holstebro, dels lokalbanens Sydbanegård på Sønderland, dels DSBs statsbanegård, der som bekendt i dag er den eneste af de to, der stadig er i anvendelse. 

Om slagter Bertelsen og hans forretning vil der kunne læses mere længere nede på denne side, ‘Månedens billede’, hhv. september 2018 og marts 2016.

– – –

November 2021

Nær Agerfeld, på Skjernvej 224, ligger landejendommen ’Damtofthus’, som de seneste 100 år har være uløseligt forbundet med familien Albertsen.

Præcis hvornår det første Damtofthus blev opført, og hvor gammel den nuværende ejendom er, vides ikke med sikkerhed, men navnet Damtofthus kendes fra skriftlige kilder i hvert fald fra omkring midten af 1800-tallet, og selv om Damtofthus alle dage har været hjemmehørende i Vind sogn, så vidner dets navn dog tydeligt om ejendommens geografiske placering nær den noget større gård ’Damtoft’, som derimod ligger i Vinding sogn, lige på den anden side af sogneskellet.

Fra en samtidig notits i Holstebro Dagblad ved vi, at Damtofthus blev købt af Albert Albertsen (1893-1993) i oktober 1922 for 6.000 kroner.

Albert Albertsen var født i Råsted, hvor hans forældre på dét tidspunkt kortvarigt boede, men hans familie havde dog nær tilknytning til Vind, idet både hans far og farfar var født i Stråsø. Da Albert var blot nogle få år gammel, flyttede familien da også fra Råsted til netop Stråsø, til ejendommen Grundflod, hvor Albert voksede op som den næstældste i en søskendeflok på 11. Sin skolegang havde han i Stråsø, og efter først at have været ude at tjene og derefter aftjent flerårig soldatertjeneste i København i årene omkring første verdenskrig, vendte han tilbage til sin hjemegn, om end ikke til Vind, så til Ørnhøj, hvortil hans forældre i mellemtiden var flyttet.

Her, i Ørnhøj, blev han i maj 1921 gift med Karen Graversen (1898-1989), der var født og opvokset i Husby, og som i modsætning til sin mand ingen relationer havde til Vind. Hendes far var død, da hun endnu var ganske spæd, og idet hun blot et par måneder efter sin 9 års-fødselsdag også mistede sin mor og tillige ingen søskende havde, måtte hun tilbringe en del af sin barndom hos anden familie, indtil hun efter sin konfirmation kom ud at tjene og altså siden blev gift med Albert Albertsen.

I efteråret 1922, året efter deres bryllup, flyttede Karen og Albert Albertsen til Damtofthus, der i mere end 65 år herefter skulle komme til at danne ramme om dem og deres voksende familie. Med årene blev det til otte børn: Anna Kirstine Albertsen (g. Hansen, 1921-1993), Anders Albertsen, Jens Kristian Albertsen (1924-2004), Agnete Albertsen (g. Kristoffersen), Rosa Viktoria Albertsen (1928-2021), Dagny Albertsen (g. Adamsen, 1931-2008), Svend Tage Albertsen (1936-2000) og Niels Otto Albertsen (1946-2020).

Albert Albertsen var i sine første år i Vind beskæftiget ved anlæggelsen af den nye jernbane, der netop i de år forbandt Vind med Ringkøbing, Ørnhøj og Holstebro. Senere var han mangeårig landpost, blandt andet på ruter fra Vind mod Ørnhøj, Nørhede og Troldtoft, og blev i dén egenskab med årene et kendt ansigt og en vellidt og velkommen gæst hos indbyggerne i ’æ sønder sogn’.

Idet Albert således altså meget af tiden var udearbejdende, var det i høj grad Karen, der både passede børn, holdt hus og have samt varetog de mange daglige pligter, der fulgte med at drive det lille landbrug, således alle munde kunne mættes.

Karen og Albert Albertsen nåede at fejre både guldbryllup, diamant- og krondiamantbryllup, inden de i begyndelsen af 1989 afhændede Damtofthus til sønnen, Niels Otto Albertsen. Få måneder senere døde Karen som 91-årig efter et kortvarigt ophold på plejehjem. Også Alberts kræfter svandt, og efter nogle år på plejehjem døde han i 1993, blot to uger før han ville være fyldt 100 år.

Niels Otto Albertsen boede i Damtofthus frem til sin død i 2020. Jorden dertil var allerede inden hans død lejet ud til en nabo, og samme nabo har nu efterfølgende købt også selve ejendommen, der i øjeblikket står tom og ubeboet, mens den afventer sin fremtidige skæbne.

Se flere billeder af familien Albertsen øverst på siden under menupunktet ’Vind i billeder’ -> ’Folk og fæ’.

– – –

Oktober 2021

De fleste med interesse for historie vil kende fornemmelsen af at tage på kirkegårdsvandring og lade fantasien få frit løb ved synet af de mange gravsten, navnlig de ældre af slagsen, hvis inskriptioner og tidstypiske udsmykninger i mange tilfælde vidner om de afdødes plads i samfundet, om barske skæbner og om enkeltpersoner, til hvem der knytter sig en interessant historie eller en særpræget livsform.

Én af de mere iøjnefaldende gravsten på Vind kirkegård er ‘Sarpsborgpigens’. Til hende knytter sig nemlig en historie, som først er blevet kendt efter hendes død -og i høj grad netop i kraft af gravstenen.

Elnor Malvine Syversen blev født den 22. november 1913 i byen Sarpsborg, små 100 km. sydøst for Oslo. At der ventede hende en fremtid i Danmark, var der ingen, der på dét tidspunkt kunne have forudset. Som ung pige skal hun i en del år have haft plads i huset hos en konsul i Sarpsborg, inden hun -formentlig kort efter 2. Verdenskrigs afslutning- flyttede til Oslo. Dér, i Oslo, befandt sig omkring samme tid en ung pige fra Vind, Agnes Mariane Pedersen (1919-2005) fra Blåkjærhus. De to unge piger knyttede venskab, og da det i 1950 blev tid for Agnes at vende tilbage til Danmark, valgte Elnor at rejse med. I Danmark blev Elnor inden længe introduceret for Agnes’ bror, Peder Emil Pedersen (1917-2007), og dermed var skæbnen beseglet: Året efter, den 4. september 1951 under et ophold i Oslo, blev parret gift.

De nygifte slog sig efterfølgende ned i Vestjylland, i Hedegård i Skjærk ved Aulum, hvor de i mange år drev landbrug, inden de senere flyttede til Holstebro. Elnor Malvine måtte tidligt indse, at hendes nye landsmænd var uvante med hendes norske fornavne, så i stedet valgte hun slet og ret at kalde sig Molly. 

Hvad tilsyneladende kun hun og Peder -sandsynligvis ikke en gang Agnes og med sikkerhed ingen andre i Peders familie- vidste, var, at Molly allerede et par år forud for sin ankomst til Danmark havde sat sig et spor her i landet, nemlig på havnen i Struer i skikkelse af bronzeskulpturen ‘Sarpsborgpigen’.

For forklaringen derpå skal vi tilbage til sommeren 1945…

Selv om levevilkårene i Danmark var svære både under og i tiden efter 2. Verdenskrig, så var det dog for intet at regne sammenlignet med situationen i Norge -her herskede der regulær hungersnød. Dette foranledigede en gruppe af borgere i Struer-, Holstebro-, Vinderup- og Lemvig-området til at iværksætte en fødevareindsamling til fordel for de sultende nordmænd. På bare en uge i juni 1945 blev der indsamlet 90 tons kartofler, 62 tons mel og gryn, 16 tons flæsk, 15 tons brød, 13 tons smør, 8,5 tons æg, 4 tons sukker, 2,5 tons pølser m.m., i alt mere end 200 tons, der blev afskibet fra havnen i Struer og sejlet til Sarpsborg.

De mange fødevarer blev modtaget med stor glæde og taknemmelighed i Norge. Sarpsborg og Struer blev venskabsbyer -hvilket de i øvrigt endnu er den dag i dag- og som tak for nødhjælpen ønskede Sarpsborg at skænke Vestjylland et varigt minde. I 1948 rejstes således på havnen i Struer en skulptur, som siden har været regnet for et af byens vartegn. Skulpturen, der er skabt og formet af den norske kunstner Kåre Orud (1914-1998), og som er kendt under navnet ‘Sarpsborgpigen’, forestiller en kvindefigur støbt i bronze, højt placeret på en granitsokkel. Hun har armene strakt i vejret og holder en måge mellem hænderne, mens hun angiveligt sender en tanke mod Sarpsborg: ‘Fly tanke på ny mod nord. Bær buddet fra bror til bror’.

Da Molly døde i 1983, og hendes gravsten efterfølgende blev rejst på kirkegården i Vind, hendes mands fødesogn, valgte Peder at lade stenen udsmykke med en gengivelse af Sarpsborgpigen. Først herefter blev det almindeligt kendt, at det tilsyneladende er Molly, der -dog muligvis som én af flere- i sin tid har stået model til skulpturen, der siden 1948 har haft sin plads på havnen i Struer.

Om tilblivelsen af ‘Sarpsborgpigen’ har Olav Orud, søn af skulptør Kåre Orud, i et senere interview berettet:

-Jeg kan ikke med sikkerhet bekrefte, at Molly Pedersen er modellen til ‘Sarpsborgpiken’, jeg kjenner ikke det navnet, men mye taler for, at hun kan være modellen, eller i hvert fall én av modellene. Å lage et såpass stort monument krever et omfattende arbeid gjennom flere stadier, fra den første vage idéen som kunstneren må prøve å rable ned på skitseblokken, arbeidet med komposisjonen og inngående anatomisstudier, før monumentet står på plass. Under dette arbeidet kan min far ha brukt flere modeller, deriblant Molly Pedersen. At de har kjent hverandre, er ganske sikkert!

Peder Emil Pedersen døde i 2007 og overlevede således sin hustru med næsten 25 år. Deres gravsten er endnu bevaret på Vind kirkegård.

– – –

September 2021

For mange i dag vil betegnelsen ‘indlandsklitter’ sandsynligvis være et ukendt fænomen. Indtil for få generationer siden kunne de imidlertid være af afgørende betydning for, om der kom mad på bordet eller ej, idet jordbrugerne langs Jyllands vestkyst år efter år kunne risikere at få deres høst helt eller delvist tilintetgjort af sandflugt. Fra midten af 1800-tallet iværksattes derfor en tilplantning af klitplantagerne langs kysten, og snart derefter begyndte Hedeselskabet og staten i forening at opkøbe store hede- og landbrugsarealer med henblik på beplantning af skov, der skulle forhindre sandbankerne i at vandre ind i landet. 

I Herning Folkeblad kunne 25. juni 1890 læses følgende:

‘Hedeselskabet har i denne Tid købt store Strækninger her i Vesteregnen til Tilplantning. Der er saaledes i den nordlige Del af Hover og den sydlige Del af Thorsted ved Ringkjøbing købt en Strækning af omtr. 2.500 Tdr. Land, deri indbefattet Gaarden Store Hoverdal. I Thorsted nord for Aaen er købt omtr. 760 Tdr. Land, og saa er der desuden købt en Strækning, som ligger dels i Ulfborg og dels i Vind, deri indbefattet Gaarden Straasø i Vind. Tilsammen er denne Strækning omtr. 2.200 Tdr. Land. Det er glædeligt, at der saaledes bliver taget fat paa Tilplantning af den store Masse ellers ubrugelige Hede.’

Siden er flere og større arealer tilkøbt, således Stråsø Plantage i dag dækker et område på i alt omkring 3.300 hektar. 

Takket være landskabsfotografier fra Stråsø fra begyndelse af 1900-tallet er det muligt at få et indtryk af, hvor store sandbanker -indlandsklitter- der inden den tid havde nået at lægge sig i området. Billederne er taget af lærer ved Stråsø Skole, Niels Peter Larsen Straasø (1873-1947).

Længere nede på denne side, ‘Månedens billede’, hhv. november 2018 og januar 2015 vil kunne læses om statsplantør i Stråsø, Jørgen V. H. Tang (1869-1936).

– – –

August 2021

I sidste måned bragte vi her på siden (se nedenfor, ’Månedens billede, juli 2021) et ungdomsbillede af brødrene Kjeld og Anders Kirkegaard.

Som nævnt i dén sammenhæng blev det Anders Kirkegaard (1905-1974), der overtog fødehjemmet Kirkegård (Fuglsangvej 2), mens Kjeld Kirkegaard byggede Vesterbo (Råstedvej 7). Ikke alene var de to brødre således i mange år hinandens naboer, deres hustruer var tillige søstre: Kjeld Kirkegaard blev i 1931 gift med Karen Johanne Kristine Nakskov (1903-1964), mens Anders Kirkegaard 10 år senere, i 1941, blev gift med Ingeborg Johanne Nakskov (1915-2008).

Nedenfor bringer vi et portræt af Kjeld Kirkegaard, bragt i Holstebro Dagblad i 1978 forbindelse med hans 75-års fødselsdag.

‘At åndelig, politisk og faglig interesseret medleven kan forenes i én og samme person kan vel være svært at fatte i moderne tid, hvor specialisering mere og mere trænger sig frem.

Den danske bondestand har ikke desto mindre i vort århundrede fostret mange personligheder, hvor denne treklang er til stede.

Det er nogle af de tanker, der melder sig, når man taler med fhv. gdr. Kjeld Kirkegaard, Bredgade 7, Vildbjerg, tidligere Vind, der mandag den 11. september fylder 75 år.

-Jeg kan vist godt sige uden overdrivelse, at jeg har kendt alle hjem i Vind gennem en lang årrække ved de hverv, der er blevet mig betroet. Jeg er blevet mødt med venlighed, hvor jeg er kommet og er blevet behandlet pænt, siger Kjeld Kirkegaard.

Der tales meget om miljø og om at komme hinanden ved. Talte man også om det i Vind?

-Det var nok mere det, at det gamle sognefællesskab lever stadig, og at vi kan snakke sammen alle sammen. Det skal da siges, at jeg har haft min plads i kirke og missionshus, og at jeg var med i det menighedsråd, der gennem lang tid planlagde restaureringen af Vind kirke og lagde penge til side år efter år til det formål, og vi synes, at vi fik et godt resultat ud af den restaurering.

Kjeld Kirkegaard er født i ’Troldtoft’, men kom allerede som et-årig til ‘Kirkegård’ i Vind og på Kirkegårds jord fik han sin egen gård, ’Vesterbo’, som han drev fra 1931 til 1961.

-Oprindeligt byggede vi på 36 tdr. land og fik desuden syv tdr. land eng fra Kirkegård. Siden har jeg købt hede til og var oppe på 96 tdr. land. En del hede fik jeg pløjet, og noget plantede jeg skov på. Men senere er en del af heden solgt til urfuglereservat i Vind, så der var ca. 50 tdr. land til gården, da vi i 1961 solgte den til Sv. Aa. Lauritsen.

Det var det sortbrogede kvæg, der var i fokus i Vind?

-Ja, jeg var i en årrække fodervært for Vind Kvægavlsforenings tyre. Det var en skøn tid, og selv om vi ikke i begyndelsen var stemt for det, var det det rigtige, at det jyske og det hollandske kvæg blev sluttet sammen i en SDM-forening (Sortbroget Dansk Malkerace).

I politik har Kjeld Kirkegaard haft et fast ståsted i Venstre. Han var i mange år formand for vælgerforeningen og blev ved sin afgang for få år siden udnævnt til æresmedlem.

Hvordan ser en 75-årig venstremand på den regeringsdannelse, vi nu har fået? (Anker Jørgensens SV-regering).

-Jeg ser det som noget meget positivt med denne samarbejdsvilje, og det er mit håb, at det må få lov at køre videre.

I sin ungdom måtte Kjeld Kirkegaard skiftes med sin bror til at være hjemme som karl på Kirkegård, men han fik dog lejlighed til at se andre skikke og var desuden en vinter elev på Tommerup Højskole.

-Som sagt byggede vi her i 1931, og samme år blev jeg gift. Min afdøde hustru, der var fra Lolland, hed i sin ungpigedage Karen Nakskov. Hun havde familie i Holstebro og kom derved til Vestjylland. Da vi solgte gården, købte vi den nedlagte stationsbygning i Vind, men allerede i 1964 døde min hustru. Vi havde postindleveringssted, som vi passede, indtil postbilerne kom i gang.

Kjeld Kirkegaard har haft en lang række tillidshverv. Fra 1946 til kommunesammenlægningen i 1970 var han medlem af Vinding-Vind sogneråd og var desuden medlem af sammenlægningsudvalget. Han var sognefoged og pantefoged fra 1954 til sognefogedstillingerne i halvfjerdserne blev nedlagt. Samtidig var han lægdsmand og en overgang kommunal pantefoged.

I 1951 blev han vurderingsmand i ’Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger’, en stilling han beklædte i ca. 25 år. Desuden har han været i bestyrelsen for Ulfborg-Hind Herreds Løsørebrandkasse i mere end 25 år, og fra begge brandforsikringer har han modtaget hædersbevisninger i form af bægre for sit lange virke.

Han har desuden været medlem af menighedsrådet i Vind i fire perioder og dertil kirkeværge og kasserer. Han har været medbestyrer af Holstebro Banks Sørvad-filial i 10 år og revisor i Vinding-Vind sygekasse.

Et særligt kapitel er Hjemmeværnet, hvor han stadig står til rådighed efter næsten 30 års medlemskab. I 1974 modtog han her den særlige medalje, der er godkendt af Dronningen, i anledning af 25-årsdagen for Hjemmeværnets start og som et tegn på hans eget medlemskab gennem 25 år.

For knapt tre måneder siden flyttede Kjeld Kirkegaard fra Vind til Vildbjerg, hvor han nu har en lejlighed.

-Jeg har jo nu været ene i 14 år, og det kan have sine vanskeligheder at blive ved med at holde hus og have. Derfor er jeg glad for lejligheden, jeg har fået. Jeg er så heldig, at mine børn gerne tager mig med ud på rejser rundt om i Europa, og det har jeg haft megen glæde af. Min datter Ingrid er gift med murermester Thusholt i Hjerm, og min søn, Jens Jørgen, der er repræsentant, og hans kone Else bor i Viborg. Og så har jeg fire børnebørn, der er mig til megen glæde.

Et par gange har Kjeld Kirkegaard taget på flyvetur til Canada til sin svoger og svigerinde, og han har bl.a. i sommer haft genvisit fra Canada, så den aktive fødselar har ikke besvær med at få tiden til at gå.’

Karen og Kjeld Kirkegaard ligger begravet på Vind kirkegård. Det samme gør også datteren Ingrid Thusholt (f. Kirkegaard, 1949-2009) og hendes ægtemand Arne Thusholt (1943-2005).

– – –

Juli 2021

Billedet herover, der må vurderes at være taget omkring 1920, viser brødrene Anders og Kjeld Kirkegaard i færd med at hakke roer i marken ved Kirkegård (i dag Fuglsangvej 2).

Anders Kirkegaard (1905-1974) og Kjeld Kirkegaard (1903-1983) var sønner af gårdmand Karl Kirkegaard (1872-1952) og hustru Karen Kirkegaard (f. Kjeldsen, 1877-1956). Anders Kirkegaard overtog senere sit fødehjem efter forældrene, mens Kjeld Kirkegaard på en udstykket parcel lige umiddelbart nordvest for Kirkegård byggede Vesterbo (i dag Råstedvej 7). 

Se flere billeder af familien Kirkegaard øverst på siden under menupunktet ‘Vind i billeder’ -> ‘Folk og fæ’ og læs om Kirkegårds historie længere nede på denne side, ‘Månedens billede, januar 2018’.

– – –

Juni 2021

Edvard Søndergaard Bendtsen (1920-2003) blev født i Søndergård i Vind som ældste søn af gårdmand, senere sognefoged Diderik Bendtsen (1884-1954) og hustru Mette Katrine Agerfeld Bendtsen (f. Jespersen, 1887-1950). Diderik Bendtsen, der oprindelige var fra Naur, havde overtaget Søndergård fra sine svigerforældre i 1919 i forbindelse med sit bryllup med Mette Katrine, der ligeledes var født i Søndergård.

Mens begge Edvards brødre forblev i Vind og her stiftede familie, hhv. Niels Bendtsen (1922-2003) i Søndergård og Sigurd Bendtsen (1925-1995) i Nyholm, så søgte Edvard tidligt hjemmefra. Først nogle år som købmand nær Ikast og siden i en lang årrække som en af Hernings førende bilforhandlere. Sin ægtefælle hentede han dog hjemme i Vind – og faktisk var hun ikke længere væk end på den anden side af markskellet, nemlig på nabogården Meldgård: Johanne Meldgaard Poulsen (1922-2010), datter af gårdmand Poul Christian Spaabæk Poulsen (1892-1988) og hustru Jensine Poulsen (f. Kjeldsen, 1884-1962). Brylluppet mellem Edvard og Johanne stod i Vind Kirke i efteråret 1946, og siden kom tre børn til, først tvillingedøtrene Inger og Lis og nogle år senere sønnen Poul Erik.

Nedenfor gengives en artikel om Edvard Bendtsen, som blev trykt i Herning Folkeblad i oktober 1990 i anledning af hans forestående 70 års-fødselsdag:

’I tyverne gik en lille dreng ved navn Edvard rundt i Vind sogn og drømte om biler. Han ville så gerne være mekaniker. Men da han kom ud af den stråtækte, var det umuligt at finde en læreplads. I stedet lyttede han til et godt råd fra direktøren på Holstebro Motorcompagni: ”Tag du dig en købmandsuddannelse, dén kan du altid bruge”.

Som sagt, så gjort!

På onsdag fylder Volvo-Renault-forhandler, direktør Edvard Bendtsen, Rugvænget 9, Herning, 70 år.

Drengedrømmen om at få med biler at gøre gik i opfyldelse, og købmandsuddannelsen viste sig at komme ham til gavn. Om ti dage kan han nemlig tilmed fejre sit 35 års-jubilæum som Volvo-forhandler, og i de 35 år har han nået at sælge 18.300 biler.

Men først blev han købmand i Over Isen ved Ikast, inden han var så heldig at få en plads som sælger hos Ørum P. i Herning, der som GM-forhandler solgte Opel, Vauxhall og Chevrolet.

”Skulle man i gang, så skulle det være nu”, siger Edvard Bendtsen i dag efter 35 år.

Han startede som underforhandler, men blev allerede året efter autoriseret forhandler.

”Herning viste sig at blive et fantastisk distrikt med stabile og meget trofaste kunder”, siger bilbranchens nestor i Herning. Han er ikke blot byens ældste aktive automobilmand, men Edvard Bendtsen A/S er også byens ældste bilforretning.

I starten handlede man både med traktorer, personbiler og lastvogne. Det var nemmest at have med personbiler at gøre, for i de år købte mange mennesker deres første bil. Så skulle man af gode grunde ikke tage noget i bytte. Det var en festlig tid, for det var en fest for mange at købe den første bil.

Et anderledes handelstalent skulle man have, når man solgte en traktor. Hestene skulle som regel tages i bytte, og så var det en god idé at alliere sig med en god hestehandler, så man kunne finde frem til den rigtige byttepris -og så ingen af parterne følte sig snydt.

Da det hele var kommet i gang, var vi fem-seks mand om det hele og ikke at forglemme min kone, der altid har været en fantastisk støtte, siger en taknemmelig Edvard Bendtsen.

Snart kom de glade tressere, hvor bilerne var solgt, længe før de kom hjem. I dag er bilbranchen nede i en bølgedal, men som det lyder optimistisk fra fødselaren: ”Så kan det da kun gå fremad!”

Han finder det dog lidt besynderligt, at der i velfærdslandet Danmark kun sælges 15 nye biler årligt pr. 1.000 indbyggere, mens man i udviklingslandet Portugal sælger 18 biler pr. 1.000 indbyggere. Og i Tyskland er man helt oppe på 46.

”Jeg har altid sagt, at man skulle holde, når man bliver 70”, siger Edvard Bendtsen” Sønnen Poul Erik, 38 år, kom hjem i firmaet for godt syv år siden, og i al ubemærkethed er han her i sommer blevet eneaktionær i Edvard Bendtsen A/S med sin far som bestyrelsesformand

Og det er i høj grad en arbejdende bestyrelsesformand, der beholder sit kontor på Viborgvej, og som stadig kan sælge en bil.

”Ja, det kan jeg da,” siger Edvard Bendtsen, men indrømmer, at han spørger en af de yngre, når bytteprisen skal bestemmes.

Firmaet, han nu har overdraget til sin søn, har 55 ansatte og en omsætning på et tre-cifret millionbeløb.

”Men det hele kunne slet ikke have gået uden alle de gode medarbejdere, vi har haft i årenes løb. Dem skylder jeg en stor tak,” siger Edvard Bendtsen,

”Hver alder har sin charme, og jeg kan i hvert fald skrive under på, at alderen omkring de 70 ikke er den mindst skønne,” siger han.

Han vil nu prøve at få tid til noget af alt det, der ikke har været tid til før. Han vil tage en stak bøger med i sommerhuset, måske tage en ekstra rejse sydpå og ikke mindst glæde sig over, at de tre voksne børn bor i Herning, at han har tre dejlige svigerbørn og ikke mindst seks dejlige børnebørn i alderen fra et halvt år og op til 18.

Og han vil også se, om der kan blive lidt mere tid til at køre sig en tur.

Edvard Bendtsen har stadig sin første Volvo PV444, indregistreret i 1956.

”Nyvognsprisen var 18.165 kr., og det var mange penge dengang! Men jeg havde den nu lidt billigere,” indrømmer Edvard Bendtsen med sin karakteristiske beskedenhed.’       

– – –

Maj 2021

Som det er tradition her på siden, kaster vi hvert forår et blik på årets 25 års-, 50 års- og 75 års konfirmandjubilarer, i år således konfirmander fra Vind fra hhv. 1996, 1971 og 1946. 

1: Sognepræst Morten Mouritzen
2: Anette Hollesen, Sandfær
3: Katrine Pedersen, Blåkjærhus
4: Johnny Jensen, Ny (Vester) Skold
5: Marie Sand Enevoldsen, Vind by

1: Valgmenighedspræst Claus Helsbøl
2: Mia Lundby Kragelund, Vinding
3: Thilde Kjeldsen, Vinding
4: Karin Kragelund, Vinding
5: Karina Stjernholm Jensen, Vind
6: Gitte Højmark Pedersen, Aulum
7: Morten Østergaard Jacobsen, Vinding
8: Britta Pedersen, Aulum
9: Trine Langfeldt Hagen, Aulum

  1: Sognepræst Frederik Olesen Sigh (1907-1996)
  2: Lilly Solveig Svendsen (g. Falsig), Blåbjerghus
  3: Susan Mikkelsen, Højbjerg
  4: Karin Østergaard Sørensen, Højgård
  5: Mona Jakobsen, Hedebo
  6: Lis Jacobsen, Virkelyst
  7: Lisbeth Fyrstenborg, Vind by
  8: Carsten Thusgaard Mathiasen, Vind by
  9: Karsten Andersen, Øster Spartoft
10: Max Fast Nielsen, Nyholm
11: Finn Rosenkvist Nielsen, Vind by
12: Else Andersen, Katborg
13: Helen Hoffmann Hansen, Laulund
14: Lisbeth Evelyn Pedersen, Vind by
15: Niels Karl Frydendal, Frydendal
16: Bent Jan Poulsen, Flidsminde
17: Gerhardt Plougmann Nielsen, Østergård
18: Peder Nørregaard, Nr. Vindgab

1: Valgmenighedspræst Knud Sørensen (1923-1989)
2: Britta Bang
3: Anni Larsen
4: Hans Andersen
5: Mogens Knudsen, Sørvad
6: Evan Østergaard Jacobsen, Vinding
7: Carsten Fihl Hedegaard Nielsen, Vejvad
8: Alfred Jensen

Arkivet ønsker hjælp til præcisering af, hvorvidt nr. 2, 3, 4 og 8 var hjemmehørende i Aulum, Vinding eller Vind.

  1: Dagny Albertsen (g. Adamsen, 1931-2008), Damtofthus
  2: Inger Ravnsbæk (g. Damtoft, 1932-1989), Bakhus
  3: Margrethe ‘Grethe’ Troldtoft Jensen (g. Pedersen, 1932-2014), Røjkjærgård
  4: Rosa Jensen, Bak
  5: Anna Mikkelsen (g. Jacobsen), Højbjerg, senere Virkelyst (gift med nr. 12)
  6: Ernst Jacobsen, Ny (Vester) Skold
  7: Erik Jensen, Trækris
  8: Anders Aage Halkjær (1931-2023), Vind Stationsby
  9: Laurids Kristian Damgaard, Grundflod
10: Andreas Peter Brunsborg Nielsen (1932-2011), Vind Stationsby
11: Svend Stjernholm Pedersen (1931-1998), Rishøj
12: Verner Roslev Jacobsen (1932-2022), Gammel Skold, senere Virkelyst

-også konfirmeret i 1946, men af ukendt årsag ikke med på billedet: Johanne ‘Hanne’ Dorthea Andersen (g. Jensen), Spartoft

Som det ses, råder arkivet desværre kun over en sløret og tillige beskadiget kopi af billedet fra 1946. Såfremt nogen skulle have billedet liggende i bedre kvalitet, hører vi meget gerne nærmere.

Valgmenighedens konfirmander blev så vidt vides ikke fotograferet i 1946.

Fra sognemenigheden konfirmeres i år den 30. april Lærke Hedegaard Frederiksen og Asta Elisabeth Vrist Gammelvind -og den 14. august Julius Bøge-Olesen, Mia Bødker Hald og Frida Koustrup.

Fra valgmenigheden er der i år ingen konfirmander fra Vind.

– – –

April 2021

Billedet herover er taget bag Stråsø Skole i tiden lige op til Første Verdenskrig, formentlig af lærer Niels Peter Larsen Straasø (1873-1947), der som ivrig og flittig fritidsfotograf havde eget fotografiapparat -noget endnu kun ganske få privatpersoner havde på dén tid. Midt i billedet står hans hustru, Kirsten Larsen (f. Frederiksen, 1883-1958) og foran hende deres ældste søn, Lars Erik Bernhard Larsen Straasø (1910-1981). Som det ses, er ikke alene nabokonerne mødt op for at hjælpe til med vasken, også skolens elever har for en stund forladt skolebænkene for at kunne være med på billedet.

To spørgsmål, vi aldrig får besvaret: Hunden, som kvinden yderst til højre står med i sine arme -er dén mon på vej i baljen med vand og sæbespåner? Og skoledrengen i baggrunden -hvorfor står han med et gevær?

– – –

Marts 2021

Ovenstående billede er taget omkring 1940 nær Fuglsang Bro i Stråsø. I forgrunden ses Fuglkjær Å og vandmøllen, der var blevet bygget dels for at kunne producere elektricitet til ejendommen Fuglsang i baggrunden, dels for at kunne oplade akkumulatorer til sognets øvrige beboere, eksempelvis til brug i radiomodtagere. Hvem kvinden er, vides desværre ikke.

Ejendommen Fuglsang overgik i december 1942 til staten, idet sidste privatejer, Christian Alfred Andersen (1914-1987) da solgte ejendommen til landsbrugsministeriet, som herefter udlejede den til skovens ansatte. Allerede halvandet år senere nedbrændte den imidlertid. Den 28. april 1944 kunne man i Holstebro Dagblad læse følgende:

‘Falck i Holstebro blev i Eftermiddag ved godt 14-Tiden tilkaldt til Fuglsang i Vind, hvor der, antagelig som Følge af Gnister fra Skorstenen, var opstaaet Ild i Bygningerne, der bestaar af Stuehus og to Udlænger.

Fuglsang, der tilhører Staten, beboes af Aspirant E. Jacobsen. Der er hverken Kreaturer eller Korn paa Gaarden.

Man regner ikke med i den stærke Blæst at kunne redde nogen af Gaardens Bygninger’.

-og dagen derefter videre:

‘I Gaar Eftermiddags opstod der -som meddelt i største Delen af Oplaget i Gaar- Ild i Statsejendommen Fuglsang i Vind. Ilden opstod i Straataget paa Loftet, antagelig fra en Gnist fra Skorstenen. Ejendommen bebos af en Skovløber. Hans Kone var alene hjemme, da Ilden opstod. Hun fik Falcks Brandvæsen fra Holstebro alarmeret, men da det naaede frem, var Ejendommen, der bestaar af tre straatækte sammenbyggede Længer, omspændt af Flammerne. Det lykkedes kun at redde en Smule Gangtøj. Alt Indboet brændte. Dyrene reddedes med Undtagelse af en Gris og nogle Høns.

I den stærke Storm forplantede Ilden sig til et Hedeareal. En Tid var en Plantage stærkt truet, med det lykkedes ved energisk Indgriben fra Brandvæsenet at begrænse Ilden til Hedestykket, hvoraf der brændte nogle Tønder Land’.

Som det fremgår af billederne, var der rigtignok tale om tre sammenbyggede længer, sådan som det beskrives i avisnotitsen, dog var de tydeligvis ikke alle stråtækte. Fuglsang blev ikke genopbygget efter branden i 1944 og eksisterer således ikke længere.

Læs eventuelt også om Fuglsang øverst på siden under menupunktet ‘Vind i billeder’ -> ‘Vi behøver din hjælp…’, oktober 2017.

– – –

Februar 2021

Efter snart et år uden fællesarrangementer i Vind og med udsigt til i 2021 at måtte undvære den årlige fastelavnsfejring, har vi været en tur i arkivets fotosamling og fundet et billede fra dengang, fastelavn hvert år blev afholdt ved den gamle sognegård -enten udenfor på forpladsen eller indenfor i salen. Desværre kender vi ikke det præcise årstal, men det er formentlig fra første halvdel af 1990’erne.

– – –

Januar 2021

At det danske postvæsen er næsten 400 år gammelt, kommer muligvis bag på mange -især måske i betragtning af, at frimærket først blev lanceret i Danmark i 1851.

Det var Kong Christian den Fjerde, der med sin ‘Forordning om Post-Budde’ i 1624 grundlagde postvæsenet. Blot ni postruter blev der oprettet, heraf København-Hamborg som den vigtigste. Hér blev forsendelser fragtet i hestevogn, senere af særlige postryttere, mens der på de øvrige ruter blev indsat fodbude, der undervejs på deres lange vandringer blev anvist natlogi eksempelvis på kroer og i gæstgiverier.

De første knap 100 år havde postvæsenet private ejere, dels adelsfolk, dels nogle af landets førende handelsmænd, inden driften og ejerskabet i 1711 overgik til staten.

På dén tid og i mange år derefter var nyhedsformidling, herunder udbringning af aviser, en af postvæsenets vigtigste funktioner. Dette afspejles også tydeligt i avisernes dengang alt andet end mundrette navne, eksempelvis ‘De til Forsendelse med Posten allene priviligerede Kiøbenhavnske Tidender’ og ‘Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter priviligerede Berlingske Politiske og Avertissementtidende’. Posthusene udviklede sig med tiden til regulære mødesteder for både lokalbefolkning og for rejsende, når der skulle udveksles nyheder.

I 1860 blev der indført landpostruter -men fortsat kun med udbringning til fods. Først oppe i 1900-tallet indførtes der nemlig kørende udbringning, først hestetrukken og siden motoriseret. I 1847 var den første danske jernbanestrækning blev indviet, og i de næste halvanden hundrede år, helt indtil Storbæltsbroens indvielse i 1997, spillede jernbanen en helt central rolle i transporten af breve og andre forsendelser på tværs af landsdele. 

Som bekendt sendes der i dag færre og færre breve, idet elektronisk korrespondance vinder større og større indpas. Alligevel viser postvæsenet sig igen og igen at være i både politikernes, mediernes og befolkningens søgelys, når der skal uddeles øretæver. Og på dét punkt synes situationen ikke at have været meget anderledes for 100 år siden -slet ikke i et tyndt befolket landsogn som Vind, hvor der tydeligvis har været meget at ønske sig, når det kom til udbringning af post.  

Netop dét fik ved forrige århundredes begyndelse lærer ved Stråsø Skole, Carl Rasmussen (1879-1931) til at fare i blækhuset og indrykke et læserbrev i Holstebro Dagblad. Artiklen gengives nedenfor, som den blev bragt den 10. april 1902 -med oprindelig formulering og retstavning.

‘Tillad mig, Hr. Redaktør, i nedenstaaende Linier gennem Deres ærede Blad at besvære mig over Postordningen i den vestre Del af Vind Sogn. Jeg skal ganske vist gerne indrømme, at det er en indviklet Sag at forsøge at sætte udensognsboende ind i vort Postvæsens Mysterier: det skal  – desværre – paa Forhaand være indrømmet.

Vort Postvæsen har en Vinterordning og en Sommerordning med Hensyn til Postomdelingen, og hver Postdag hele Aaret rundt ankommer til et Postskur ved Vind Skole en Landpost fra Holstebro Kl. ca. 2 Eftermiddag. I Skuret mødes han med to Landposter fra Vind Sogn og udveksler Postsagerne med disse. Nu er man omtrent inde i Situationen, og lad os saa se lidt paa Vinterordningen.

Vind Sogns Posterne har om Formiddagen tilbagelagt deres Ture og har der udbragt deres Dagen i Forvejen i Skuret modtagne Breve og Aviser. Samtidig har de paa deres Formiddagstur modtaget Breve til Viderebesørgelse. Disse kommer altsaa til Holstebro samme Aften, de er afsendte.

Tænker man sig, at en Mand i Vind Vestersogn skal meddele et Torsdag Eftermiddag indtruffet Dødsfald til en Mand i f. Eks. Nordjylland, og at han ønsker sammes Tilstedeværelse ved Begravelsen, da tager det omtrent seks Døgn med Posten at faa Besked, om vedkommende Nordjyde kan komme med det af Vindboen bestemte Tog. Det lyder ganske mærkeligt, men er ikke desto mindre sandt. Enhver vil kunne regne det efter selv. Kan Nordjyden ikke komme med et af Vindboen nærmere bestemt Tog, maa man have Telegrafapparatet i Gang eller ogsaa rejse selv. Selv om Brevet nu ogsaa er gaaet saa hurtigt som mulig, hvad Garanti har man saa for, at Holstebropostbudet faar det afleveret den Dag, han modtager det. Næste Dag er der gaaet en Uge.

Men lad os tage det gunstigste Tilfælde. Ved dette kan en Brevveksling i Anledning af det før som Eksempel omtalte Dødsfald tilendebringes paa fire Døgn.

Ved 1. April indtræder en Forandring i Postomdelingen. Vi skifter da om saaledes, at vi i Tiden April-November faar den fra Holstebro kommende Post samme Dag, den afgaar fra Holstebro; men til Gengæld maa vore Breve ligge en Dag over i Vind. Altsaa ingen Forbedring!

Det er ret mærkeligt, at disse Forhold, som man jo dog maa betegne som forældede, ikke forlængst er ændrede, og det er ret karakteristisk for Ledelsen af vort Postvæsen, at det kan se paa, at Steder paa Landet har Postomdeling tre Gange daglig, uden at gøre noget for Forbedring af saadanne  slet ordnede Forhold som de nævnte i Vind Sogn.

Det er naturligt, om Folk kan finde det at være Misbrug af Statens Penge, naar der ydes Tilskud fra Staten efter Regelen: ”Hvo, som har, skal gives”, og det er mærkeligt at høre Tale om en Omordning af hele Landets Post- og Jernbaneforhold, for at Posten fra det sydlige Udland kan naa Gøteborg og Kristiania  nogle faa Timer før, end Tilfældet er i Øjeblikket, saa længe vi i vort eget Postvæsens Indretning finder uforsvarlige Forhold.

Nu ved jeg vel, der kan gøres den Indvending, at det er kun faa Mennesker, der har Gavn af en Omordning af Postomdelingen i Vind. Men jeg tillader mig at mene det modsatte. Ikke alene vi selv, men hvert eneste Medlem af Samfundet er interesseret i, at der tilvejebringes den bedst mulige og hurtigst mulige Forbindelse med Omverdenen – selv med os Vindboere. Og det er umaadelig let at tilvejebringe en mere tidssvarende og vistnok ogsaa billigere Postordning for Vind Sogn. Krymper man sig ved Tanken om at komme ud af de vante Folder og for at tage fat paa en Smule Omordning som den i Vind, hvor meget mere da ikke for den store, radikale omordning af hele Landets Post- og Jernbanevæsen. Er vi hidtil af Staten i Henseende til Postvæsen blevne stedmoderlig behandlede, maa Uretten afhjælpes snarest.

Og De, Hr. Redaktør, maa virke for, at Vi Vindboere kan læse vort kære Holstebro Dagblads Fredagsnummer Lørdag Middag i Stedet for Mandag Middag om Vinteren. Om Sommeren kan vi knapt faa Tid til at læse den.

Med Tak for Optagelsen.’

Om lærer Rasmussens læserbrev var årsagen, er nok tvivlsomt, men få år senere ændredes faktisk landpostbudenes ruter, således posten ikke længere var så længe undervejs som tidligere. Holstebro Dagblad den 31. januar 1910: 

‘Fra i Morgen begynder den kørende Postforbindelse mellem Holstebro og Vind Kirkeby. Landpost P. Pedersen, Vestertoft, overtager Kørselen og beholder desuden sin nuværende Postrute, som kommer til at hedde Vind-Sandfær i Stedet for Røjkjær-Sandfær. Beboerne opnaar ved den nye Ordning at faa Posten saa betids, at de kan naa at afsende Svar paa den modtagne Post samme Dag.’

-og som resultat heraf var der nu ikke længere behov for det lille posthus ved den gamle skole, hvor postbudene hidtil var mødtes og havde udvekslet post. Holstebro Dagblad den 4. april 1910:

‘Posthuset i Vind blev i Fredags solgt ved Auktion for 5 Kr. 50 Øre. Med Huset fulgte Inventar saasom Bord, Stole m.m. Huset, der var noget enestaaende i sit Slags, opførtes for en Del Aar siden af Kommunen til Brug for Landposterne i Vind, hvor de samledes og udvekslede Postsagerne. Nu er Huset imidlertid bleven overflødig ved den ny, kørende Postrute til Vind. Snart vil dette Minde fra svundne Dage være borte. Det var næppe heller tidssvarende længere.’

Desværre findes der så vidt vides ingen billeder af posthuset i Vind. Læs eventuelt i stedet beretningen om den omtalte landpost, Peder Pedersen (1871-1955) længere nede på denne side, ‘Månedens billede, juni 2017’.

– – –

December 2020

Billedet herover viser Holstebrovej, som den så ud i slutningen af 1930’erne. Forrest genkendes Niels Mourids Halkjærs købmandsforretning og ved siden af dén mejeriet med den høje skorsten. I baggrunden ses, hvad der i mange år var kendt som ‘æ post hans hus’. Faktisk var der indrettet to boliger i ejendommen. I den ene ende, nærmest kameraet, boede landpost Bertel Bertelsen med sin familie. I den anden, fjernest kameraet, havde Christian Refstrup Gravesen -bror til senere købmand Erik Refstrup Gravesen- indrettet forretning, hvorfra der solgtes blandt andet tobak, konfekture og cykeludstyr.

– – –

November 2020

For enhver familie er det forbundet med glæde og stolthed at kunne præstere fire generationer på samme billede -således også for familien Jacobsen, Troldtoft og Jensen.

Forrest sidder Mette Kirstine Jacobsen (f. Pedersen, 1849-1942), i sin samtid også kendt som ‘Stine Vinge’, enke efter husmand i Sofiedal, Niels Marinus Jacobsen (1836-1920). Ved hendes side står oldebarnet Margrethe ‘Grethe’ Troldtoft Jensen (g. Pedersen, 1932-2014). Bag dem står til venstre Maren Margrethe Troldtoft (f. Jacobsen, 1877-1973), gift med gårdmand i Troldtoftgård, Mourits ‘Moust’ Troldtoft (f. Jensen, 1870-1951), og til højre hendes ældste datter Karen Jensen (f. Troldtoft, 1904-1993), gift med gårdmand i Øster Skovgård og senere i Røjkærgård, Anders Jensen (1899-1991). 

Læs eventuelt om Sofiedal længere nede på denne side, ‘Månedens billede, november 2017’, og om hhv. oldemor og bedstemor øverst på siden under menupunktet ‘Jeg husker dengang, da…’ -> hhv. ‘Mette Kirstine Jacobsen (1849-1942)’ og ‘Maren Troldtoft (1877-1973)’. Under menupunktet ‘Vind i billeder’ -> ‘Folk og fæ’ vil desuden kunne findes flere billeder af familien Jacobsen, Troldtoft og Jensen.

– – –

Oktober 2020

Ovenstående billede viser otte unge Vind-piger, fotograferet i Sogne- og Hjemmeværnsgården i slutningen af 1960’erne. Fra venstre ses: Karen Barbesgaard Præstholm fra Vestertoft, Karen Margrethe ‘Grethe’ Kirkegaard fra Kirkegård, Janne Frydendal (g. Kirkegaard) fra Frydendal, Poula Nielsen fra Vester Spartoft, Tove Agnete Andersen (g. Pedersen, 1945-2001) fra Østertoft, Elly Bækdahl Pedersen fra Tolstrup, Annelise Kirkegaard (g. Hansen) fra Kirkegård og Ellen Elisabeth Svendsen (g. Kruse) fra Blåbjerghus.

– –

September 2020

I sidste måned (‘Månedens billede, august 2020’) kunne man her på siden læse beretningen om pastor Peter Blicher (1876-1958), der var født og opvokset i ‘Toftsminde’ i Vind, og som siden udvandrede til Amerika, hvor han i mange år havde virke som præst for skiftende skandinaviske menigheder.

I denne måned fortæller vi historien om hans yngre bror, Jens Peder Thinus Christensen (1890-1921), ligeledes født i Toftsminde, søn af husmand og blikkenslager Peder Christensen Toft (1840-1907) og Ane Margrethe Christensen (f. Pedersen, 1847-1932).

Jens Peder Thinus Christensen var blot 4-5 år gammel, da han i midten af 1890’erne sammen med sin mor udvandrede til Amerika, hvortil hans ældre søskende allerede var rejst og ventede dem. Fordi han ikke var ældre ved afrejsen fra Danmark, nåede han ikke at sætte sig spor i Vind. Til gengæld lykkedes det ham allerede i en tidlig alder at skabe sig et navn i Amerika -og tilmed at nå forsiderne på mange amerikanske aviser. Det sidste dog grundet omstændighederne omkring hans dramatiske død.  

Jens Peder Thinus Christensen, der i Amerika gik under navnet ‘James Thinus Christensen’ eller slet og ret ‘Tinus Christensen’, tilbragte sin opvækst sammen med sin mor og sine ældre søskende i den danske koloni i byen Blair i staten Nebraska. Blandt dén tids store nye landvindinger var luftfarten, og Tinus Christensen har tilsyneladende allerede i en tidlig alder drømt om en fremtid i de højere luftlag, for efter endt skolegang søgte han ind på Curtiss Flying School i Newport News i staten Virginia. Her klarede han sig så godt, at han efter kun få år -under Første Verdenskrig- blev tilbudt en stilling som flyinstruktør inden for det amerikanske militær.

Da den amerikanske kongres i 1918 tillod åbningen af den første luftpostrute i Amerika, strækningen New York-Washington, og der snart derefter udvidedes med flere andre ruter, var Tinus Christensen blandt de første til at sætte sig bag styrepinden. Hvor breve og forsendelser hidtil havde været både dage og uger undervejs på landjorden, kunne de nu nå frem samme dag, og der skulle ikke komme til at gå lang tid, før Tinus Christensen blev kendt som en af de dygtigste inden for sit erhverv. I december 1920 slog han således den hidtidige tidsrekord, idet han på bare fem-en-halv time tilbagelagde ruten Chicago-New York -en strækning på 741 miles, svarende til knap 1.200 kilometer.

Luftfart var dog på dén tid et særdeles risikobetonet erhverv, kendetegnet ved en meget høj dødelighed: Af Nebraskas første 40 luftpostpiloter omkom ikke mindre end 31 i aktiv tjeneste ved nedstyrtning! Det var sparsomt med navigationsudstyr, og radiokontakt mellem fly og landjord fandtes endnu ikke -i en eventuel nødsituation var piloten således helt og holdent overladt til sig selv og sin skæbne.

Tinus Christensen var i mellemtiden i 1919 blevet gift med Lena McEwers Davis (1890-1977), da han i foråret 1921 blev tilbudt at kunne overtage luftpostruten Chicago-Cleveland, en strækning han efter sigende selv havde ønsket at få lov at flyve. Ulykkeligvis skulle det vise sig, at den også blev hans død: Allerede på den første flyvning den 29. april 1921 gik det galt. Motorproblemer tvang Tinus Christensen til at forsøge at nødlande i Cleveland, men kombinationen af dårlig sigtbarhed og manglende lokalkendskab besværliggjorde landing, og øjenvidner på landjorden kunne blot se til, mens han kredsede hen over byens tage i sin søgen efter et passende sted at lande. Han har formentlig været bevidst om, at en landing midt i den travlt befærdede storby med høj sandsynlighed ville koste civile liv, og til sidst så han ingen anden udvej end at forsøge at lande på et jernbaneterræn lidt uden for byen. Desværre endte det fatalt -flyet styrtede til jorden og eksploderede i et flammehav. Tinus Christensen blev dræbt på stedet!

Tinus Christensen fik, hvad der må beskrives som en heltebegravelse. Aviser rapporterede efterfølgende, at op imod 10.000 havde deltaget i begravelsen samt i de mindehøjtideligheder, der blev afholdt i dagene før og efter. Selve begravelsen fandt sted på kirkegården i Blair, hvor hans gravsten endnu kan ses –meget iøjnefaldende derved, at den på toppen bærer en flypropel.

– – –

August 2020

I Vind Kirke hænger lidt afsides en mindeplade med tre navne, som vel nok de færreste i dag kender eller kan relatere til Vind: Pastor Peter Blicher, hans hustru Anna og deres søn Hans Jensen Blicher.

Hvem var de, og hvad er historien bag mindepladen?

Peter Blicher Christensen blev født i Vind i 1876 i ejendommen, der på dét tidspunkt hed ‘Trækrishus’, men som siden slutningen af 1800-tallet har været kendt som ‘Toftsminde’ (Skjernvej 201), og som ligger i den allernordligste del af Vind sogn nær skellet til Vinding og Nørre Felding. Han og ni søskende, hvoraf én døde som spæd og to var dødfødte, var børn af husmand Peder Christensen Toft (1840-1907) og Ane Margrethe Christensen (f. Pedersen, 1847-1932). Peder Christensen Toft, der i sin egen tid var bedre kendt under navnet ‘Pæ Towt’ -og som sammen med sin far Christen Pedersen Toft (1797-1876) har givet navn til Toftsminde- var egentlig blikkenslager af profession, men blev af folk på egnen betragtet som ‘klog mand’. I dén egenskab havde han ord for at kunne uddrive ånder og kurere alt fra tandpine til maveonde og bulne fingre. Det var dog ikke altid, hans patienter var af samme mening, når først behandlingen var overstået! Fra samtidige kilder ved vi, at han jævnligt var i konflikt med lovens lange arm, og at han blev straffet for både kvaksalveri, vold og hæleri. Med andre ord: Alt andet end et godt forbillede for sine børn! Hans hustru skal heldigvis have været af en anden støbning -omsorgsfuld overfor børnene og fast besluttet på, at de skulle klare sig bedre end deres fædrene ophav. Efterhånden som børnene blev voksne, emigrerede de én efter én til Amerika, hvorfra de i midten af 1890’erne angiveligt skal have sendt to enkeltbilletter hjem til Vind: Den ene til deres mor, den anden til deres yngste bror -og således altså ingen til deres far, der blev ladt tilbage i Danmark!

Peter Blicher Christensen, der efter sin ankomst til Amerika i 1895 blot anvendte navnet Peter Blicher, slog sig indledningsvis ned i staten Iowa, hvor han uddannede sig til præst. I 1907 blev han gift med Anna Margrethe Bille (1880-1954), der -som navnet indikerer- havde danske rødder ligesom han selv, og sammen fik de otte børn, deriblandt ældstesønnen Hans Jensen Blicher (1908-1916), der som den eneste af børnene ikke nåede voksenalderen, og hvis navn optræder på mindepladen i Vind Kirke. Peter Blicher virkede igennem mange år som præst og hjælpepræst ved skandinaviske kirker i staterne Washington, South Dakota, North Dakota, Iowa, Wisconsin, Seattle og Colorado.

Pastor Blicher skal i årenes løb angiveligt flere gange have besøgt Danmark. Blandt andet vides det med sikkerhed, at han besøgte sin fødeegn i december 1946, og at han i den forbindelse prædikede ved en søndagshøjmesse i Vinding Kirke. Om han under samme besøg eventuelt også besøgte Vind Kirke, vides ikke. Af en avisartikel i Holstebro Dagblad den 23. december 1946 hedder det om højmessen i Vinding blandt andet følgende:

“Pastor Blichers danske Ordforraad er meget betydeligt, blot en Smule fremmedartet Accent røber ‘Udlændingen’. Man forundres over dette, naar man betænker, at han forlod Danmark som 18-aarig Bondedreng, hvis Modersmaal var Vestjysk. Man mærker snart, at Pastor Blicher er en verdenserfaren Mand med stor Menneskekundskab. Næppe noget menneskeligt, hvad enten man tænker paa Sorg eller Glæde, kan være ham fremmed. Meget festlig er han, naar han i Vennelag fortæller muntre Historier paa sit gamle Modersmaal. De, der havde ventet en meget personlig Tale, blev skuffet. Man glemte snart ‘Pæ Towts’ Søn, Pastor Blicher, Præsten –for det Evangelium, han forkyndte. Ikke et Ord om ham selv og hans Oplevelser i det fremmede. Intet om, hvorledes det Eventyr blev til, at han, som mange kunde mindes som en fattig Dreng, nu efter en Menneskealders Forløb kunde staa her som en intelligent og varmhjertet Præstemand i sin Barndoms Kirke. Lidt Skuffelse maaske. Men saa, efter at have lyst Velsignelsen fra Prædikestolen, da han var helt færdig, bragte han en Hilsen fra sine Søskende i Amerika: »Min Moder,« sagde han, »døde i 1932. Over min Faders Minde vil jeg helst lægge et tykt Slør og bede Gud være hans Sjæl naadig.«”

Pastor Blicher luftede allerede før sin død tanken om at testamentere en pengegave til Vind Kirke, hvor han i sin tid var blevet døbt. Hans oprindelige tanke var at bekoste opførelsen af et tårn på kirken! Et sådan byggeri kunne dog ifølge fredningsmyndighederne under ingen omstændigheder komme på tale! Dernæst tilbød han at skænke en ny kirkeklokke, men idet Vind Kirke i forvejen havde sin 800 år gamle klokke, der fungerede upåklageligt, nærede menighedsrådet ikke noget ønske om at lade den udskifte. Ved pastor Blichers død i Colorado i 1958 var en endelig aftale således endnu ikke faldet på plads, og det testamenterede beløb, der var på 15.000 kroner, henstod derfor i en årrække urørt. Først i forbindelse med en gennemgribende renovering af Vind Kirke i 1973-74 fandt pengene endelig anvendelse, idet de betalte kirkens nye egetræsbænke -og ved samme lejlighed blev den omtalte mindeplade hængt op i kirken. 

– – –

Juli 2020

Denne sommer markerer 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Knap 56 år var da gået siden det danske nederlag i den slesvigske krig i 1864 og tabet af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvorved omkring 200.000 dansksindede sønderjyder var blevet indlemmet under tysk-preussisk herredømme.

Efter Første Verdenskrigs afslutning i 1918 besluttedes det i overensstemmelse med fredstraktatens principper om national selvbestemmelsesret at afholde en folkeafstemning i Sønderjylland, som skulle afgøre landsdelens fremtidige nationale tilhørsforhold. Og herved opstod altså nu muligheden for en genforening af Danmark og det tabte land.

Egentlig skulle der have været afholdt tre separate afstemninger, først en i den nordligste zone 1, dernæst en i den midterste zone 2 og sluttelig en i den sydligste zone 3. Afstemningen i zone 1, der geografisk svarede til det nuværende Sønderjylland, blev afholdt den 10. februar 1920. Afstemningsresultatet viste et klart dansk flertal, hele 74,9 %. Lige så klart et tysk flertal viste sig ved den efterfølgende afstemning i zone 2 den 14. marts, hele 80 %. Hermed var sagen reelt afgjort og grænsen lagt fast, og da det herefter ansås for nyttesløs at gennemføre afstemningen i zone 3, blev den aflyst.

Ikke kun indbyggerne i den berørte landsdel var stemmeberettigede, det var alle født i Sønderjylland før 1. januar 1900, også selv om de siden måtte være flyttet derfra. Det anslås, at omkring 28.000 indbyggere i Danmark drog til deres hjemstavn i forbindelse med afstemningen, ligeledes i hvert fald én fra Vind, nemlig Christine Bækdahl (f. Jensen, 1855-1927), født i Sønder Løgum (Süderlügum) og senere gift med gårdmand i ‘Tolstrup’ i Vind, Berthel Jensen Bækdahl (1849-1933).

Den formelle genforening fandt sted den 15. juni 1920, og knap en måned senere, den 10. juli, markeredes højtideligheden med Kong Christian den Tiendes berømte ridt over den gamle grænse ved Frederikshøj.

I tiden efter Genforeningen blev der i alle afkroge af Danmark rejst minder om den historiske begivenhed -i alt omkring 600 genforeningssten. Ligeledes i Vind, hvor gårdejer Anders Kjær (1859-1945) fra ‘Blåkjær’ foranledigede en indsamling til rejsning af et genforeningsminde. Stenen, der anvendtes til formålet, var mange år forinden fundet på Anders Kjærs egen mark. Den blev rejst på en jordhøj med stensætning, anlagt af sønnen Kristen Berg Kjær (1893-1973) ved det daværende forsamlingshus lige nord for kirken. Afsløringen fandt sted ved en højtidelighed i foråret 1921.  

Stenens inskription skal angiveligt være forfattet af Anders Kjær selv og lyder:

                                                                                           Sønderjylland til ære
                                                                                           Velkommen hjem I nu skal være
                                                                                           1864-1920

I begyndelsen af 1960’erne, da Vind Sogne- og Hjemmeværnsgård blev opført, og det hidtidige forsamlingshus i kirkebyen blev solgt og indrettet til privatbolig, besluttedes det at flytte genforeningsstenen til den nye sognegård. Her stod den frem til 2005-2006, hvor sognegården blev revet ned og erstattedes af det nyopførte landsbycenter, i hvilken forbindelse genforeningsstenen blev flyttet til sin nuværende placering ved indgangen til klubhus og lokalarkiv på landsbycentrets bagside.

Læs også beretningerne om krigsveteranerne fra Vind 1848-50 og 1864 samt om Anders Kjærs åbne grav på Vind Kirkegård, se øverst på siden under menupunktet ‘Kender du historien om…’.

– – –

Juni 2020

Som de fleste sikkert vil kunne nikke genkendende til, så har så godt som alles tilværelse på enten den ene eller anden vis været påvirket af forårets Corona-pandemi -om ikke af selve virussen, så af de store omvæltninger, den har bragt med sig. Det gælder også for årets konfirmander, hvis festdag må fejres senere end oprindeligt planlagt.

Fra valgmenigheden konfirmeres i år fra Vind Rasmus Høj Bonde, forventeligt den 14. juni i Vind Kirke. Sognemenigheden afholder konfirmationer over flere dage – fra Vind konfirmeres først Karl Elias Gammelvind, Toke Vestergaard Kristensen og Ida Elisabeth Lauritsen, forventeligt den 20. juni i Vind Kirke, og senere Sebastian Tviis Jeppesen, forventeligt den 27. september i Vinding Kirke.

Lokalarkivet ønsker tillykke og benytter sædvanen tro anledningen til at kaste et blik tilbage på dette års 25 års-, 50 års- og 75 års-jubilarer, altså konfirmander fra henholdsvis 1995, 1970 og 1945.   

Der afholdtes også konfirmation i Aulum-Vinding-Vind valgmenighed i 1995 -dét år dog uden konfirmander fra Vind.

 

 

1-2: Pastor Kristian Larsen (1886-1953) og hustru Anne Birgitte Larsen (f. Bitsch, 1884-1960)

Fra Vind konfirmeredes:
    3: Edith Jensen, Trækris
    4: Anna Grete Mogensen (g. Jørgensen), Røjkær
    5: Anna Johanne Andersen, Røjkær
    8: Erna Ravnsbæk (g. Olsen), Bakhus, senere Skovhuset
    9: Anna Marie Damgaard (g. ‘Rindom’ Jensen, 1930-2017), Grundflod
  11: Robert Klejnstrup Madsen (1930-2017), Røjkær
  16: Mariane Paula Frydendal (g. Højberg), Frydendal
  22: Jens Erik Jacobsen (1930-2008), Gammel Skold
  23: Magnus Poulsen (1931-2000), Moselund
  24: Anders Jensen, Bak
  25: Jens Gunnar Kristensen, Spartoft
  27: Børge Thusgaard Mathiasen (1931-2006), Vind Kirkeby

Fra Vinding konfirmeredes:
Svend Aage Andersen, Lundhus
Svend Aage Andersen, Sdr. Klejnstrup
Jens Christian Bertelsen (1931-2018), Sørvad by
Kirstine Blindkilde (g. Meldgaard, 1931-2016), Blinkilde
Jens Kristian Hoffmann Hansen, Vesterager
Kirstine Jensen, Staunstrup
Anna Margrethe Jespersen (g. Mortensen), Sdr. Theager
Peter Agergaard Kristensen (1930-2010), Hulmose
Niels Aage Kæseler (1931-2018), Lergrav
Anna Remme Larsen, Koldkærhus
Julie Marie Nielsen, Kirkehuset
Gerda Sørensen, Sørvad
Niels Thomasen, Glidstrup

Såfremt nogen kan være behjælpelige med at identificere konfirmanderne fra Vinding, hører vi meget gerne nærmere.

Aulum-Vinding-Vinds valgmenigheds konfirmander blev så vidt vides ikke fotograferet i 1945. Hvorvidt der dét år var konfirmander fra Vind er desuden uvist.

– – –

Maj 2020

2020 markerer som bekendt 75-året for Danmarks Befrielse i maj 1945.

I de forgangne år er der berettet mangt og meget om de danske modstandsgruppers indsats under krigen, i mange tilfælde både livsfarlige og heltemodige aktioner, der siden har dannet grundlag for tilblivelsen af blandt andet en række spillefilm, bedst huskes nok ‘Drengene fra Sankt Petri’, ‘Flammen og citronen’ og ‘Hvidsten-gruppen’. Det vides med nogenlunde sikkerhed, at der også i Vind var en håndfuld mænd, der engagerede sig i modstandskampen. Dem er der derimod ikke blevet talt meget om -slet ikke mens krigen stod på, og faktisk heller ikke meget i årene derefter. Sådan ønskede de det: At gå stille med dørene! Af samme årsag råder arkivet desværre heller ikke over ret meget materiale fra dén tid.

Én enkelt hændelse fra besættelsestiden med relation til Vind er dog kendt og endda ganske udførligt dokumenteret, ikke mindst takket være den østjyske historiker og journalist Helge Kristensen, også kendt som ‘Congo-Kris’. Det var nemlig ham, der mange år efter krigens afslutning gravede historien frem af gemmerne og efter søgen i så fjerne verdenshjørner som England, Sydafrika og Australien kunne foranledige, at nogle af de mennesker, hvis veje ved et tilfælde havde krydset hinanden under besættelsen, fik lejlighed til igen at mødes –i Vind!

Ulrik Valdemar Jensen (1911-2001) og Helga Alvilde Jensen (f. Troldtoft, 1911-1997), der i en menneskealder boede i ‘Moesgård’ på Ørnhøjvej og senere på naboejendommen ‘Nyholm’, boede som forholdsvis nygifte i krigens første år på en mindre landbrugsejendom, ‘Øster Høgsbjerg’ i Idom. Ulrik var født i Vorgod, mens Helga var født i Vind og opvokset i Troldtoftgård som datter af Maren og Mourits Troldtoft.

Natten mellem den 23. og 24. september 1942 var et britisk Lancaster-fly på vej ned langs den jyske vestkyst. Flyet var forinden lettet fra en Royal Air Force-base i Sheffield i England med syv besætningsmedlemmer ombord, kaptajn og førstepilot William V. H. Richards, andenpilot John W. Hargreaves samt fem skytter, sergenterne William S. Gregory, Graham H. Roberts, Albert C. Stockley, Charles V. Thurley og John B. Vardy. Kursen var sat og missionen klar: Flyets tonstunge bombelast skulle nedkastes over den nordtyske havneby Wismar i den hensigt at tilintetgøre en ubådsbase og ramme tyskernes produktion af flyvemaskiner.

Kaptajn William ‘Bill’ Richards har senere i forbindelse med sit besøg i Danmark i 1989 berettet:

‘Et kraftigt tordenvejr over Nordsøen havde bragt det interne kommunikationssystem i maskinen ud af funktion. Men vi fik det repareret og kunne gennem skylaget se konturerne af Jyllands vestkyst. Pludselig så vi nogle lysglimt -det var besættelsesmagtens antiluftskyts. Sekunder senere skete katastrofen! Tanken i bagbords vinge blev ramt af en granat, og der udbrød brand. Det var umuligt at springe ud i faldskærm, fordi højden var for lav. Vi håbede på et mirakel! Jeg gav de øvrige besked på at gøre sig klar til hurtig udstigning, fik lempet vore syv tons brandbomber ud og foretog en såkaldt crash-landing, uden at vi fik en eneste skramme.’

Nødlandingen fandt sted i Madum lige syd for Ulfborg. For de syv besætningsmedlemmer var det altafgørende, at de ikke faldt i tyskernes hænder, og de måtte derfor flygte over hals og hoved fra den brændende maskine, før fjenden fik færden af dem. Hele natten og det meste af den efterfølgende dag gemte de sig så godt, de kunne, sultne og forfrosne, indtil de om aftenen nåede ejendommen Øster Høgsbjerg i Idom, hvor de besluttede sig for at liste ind i laden og søge ly for natten.

Om Helgas og sit første møde med de fremmede gæster om morgenen den 25. september 1942 har Ulrik Jensen senere beskrevet, hvordan Helga efter at være færdig med morgenmalkningen på vej ud af stalden bemærkede noget usædvanligt:

‘Helga kom løbende ind til mig og sagde “Der hænger våde sokker på en bjælke i laden!”.’

Ulrik Jensen var straks klar over, hvem de måtte tilhøre, for alle på egnen vidste, at en engelsk bombemaskine var skudt ned dagen i forvejen, og at ingen siden havde set noget til dens besætning. Sammen med gårdens unge karl, Arne Lykke Nielsen gik han derfor ud i laden, hvor de blev mødt af de syv allierede flyvere, der sad med hænderne rakt i vejret:

‘”Good morning”, hilste de. De regnede nok med, at jeg ville være bevæbnet, men på mit mangelfulde engelsk fik jeg forklaret dem, at de var blandt venner. Helga lavede et dejligt måltid mad til dem, de hvilede sig og hørte nyheder fra BBC på radioen, og vi havde det hyggeligt sammen.’

Både værter og gæster var imidlertid klar over, at det var forbundet med stor fare for Ulrik og Helga Jensen at holde de allierede flyvere skjult, og den følgende dag besluttede de sig for, hver forsynet med en ‘fed’ madpakke i bagagen, at forlade Øster Høgsbjerg og drage videre. Målet var en østjysk havneby, hvorfra de håbede at kunne undslippe til det neutrale Sverige for derfra at komme tilbage til deres flybase i England. De nåede imidlertid ikke længere end til Tvis, før end de faldt i hænderne på en tyskvenlig gårdmand, som alarmerede politiet. De danske myndigheder overdrog dem herefter pligtskyldigt til besættelsesmagten, der efter grundigt forhør sendte dem til den tyske krigsfangelejr Lamsdorf i det nuværende Polen. Her skulle de komme til at tilbringe resten af krigen. Den ene af de syv bukkede under for sygdom og døde i lejren kort før befrielsen, mens de seks øvrige efter krigen alle vendte hjem til deres respektive familier.

Årene gik, og livet gik videre, men mødet med det gæstfrie danske landmandspar og deres unge karl blev aldrig glemt. Alligevel skulle der gå 47 år, før det i 1989 lykkedes Helge ‘Congo-Kris’ Kristensen at få skabt kontakt dels til Ulrik og Helga Jensen, der allerede året efter mødet i Øster Høgsbjerg var flyttet til Vind, dels til de fem af seks oprindeligt overlevende krigsveteraner, der endnu var i live, og som nu altså boede i henholdsvis England, Sydafrika og Australien.

Den ene af dem, Graham Roberts og hans hustru June rejste i maj 1989 i forbindelse med et gensynsarrangement for krigsveteraner den lange vej fra Townsville i Australien til Lincolnshire i England og lagde i samme forbindelse også vejen omkring Danmark. Her besøgte de Ulrik og Helga Jensen i Nyholm i Vind og genså sammen med dem nogle af de steder, der havde været omdrejningspunkt for de dramatiske hændelser i september 1942, blandt andet området i Madum, hvor flyet blev skudt ned, og Øster Høgsbjerg i Idom, hvor de nødstedte efterfølgende var blevet taget så godt imod.

Senere samme år, i juli 1989, modtog Ulrik og Helga Jensen igen besøg. Denne gang var det første- og andenpiloten, henholdsvis William ‘Bill’ Richards fra Sydafrika og John Hargreaves fra England, der kom til Danmark for at gense og takke ‘the Jensens’. Både værtspar og gæster samt karlen fra tiden i Øster Høgsbjerg, Arne Lykke Nielsen (1926-2009) og hans hustru, Cathrine Nielsen (f. Nielsen, 1922-2010) blev i samme forbindelse desuden modtaget ved en reception på rådhuset i Holstebro.

Kontakten mellem Australien og Vind bevaredes, så længe de to par levede, blandt andet har flere af Ulrik og Helga Jensens børn og børnebørn efter 1989 været i Australien og i den forbindelse haft lejlighed til at besøge Graham Roberts og hans familie i Townsville.

Læs eventuelt også beretningen om Poul Gammelvinds oplevelser under Anden Verdenskrig og om hans tid i tysk koncentrationslejr, se længere nede på denne side, ‘Månedens billede, marts 2019’.

– – –

April 2020

At en landsby af Vinds beskedne størrelse -i midten af 1970’erne med et forretningsliv begrænset til to købmænd og nogle få håndværksmestre- desuden skulle få en antikvitetsforretning, var lidt af et særsyn. Ikke desto mindre blev det til virkelighed, da far og søn, Viggo og Frank Sørensen i 1976 åbnede en antikvitetsforretning på Holstebrovej 31 og gav den navn efter ejendommen, hvori den indrettedes, ’Bækkelund Antik’.

Forretningen, der tilbød alt fra chatoller, vitriner, standkister og standure til spejle, lamper, porcelæn, glas og meget andet, kom rigtig godt fra start, faktisk så godt, så man allerede efter et par år måtte udvide, således udstillingslokalet blev på omkring 100 m², dertil regnet et opbevaringslager på hen ved 300 m². En stor del af antikviteterne, helt op imod 80 % og navnlig møbler, blev eksporteret til udlandet, og i en opført tilbygning til forretningen indrettedes et værksted med et topmoderne afsyringsanlæg, således man selv kunne renovere og overfladebehandle opkøbte møbler, inden de blev videresolgt.

Frank Sørensen var i 1978 blandt initiativtagerne til afholdelse af en årlig antikmesse i Ringkøbing, der inden for få år blev en af de største af sin slags her i landet -og som fortsat afholdes i dag. Desuden nåede han på forskellig vis at engagere sig i foreningslivet i Vind, blandt andet i borgerforening og i erhvervsråd, inden han i 1988 solgte forretningen og sammen med sin hustru Kirsten flyttede til Vestervig.

– – –

Marts 2020

Nielsine Kristine Kjeldsen blev født i Troldtoft i 1890 og voksede op som den yngste i en søskendeflok på seks –alle piger. Deres forældre var gårdmand og 1864-veteran, Kjeld Mohrsen (1829-1918) og hans anden hustru, Johanne Cathrine (f. Jensen, 1849-1906). Udover de seks piger havde der i søskendeflokken tillige været fire drenge, men de var alle døde, da Kristine blev født, idet tre var dødfødte, og en fjerde var død som lille.

Skønt hendes navn altså var Nielsine Kristine, så brugte hun helst blot navnet Kristine. I familien var hun dog i mange år bedst kendt som ’Moster Kjeldsen’, sikkert nok fordi hun som den eneste af søstrene forblev ugift og derfor bevarede sit pigenavn. I modsætning til fire af sine søstre, der alle blev gift med gårdmænd i Vind -én i Kirkegård, en anden i Meldgård, en tredje i Nybo, senere i Østergård, og en fjerde i Brandtoft- så valgte Kristine Kjeldsen nemlig i stedet at søge lykken uden for Vind, blandt andet i Aarhus, hvor hun som ung i en periode arbejdede som medhjælper på et børnehjem.

I midten af 1920’erne vendte Kristine Kjeldsen dog tilbage til sin hjemegn, idet hun blev forstanderinde ved Holstebro Børneasyl, dén tids betegnelse for dét, vi i dag kender som en børnehave. Asylet, der for længst er revet ned, var oprindeligt oprettet i 1886 og lå i gaden, der af samme årsag fik og stadig i dag bærer navnet Asylgade.

Den 7. februar 1936 kunne man i Holstebro Dagblad under overskriften ’I Børnenes Hus’ læse om hendes virke som forstanderinde og om forholdene i børneasylet. Artiklen gengives nedenfor, som den stod at læse i avisen –med oprindelig formulering og retstavning:

”Asylgade hører ikke til Strøget. En hel Del af Byens Borgere er næppe ganske klar over, hvor den ligger, og det er en Gade, hvor i Almindelighed kun faa har Ærinde, men den ligger saa at sige i Kirkens Ly. Og i et af Gadens lave Huse øves en Gerning, der harmonerer saa smukt med Kirkens Lære om Kærligheden til ‘disse mine smaa’, ja, over Husets Dør kunne passende skrives Ordene: ‘Lader de smaa Børn komme til mig’. Jeg saa uvilkaarligt efter, om de stod der, da jeg i Gaar besøgte dette Hus.

Huset, jeg tænker paa, er det, der i daglig Tale kaldes Asylet. Huset er lavt og ser ikke ud af meget, men bag dets Mure øver et Par Kvinder i det stille en Gerning, som er til Glæde og Hjælp for mange i en streng Tid, idet adskillige Mødre hver Morgen her afleverer det kæreste, de ejer, deres Børn, i disse to Kvinders Varetægt, iden de selv maa begive sig til den Arbejdsplads, de tvunget af Omstændighederne er nødt til at søge, for ved deres Dagsarbejde at bidrage til at holde Hjemmet oven Vande, for Forholdene er jo efterhaanden blevet saa bagvendte, at Manden i mangfoldige Tilfælde maa staa ledig, medens Hustruen tjener til det daglige Brød.

Tidligt om Morgenen, allerede ved 7-Tiden, møder de første Mødre for at aflevere deres Børn til Asylets Plejemoder, og snart fylder de friske Barnestemmer Stuerne. Næppe havde jeg banket paa Asylets grønmalede Dør, før Plejemoderen, Frk. Kjeldsen, med sin venlige Stemme bød mig indenfor, trods dét at jeg endnu ikke havde fremført mit Ærinde. »Se Asylet?«, sagde hun, »jo, værsaagod, det maa De gerne, hvis De da tror, der er noget at se, som kan være af Interesse for Dem«.

Det første Indtryk, man faar af Husets Indre, er en skinnende Properhed, der strækker sig fra Plejemoderen selv og hendes Medhjælper, en smilende ung Pige, til Børnene og alt, hvad der findes i Stuerne.

Frk. Kjeldsen fører mig ind i den forreste af de to Stuer, Asylet omfatter. Langs de to Vægge er anbragt lange, lave Borde med tilhørende Stole, og hver Plads er optaget. Den Pludren, der havde lydt ud gennem den aabne Dør til Entreen, forstummer pludselig et Øjeblik, da jeg træder ind, og en Snes Barneøjne eller mere rettedes spørgende mod mig. Hvem var denne ukendte fremmede? Skulde han hente nogen? Men efter at det var konstateret, at det ikke var Far, der kom for at hente ‘m i g’, gik Legen atter snart sin Gang.

Ved det ene Bord var en halv Snes Børn – Drenge og Piger – optaget af med Naal og Traad at sy Omridsene af en Hare, der var tegnet og prikket op i nogle smaa Bøger, og de var svært optaget deraf og af, om nu Sidemanden var dygtigere end en selv, eller han sad og havde svært ved at faa det til at føje sig, som det skulde. I saa Fald var et godt Raad ikke dyrt.

Ved et andet Bord var en tilsvarende Flok optaget af en mægtig Stabel Byggeklodser, og ogsaa her foregik Legen, om ikke lydløs, saa dog paa en saa stilfærdig Maade, at man ikke lydligt fik noget Indryk af Børneflokkens Størrelse.

»Det er vor mindste«, siger Frk. Kjeldsen, og peger paa en lille, buttet Stump, der synes at have fast Plads paa den unge Medhjælpers Arm. »Hun er bare 1½ Aar, den lille«.

»Der er hentet et Par Stykker hjem«, fortsætter Plejemoderen, da hun ser, jeg er i Gang med at tælle, »men for Tiden har vi kun 28«.
»K u n 28, siger De?«
»Ja, vi har tidligere haft mange flere. I Sommer f. Eks. var der 48. Men Antallet retter sig jo efter Beskæftigelsen paa Tobaksfabrikken. En Del af de Kvinder, hvis Børn vi ellers plejer at have her, har ikke haft Arbejde siden Jul, og saa beholder de Børnene hjemme. Mødrene til alle Børnene arbejder paa Tobaksfabrikken«.

»Hvorledes med Maden og Betalingen«, spørger jeg. »Børnene kan da ikke opholde sig her hele Dagen uden at faa Mad?«
»Nej, nej. Det gør de da heller ikke«, lyder Svaret. »Vi har den Ordning, at alle de Børn, der er under 3 Aar, spiser her. De skal jo ret tit have Mad og Drikke, og det faar de, men herfor betales der 75 Øre om Dagen. De større Børn har Mad med til Formiddag og Eftermiddag, og saa bliver de som Regel hentet hjem til Middag, naar Moderen holder Middagspause, saa de klarer sig godt. For dem betales der 1 Krone om Maaneden«.

»Hvor tidligt møder man med Børnene?«
»De første kommer allerede ved 7-Tiden, og om Eftermiddagen bliver de hentet igen Kl. 5-5½«.
»Er det de samme Børn, der bliver ved at komme Dag efter Dag gennem længere Tid?«
»Ofte. Han der«, Frk. Kjeldsen peger paa en lille, lyshaaret Purk, »har vi haft, siden han var 1½ Aar«.
Drengen ser ud til at være 5 nu.

»Her er vor Vuggestue«, siger Frk. Kjeldsen og aabner Døren til det tilstødende Værelse. »Vore mindste Gæster kan jo ikke undvære deres Middagssøvn«.
Ogsaa fra dette Rum slaar den gennemførte Renlighed mig i Møde. 5-6 Barnesenge staar sirligt opredt paa Rad langs den ene Væg, og ved Siden af Døren er der anbragt to Kurvevugger.
»I Øjeblikket har vi kun to Børn paa Vuggestuen, i Sommer havde vi ti«, forklarer Frk. Kjeldsen, »da var der jo lidt mere at tage Vare paa«.

»Hvordan bærer De Dem ad med at overkomme alt det Arbejde, som smaa Børn giver?«
»Aa, naar man først er vant til det, saa er det slet ikke saa svært, og nogen Erfaring har de 10 Aar, jeg har været her, da givet mig. Men i Sommer, da der var saa mange, maatte vi da ogsaa have en mere til at hjælpe os -men Vadsken har vi jo ikke noget med at gøre«.

»Hvorledes er det for Resten«, spørger hun pludselig, »har ikke Husmoderforeningen Planer om Oprettelse af en Vuggestue? Jeg tror nu ikke, Byen er stor nok hertil endnu –der er for faa Virksomheder, mener jeg, men jeg skulde intet have imod, om det blev til Virkelighed, for saa kunde vi maaske lukke vor Vuggestue her og tage den i Brug til de større Børn. Vi kunde godt trænge til det«.

»Hvorledes formaar De at beskæftige Børnene hele Dagen uden alt for meget Støj?«
»Som De ser, sætter vi dem i Gang med at lege med et eller andet, og naar Vejret er godt, kommer de ud i Gaarden til Friluftslege en Timestid Formiddag og Eftermiddag. Der er nogenlunde Læ og Sandkasser at lege i, saa det gaar i Grunden let alt sammen«.

Da vi gaar, ser de legende Børn op paa Plejemoderen med et tillidsfuldt, men samtidig ligesom ventende Blik: Er det mon ikke snart ved den Tid, Mor kommer og henter os?”

Kristine Kjeldsen fratrådte sin stilling som forstanderinde for børneasylet i 1948. Hun forblev bosiddende i Holstebro indtil sin død som 92-årig i 1983 og ligger begravet på Vind Kirkegård.

Læs eventuelt også beretningen om Kristine Kjeldsens far, Kjeld Mohrsen og hans oplevelser som soldat i krigen i 1864. Find den øverst på siden under menupunktet ‘Jeg husker dengang, da…’ -> ‘Kjeld Mohrsen (1829-1918)’.

– – –

Februar 2020

Ovenstående billede, bragt i Holstebro Dagblad den 16. marts 1981, er taget dagen forinden i forbindelse med et Åbent Hus-arrangement til markering af ibrugtagningen af Vinds nye vandværk. Om selve vandværket hedder det i artiklen:

‘I løbet af foråret kommer en regning på 5.500 kroner fra vandværket ind af brevsprækken hos familierne i Vind.

Prisen for det ny vandværk og renseanlæg, som blev taget i brug i december, er inklusiv hovedledning godt 330.000 kroner, og på generalforsamlingen i Vind Vandværk forleden var der stort flertal for at afkræve forbrugerne en stor engangssum og derefter køre med lave vandafgifter frem for at få beløbet ind over en længere periode.

“Hvis det bliver nødvendigt, skulle det nok kunne lade sig gøre at låne pengene i banken”, siger vandværkets bestyrelsesformand, fhv. mejeribestyrer Hans Rahbek, der er yderst tilfreds med det nye vandværk, der er placeret tæt op ad det nye udstykningsområde i Vind. “Det gamle vandværk var simpelthen ved at være slidt op. Kapaciteten var for lille , og det betød, at det til tider kneb med at skaffe tilstrækkeligt vand om sommeren. Det problem skulle vi være ude over nu”, siger Hans Rahbek.’

– – –

Januar 2020

Lokalarkivet hilser det nye år velkommen med en lille billedserie fra vinteren 1996, hvor Vind -ligesom resten af landet- i lange perioder var dækket af sne.

Vinteren dét år var ikke koldere end så mange andre før og efter, faktisk var der blot nogle få graders frost, til gengæld var den konstant og strakte sig helt fra begyndelsen af december 1995 til slutningen af marts 1996. Snestorme lammede ad flere omgange den kollektive trafik og gjorde veje overalt i landet så ufremkommelige, at militærets bæltekøretøjer måtte assistere Falck og andet redningsvæsen, skoler aflyste undervisningen, arbejdspladser lukkede kortvarigt, i de værst ramte egne indrettedes forsamlingshuse og sportshaller til indkvartering af strandede rejsende, og statens isbrydere kom på overarbejde, efterhånden som farvandene frøs til. Med andre ord, definitionen på en vaskeægte isvinter!  

 

– – –

December 2019

På Nørhedevej nummer 17 ligger ‘Kristiansminde’.

Den første ejendom på stedet, et beskedent husmandssted, blev opført af Anders Kristian Damgaard, efter alt at dømme i begyndelsen af 1890’erne, og i de følgende næsten 100 år dannede Kristiansminde ramme om og hjem for 4 generationer af familien Damgaard.

Anders Kristian Damgaard (1869-1940) var født i ‘Egebjerghus’ på det nuværende Brohusvej og dermed ret beset i Nørre Omme sogn, og skønt han opførte Kristiansminde blot et stenkast fra sit fødehjem, så blev han dermed i stedet hjemmehørende i Vind sogn. Idet han næppe har opkaldt ejendommen efter sig selv, er det nærliggende at antage, at han ved opførelsen valgte navnet i mindet om sin far, Niels Kristian Damgaard Andersen, der var død nogle få år forinden.

Anders Kristian Damgaard blev i 1892 gift med Ane Kathrine Pedersen (1863-1919) fra ‘Bjerg’ i Nørre Omme. Otte børn fik de, heriblandt tre sønner, der som voksne ligeledes slog sig ned i Vind: Peder Kristian Damgaard (1898-1981) i ‘Fromborg’ (Hestbjergvej 4), Jens Andreas Damgaard (1899-1972) efter sin far i Kristiansminde, og Robert Kristian Damgaard (1905-1963) i ‘Grundflod’ (Troldtoftvej 6). Også Anders Kristian Damgaards yngre bror, Marinus Damgaard (1876-1919), boede i Vind, han i ‘Krathus’ (Brohusvej 12).

Der vides ikke meget om Anders Kristian Damgaards tid i Kristiansminde, men alt peger i retning af, at livsvilkårene for familien Damgaard har været de samme som for de fleste andre på den tid: Nemlig at både mand og kone måtte arbejde slidsomt og kæmpe en daglig kamp for at skaffe brød på bordet.

Anders Kristian Damgaard mistede sin hustru i januar 1919. Tilsyneladende døde hun af spansk syge, epidemien der i løbet af få måneder omkring årsskiftet 1918-19 tog livet af hen ved 15.000 danskere. Blot et års tid forud for hendes død havde man i november 1917 i Holstebro Dagblad kunnet læse om parrets sølvbryllup:

‘I Torsdags fejrede Anders Kr. Damgaard og Hustru, Kristiansminde i Vind, deres Sølvbryllup, omgivet af Børn og Slægtninge. De modtog en Mængde Gaver og Lykønskninger. En Sang, forfattet i Dagens Anledning, blev afsunget, og ved Bordet blev der talt til Sølvbrudeparret af Lærer Larsen, Straasø. Samme Dag fejrede Sølvbrudgommens Broder og Nabo, Jens Kr. Damgaard og Hustru deres Sølvbryllup. Sidstnævnte bor dog i Nr. Omme Sogn.’

Efter fire år som enkemand flyttede Anders Kristian Damgaard til Ørnhøj i 1923, i hvilken forbindelse sønnen Jens Andreas Damgaard som nævnt overtog Kristiansminde. Han var få måneder forinden blevet gift med Marie ‘Tjagvad’ Madsen (1896-1976), der som mellemnavnet indikerer var fra Vinding, men hvis mor stammede fra ‘Vestergård’ i Vind. Idet Jens Andreas Damgaard havde lange sygdomsforløb og i mange år var indlagt på statshospitalet i Viborg, var det reelt hans hustru, der tog hånd om både husholdningen og den daglige drift i Kristiansminde, dels hjulpet af sønnen Anders Christian Damgaard (1924-1986), dels af en bestyrer, Mads Nielsen Kristiansen (1895-1954), der tilsyneladende også en kort årrække ejede ejendommen.

Efter 2. Verdenskrig rykkede en ny generation af familien Damgaard ind i Kristiansminde, nemlig da Anders Peder Damgaard i 1949 købte ejendommen –ifølge tingbogen for en købspris på 23.000 kroner. Anders Peder Damgaard (1924-2005) var opvokset i ‘Egebjerg’ på Brohusvej, den næstældste i en søskendeflok på 16 og sønnesøn af ovennævnte Jens Kristian Damgaard, 1917s ‘anden’ sølvgom. Anders Peder Damgaard havde blot været husejer i en måned, da han i efteråret 1949 blev gift med sin forlovede, tyskfødte Ilse Margarethe Harm (1921-1998), og i mange år herefter drev de sammen først hønseri og siden planteskole i Kristiansminde, blandt andet med salg af juletræer og pyntegrønt til udlandet. I hjemmet var desuden børnene Bjørn, Werner, Doris, Margit og Anni.

 

Ilse og Peder Damgaard nåede i midten af 1970’erne at lade et nyt, mere tidssvarende Kristiansminde opføre, inden de på deres ældre dage i 1985 flyttede til Ørnhøj, hvor de boede indtil deres død.

Kristiansminde har siden haft skiftende ejere, først Bruno Schmidt Hansen, i dag Hans Jørgen Egholm.

– – –

November 2019

Denne måneds billede er taget så nær samme sted som sidste måneds, som det vel næsten lader sig gøre, nemlig uden for Halkjærs købmandsforretning på hjørnet af Vind Kirkevej og Holstebrovej -men ganske vist 20-25 år senere, i begyndelsen af 1950’erne.

Ved benzinstanderen holder vognmand Nielsens lastbil. På hug ved tanken sidder hans søn, nr. 1: Tage Brunsborg Nielsen (1930-2006) fra Vind Stationsby, senere selv mangeårig vognmand, og i førerkabinen sidder nr. 2: Børge Mikkelsen (1924-1979) fra ‘Højbjerg’ på Røjkærvej. På ladet står en flok glade håndboldspillere, alle fra Vind. Hvorvidt deres gode humør skyldes, at de har vundet dagens kamp, eller måske snarere skal tilskrives, at de er trukket i det pæne tøj og er på vej til bal, det melder historien ikke noget om, men heldigvis lader de fleste af dem sig identificere. Fra venstre ses nr. 3: Jens Erik Jacobsen (1930-2008) fra ‘Gammel Skold’ på Trækrisvej, nr. 4: Ernst Jacobsen fra ‘Ny Skold’ på Trækrisvej, nr. 5: Verner Roslev Jacobsen (1932-2022) fra ‘Gammel Skold’ på Trækrisvej, nr. 6: Harry Thusgaard Mathiasen (1935-2007) fra Vind Kirkeby, nr. 7: Villy Stokholm Knudsen (1936-2009) fra ‘Nørreholm’ på Hestbjergvej, nr. 8: Ejner Jacobsen (1936-2009) fra ‘Gammel Skold’ på Trækrisvej, nr. 9: Johannes Nørregaard Poulsen (1926-1993) fra ‘Nørre Vindgab’ på Hestbjergvej, nr. 10: ukendt, nr. 11: Henry Pedersen Daater (1934-2000) fra ‘Skelvad’ på Blåkjærvej.

Benzinstanderen ses at være opstillet af D.F.O.K., Det Forenede Olie-Kompagni A/S, grundlagt i 1922 og siden en del af olie-giganten BP (British Petroleum).

– – –

Oktober 2019

Halkjærs købmandsforretning -mange vil kunne identificere bygningen alene ud fra trappen og indgangspartiet på hjørnet.

På trappen -i hvid kittel og med blyanten sikkert placeret bag øret- ses “gammel kjøm’nd Halkjær”, Niels Mourids Halkjær (f. Nielsen, 1893-1965), som havde åbnet sin forretning i 1923, den første ejendom i Vind Stationsby.

En præcis datering af billedet haves ikke, men det er formentlig taget i slutningen af 1920’erne eller begyndelsen af 1930’erne. Baggrunden til højre i billedet vidner om, at der endnu ingen ejendomme var opført på østsiden af dét, der i dag kendes som Holstebrovej.

Hvem kunden ved Halkjærs side er, vides desværre ikke.

Læs også beretningerne om købmand Halkjærs forretning og om fru Halkjærs telefoncentral længere nede på denne side, ‘Månedens billede’, henholdsvis april 2018 og november 2016.

– – –

September 2019

Månedens lille billedserie er fra 1962 og taget, mens der blev lagt nyt tag hos smedemester Bertelsen, Holstebrovej 13.

Ejendommen, der menes opført i midten af 1920’erne, havde stået tom i omkring to år, da Arnold David Bertelsen (1911-2001) i efteråret 1937 købte den og åbnede sin smedeforretning.

Først mange år senere, i 1974, året efter at Ejgil Bertelsen havde overtaget sin fars forretning,  byggedes et separat værksted på den anden side af vejen. Indtil da havde Holstebrovej 13 derfor huset både smedje og privatbolig for Arnold og Helga Bertelsen (f. Sørensen, 1916-2009) og deres fem børn, Gudrun (g. Kragelund, 1939-1998), Erling, Gerda, Ejgil og Egon.

Som det ses på billederne, har der tidligere været indbygget port i ejendommen, og i begyndelsen af 1950’erne havde det desuden været nødvendigt at udbygge smedjen, hvilket tydeligt ses i murværket længst til højre på billedet herunder.

 

– – –

August 2019

‘Så oprandt det store øjeblik, da spejderarbejdet begyndte her i Vind. Vi ‘gamle’ fra Ørnhøj kom med store forventninger til skolen. Vi var spændte på at se, hvor mange der kom. 11 nye kom der, så det er jo en god begyndelse…’

Året var 1963. En gruppe af unge pigespejdere fra Vind, der hidtil havde været tilknyttet den daværende KFUK-trop i Ørnhøj, havde besluttet, at det var tid at danne egen trop i Vind. Og snart var den en realitet, dannet i oktober samme år med hjælp af lærerinde ved Vind Skole, Ingrid Houlind, og efterfølgende markeret med en stiftelsesfest i sognegården kort før jul.

Af de patruljebøger, der i dag ligger i lokalarkivets samling, kan vi se, at KFUK-pigerne samledes omtrent en gang om ugen, og bøgerne fortæller desuden om deres tidligste aktiviteter i efteråret og vinteren 1963-64. Her nogle enkelte uddrag:

‘… Da vi samledes anden gang, begyndte vi med at synge en sang fra ‘den gule’. Dernæst fortalte Gerda om spejderindvielse, om Baden-Powell og om hvordan han begyndte sit arbejde, og Annelise fortalte om spejderloven og om spejderløftet. Karen fortalte om lejre, de har været på, hvor skønt de har haft det, når de har skullet sove i telt eller måttet overnatte i en lade. Gunhild fortalte om den første tur, hun var på. Det var til Timring, og det var på cykel…’

‘… Først lærte vi om korpsets historie og om, hvordan og hvornår vi skal hilse. Bagefter skulle vi binde knob, og det er ikke så let, når man har fem tommelfingre på hver hånd. Senere lærte vi at binde en brækket arm op og at give kunstigt åndedræt…’

‘… Det er dejligt at få begyndt igen efter nytår, for snart skal vi nye nemlig aflægge spejderløfte. I dag fik vi internationalt spejdertegn, fik at vide, hvordan vi skal hejse et flag og fik skrevet nogle sange op: ‘Vaj højt, vaj stolt’, ‘Nu glider flaget langsomt ned’, ‘Der er et yndigt land’, ‘Ja, vi er danske spejdere’ og ‘Gud og vor konge’…’  

‘… Denne aften var imødeset med særlig spænding og glæde af alle os ny, for nu blev vi nemlig rigtige spejdere! Vi sang et par sange, og så aflagde først fru Houlind spejderløftet. Bagefter var det så alle vi andres tur…’

Af patruljebogen kan vi også læse, hvad det var for grundværdier, der udgjorde fundamentet for pigespejdernes engagement og aktiviteter. Allerede på side 1 slås det således fast, at:

‘På min ære lover jeg at gøre mit bedste for at være tro mod Gud og mit land, at være hjælpsom mod alle og at holde spejderloven:

                                                                             -en spejder er til at stole på
                                                                             -en spejder er trofast
                                                                             -en spejder er hjælpsom
                                                                             -en spejder er en god kammerat
                                                                             -en spejder er høflig og hensynsfuld
                                                                             -en spejder er god mod dyr
                                                                             -en spejder er lydig
                                                                             -en spejder tager vanskeligheder med godt humør
                                                                             -en spejder er sparsommelig og ordentlig
                                                                             -en spejder er ren i tanke, i ord og i handling’

I juli 1967 deltog pigespejderne fra Vind i deres første store KFUK-landslejr, hvorfra de følgende billeder stammer. Lejren afholdtes ved Borup på Sjælland og var -med godt 15.000 deltagere, såvel danske som udenlandske- den hidtil største af sin slags i Europa.

 

 

– – –

Juli 2019

‘En ny Landboforening stiftedes i Gaar ved et Møde i Agerfeld Kro, hvortil der var mødt omkring 50 Landboere fra Vinding, Vind og Nr. Omme. Til Bestyrelsen valgtes Kroejer N. K. Jensen (Formand), Svend Madsen, Nr. Omme (Kasserer), Niels Offersen, Vinding, Peter Petersen, Ommegaard, og Jens Voldsted, Vind. Der vedtoges Love, og det bestemtes, at der skal afholdes Dyrskue allerede i Sommer. Foreningens Navn er Landboforeningen for Vinding, Vind og Nr. Omme.’

Således stod at læse i Holstebro Dagblad den 17. marts 1907. Længere nede på samme avisside kunne man i øvrigt læse, hvordan den nye forening nær var kommet skidt fra start:

‘En mindre Ildebrand opstod i Aftes i Agerfeld Kro umiddelbart efter Landboforeningens Møde. En tændt Hængelampe faldt ned paa Bordet og antændte Møblerne, Gulvet og Gipsdækket. Ilden greb saa stærkt om sig, at Folk maatte forlade Værelset, men det lykkedes dog hurtigt at faa den slukket. Den anrettede Skade beløber sig til ca. 80 Kr.’

I bevarede arkivalier hedder det videre om foreningen, at formålet med dens dannelse var at ‘virke for Udviklingen af Landbruget i Foreningens Omraade ved Møder med Foredrag og Diskussion om landøkonomiske og andre af Landbruget vedrørende Forhold […] Afholdelse af aarlige Dyrskuer, Udstillinger og planmæssigt afholdte Forsøg på Landbrugets Område […] opmuntrende Anerkendelse til mindre Jordbrugere ved præmiering, samt mulig præmiering til unge Mennesker for veludført Malkearbejde.’

Foreningen blev stiftet i en tid, hvor store dele af landarealerne i Vestjylland endnu henlå uopdyrkede, dækket af hede, og mens der i foreningens tidlige år blev fokuseret på basal erfaringsudveksling og helt elementære landbrugskundskaber så som markopdyrkning, husdyrbrug og afholdelse af dyrskuer, så udviklede foreningsarbejdet sig i takt med tidens krav, således der senere også kunne tilbydes medlemmerne professionel landbrugsfaglig konsulentbistand og rådgivning om eksempelvis økonomi- og produktionsstyring, driftsoptimering, etablering af alternative energiformer m.m. Foreningen arrangerede bl.a. driftsbesøg og natur- og markvandringer og fungerede desuden som medlemmernes talerør og bindeled til andre landbrugspolitiske organisationer og interessenter.

I 1978 besluttedes det i forbindelse med en vedtægtsændring at ændre foreningens navn til Vinding-Vind-Ørnhøj Landboforening, og fire år senere, i 1982, kunne foreningen fejre sit 75-års jubilæum, der blev markeret med en fest i Vind Sognegård, hvorfra de her viste billeder stammer.

 

 

 

 

Vinding-Vind-Ørnhøj Landboforening og en håndfuld andre små lokale landboforeninger gik i 2005 sammen om at danne den større ‘Hedens Landboforening’, som i kraft af endnu en efterfølgende fusion siden 2013 har været en del af ‘Herning-Ikast Landboforening’.

– – –

Juni 2019

Som bekendt er 5. juni i år ikke alene Grundlovsdag men også valgdag, og i den anledning har vi fundet et afstemningsmotiv i arkivets billedsamling.

Stemmeafgivning foregik tidligere i den gamle sognegårds lillesal, og ved stemmeurnen til venstre ses herover Anette Kristensen (f. Johannesen, 1922-2005), som boede i Boutrup (Skjernvej 214) med sin mand, Ansgar Mando Kristensen (1913-1997). Som valgtilforordnede ses længst til højre i profil Sigfred Emanuel Pedersen (1924-1996), gårdmand i Blåkærhus og i mange år politisk engageret, først i det daværende sogneråd og efter kommunalreformen i 1970 i den nye Trehøje kommunes kommunalbestyrelse som repræsentant for partiet Venstre. For bordenden sidder bagest Holger Orla Mogensen (1919-2004), arbejdsmand og skovløber i Stråsø Plantage, senere bosiddende i Vind by, SiD-formand i Trehøje-kredsen og ligeledes mangeårigt medlem af kommunalbestyrelsen, han for Socialdemokratiet. Den yngre, tredje tilforordnede skal være Alex Johnsen, angiveligt fra Vildbjerg.

Billedet er taget den 19. september 1978 i forbindelse med folkeafstemningen om nedsættelse af valgretsalderen fra de hidtil 20 år til 18 år. Lovforslaget blev vedtaget med et spinkelt flertal på 53,8 %. Optællingen vidnede dog om stor geografisk forskel på stemmeudfaldet, idet der navnlig i hovedstadsområdet og i storbyerne var overvejende flertal for forslaget, mens der i stort set resten af landet var flertal imod -og således også i Vind: Af sammenlagt 258 afgivne stemmer taltes -foruden to blanke stemmer- blot 89 ja-stemmer mod hele 167 nej-stemmer! Valgdeltagelsen lå i Vind på 70,5 %, mens den på landsplan nåede op på bare 63,2 %. 

– – –

Maj 2019

Vi skriver maj, konfirmationsmåned i Vind, og som tidligere år benytter vi anledningen til at kaste et blik på dette års 25 års-, 50 års- og 75 års-jubilarer. Med andre ord, vi skruer tiden tilbage til 1994, 1969 og 1944.

Fra sognemenigheden konfirmeres i år Karoline Koustrup, Kristian Lind Bojesen, Rasmus Byskov Damgaard, Sebastian Hedegaard Frederiksen, Aage Einar Gammelvind, Simon Thusgaard Jensen og Lasse Kjærgaard. Også valgmenigheden afholder konfirmation -i år dog uden konfirmander fra Vind.

 

 

Såfremt nogen kan være behjælpelig med at identificere konfirmanderne fra Vinding, hører vi meget gerne nærmere.

Vore ‘kolleger’ på lokalarkivet i Sørvad er i øjeblikket i gang med at scanne valgmenighedens konfirmationsbilleder, hvorfor vi håber inden længe også at kunne præsentere valgmenighedens konfirmander.

– – –

April 2019

Lokalarkivet har længere nede på denne side i december 2015 og februar 2017 indlagt luftbilleder fra hhv. 1949 og 1962. Denne gang har vi samlet en lignende billedserie fra 1991.

Vær opmærksom på, at ikke alle ejendomme synes fotograferet, således stort set ingen i Vind by, lige som tilsyneladende hverken Trækrisvej eller Ølgrydevej er overfløjet.

Billederne er sorteret i alfabetisk og numerisk rækkefølge efter nuværende vejnavn. Skulle nogen blive opmærksom på fejl og mangler, vil vi meget gerne vide besked -angiv i så fald venligst billednummer. 

Kilde: Det Kongelige Biblioteks Luftfotosamling

– – –

Marts 2019

‘Hvad en Vindbo har oplevet i tyske Koncentrationslejre’.

Under dén overskrift kunne man den 14. juni 1945 i Holstebro Dagblad læse Poul Gammelvinds beretning om sin tid som krigsfange i de sidste måneder af Anden Verdenskrig.

Poul Gammelvind (1911-1987) var født og opvokset i Lundbæk i Vind -i dag Ørnhøjvej 13- som søn af Jens Peter Gammelvind (f. Jensen, 1882-1975) og Karen Gammelvind (f. Frydendal, 1881-1962), men levede størstedelen af sit voksenliv nær Grindsted, gift med Anna Jørgine Gammelvind (f. Pedersen, 1917-2012). 

Beretningen gengives herunder, som den oprindeligt stod at læse:

‘Gdr. Poul Gammelvind, Grindsted (Søn af Gdr. Peter Gammelvind, Vind), blev sidste Efteraar sammen med en Del andre fra Grindsted Sogn sendt til tyske Koncentrationslejre, fordi de havde opbevaret Sprængstoffer. Og da det endelig lykkedes ham at komme hjem lige før Pinse, var han saa udmattet, at han i den første Tid knapt nok kunde gaa. Ved Begravelsen for nylig af Broderen og Frihedskæmperen Ricardt Gammelvind var Poul imidlertid kommet hjem. Og for en lyttende Skare berettede han i jævne Ord lidt af sine Oplevelser:

Jeg blev taget den 8. Oktober sidste Efteraar, idet 22 bevæbnede Tyskere pludselig omringede Gaarden ved Nattetid, saa der var ingen Mulighed for Flugt. Jeg blev ført til Kolding, hvor jeg fik Enearrest. Dér sad jeg i 6 Uger og blev saa ført til Frøslevlejren i Sønderjylland. Med dér havde vi det forholdsvis godt.

Flere Gange blev jeg taget som Gidsel og puttet i en Kreaturvogn foran et tysk Troppe- eller Transporttog. Vi blev da lænket sammen to og to og fik Lov at ligge i en Dynge Halm. Dyrlæge Andersen, Aulum, og jeg var med flere Gange sammen. Paa Spørgsmaalet, om det ikke var uhyggeligt, svarede Poul: Nej, det var det egentlig ikke, for vi regnede saa sikkert med, at der ikke blev forøvet Attentat mod Toget, naar danske Gidsler var med. Og desuden var Folk saa gode imod os undervejs. Der blev smidt mange gode Madpakker ind til os paa disse Rejser.

Efter 6 Ugers Forløb i Frøslev blev jeg sammen med et Hold paa ca. 200 sendt til Neuengamme i Tyskland. Det var svært at sige Farvel til vore Kammerater, og mange græd ved Afskeden. Efter 3 Døgns Kørsel i Jernbanevogn, hvor vi saa at sige hverken fik Mad eller Drikke, naaede vi endelig vort næste Maal. Og her i Neuengamme gik det strengt til: Haardt Arbejde, elendig Mad og Mishandlinger næsten hele Tiden. Og dog var det for intet at regne mod det, vi senere oplevede, da vi blev sendt ind til selve Hamborg. Vore Navne blev slettede paa Listen over internerede, og det vil paa godt Dansk sige, at vi hemmeligt var dømt til Døden. Her var der ogsaa haardt Arbejde og Mishandlinger i en Uendelighed. Vi skulde rydde op i Gaderne efter Bombardementerne. Hver Mand skulde bære 5 Mursten ad Gangen, ellers fik han af Gummikniplen. Men til sidst var vi saa udmattede, at vi kun kunde bære 2 –to– Sten. Vi skulde nemlig op hver Morgen Kl. 4, saa møde til Appel og ‘staa ret’ i 2-3 Timer. Derefter fik vi vor Ration Mad (300 g. bart Rugbrød). Saa strengt Arbejde hele Dagen uden Mad og Drikke til Kl. 18. Og fandt vi lidt Kartoffelskrælling, en Stump Roe eller andet spiseligt, saa kan I stole paa, det gik ned med Appetit. Efter Arbejdstiden skulde vi hjem igen og ‘staa ret’ et Par Timer, men da segnede gerne enkelte af Træthed. Det var der for Resten ingen Sjov ved, for de blev sparket op. Først endelig ved 8-9 Tiden fik vi vor Aftensmad: 1 l. Suppe (d.v.s. 1 l. kogt Vand med Hvidkaalsblade i og ikke andet). Efter Spisetid skulde vi gerne i ‘Beskyttelsesrum’ til Kl. 1-2; saa først kunde vi gaa rigtig til Ro og hvile ud til Kl. 4 igen. Til Beskyttelsesrummet skulde vi ned ad 4 Trapper, og ved hver Trappeafsats stod en SS-Mand og gav os en af Gummikniplen, naar det ikke gik rask nok, saa vi tit mere trimlede end gik ned ad Trappen.

Den største Forskrækkelse havde jeg for øvrigt engang, vi skulde til Aflusning i en Bunkers, og det trængte vi saa sandelig ogsaa til. Men da der efterhaanden samledes flere Tusinde Mand, blev vi noget betænkelige. Det ene Tusinde skred ned efter det andet, Ingen sagde noget, men alle tænkte det samme: At vi skulde ned og ‘gasses’. Heldigvis blev det ikke til noget, og vi fik Ordre til at gaa tilbage uden at have været dernede.

Da en spurgte Poul, om der aldrig var noget fornøjeligt eller oplivende ved Livet i Lejren, svarede han med et stort Smil: Jo, jo, det var der rigtignok. Saaledes husker jeg en Aften i Frøslev, at en af mine Kammerater efter endt Arbejdstid gik hen til en Blokmand og spurgte nok saa pænt, om vi skulde stille til Appel den Aften. Men det eneste Svar, han fik, var, at Blokmanden med den flade Haand langede ham en Kindhest, saa det vaskede. Den levede vi paa længe. Ja, saa mindes jeg ogsaa Juleaften dernede. Men det var jo ikke en Juleaften som herhjemme, og dog oplevede jeg den skønneste og herligste Jul som aldrig før i Guds umiddelbare Nærhed. I Frøslev var der baade Smil og Løjer, i Hamborg smilede ingen.

Af de mange Spørgsmaal, der blev stillet til Poul, var bl.a. ogsaa det, hvorfor de blev mishandlet. Og dertil svarede han, at bare det, at man stod med Hænderne i Lommen uden for Barakken, var nok til, at man uden videre fik en Knytnæve lige i Ansigtet eller et Slag af Gummikniplen paa Halssiden. Det sidste gjorde virkelig ondt; men nogle Russere lærte os at bøje Hoved og Hals godt om, saa Slaget ramte Kindbenet; thi saa gjorde det ikke saa meget. Naa, men alle Mishandlinger var for intet at regne mod den nagende Sult og de faa Timers Søvn og Hvile. Ikke saa nær alles Nerver kunde taale det, og mange bukkede ogsaa under, navnlig af Hollænderne. Af en Flok Hollændere paa 45 døde i Løbet af 3 Uger de 43. Af danske døde der gennemsnitlig 1 hver Dag af et Hold paa 248. Men vi Danske havde det nu alligevel bedst af alle de 42 Nationer, som var repræsenteret i Lejren. Værst var det for Jøder og Polakker. De skulde jo dø.

Dysenterien tog en Del, og jeg var ogsaa selv angrebet af den engang. Men vi fik ingen Lægehjælp. Vi kunde bare ligge og klare os selv, som vi bedst kunde. Det værste var, at vi ingen Drikkevand kunde faa. Var svensk Røde Kors ikke traadt til, havde jeg sikkert ogsaa bukket under dernede.

Da Grev Bernadotte var i Neuengamme for at ordne de Danskes Overførsel til Sverige, undlod man dér at nævne det Hold, der var i Hamborg, og vilde heller ikke indrømme det bagefter, da nogle i Lejren havde gjort Bernadotte opmærksom derpaa. Saa rejste han uden videre til Berlin og talte med Himmler saa længe om Sagen, at denne til sidst indrømmede, at der ganske rigtig var et lille Hold Danskere i Hamborg. Og saa blev ogsaa vor Hjemrejse ordnet.

Ja, svensk Røde Kors og Grev Bernadotte glemmer vi aldrig, saadan som der blev sørget for os baade i Tyskland og ovre i Sverige. Jeg glemmer heller aldrig Tyskerne, men det er paa en anden Maade.’

Om Poul Gammelvinds søskende Karl, Thue og Tinne Gammelvind kan der læses længere nede på denne side, se ’Månedens billede’, september 2015

– – –

Februar 2019

Månedens motiv er denne gang undtagelsesvist ikke hentet i Vind, men i Holstebro -personerne på billedet havde dog begge livslang tilknytning til Vind!

Billedet er taget i slutningen af 1940’erne ved Storebro i Holstebro, set fra Sønderland i retning mod Brotorvet og Enghaven. I baggrunden, til højre for Esso-servicestationen, anes den ene af byens daværende to rutebilstationer (den anden lå omtrent, hvor den endnu ligger i dag). På tur til Holstebro ses gårdmand fra Gammel Skold i Vind, Laurits Jacobsen (1896-1983) med sin yngste søn Ejner Jacobsen (1936-2009). I familien fortælles det, at far og søn -trods det stive antræk- var cyklet fra Vind til Holstebro! 

Laurits Jacobsen havde allerede som ung mand i forbindelse med sin fars død i 1923 overtaget sin fødegård, Gammel Skold, hvis tidligste historie kan føres helt tilbage til 1600-tallet, og som han selv drev gennem en hel menneskealder med hjælp fra sin hustru, Karen Jensen Jacobsen (f. Rosleff, 1906-2001). Sammen havde de fire børn, Jens Erik Jacobsen (1930-2008), Verner Roslev Jacobsen (1932-2022), Anna Maria Jacobsen (g. Jeppesen, 1934-2016) og Ejner Jacobsen (1936-2009).

Sønnerne Jens og Ejner overtog i fællesskab og som fjerde generation på stedet Gammel Skold efter deres forældre i 1970. Verner og hans hustru Anna (f. Mikkelsen) drev i mange år det nærtliggende Virkelyst, mens Anna og hendes mand Henry Jeppesen boede i Højbo, også i umiddelbar nærhed.

Se flere billeder af familien Jacobsen øverst på siden under menupunktet ‘Vind i billeder’ -> ‘Folk og fæ’.

– – –

Januar 2019

‘Parti af Straasø i Snedragt’ -således beskriver lærer Larsen ovenstående billede, der ses taget i januar 1915. Billedet stammer fra Larsens private fotoalbum.

Niels Peter Larsen (1873-1947), der fungerede som lærer ved Stråsø skole i årene 1906-1925, og som ved en senere navneændring føjede ‘Straasø’ til sit efternavn, efterlod sig en større samling billeder af skolen og dens elever, foruden billeder af både sin egen og flere af Stråsøs øvrige familier.

I billedets baggrund ses Stråsø skoles lærerbolig -eleverne kan desværre ikke identificeres.

– – –

December 2018

To af Vinds længstlevende og vel nok mest navnkundige kvinder!

Til venstre Karen ‘Hedegaard’ Poulsen (f. Madsen, 1888-1982), der demonstrerer, hvorledes man før i tiden kartede uld, og ved rokken til højre Maren Margrethe Troldtoft (f. Jacobsen, 1877-1973).

Billedet er taget i slutningen af 1960’erne i forbindelse med en håndværks- og husflidsudstilling i den gamle sogne- og hjemmeværnsgård.

Læs mere om Karen ‘Hedegaard’ Poulsen længere nede på denne side, ‘Månedens billede, oktober 2015’ og om Maren Margrethe Troldtoft øverst på siden under menupunktet ‘Jeg husker dengang, da…’ -> ‘Maren Troldtoft (1877-1973)’.

– – –

November 2018

Månedens motiv viser -som noteret er på billedet- Stråsøgård set fra syd i 1909. Stråsøgård fungerede i en lang årrække som embedsbolig -da billedet blev taget for Jørgen Vilhelm Hansen Tang (1869-1936), der i perioden fra 1906 til 1934 var plantør og således ansvarlig for beplantningen af Stråsø statsplantage, og siden for efterfølgende skovfogeder. Plantør Tang ses her sammen med sønnerne Hans Ejvind Tang og Niels Hermod Tang på plænen foran Stråsøgård, omgivet af såkaldte såbedsrammer, hvis primære formål var at beskytte nye såninger dels mod fugle, dels mod vind og vejr. Såbedsrammerne blev slået ned, når nye frø var sået, og som her igen stillet på højkant, når de ikke var i brug.

Flere oplysninger om plantør Tang finder vi i hans nekrolog, som nedenfor gengives, som den sås indrykket i Holstebro Dagblad ved hans død i april 1936:

‘Fhv. Plantør ved Straasø Statsplantage i Vind, J. V. H. Tang, er i Gaar død, 67 Aar gl.

Plantør Tang, der stammede fra Vejleegnen, kom i sine unge Aar ind ved Skovvæsenet og ansattes som Opsynsmand ved Borbjerg Plantage. Her var han i 13 Aar og ansattes derefter, for ca. 30 Aar siden, som Plantør ved Straasø Statsplantage. Plantør Tang var en overordentlig dygtig og interesseret Forstmand, og paa Straasø-Arealet, der for største Delen bestod af Flyvesand, fremelskede han en smuk og kraftig Granskov. Svagelighed hæmmede i nogen Grad gennem de senere Aar hans Arbejdskraft. Han tog sin Afsked for halvandet Aar siden. Det var Hjertet, der gennem længere Tid havde været svagt, og hertil stødte for nogle Dage siden en stærk Influenza, som han ikke havde Kræfter til at staa igennem. For 5-6 Aar siden blev Plantør Tang udnævnt til Dannebrogsmand.

Plantør Tang var en Mand, der var stærkt interesseret i Samfundsforhold. Han var en solid og overbevisningstro Venstremand og var sikker Deltager ved politiske Møder paa Egnen. Hans Udtalelser, der ofte vidnede om meget Syslen med de forskellige Spørgsmaal, fremsattes altid i en saadan Form, at han nok skulde blive hørt. Han var i flere Aar Formand for den lokale Venstrevælgerforening.

Plantør Tang efterlader Hustru og fem Børn, der alle er voksne. En af Sønnerne er Forstmand og ansat ved Sønderborg Distrikt.’

Om Stråsøgård og plantør Tang, se også længere nede på denne side, ‘Månedens billede, januar 2015’.

– – –

Oktober 2018

Selv om Agerfeld ret beset er hjemmehørende i Vinding sogn, så har mange i Vind gennem årene haft nær tilknytning til Agerfeld, ikke mindst de mange, der har gået i Agerfeld skole.

Motivet herover, der vurderes at være fra årene omkring 1905-1910, viser vejen, vi i dag kender som hovedvej 11, set i retning mod nord, mod Holstebro. Billedet er taget omtrent, hvor hovedvejen i dag krydses af Toftvej mod Vind og Agerfeldvej mod Sørvad.

Ejendommen til højre, i dag Skjernvej 209, fungerede i en årrække i første halvdel af 1900-tallet som jordemoderbolig -blandt jordemødrene huskes bedst Marie Damtoft (f. Jensine Marie Jensen Græm, 1898-1975). Ejendommen midt i billedet, på venstre side af vejen, er det tidligere Skjernvej 232, som i dag er nedrevet, mens ‘Møllegården’ -med tre skorstene- ses længst i baggrunden.

Foruden skolen -og udenfor kameraets synsvinkel- fandtes i Agerfeld ved samme tid desuden en smedje og en kro -og senere også en købmandsforretning.

– – –

September 2018

Bemærk navnet på siden af vognen: Vind Slagterforretning.

Billedet, som menes at være fra slutningen af 1950’erne, viser slagter Bertel Christian Bertelsen (1898-1969) fotograferet ved sin vogn, en Volvo 445, på en af sine hyppige landture, hvor han leverede varer til sine kunder i oplandet.

Nogen vil måske huske at have set et ældre billede af samme slagter Bertelsen og hans første vogn, Vinds første firmabil -gense billedet og læs beretningen om Bertelsen og hans forretning længere nede på denne side, ‘Månedens billede, marts 2016’.

Det er desværre ikke lykkedes os at identificere drengen. Såfremt nogen ved, hvem han er, eller måske genkender vandpumpen i forgrunden og den lange indkørsel i baggrunden og deraf kan udlede, hvor billedet er taget og hvem han kan være, så hører vi meget gerne nærmere herom.

– – –

August 2018

Igen skriver vi august, og også i år har vi fundet et høstmotiv -denne gang af hvad der angiveligt skal have været ikke blot sognets men landsdelens første traktor, hjemmehørende i Troldtoft.

Billedet er fra omkring 1930, og bag rattet på traktoren sidder efter alt at dømme sønnen fra Troldtoftgård i baggrunden, Niels Valdemar Troldtoft (1906-1980). Hvem der ses bagest på selvbinderen vides ikke, muligvis en ung gårdkarl.

Sammenligner man med sidste års høstmotiv, som i øvrigt også var fra Troldtoft-området -se længere nede på siden, august 2017- vil man hurtigt kunne konstatere, at der i løbet af 1920’erne var sket store fremskridt inden for landbruget. Høstarbejde, der få år forinden havde måttet udføres ved håndkraft, blev nu i stedet klaret med maskinel hjælp.

– – –

Juli 2018

Blandt meget varieret materiale indkommet til arkivet fra boet efter skomager Jens Ingemann Kjær Christiansen (1907-1985) har vi denne måned fundet en lille billedserie, formentlig taget i 1950’erne af en af den tids mange omrejsende hjemmefotografer.

Jens Ingemann Kjær Christiansen var født i Vind, hans mor fra landejendommen Vestertoft på Råstedvej. Selv voksede han op i Holstebro, men returnerede som voksen til Vind, hvor han i mange år drev sit lille skomagerværksted på hjørnet af Råstedvej og Fuglsangvej.

Jens Ingemann Kjær Christiansen findes også omtalt under ‘Månedens billede, august 2014’ længere nede på denne side -og hans familie i Vestertoft desuden under ‘Månedens billede, juni 2017’.

– – –

Juni 2018

På Skovgård eng -omtrent hvor Enebærvej i dag støder op til Vind Kirkevej- afholdtes i sommeren 1979 i forbindelse med den årlige sportsfest et lille dyrskue. Og som billedserien nedenfor bekræfter, tiltrak arrangementet en del besøgende, både store og små, unge og gamle, tobenede og firbenede. Klik på billederne for at se dem i stort format.

– – –

Maj 2018

Traditionen tro kaster vi i løbet af foråret et blik på årets 25 års-, 50 års- og 75 års-konfirmandjubilarer. Ligeledes i år, hvor vi derfor bringer konfirmationsbilleder fra henholdsvis 1993, 1968 og 1943. Desværre råder arkivet ikke over billeder af valgmenighedens konfirmander, hvilke vi derfor ved samme lejlighed efterlyser. 

I år konfirmeres fra Vind sognemenighed Oskar Bøge-Olesen, Jonas Lykke Daater, Magnus Byskov Damgaard, Jens Olav Gammelvind og Ludvig Peter Schaksen Hermansen. Valgmenigheden afholder ingen konfirmationer i år.

 

 

Som ses er arkivet bekendt med alle konfirmanders navne i 1943, men desværre ser vi os kun i stand til med sikkerhed at sætte ansigt på konfirmanderne fra Vind. Såfremt nogen kan være os behjælpelig med at identificere konfirmanderne fra Vinding, hører vi meget gerne nærmere.

– – –

April 2018

Enhver med kendskab til Vind genkender vel nok ejendommen herover -Halkjærs købmandsforretning.

Niels Mourids Halkjær (f. Nielsen, 1893-1965) kom til Vind fra Ørnhøj i begyndelse af 1920’erne, idet han øjnede chancen for med Ringkøbing-Ørnhøj-Holstebro-banens og stationsbyens anlæggelse at finde grundlag for en købmandshandel. I den første tid skal han angiveligt have solgt sine varer fra en lille interimistisk disk i Voldstedgård, men med køb af jordlodder fra henholdsvis Skovgård og Gammelvind i foråret 1923 påbegyndtes opførslen af den ejendom -den første i Vind Stationsby- som siden skulle komme til at danne ramme om både Halkjærs forretning og privatbolig.

Af den originale slutseddel kan vi læse om betingelserne for den ene af de to jordhandler:  

                                                                                     Mellem Jens Gammelvind som Sælger og
                                                                                     Niels Mouritzsen Halkjær, Ørnhøj, som Køber er Dags
                                                                                     Dato indgaaet følgende Handel:
                                                                                     Jens Gammelvind sælger, skøder og overdrager
                                                                                     en Byggegrund stor 40 Alen langs Agerfeldvejen og 55 Alen
                                                                                     langs den nye Kommunevej ved Vestsiden af
                                                                                     Stationspladsen. Altsaa 40+55 Kvadrat-Alen. Købssummen
                                                                                     er 25 Øre pr. Kvadrat-Alen, som betales senest December
                                                                                     Termin 1923. Til den Tid gives Skøde paa Grunden.
                                                                                     Sælgeren forpligter sig til ikke at afstaa
                                                                                     Byggegrund til en Kolonial- og Foderstofforretning
                                                                                     de første 2 Aar fra Dato. Omkostningerne ved Udstykning
                                                                                     og Papirsomkostningerrne er fælles for begge.

                                                                                                                   Vind d. 20-3-1923

                                                                                     Som Køber:                                              Som Sælger:
                                                                                     Niels Halkjær                                           Jens Gammelvind

                                                                                     Til Vitterlighed:
                                                                                     Karl Kirkegaard
                                                                                     Chr. Vad

Niels Mourids Halkjær drev forretningen frem til sin død i 1965, hvorefter sønnen Knud Erik ‘Knudde’ Halkjær (1930-1999) og hans hustru Anna overtog den. Efter at de i foråret 1996 valgte at lade sig pensionere, blev forretningen moderniseret og under nyt navn, Vind Nærbutik, en kort årrække drevet af Lis og Kurt Poulsen, indtil de i december 1998 valgte at overlade den daglige drift til Helga Bjerregaard. Forretningen lukkede endeligt i sommeren 2005.

Læs længere nede på denne side også beretningerne om købmand Halkjærs kommis, Niels Valdemar Jensen, ‘Månedens billede, juli 2015’ samt om købmand Halkjærs hustru, Inger Marie ‘Mitte’ Halkjær, og hendes virke på Vind telefoncentral, ‘Månedens billede, november 2016’.

– – –

Marts 2018

På ejendommen Virkelyst, i dag Trækrisvej 2, boede fra begyndelsen af 1900-tallet og godt et halvt århundrede frem tømrer og husmand Nis Jørgen Hansen og hans familie.

Nis Jørgen Hansen (1877-1965) voksede op i Skelvad i Vind som søn af husmand Jens Rounborg Hansen (1847-1919) og Nielsine Hansen (f. Nissen, 1847-1926). Om Nis’ tidligste ungdom ved vi ikke meget, udover at han angiveligt skal have aftjent sin værnepligt i Aalborg, og at han tidligt kom i lære som tømrer –et fag, han ifølge flere kilder mestrede til perfektion.

Skønt han en tid boede i Holstebro og efterfølgende nogle år i Vinding, så var det hjemme i Vind, han i april 1901 hentede sin brud, Inger Marie Jeppesen (1875-1955), datter af gårdmand i Vestergård, Jeppe Lauritsen (1825-1910) og Christiane Lauritsen (f. Andersen, 1832-1920). Men til trods for at han således nu var både gift og i gang med at stifte familie, så har der tilsyneladende været onde tunger i samtiden, der har forsøgt at kompromittere Nis Jørgen Hansens navn og omdømme. Den 7. maj 1901 vælger han således –for at mane rygterne i jorden– at indrykke et noget usædvanligt dementi i Holstebro Dagblad:

’Foranlediget af, at der er udspredt løgnagtige ærerørige Rygter om min Helbredstilstand, har jeg i Dag erhvervet mig følgende Lægeerklæring:

Holstebro, den 4. Maj 1901.
Tømrer Nis Jørgen Hansen af Vinding har jeg i Dag undersøgt; han lider i k k e for Tiden af nogen venerisk Sygdom, og der kan ikke paavises et eneste Tegn paa, at han nogen Sinde har haft en saadan.
Victor Faber, Læge.

Enhver, som i Fremtiden vover at udbrede ovenantydede Rygte om mig, vil blive tiltalt og straffet.
Vinding, den 4. Maj 1901.
Nis Jørgen Hansen’

Omkring 1903 opfører Nis Jørgen Hansen det hjem i Vind, Virkelyst, som de næste mange år skal komme til at danne ramme om hans og Inger Maries og deres børns familieliv. Ud over de to førstefødte, Kristiane Jeppesen (g. Daniels, 1899-1964) og Sigrid Dagmar Hansen (1902-1986) kommer i de efterfølgende år yderligere seks børn til: Klara Marie Hansen (g. Pedersen, 1903-1980), Jens Viktor Jeppe Vestergaard Hansen (1905-1999), Magda Theodora Hansen (1907-1958), Alfred Hansen (1911-1912), Alfrida ‘Frida’ Hansen (g. Jensen, 1915-2010) og Irene Marie Jørgine Hansen (g. Nielsen, 1920-2003). Desuden adopterer Nis og Inger Marie i 1928 sønnesønnen Hans Viktor Nedergaard Hansen (1926-2022).

I forbindelse med Nis Jørgen Hansens 70-års dag i sensommeren 1947 kan man i Holstebro Dagblad læse en portrætartikel om fødselaren, forfattet af lærer og lokalhistoriker Esbern Jespersen i Vinding:

’Det er snart tredive Aar siden, jeg første Gang traf Nis Jørgen Hansen. Han var i Færd med at lægte Lærer Grønbæks lille Hus ved Vinding Kirke, og man undgik ikke at lægge Mærke til hans imponerende Arbejdstempo. Vi snakkede om alt mellem Himmel og Jord, lige fra den altid angribelige Storpolitik til mine lige saa angribelige Sko, der mangleder Saaler. Nis Hansen tog dem med sig hjem og flyede mig dem den følgende Morgen velforsaalede tilbage igen Jeg var Vikar til 50 Kr. om Maaneden, og Nis Hansen vilde paa ingen Maade modtage Betaling for den ”lille Tjeneste”.

Mit første Indtryk af Nis Hansen som en munter, flittig og godhjertet Mand har holdt sig gennem alle Aarene siden. Og Livet, der ikke har forskaanet Nis for adskillige Lussinger, fik aldrig helt slidt Munterheden ud af hans Sind. Han er af den Slags Mennesker, hvis skabende Fantasi koger over med barokke Historier, som dog undertiden maa barberes en Smule, før de kan anvendes i en Sognebog. Jeppe Aakjær mødte i sin Opvækst mange af den Slags Mennesker, og kalder dem Digtere.

Nis Hansen er født i Skelvad i Vind Sogn som Søn af Jens Rounborg Hansen, sit Navn har han efter Moderens sønderjyske Ahner.

Da han 1901 blev gift med Inger Marie fra Vestergaard i Vind, havde han en gevaldig Fortid som Tømrersvend; men nu slog han sig til Ro i sin nyskabte Ejendom, som med Rette fik Navnet Virkelyst. I denne lille Ejendom paa Vind Hede har han boet siden og trofast virket for sit Hjem og sin store Familie. Han var altsaa Haandværker og Husmand og lige kvik i begge Haandteringer. Paa Søndag den 24. August fylder han 70 Aar.’

 

Nis Jørgen Hansen mister sin hustru i 1955 og vælger allerede året efter at sælge Virkelyst for i stedet i en kort årrække at slå sig ned i Øster Skovgård i Vind. I 1960 flytter han til Sørvad, hvor han dør i 1965 i en alder af 87 år. Nis Jørgen Hansen og hans hustru samt to af deres døtre ligger begravet på Vind kirkegård.

– – –

Februar 2018

Ovenfor ses det måske ældste fotografi, der findes af Vind Kirke, formentlig fra omkring år 1900.

Vind kirke nævnes første gang i skriftlige kilder så langt tilbage som i 1325. Middelalderens pest-epidemier menes dog i flere omgange at have lagt egnen -i forvejen tyndt befolket- mere eller mindre øde, hvorfor kirken ved 1500-tallets begyndelse angiveligt har været så forfalden, at den lige så vel kunne være blevet revet ned, havde det ikke været for Vinding-præsten Ib Jensen, som lod kirken genopbygge i 1520’erne -ifølge overleveringen på opfordring af en engel!

Ib Jensen (o. 1479-1563), på sin egen tid bedre kendt som ‘Hr. Ib’, var præst i Vinding i årene 1513-1563 og således altså både før og efter Reformationen i 1536. De første år bestred han i overensstemmelse med katolicismens forskrifter sit hverv som ugift -siden blev han både gift og fik børn. En kort årrække var han tillige præst i Vind, og skal man tro skriftlige kilder om hans nære familieforhold, vil der såmænd endnu i dag i Vind kunne findes efterkommere af ‘Hr. Ib’.

I en beskrivelse udfærdiget af Nationalmuseet i 1883 kan man læse, hvordan Vind Kirke på dén tid tog sig ud:

‘Kirken bestaar oprindelig af Langhus og Kor, der er opførte af blandet Materiale, nemlig af raa og huggen Granit og røde Munkesten. Det synes, at Kirken har været næsten helt ombygget, og om en særlig Stil er der nu ikke Tale. Munkeskiftet, der ses udvendig paa Korets Nordside øverst ved Tagskæget vidner dog om, at Kirken skriver sig fra den katholske Tid. Af Tilbygninger findes kun et lille Vaabenhus paa Nordsiden, hvilket er opført af røde Munkesten. Langhusets nordlige Indgang har en noget fladtrykt Rundbue og vidner ikke om høj Ælde; den omgives ligesom den tilmurede Indgang paa Sydsiden af røde Munkesten, der er kalkede som overhovedet hele Kirken. Af oprindelige Vinduer findes nu ingen, kun ses svage Spor af et saadant tilmuret paa Langhusets Nordside. De nuværende Vinduer, der væsentlig er paa Sydsiden, er firkantede og af Træ samt omgives udvendig af rundbuede Murstensfalse. I Langhusets vestlige Gavl findes et lille fladbuet Jernvindue. I denne Gavl ses indvendig fra en stor Rundbue, der vidner om, at der tidligere maa have været et Taarn, hvilket ogsaa Gavlens Udseende udvendig fra synes at bekræfte. Langhus og Kor har en ret betydelig Højde til det flade Bjælkeloft. I Koret ses Spor af, at det i sin Tid har været hvælvet eller dog i alt Fald bestemt til at hvælves. Korbuen af Mursten er stor og vidner ikke om høj Ælde. Det er særlig paa Korets Sydside, at hugne Granitkvadre findes anvendte udvendigt; her og paa dets Nordside er en huggen Granitsokkel med Skraakant, der dog er hævet meget højt over Jordlinien og undermuret med raa Granit. I denne Sokkel er paa Nord- og Sydsiden paa hvert Sted indsat Halvdelen af en rundbuet Vinduesoverligger. Tilstedeværelsen af de nævnte Sten paa dette Sted vidner noksom om i hvilken Grad Kirken er ombygget. Langhusets indvendige Længde er 16 Al. 14 Tm., Bredde 10 Al. 2 Tm., Korets Længde er 8 Al. 12 Tm., Bredde 7 Al. 22 Tm. Af Inventariet er Altertavlen opsat i 1882 og har intet Maleri, men et forgyldt Kors. Prædikestolen er i Renæssancestil og af Eg. Granitdøbefonten er bægerformet og forsynet med Hjørneblade paa Fodstykket. Hele Kirken er dækket med Tegl.’

Kirken har efterfølgende gennemgået løbende forandringer og fornyelser af inventar, senest i 1973-74, hvor kirken undergik et omfattende restaureringsarbejde med arkæologiske udgravninger samt installation af både nyt alterparti og nyt orgel.

Det bemærkes af billedet, hvordan kirkegården omkring århundredeskiftet lå hen som regulær hedejord -om end naturligvis kirkeligt indviet til formålet. Rundtenom ses rejst et kors. De mest velbjergede familier kunne få råd til et jernkors, mens de fleste hedengangne blev mindet med et simpelt trækors eller en vilkårlig marksten -hvis der da blev rejst et gravminde overhovedet.

– – –

Januar 2018

Billedet herover -formentlig fra omkring 1911- er taget i forbindelse med opførelsen af det nuværende stuehus i Kirkegård, Fuglsangvej 2.

Kirkegårds historie kan føres tilbage til første halvdel af 1600-tallet, men først omkring 100 år senere menes den daværende ejendom på stedet at have fået sit nuværende navn -i de tidligste kilder benævnes gården således slet og ret ‘Ved Kirken’. Fra midten af 1700-tallet er det muligt at identificere gårdens ejere med sikkerhed: Indledningsvist fra omkring 1740 en Mourits Pedersen, død i 1779, dernæst sønnen Christen Mouritsen helt frem til hans død som 89-årig i 1847 og efter ham hans søn Gravers Christensen, der dog dør som blot 30-årig allerede i 1855. De næste 50 år er én uendelig række af skiftende ejere og bestyrere. I en salgsnotits indrykket i Holstebro Dagblad i januar 1884 i forbindelse med en af disse mange ejendomshandler beskrives Kirkegård således:

‘En god og solid Ejendom, beliggende i en god og smuk Egn, ½ Mil fra Station, 1½ Mil fra Kjøbstad, Areal 16 Tdr. Land Ager, Eng til 4 à 5 Læs udmærket godt Hø og fornøden Tørveskær. Der kan græsses og fødes 2 smaa Heste og 4 Køer. Paa Ejendommen hviler en lille Aftægt til to gamle Folk. Den kan købes for den billige Pris 6.000 Kr. med lidt Udbesætning mod 1.000 Kr. Udbetaling. Ejendommen kan tiltrædes strax eller til Foraaret…’

I 1904 blev Kirkegård overtaget af Karl Jensen (1872-1952). Han var født i Brandtoft i Vind, havde forinden drevet et mindre husmandssted i Troldtoft, og valgte året efter overtagelsen af ejendommen meget symbolsk at tage nyt efternavn –Kirkegaard!

Med Karl Jensen Kirkegaard og hans familie gik Kirkegård en ny storhedstid i møde, blandt andet med opførelse af både nyt stuehus og ny lade. Udover at drive landbrug var Karl Jensen Kirkegaard desuden interesseret i sin samtids kirkeanliggender, i hedeopdyrkning og tillige meget engageret i sognerådspolitik –en mangeårig indsats, der var med til at sikre ham Dannebrogsordenens ridderkors. Ved hans død i marts 1952 kunne man i Holstebro Dagblad blandt andet læse, at… 

’Budskabet om Karl Kirkegaards Død kom ikke overraskende for dem, der kendte ham. Han nærmede sig de 80 Aar, og hans Helbred har længe været vaklende. For et Par Dage siden maatte han lægge sig til Sengs for at afvente Døden. Med Karl Kirkegaard er en markant Vestjyde gaaet bort, og han har haft megen Indflydelse i sit Sogn, bl.a. i Kraft af sit mangeaarige Medlemskab af Sogneraadet, hvori han har haft Sæde fra 1909 til 1933.

Tre betydelige Opgavers Løsning laa ham stærkt paa Sinde: Sognet skulde have Jernbanestation, Telefoncentral og et Mejeri. Han var ogsaa Sjælen i Foretagendet med Opdyrkningen af Røjkjær Hede, hvor nu en Række smukke givtige Landbrug blev rejst under Jysk Landvindings Medvirken. Hans Aner lader sig følge tilbage til Reformationstiden i Vinding Sogn, saa der er ingen Tvivl om, at han var en ægte Vestjyde, en Mand, der kunde skjule sine Hensigter, indtil det blev nyttigt at afsløre dem, men i øvrigt var hans Standpunkter til de afgørende Spørgsmaal i Religion og Politik klar, og hele Livet igennem var hans Staasted i politisk Henseende indenfor Venstres Rækker, ligesom han var afgjort Missionsmand. Derom skulde der ikke herske Tvivl.

Han har levet et lykkeligt Samliv med sin Hustru Karen, med hvem han for tre Aar siden kunde fejre Guldbryllup. Foruden Hustruen Karen efterlader han sig 5 Døtre og 2 Sønner, der begge er Gaardejere i Vind. Den ene har Slægtsgaarden.’

Karl Jensen Kirkegaard afhændede i begyndelsen af 1940’erne Kirkegård til sønnen Anders R. Jensen Kirkegaard (1905-1974), som herefter drev den i godt tyve år. I 1965 blev Kirkegård købt af Tonni Bjerrum, hvis søn, Carsten Bjerrum, ejer gården i dag.

– – –

December 2017

Igen har vi bladret i et gammelt familiealbum, og denne gang har vi fået lov at låne et barndomsbillede af ikke bare én men to små vindboer. Er der mon nogen, der genkender dem, eller som tør gætte på, hvem det kan være…?

Vi løfter sløret for de to smås rette identitet i løbet af december.

Opdatering: Billedet, der er fra begyndelsen af 1940’erne, viser Preben (tv) og Thyge Larsen, sønner af gårdmand i Voldstedgård, Anker Larsen (1915-1983) og Anna Larsen (f. Holmgaard, 1910-1996).

– – –

November 2017

Et af de ældst kendte fotografier fra Vind er taget ved husmandsstedet Sofiedal i Stråsø omkring år 1900. Ikke alene er billedet altså knap 120 år gammelt –det er også håndkoloreret!

Den første ejendom på stedet menes opført midt i 1850’erne af Hans Nicolai Nødskou (1821-1906), der tilsyneladende valgte at opkalde stedet efter sin hustru, Jacobine Sophie Schioldan (1820-1872).

Nødskous ophold i Vind blev dog kortvarigt. Det samme blev den efterfølgende ejers, Niels Nielsen Harbos -han stammede angiveligt fra Sønder Nissum-kanten.

Salgskontrakten af 1. marts 1875 giver et godt indtryk af forholdene i Sofiedal på dén tid:

’Underskrevne Niels Nielsen Harbo af Vind sælger herved til Niels Jensen, Niels Marinus Jacobsen og Christen Vestergaard Nielsen, alle af Thorsted, den mig efter Skjøde, tinglæst 15. August 1862, tilhørende Eiendom, Mtr. No. 2 Straasø i Vind af Hartkorn 4 Skpr., 2 Alb., Gammelskat 5 Rdl. 4 Sk. med paastaaende Bygninger paa følgende Vilkaar:

1: Kjøberne tiltræde Eiendommen den 1ste April d. A., og den staar fra dette Tidspunkt for deres Regning i enhver Henseende. Med Hensyn til Brandfare staar den allerede fra nu af for deres Risiko, saa at de i Ildsvaadestilfælde oppebærer Brandforsikringssummen.

2: Kjøberne faar Ret til at lade Eiendommen udstykke i 3 Parceller, og naar Kjøbsummen er berigtiget, er jeg pligtig at udstede 3 Skjøder til dem, saaledes at hver af dem faar Skjøde paa en af Parcellerne.

3: Med Eiendommen følger og overleveres Kjøberne følgende Løsøregjenstande: 10 Fæ-kreaturer, 21 Faar, 1 Svin, 1 Vogn, 2 Harver, 3 Plove, 3 Spande, 3 Kar, 1 Deigtrug, 1 Sælde, 4 Stole, 3 Borde, 1 Kiste, 2 Hø-leer, Hønsene og alle muur- og nagelfaste Gjenstande. Alt hvad her er nævnt findes nu paa Eiendommen og maa ikke bortføres eller ombyttes.

4: Alle Skatter og Afgifter af Eiendommen udrede Kjøberne fra 1. April d. A. at regne.

5: Udstykningen er Sælgeren uvedkommende, men Omkostningerne ved Udstedelse af Kjøbkontrakt og Skjøde falder paa ham, medens Tinglæsningen er Kjøbernes Sag.

6: Kjøbsummen er for den faste Eiendom Kr. 5.600, for Løsøret Kr. 2.000, i alt Kr. 7.600, skriver Syv Tusinde og Sex Hundrede Kroner…’

Af de tre nye ejere kender vi bedst Niels Marinus Jacobsen (1836-1920), der altså var fra Torsted, og som kom til Vind som ganske nygift med sin hustru Mette Kirstine Jacobsen (f. Pedersen, 1849-1942). Syv børn fik de, Kirsten Jacobsen (g. Tagmose, 1876-1931), Maren Margrethe Jacobsen (g. Troldtoft, 1877-1973), Jakob Peder Jacobsen (1880-1956), Petrine Jacobsen (g. Damgaard, 1883-1975), Andreas Jacobsen (1885-1949), Kristen Jacobsen (1890-1896) og Marinus Jakobsen (1894-1920). Som navnene afslører, så har familien i Sofiedal efterladt sig mange efterkommere i Vind, heriblandt i Krathus, Røjkærgård, Moesgård og Gammelvind.

Efter Niels Marinus Jacobsen (1836-1920) blev Sofiedal overtaget af sønnen Jakob Peder Jacobsen (1880-1956) og dernæst af dennes søn, Aage Jacobsen (1911-1989). 

Læs også beretningen om Mette Kirstine Jacobsen i Sofiedal, kaldet ‘Stine Vinge’ -se øverst på siden under menupunktet ‘Jeg husker dengang, da…’ -> ‘Mette Kirstine Jacobsen (1849-1942)’.

– – –

Oktober 2017

Ovenfor ses Meldgård, i dag Præstevejen 23, som ejendommen tog sig ud omkring 1910. Til venstre står gårdmand Laust Poulsen (1866-1911) med sin hustru Jensine Poulsen (f. Kjeldsen, 1884-1962). Stuehuset i baggrunden er angiveligt opført i 1896, efter at det tidligere stuehus var nedbrændt, mens stalden til højre skal have overlevet branden og derfor være resterne af det gamle Meldgård. Tjenestepigen midt i billedet og kusken til højre har desværre ikke kunnet identificeres med sikkerhed.

Om Laust Poulsen ved vi mest, hvad man under overskriften ‘Jordefærd i Vind’ kunne læse i Holstebro Dagblad den 30. juni 1911:

‘Under stor Deltagelse jordedes i Onsdags paa Vind Kirkegaard Gaardejer Laust Poulsen af Vindby, der døde paa Rigshospitalet i København efter en Operation for en Øjensvaghed. Sjælden er der set saa stort et Væld af Kranse i Vind. Der var flere med signerede Baand. I Hjemmet blev der talt af Lærerne Norborg, Vind, og Larsen, Straasø. I Kirken talte Pastor Jensen ud fra 1. Peters Brev, 1. Kap., 24. og 25. Vers.

Laust Poulsen har haft ikke saa lidt at gøre i det offentlige Liv i sit Hjemsogn. Han har saaledes været Medlem af Vinding-Vind Sogneraad og af Skolekommissionen, tillige Medlem af Menighedsraadet i den Tid, de bestod, var Vurderingsmand til Ejendomsskyld, tillige med flere andre offentlige Hverv, som han altid udførte samvittighedsfuldt og pligttro.

I den senere Tid har han lidt en Del under den tiltagende Øjensvaghed, der nu medførte Døden.’

Laust Poulsens enke giftede sig i 1916 med Poul Christian Spaabæk Poulsen (1892-1988), og i mange år herefter drev de sammen Meldgård. Mens Jensine Poulsens første ægteskab havde været barnløst, fik hun med sin anden ægtemand fire børn, Laura Meldgaard Poulsen (g. Nielsen, 1917-1994), Anna Maria Meldgaard Poulsen (g. Nielsen, 1919-2003), Johanne Meldgaard Poulsen (g. Bendtsen, 1922-2010) og Knud Christian Meldgaard Poulsen (1924-1994).

– – –

September 2017

Det gamle postkort herover giver et godt indtryk af, hvordan Vind tog sig ud for 100 år siden, altså inden der endnu var et Vind, som vi kender det i dag. På dén tid bestod Vind sogn af en række landejendomme, nogle af dem -blandt andet Meldgård, Nørgård, Østergård, Søndergård og Vestergård- samlet i det område, der kaldtes ‘Vindby’, samt af nogle få ejendomme i det, vi endnu i dag kender som Vind Kirkeby.

På kortets øverste del ses tydeligt i midten kirken set fra syd og til venstre i forgrunden Kirkegård.

På nederste halvdel ses Vind Gamle Skole. Ved flagstangen anes daværende lærer, Christen Christensen Norborg og hans hustru Ane -foruden en ukendt mand til venstre.

Kortets afsender er netop lærer Norborg, og teksten lyder:

Vind Skole 11/2-1911

Kære Ven! 

Tak for sidst! Jeg vil bare minde dig paa, at vi har hulsporede Veje herude, derfor maa den bestilte Vogn ikke paa nogen Maade være over Sporvidde. Man siger, at de fleste Ponyvogne lider af den Svaghed. Ellers efter Aftalen.

Venligst Hilsen fra K. Nordborg

Se flere billeder af lærer Norborg og hans familie øverst på siden under menupunktet ‘Vind i billeder’ -> ‘Skole-, kirke- og foreningsliv’. Læs også lærer Norborgs egen spændende beretning om sine år i Vind -se under menupunktet ‘Jeg husker dengang, da…’ -> ‘Christen Christensen Norborg (1884-1934)’.

 

– – –

August 2017

‘Marken er mejet, og høet er høstet…’

Det er høsttid, og i den anledning har vi fundet et årstidsrelateret billede i arkivets samling.

Takket være kortets påtegning kan motivet dateres endda helt eksakt!

I baggrunden ses ‘Lille Troldtoft’, hvis daværende ejer, Jens Troldtoft Jensen (1874-1938), ses yderst til højre. Udover en unavngivet tjenestepige til venstre, angiveligt fra Vejle-kanten, ses i midten hjorddrengen Haakon Kristensen (1903-1987) fra Torsted samt karlen Jens Kristian Albertsen (1895-1993) fra ‘Grundflod’ helt i sort. 

1. august 1914 var i øvrigt også dagen, hvor Tyskland erklærede Rusland krig, hvormed fire års verdenskrig tog sin begyndelse. Men det var der næppe nogen, der bekymrede sig om den sommerdag i Troldtoft for 103 år siden…

– – –

Juli 2017

Nedenstående artikel om Peder Jensen Vinkel (1860-1940), smed og mangeårig husmand i Skårmose i Røjkær, er forfattet af lærer og lokalhistoriker i Vinding, Esbern Jespersen (1892-1983) og oprindeligt trykt i Holstebro Dagblad den 24. maj 1940 i anledning af Peder Jensen Vinkels 80-års fødselsdag –blot halvanden uge før hans død.

Bemærk, at teksten gengives i sin oprindelige form –med dén tids retstavning og tegnsætning;

 Æ gammel Smed fra Skaarmose
-og lidt om hans Forgængere

Den gamle Smed fra Skaarmose hedder Peder Vinkel. Han bor i Holstebro, Skernvej 11, og fylder 80 Aar den 26. Maj.

Skaarmose ligger i Vind Sogn. Navnet betyder simpelthen ’Skormos’, siger Anders Kjær; og saa er man lige klog, indtil man faar at vide af samme Anders Kjær -og af Naboen, Peder Vinkel, bekræftet- at ’det er nø Moes, der ingenting er ved’. En ung Vindbo i 1850’erne var dog af en anden Mening; han skilte Parcellen ud fra sin Fædrenegaard i Røjkjær og rejste et Søjhus paa Stedet, hvor han agtede at henleve nogle Hvedebrødsdage med sin Kone.

Længe blev han der dog ikke, for snart efter overtog han Spidshus, en Ejendom af samme Kvalitet i Blaakjær Hede. Manden hed ’Pæ Neb’ og hans Kone Kirsten, men kaldtes af Vindboerne ’Kjen op og ned’. Pæ Neb var en bette sjov Kløer, hvis Navn Sognefællerne intet ændrede ved, fordi de mente, det hidrørte fra hans lange Næse, uagtet han ærlig og redelig havde arvet det efter sin Far. Han flyttede immervæk sine Teltpæle. Else Catrine Frydendal huskede ham fra den Tid, han boede i Vildkilde; han var da kørende med en rød Tyr, hvilket var noget usædvanligt for en ’Husmand’. Paa sine gamle Dage opførte han en Rønne, som siden blev lagt til Flidsminde. I dette Hus besøgte Thomas Søndervindgab ham. Pæ Neb sad og aad Kaal af en Gryde; Hunden Valter sad pænt ved hans Side og slikkede Skeen under Bunden, saa den ikke skulle dryppe; det maatte den godt; men Pæ Neb sagde dog for hver Hentning: ’Saa, saa Valter!’

Naa, men Pæ Nebs Navn hører til i Vind Sogns Annaler, fordi han var den første, der byggede Hjem i Skaarmose, hvor der var lavt og surt og den navngivende Vegetation ’Skorha’t’.

Efter ham fulgte Laust Bramstrup, der, som Navnet lader formode, var fra Humlum. Han lavede Bliktøj, som Konen gik rundt og solgte; men da de i Nørre Omme spurgte hende, om hun var Datter af Hans Glarmester, en Kjæltring, der boede i ’æ Sønder Fattehus’, blev hun ked af det og ville ikke mere. Laust Bramstrup blev siden en holden Mand, der blev Gaardmand i Lille-Vingtoft, som efter ham kaldes Bramstrup. Hans Sønnesøn ejer nu den Ejendom i Røjkjær, hvorfra Pæ Neb udskilte Skaarmose.

Den tredje Ejer af Skaarmose hed Jens Nielsen, hvis Øgenavn jeg ikke kender. Hustruen hed Ane Margrethe. De havde Eng Syd for Blaabjerghus, og det var Jens Nielsens Sædvane at overnatte i Engen, naar han slog Hø. Saa en Aften i 1860 kørte Konen ene hjem med et Læs Hø, som de i Fællesskab havde bjærget. To Drenge, den ene fire og den anden fem Aar, sad paa Læsset, som Moderen forsigtigt styrede hjemad med en Tyr og en Ko som Forspand. Da væltede Læsset, og alle tre blev dræbt. Mads Pøel fra Saanhus fandt dem den følgende Morgen. Da Jens hørte om den skrækkelige Ulykke, jamrede han: ’Hvad faar a aa kost dem hen med, hvad faar a aa kost dem hen med! –Jeg haaber, Læserne forstaar hans Bekymring. To Aar efter havde han Barn i Kirke med sin anden Hustru, Jensine Mariane Blæsbjerg, der var meget yngre end hende, han havde mistet. Barnet var en Datter, der opkaldtes efter hans første salig Kone.

1863 mageskiftede Jens med en Familie fra Tiphedehus i Timring. Anders Kjærs Far hjalp til med Flytningen. De fattige Ejendele blev stablet paa en Vogn, og saa gik Turen ad den gamle Vej mod Agerfeld, hvor de skulle møde Tiphedehus-Manden. De mødtes, som de skulle, og øverst paa det kommende Læs sad en lille Dreng paa godt et Par Aar. Det var Peder Vinkel. Og noget af det første, Peder Vinkel husker i denne Verden, er, at han saa en fremmed Mand i Lædertrøje, Anders Kjærs Far, komme hen til Vognen for -ligesom det skete med det øvrige Flyttegods- at bringe ham over i sin egen Vogn.

Peder Vinkel Far hed Jens Jørgensen, men havde paadraget sig Vinkelnavnet i Treaarskrigen, hvor han ved sin Afdeling benævnedes efter sit Hjemsted, Vinkel i Hove Sogn.

Besætningen i Skaarmose var en Ko, en herlig Rigdom, katastrofalt for Fattigmand at miste. Og saa var der jo i Sognet, som fra Arilds Tid bedyret, en Guds Velsignelse af Ildebrændsel, Lyng og Hedetørv. I dette Sogn behøvede man i hvert Fald ikke at fryse. Der var intet Brændselsproblem for den, der selv ville bjærge sig det fornødne. Alligevel blev der smal Kost, om ikke der kunne tjenes nogen udenom; men det kunne der. Peder Vinkels Far var en habil Tømrer, og selv lærte han Smedehaandværket efter den reglementerede Forskole som Hjorddreng og Tjenestekarl. I 6-Aars Alderen startede han som Hjorddreng i Kirkegaard, hvor han vogtede Faar i fem Aar; han fik en drøj ’Arbejdsdag’ ud af det, før han næsten 80 Aar gammel nedlagde Arbejdet. Han hører til Kernetropperne blandt Lynghedens Pioneere.

Da han overtog Skaarmose, var Besætningen fremdeles kun en Ko, og Arealet var 16 Tdr. Land. Peder Vinkel sammenkøbte syv Parceller og lagde til Ejendommen, saa den blev paa ca. 100 Tdr. Land, Lyng det meste, men Lyngheder, der ved Flid lod sig opdyrke. Og Peder Vinkel brød Hede op, merglede og drænede, opførte ny Huse, og saa Skaarmose forvandle sig til en smuk Hedegaard med en Besætning paa en Snes Høveder og tre-fire Heste. Godt gjort! Og saa opfødte han en stor Børneflok, tretten Børn blev der i Ægteskabet med den forlængst afdøde Hustru, Line; otte af Børnene er i Live og for det meste i gode Stillinger.

Men hvordan med Smedehaandværket? Jo, det blev skam ogsaa passet. Det lod sig gøre at slaa Søm og smede Hestesko ved Lygtelys og at spadsere rundt i Vind og omliggende Sogne for at beslaa Bøndernes Heste. Hver Hest beslaaet indbragte ham 180 Øre, og dermed var baade Materiale, Arbejde og Spadseretur betalt.

Tidligt kom han ind i en omfattende ’Dyrlægevirksomhed’ i udmærket Samarbejde med Dyrlæge Nørklit og til dennes fulde Tilfredshed. Det indbragte ham her og der en ekstra Skilling, for det meste dog kun Snak og Tak.

Uden velfunderede Gaardmænds Hjælp kunde Livet i Hederønnerne dog let blæses ud. Peder Vinkel fortæller gerne om den Hjælp, han nød i Kampaarene hos Mænd som Pæ Chr. Vingtoft og Thomas Søndervindgab. ’Nu har du vel ikke laant dem et andet Sted, for saa maa du hellere beholde dem’, plejede Thomas Søndervindgab at sige, naar Peder Vinkel kom paa aftalt Dag for at betale laante Penge tilbage. Naturligvis ville Thomas have sine Penge, men det hastede ikke. Og hans Kone, Marie, satte altid Mad frem, naar Fattigfolk havde Ærinde i Gaarden.

For et Par Aar siden flyttede Peder Vinkel til Holstebro, hvor han bor dejligt sammen med sin ældste Datter. Det er ikke fri for, at han længes og er bekymret for, om nu ogsaa Skaarmose af de ny Folk vil blive plejet og videreudviklet med Nænsomhed og Kærlighed. Mens vi sidder og snakker om løst og fast, faar Peder Vinkel Lejlighed til at spørge: ’Tror du, det kan gaa saadan, at gamle Folk kan komme til at sulte og fryse?’ Vi bliver snart enige om, at sligt er hændet før i Danmark, om end det er glemt af de fleste; men vi tror ikke, at gamle Dages Fattigdom vender tilbage, og slet ikke for Folk med en Dagsgerning som Peder Vinkels.

Peder Jensen Vinkel (1860-1940) og hans hustru Jesperline ‘Line’ (f. Kristiansen, 1862-1923) blev begravet på Vind kirkegård, hvor deres gravsten har været bevaret indtil foråret 2016. 

– – –

Juni 2017

Billedet herover menes at være fra omkring 1920 og viser postvognen mellem Holstebro og Vind –navnet anes svagt på siden af vognen. Som kusk ses landpost Peder Pedersen (1871-1955), som var opvokset i Vind, født i Vestertoft som søn af husmand og senere landpost Jens Pedersen (1833-1905) og Inger Christensen Pedersen (f. Kjær, 1844-1923).

Peder Pedersen overtager Vestertoft efter sin far, da han dør, men sælger gården allerede i 1910 -for angiveligt 3.500 kroner. Sammen med sin aldrende mor flytter han herefter til Holstebro, hvorfra han i mange år fortsat betjener postruten Holstebro-Vind. En længere årrække ses mor og søn desuden at have Peder Pedersens unge søstersøn Jens Ingemann Kjær Christiansen (1907-1985) indlogeret. Sidstnævnte vil mange i Vind endnu i dag huske som “æ bette skoma’r i æ kjærk’bøj”.

Peder Pedersen bliver i 1925 gift med den næsten 25 år yngre Ingeborg Christine Olesen (1895-1963), og mod slutningen af 1930’erne, formentlig i forbindelse med sin pensionering, flytter han med hustruen til hendes hjemegn, Hirtshals, hvor de bor til deres død. De menes ikke at have efterladt sig efterkommere.

Et sangblad er bevaret fra Peder Pedersens 25-års jubliæum ved postvæsenet den 1. april 1930. Teksten lyder således:

                                                                                         I Dag er der Fest i Byen den lille,
                                                                                         hvor Aaen sig bugter saa jævnt og stille.
                                                                                         Tro nu ikke, at I bli’r narret April,
                                                                                        “Kom ind”, siger Peder med lykkeligt Smil.

                                                                                        “I Dag vil vi feste, jeg er Jubilar,
                                                                                         femogtyve Aars Tjenest’ paa Bagen jeg har.
                                                                                         I Dag la’r jeg Posten og Taskerne ligge,
                                                                                         forgæves de Landboer efter mig kigge”.

                                                                                         Ja, Peder begyndte sin Gerning i Vind,
                                                                                         tog Tasken paa Nakken med frejdigste Sind.
                                                                                         Tog Stokken i Haand, over Hederne gik.
                                                                                         Avisen til Tiden de Vindboer fik.

                                                                                         Engang han og kørte med Vogn og Hest,
                                                                                         men det var ikke for Peder det bedst’,
                                                                                         thi naar han har cyklet sig varm og forsvedt,
                                                                                         paa Vognen man sidder og fryser saa let.

                                                                                         Nu køres ej mere med Postvogn til Vind,
                                                                                         thi Toget det kører nu lige derind.
                                                                                         Ny cykles til Idum trods Regn og trods Blæst,
                                                                                         og det er vist Ruten, der passer ham bedst.

                                                                                         Imellem Kollegerne Venner han har,
                                                                                         som siger “Tillykke, i Dag, Jubilar!”
                                                                                         De sikkert med ham vil feste i Dag,
                                                                                         Ja, kom og vær med i det festlige Lag.

                                                                                         En Broder han ogsaa har ved Etaten,
                                                                                         han fylder saa gruelig meget i Gaden,
                                                                                         derfor maa han ogsaa paa Landet køre,
                                                                                         trods Regn og Snesjap og sprøjtende Føre.

                                                                                         En Svoger er ansat ved samme Etat,
                                                                                         men han er nu ej af det samme Format.
                                                                                         Paa Landet han cykler sig mager og tynd,
                                                                                         jeg tror, hvis I saa ham, I sa’ det var Synd.

                                                                                         Mens Peder han passer sin daglige Dont,
                                                                                         Kristine hun pusler saa trivelig rundt.
                                                                                         Ja, tro nu kun ej -det betyder jo blot,
                                                                                         hos Peder hun har det saa inderlig godt.

                                                                                         Nu ville vi slutte med det lille Kvad,
                                                                                         og se at gaa løs paa den dejlige Mad.
                                                                                         Naar Kristine er “Køks”, skal Maden nok smage,
                                                                                         og Peder han siger “Hold Jer ikke tilbage!”

– – –

Maj 2017

Igen er det blevet den tid på året, hvor konfirmander bydes velkommen i ‘de voksnes rækker’. Fra sognemenigheden i Vind konfirmeres i år Emilie Vium Bjerregaard, Emma Frøjdenlund Larsen, Mathilde Holt Lorentzen og Andreas Skovgaard Rasmussen. Fra valgmenigheden konfirmeres Anders Bonde. Lokalarkivet ønsker hjerteligt tillykke!

Som tidligere år benytter vi anledningen til at kaste et blik på dette års 25 års-, 50 års- og 75 års-jubilarer, konfirmander fra henholdsvis 1992, 1967 og 1942.

 

 

Som ses er vi bekendt med alle konfirmanders navne i 1942, men desværre ser vi os kun i stand til med sikkerhed at sætte ansigt på konfirmanderne fra Vind. Såfremt nogen kan være os behjælpelig med at identificere konfirmanderne fra Vinding, hører vi meget gerne nærmere.

Endnu har lokalarkivet desværre kun ganske få af valgmenighedens konfirmationsbilleder i sin billedsamling. Heldigvis er billedet fra 1967 ét af dem, og derfor kan vi i år også vise valgmenighedens 50 års-jubilarer.

– – –

April 2017

Gæt en Vind-bo!

Vi har prøvet kræfter med disciplinen et par gange før. Nu forsøger vi igen og spørger: Hvem genkender drengen på billedet?

Vi starter uden ledetråde… og så dog: Vi vil godt afsløre, at han bor i Vind. Og også, at hans firbenede ven lystrede navnet ’Kvik’.

Opdatering: Billedet, som er fra begyndelsen af 1940’erne, viser Jens Kristian Svendsen, søn af husmand i Blåbjerghus, Peder Svendsen (1908-1994) og Oda Kathrine Svendsen (f. Andersen, 1915-1986).

– – –

Marts 2017

I anledning af fastelavn præsenterer arkivet denne måned en lille billedserie med fastelavnstema. Billederne, som er fra begyndelsen af 1980’erne, er taget ved dét års tøndeslagning på pladsen foran den gamle sognegård, det ovenstående dog ved børnenes efterfølgende rasletur gennem byen.

Nogle ansigter genkender vi, andre ikke -måske genkender du dig selv?!

Klik på billederne nedenfor for at se dem i stort format.

– – –

Februar 2017

Længere nede på denne side, i december 2015, præsenterede arkivet en serie af luftfotografier fra 1962.

Dén disciplin gentager vi nu. Dog skruer vi tiden en tand længere tilbage –til 1949.

Lige som sidst vises først billeder fra Vind Stationsby og Vind Kirkeby, dernæst billeder af sognets landejendomme, sorteret i alfabetisk og numerisk rækkefølge efter nuværende vejnavn. Desværre mangler enkelte ejendomme -enten er de ikke blevet fotograferet, eller også er billederne gået tabt.

Skulle nogen blive opmærksom på fejlagtige eller mangelfulde oplysninger, vil vi som altid meget gerne have besked –husk at angive billednummer.

 

Kilde: Det Kongelige Biblioteks Luftfotosamling

– – –

Januar 2017

Jens Jensen Voldsted (1860-1923) regnedes på sin egen tid for en af egnens store personligheder. Ikke alene var han én af sognets store jordbesiddere, han var også både sognefoged og medlem af sognerådet, dertil politisk engageret og i det hele taget en veltalende repræsentant for den oplyste bondestand.

De voldsomme omstændigheder omkring hans død i 1923 trak store overskrifter i lokale aviser. I Holstebro Dagblad kunne man således den 15. november 1923 læse følgende beretning:

‘Sognefoged Jens Voldsted, Vind, har i Eftermiddag mistet Livet ved et Ulykkestilfælde.

Paa Gaarden var der i Øjeblikket Haandværkere, og en Murer var i Færd med at lægge Taget om paa Stuehuset; herop var Jens Voldsted gaaet for at se til Arbejdet, men pludselig gled Stigen, hvorpaa han stod, og han styrtede ned i den brolagte Gaard. Hurtigst muligt blev Kredslægen tilkaldt, men denne kunde ved sin Ankomst kun konstatere, at Døden forlængst var indtraadt, da Jens Voldsted var styrtet paa Hovedet, som var fuldstændig knust.

Jens Voldsted, der var en Mand først i 60’erne, var kendt viden om i Ringkøbing Amt, særlig for sin store politiske Interesse, som især gav sig til Kende ved hans udmærkede Hukommelse, hvormed han kunde stedfæste de politiske Begivenheder. Kun faa Lægmænd var i den Grad inde i den politiske Historie som Jens Voldsted, der, hvis han i sine yngre Aar var kommen paa Tinge, sikkert vilde være bleven en sagligstærk Rigsdagsmand.

Jens Voldsted var en urokkelig overbevisningstro Venstremand, der altid deltog i Partiets Møder, hvor han lagde en indgaaende politisk Sans for Dagen, som i Forbindelse med hans naturlige Veltalenhed skaffede ham Ørenlyd. Forunderlig let føjede Sproget sig for Jens Voldsted, -Form og Indhold var lige lødig. Han havde sen skarp Logik, der skar igennem alt Udenomssnak og ramte Pointen i Sagen. Jens Voldsted var i det hele en anerkendt Mand, baade i sin Valgkreds som i sit Sogn, hvor han vil efterlade sig en tom Plads.’

Ligeledes bragte Holstebro Dagblad en lang og udførlig reportage om det store fremmøde og de mange taler ved begravelsen. Vi bringer nedenfor et uddrag deraf:

‘Fra alle Sider i Sognet stævnede Folk til Voldsted i Vind i Gaar for at følge Jens Voldsted til hans sidste Hvilested, og det var et ret stort og anselig Ligfølge, der samledes i Hjemmet af Naboer, Slægt og Venner, baade i og udenfor Sognet, for at vise den afdøde den sidste Ære. Han var en Mand, der var kendt af alle i en vid Omkreds, og har stadig haft meget at gøre med offentlige Hverv i sit Hjemsogn, bl.a. har han i en lang Aarrække været Sognefoged og Lægdsmand i Vind –vistnok godt 20 Aar, han afløse i sin Tid Johannes Mikkelsen, Vildkilde, som Sognefoged, og en lang Aarrække har han været Medlem af Vinding-Vind Sogneraad, har desuden deltaget ikke saa lidt i det politiske Liv i Holstebrokredsen lige fra sin Ungdom af. Ja, mange er de Tillidsposter, han har beklædt i Aarenes Løb, og været med i mangfoldige Ting, der er kommen frem i Sognet.

I Følget saa man bl.a. Dommer Bierfreund, Holstebvro, Politimester Hallund, Herredsfuldmægtig Oscar Nielsen og flere Politimænd, fhv. Folketingsmand Mølgaard Nielsen, Aulum, Sogneraadsformand Anders Fonager, Vindind, samt flere baade forhenværende og nuværende Sogneraadsmedlemmer fra Vinding-Vind.

Ar Kranse med signerede Baand saa man bl.a. fra Dommeren og Politimesteren i Holstebro, fra hans Børn og desuden mange flere Kranse rundt omkring fra, fra Naboer, Slægt og Venner; i det hele taget talte Ligfølget en lang Række Vogne og Biler og mange gaaende, og det blev langt hen paa Eftermiddagen, før man naaede til Kirken.

Efter Salmen ’Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl som har Fred’ –de første 7 Vers- talte Lærer Jespersen, Vind, i Hjemmet: ’Det kan ikke være andet, end at dette Dødsfald har vakt en hel Del Tanker og Røre. Det var, som Tankerne et Øjeblik stod stille, og man spurgte vilkaarlig: Hvorfor skulde dette ske? Men vi Mennesker kan ikke besvare dette Spørgsmaal, vi forstaar saa ofte ikke, hvad Herren gør, og vi forstaar ikke hans tanker og Veje.

[…]

Anders Kjær, Blaakjær, mindedes de mange Gange, han og Jens Voldsted havde fulgtes ad hen over de store Hedeflader, naar de fulgtes ad i deres Gerning ud over Sognet; han kendte maaske afdøde bedre end de fleste paa mange Maader, thi de havde haft meget sammen. Man kan godt sige, at han var som en af Hedens Stridsmænd. Han var klarttænkende, og mange kom til ham om Raad og Vejledning og blev godt modtaget i det gæstfrie Hjem i Voldsted. Nu er den Tid forbi, men vi har Minderne.

Efter Salmen ’Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud’ satte Ligtoget sig i Bevægelse mod Vind Kirke, der var smukt pyntet.

Man sang Salmen 548 ’Frelseren er mig en Hyrde god’, og derefter talte Valgmenighedspræst Nyholm, Aulum: ’Naar vi staar overfor Døden, det strenge og svære her paa Jord, da trænger vi til Trøst. Vi har alle prøvet at miste noget, vi har kær, nogle af vore kære, og vi vil gerne trøste hinanden i saadanne Tider.

[…]

Derefter talte afdødes Fætter, Valgmenighedspræst S. Noe-Nygaard, Bering ved Skanderborg, som mindede om Herrens Ord til Peter: ’Hvad jeg gør, forstaar du ikke nu, men du skal forstaa det siden efter.’ Der er maaske ingen nærmere til at tale her end jeg, der har vekslet saa mange Tanker med Jens Voldsted, fra Barndommen og Ungdommen. Jeg og mine Søskende kom som Børn saa ofte fra vort Hjem i Lystlund til Fuglsang og til Voldsted, hvor vi havde Slægtninge. Jeg mindes ogsaa hans Fader, Jens Kr. Voldsted samt Jens og hans Søskende, og vi havde saa mange skønne Minder sammen; men Tiden gik, Jens’ Broder døde, Søstrene fik hver sit Hjem og Jens fik Fødegaarden. Og vi skiltes –jeg studerede i mange Aar og havde min Gerning i Ribe i lang Tid. Jeg traf ham mange Aar efter, at vi havde set hinanden, ved et Lynglæs. Han kendte mig ikke –men snart genkendte vi hinanden, og Barndomsminderne smilede til os. Jeg vil sige Tak til Jens Voldsted for et langt Livs Erindringer og hvad vi har haft sammen, og Tak til hans Hustru og Børn. Det er svært for jer, hvad der er sket, men lad os saa tænke paa Jesu Ord til Peter, som jeg nævnede før: Hvad jeg gør, forstaar I ikke nu, osv. Maaske har Gud ved en hastig og brat Død friet ham fra et Krøblingeliv eller fra en beskadiget Forstand. Hold I nu sammen, Moder og Børn, og stol paa Herren. Hans Veje skal ofte læses bagfra som den hebraiske Bibel. I vil nok siden se, at Gud gjorde alt vel.

[…]

Man sang ’Klokken slaar’. Kisten bares ud til Graven, og her bekendte Pastor Nyholm Forsagelsen og Troen, bad Fadervor og forrettede Jordpaakastelsen. Man sluttede med Verset ’Saa rejse vi til vort Fædreland’, og Pastor Noe-Nygaard takkede paa Familiens Vegne for den udviste Deltagelse. Følget skiltes, mens den vaade, kolde Sne dryssede ned over de mørke Gravhøje.’

Jens Jensen Voldsteds grav og gravsten er endnu i dag bevaret på Vind kirkegård.

– – –

December 2016

Lokalarkivet har nyligt modtaget to fine gruppebilleder af samme årgangs skoleelever.

Det ene er angiveligt taget i sommeren 1963 ved skoleårets afslutning og viser eleverne i Vind Skoles daværende 1. klasse.

Det andet er taget ved samme klassetrins konfirmation i foråret 1969.

 

– – –

November 2016

I cirka 40 år, fra slutningen af 1920’erne til slutningen af 1960’erne, hvor telefonnettet blev fuldautomatiseret, havde Vind som så mange andre småbyer sin egen telefoncentral. I alle årene blev den bestyret af købmand Halkjærs hustru Inger Marie Halkjær, i sin samtid bedre kendt som ‘Mitte’ Halkjær. Centralen lå i samme ejendom som også både forretning og privatbolig, og til at hjælpe sig havde ‘Mitte’ over årene en række af byens unge piger, som derved havde mulighed for at tjene lidt lommepenge.

Vind Andelscentral var en del af Jydsk Telefon-Aktieselskab, og i lokalarkivets samling ligger blandt andet en liste over centralens abonnenter i 1948. Abonnenternes nummer på listen svarer til den pågældendes telefonnummer og er altså dermed også en indikator for, hvem der i sin tid havde været de første i Vind, som fik telefon.

Det var ikke ualmindeligt, at telefonlinjer deltes af to-tre abonnenter, sådan som det i Vind i 1948 var tilfældet med numrene 6 og 23. I dé tilfælde var afgiften mindre for den enkelte abonnent, til gengæld kunne man ikke foretage opkald, hvis linjen var optaget af en af de andre del-abonnenter.

Endnu i dag vil man kunne nikke genkendende til enkelte af telefonnumrene, idet flere af dem stadig eksisterer, i dag i formatet 97 43 00 xx -og uden dog nødvendigvis at have tilknytning til samme ejendom som ved nummerets oprettelse.

Andelshavere under Vind Andelscentral pr. 1. januar 1948:

1    Hr. Grd.ejer Karl Kirkegaard, Kirkegaard
2    Hr. Grd.ejer og Sognefgd. Diderik Bendtsen, Søndergaard
3    Hr. Handelsmd. Christian Stjernholm Pedersen, Vind Stationsby
4    Hr. Grd.ejer Christian Poulsen, Meldgaard
5    Hr. Grd.ejer Anker Larsen, Voldstedgaard
6u  Hr. Grd.ejer Anker Kruse, Engholm
6x   Herr. Grd.ejere Søren J. Sørensen og Chr. Larsen, Sandfærgaard
6y   Hr. Husmd. Peder Svendsen, Blaabjerghus
7     Hr. Statsskovfgd. Kristen Møller Larsen, Straasøgaard
8     Hr. Grd.ejer Jens Chr. Jensen, Vind Kirkeby
9     Ørnhøj-Holstebro Jernbane, Vind Station
10   Hr. Grd.ejer Thue Gammelvind, Gammelvind
11   Hr. Købmd. Niels M. Halkjær, Vind Stationsby
12   Hr. Tømrermester Jens Chr. Andersen, Vind Stationsby
13   Hr. Lærer Jens Chr. Laursen, Vind Skole
14   Vind Andelsmejeri, Vind Stationsby
15   Hr. Grd.ejer Ivar Højbjerg Andersen, Nygaard
16   Hr. Kommunekass. Daniel Mikkelsen, Vildkilde
17   Hr. Grd.ejer og Biludl. Anders Jensen, Røjkjærgaard
18   Hr. Vognmd. Niels Nielsen, Vind Stationsby
19   Hr. Vognmd. Jens Chr. Nielsen, Løvhus
20   Hr. Slagter Bertel Chr. Bertelsen, Vind Stationsby
21   Hr. Smedemester Arnold D. Bertelsen, Vind Stationsby
22   Hr. Cykelhandler Erik R. Gravesen, Vind Stationsby
23u Hr. Grd.ejer Kristen Frydendahl, Frydendal
23x Hr. Grd.ejer Jens P. Gammelvind, Lundbæk
23y Hr. Grd.ejer Ulrik Jensen, Moesgaard
24   Hr. Grd.ejer Marinus Jeppesen, Bahr
25   Hr. Johs. Bilgrav, Vind Stationsby

Senere telefonabonnenter omfattede følgende:

31   Vognmand Sven-Egon H. Jensen, Vind Stationsby
36   Husmand Kristian H. Poulsen, Solvang
38   Gårdejer Sigfred E. Pedersen, Blåkjær
48   Husmand Henrik G. Nielsen, Nybo
93   Husmand Emil Jeppesen, Nørreris

– – –

Oktober 2016

Lokalarkivets billedsamling vidner om, at der igennem årene er afholdt en lang række loppemarkeder i Vind. Vi har fundet en lille håndfuld billeder fra et sådant marked, afholdt ved sognegården i sommeren 1982. Mangt og meget blev hentet frem fra de vind’ske gemmer: Aflagte klude, gamle cykler, et karlekammerskab, ét træhjul… og en ged! Og hvordan får man nu lettest sådan en fyr bragt til torvs? På passagersædet, naturligvis! Bag rattet skimtes Asta Gammelvind. Hvem der købte geden, erindrer hun ikke -men solgt, det blev den!

 

 

– – –

September 2016

Mange ved -og selv de, som er for unge til selv at kunne huske det, vil have hørt- at der i Vind Kirkeby igennem mange år lå en købmandsforretning, nuværende Røjkærvej 1. Til gengæld er de færreste i dag bekendt med, at der i Kirkebyen i en kortere årrække desuden lå en lille is-kiosk. ‘Grotte Is’, som den hed, lå på hjørnet af Fuglsangvej og den nuværende Vind Kirkevej og blev fra 1959 indledningsvis drevet af Harry Thusgaard Mathiasen (1935-2007) og hans hustru Agnete Mathiasen (f. Hansen). Nogle år senere, i midten af 1960’erne, blev den overtaget af Harrys forældre, Anders Thusgaard Mathiasen (1904-1987) og Signe Mathiasen (f. Pedersen, 1904-1986). De drev is-kiosken frem til begyndelsen af 1970’erne, hvorefter den lukkede. Ud over is var der mulighed for at købe slik og chokolade, diverse drikkevarer og om søndagen desuden et mindre udvalg af morgenbrød.

Is-kiosken bar samme navn som sin primære leverandør, ‘Grotte Is’, en af datidens is-producenter med hovedsæde i Esbjerg,

Bag rattet i den gamle Volvo 445 ses bagermester Christian W. Pirrupshvarre (1923-2000) fra Sørvad. Vognen anvendte Pirupshvarre, når han på sine ugentlige ture til Vind på bestilling bragte brød til døren. Om torsdagen kørte han en landtur, og om søndagen leverede han friskbagt morgenbrød til Vind by -og til iskiosken i Kirkebyen.

Billedet er fra begyndelsen af 1960’erne.

– – –

August 2016

Tidligere på året lancerede lokalarkivet en lille gættekonkurrence, der både dengang og efterfølgende har affødt mange positive reaktioner.

Nu gentager vi succesen. I august spørger vi derfor: Hvem genkender denne lille yndige pige?

Sidst gav vi tre ledetråde. De var åbenbart for nemme. I hvert fald var flere straks på banen med et ret svar. Denne gang gør vi det en tand sværere og giver derfor -i hvert fald i første omgang- ingen ledetråde.

Bortset fra ledetråde er reglerne de samme som sidst: Der er ingen præmie for rigtigt svar, til gengæld er det gratis at gætte forkert!

Opdatering: Billedet viser Gerda Troldtoft Jensen, datter af gårdmand i Moesgård, Ulrik Valdemar Jensen (1911-2001) og Helga Alvilde Jensen (f. Troldtoft, 1911-1997).

– – –

Juli 2016

I disse uger tilbringer mange fodboldentusiaster adskillige timer foran tv’et, når der i Frankrig kæmpes om europamesterskabspokalen. I samme anledning præsenterer vi her et nostalgisk fodboldbillede med relation til Vind, nemlig ét taget i forbindelse med en Vind IF-kamp. Desværre har det ikke været muligt at finde bekræftende oplysninger om tid og sted, men billedet menes at være fra slutningen af 1970’erne.

Stående bagest ses fra venstre: Christian Normann Kjær, Bjarne Tom Pedersen, Kurt Kjær Poulsen, Bjarne Fiilsø Poulsen, Steen Stjernholm Jensen, Egon Bertelsen og Villy Thusgaard Mathiasen. Siddende forrest, ligeledes fra venstre, ses: Allan Fyrstenborg, Henning Jeppesen, Jørn Bak, Erik Domdal og Karl Svenstrup.

Såfremt nogen kan være behjælpelig med en præcis datering, hører vi meget gerne nærmere.

– – –

Juni 2016

For 30 år siden, på Grundlovsdag den 5. juni 1986, indviedes Vinds flagallé. Giveren var byens gamle postomdeler, Bertel Bertelsen (1894-1995), der -selv om han på det tidspunkt ganske vist var flyttet til plejehjemmet i Sørvad- ønskede at forære en varig gave til den by, hvor han havde tilbragt det meste af sit lange liv.

Ved indvielsen bestod flagalléen af 20 flagstænger placeret på Holstebrovej fra købmand Halkjær i den sydlige ende til sognegården i den nordlige. Indvielsen, der naturligvis blev overværet af den 92-årige Bertelsen, blev markeret med taler af John Astrup, byrådsmedlem og dengang bosiddende i Vind, samt af formanden for Vind Sogns Borgerforening, Karen Vibe Nielsen. Desuden bidrog Holstebro Dragonregiments Tamburkorps til festligholdelsen med musik og march gennem byen.

 

 

 

I de mellemliggende år er antallet af flagstænger øget til godt det dobbelte, i alt 46, således de i dag pryder ikke kun Holstebrovej men også de dele af Toftevej, Vind Kirkevej og Ørnhøjvej, der ligger inden for bygrænsen.

Om Bertel Bertelsen vil kunne læses mere øverst på siden under menupunktet ‘Kender du historien om…’ -> ‘Gamle postomdeler Bertelsen’.

– – –

Maj 2016

Som i 2014 og 2015 længere nede på denne side lader vi den årlige konfirmationsdag i Vind være en anledning til at kaste et blik på dette års 25 års-, 50 års- og 75 års-jubilarer -altså dem, der blev konfirmeret i henholdsvis 1991, 1966 og 1941. 

 

 

 

I år konfirmeres fra Vind sognemenighed Alma Margrethe Gammelvind, Astrid Møller Larsen og Emil Meldgaard Jakobsen. Valgmenigheden afholder ingen konfirmationer i år.

– – –

April 2016

‘Sogne- og hjemmeværnsgården vidner om sammenhold i Vind’

Under dén avisoverskrift kunne man en af de første dage i december 1962 læse, at Vinds nye forsamlingshus var blevet behørigt indviet ved en festaften med så imponerende et fremmøde som næsten 400 deltagere!

Forinden var gået hen ved to år med planlægning, pengeindsamling, byggeri og klargøring.

Hidtil havde sognets indbyggere været henvist til enten missionshuset eller det gamle forsamlingshus. Begge lå i kirkebyen, og især det sidste var efterhånden så forfaldent, at kun få ønskede at benytte det. Det var tid at bygge nyt!

Af lokalarkivets materialer kan man læse, hvordan første planlægningsmøde blev afholdt i januar 1961 på foranledning af vognmand Sven-Egon Jensen (1925-1983). Initiativtagerne talte desuden tømrermester Jens Christian Andersen (1899-1991) og tømrer Milter Andersen (1911-1992), smedemester Arnold Bertelsen (1911-2001), købmand Niels M. Halkjær (1893-1965), mejeribestyrer Hans Rahbek (1920-1999), mejerist Edvard Vingtoft (1915-1977), postomdeler Bertel Bertelsen (1894-1995), vognmand Tage Nielsen (1930-2006), arbejdsmand Marius Domdal (1913-1978) foruden gårdmændene Anker Larsen (1915-1983), Kaj Poulsen (1920-1995), Thue Gammelvind (1910-2000), Sigfred Pedersen (1924-1996), Thomas Bjerregaard (1908-1993), Kristian Katborg (1904-1999), Valdemar Esager (1912-1985) og Alfred ‘Bundgaard’ Kristensen (1914-1982).

Ifølge mødereferatet havde Sven-Egon Jensen ‘forinden sammen med de stedlige håndværkere undersøgt forskellige forhold, bl.a. muligheden for selvbyggeri, i hvilken forbindelse håndværkerne havde indvilget i at gå foran med hjælp af egnens beboere. Materialerne til et sådant byggeri vurderes til den billigste indkøbspris at ville beløbe sig til omkring 30.000 kroner.’

Allerede dagen efter det første møde afholdtes det næste. Formålet var at udarbejde en indsamlingsliste, der skulle præsenteres i samtlige hjem i Vind sogn. Listen, der endnu er bevaret i lokalarkivet, vidner med al tydelighed om, at byggeudvalget blev mødt med velvilje overalt, hvor de kom frem. Så godt som alle sognets husstande bidrog, nogle med store beløb, andre med mindre, alt afhængig af økonomisk formåen.

Nogle måneder gik med den videre planlægning, og i maj samme år blev det endeligt besluttet, hvor huset skulle placeres. At det var ved samme tid, jernbanen blev nedlagt, fik indirekte betydning for byggeriet, idet kommunen overtog en del af det gamle baneareal, som den herefter velvilligt skænkede til forsamlingshusprojektet: ‘Der er enighed om, at der skal graves omtrent en halv meter af grunden, som skal jævnes ud mod vejen. Da hovedsporet af banen ikke kan forventes at blive flyttet foreløbigt, er der enighed om at lægge huset i retning nord-syd med den store sal mod nord, den lille sal mod syd samt køkkenet mod øst og hovedindgangen mod vest, således at køkkenet lægges så langt mod øst, som det kan for sporet, og syd-enden omtrent 15-20 meter fra det sydlige skel.’

På dette tidspunkt forelå også indsamlingsresultatet: ‘Da tegningslisten viser et beløb på omtrent 37.000 kroner, og byggeomkostningerne et sted mellem 38.000 og 40.000 kroner, mener byggeudvalget, at det er forsvarligt at påbegynde byggeriet.’

Navnet på det nye forsamlingshus, besluttede man, skulle være Vind Sogne- og Hjemmeværnsgård. Mange i Vind, både mænd og kvinder, var på den tid aktive hjemmeværnsfolk, og ved at drage Hjemmeværnet ind i foretagendet håbede man, at Hjemmeværnet ville stille inventar til rådighed –hvilket da også viste sig at være tilfældet. Desuden indvilgede alle hjemmeværnsfolk i Vind i, at de 30 kroner, de årligt blev betalt af Hjemmeværnet for deres indsats, de følgende fem år skulle tilgå driften af den nye sognegård. Derved indkom –oven i de allerede indsamlede penge- yderligere cirka 5.000 kroner.

Og så gik det stærkt. Grunden blev udgravet, landmænd og vognmænd stillede køretøjer til rådighed og kørte sand og grus væk, mens håndværkerne ydede deres uvurderlige indsats hver dag efter fyraften. Væggene blev muret, tømmeret savet, spærene rejst og taget lagt, vand og elektricitet blev lagt ind og køkkenet, garderoben og inventaret klargjort -alt sammen resultatet af gratis arbejdskraft og fælles indsats af sognets beboere.

Hen på efteråret det følgende år stod sognegården klar, og lørdag den 1. december 1962 holdtes indvielsesfest. Indbudt var foruden sognets indbyggere også repræsentanter for alle vareleverandører og andre bidragydere samt repræsentanter for Hjemmeværnet. ‘Aftenen indledtes med en velkomsttale af byggeudvalgsformand Sven-Egon Jensen, hvorefter kasserer Hans Rahbek gav en kort økonomisk redegørelse for byggeriets gennemførelse. Derefter var der underholdning ved spillelærer Dybdal og hans elever på guitar. Under kaffebordet underholdt Engholms Orkester, som efter kaffen blev afløst af Overdyrlæge Pedersen fra Holstebro, som underholdt med lidt trylleri. Under kaffen blev der holdt en del taler. Aftenen sluttede med dans.’

Som det så ofte går med større byggeprojekter, så endte prisen med at blive højere end først beregnet. Selve byggeriet løb op i 54.000 kroner, og dertil kom 3.000 kroner for indkøbt køkkenservice. Men idet der var indsamlet en for dén tid imponerende sum penge, og kommunen som nævnt havde skænket byggegrunden og tillige al tømmer, så så mange i de omkringliggende sogne med beundring mod Vind og det initiativ og lokale sammenhold, som sognegården var et resultat af.

Vind Sogne- og Hjemmeværnsgård tjente som sognets samlingspunkt indtil efteråret 2005 og erstattedes året efter af det nye Landsbycenter Vind.

– – –

Marts 2016

Nogen vil måske huske, at arkivet sidste år i marts –længere nede på denne side- præsenterede et billede af Vinds angiveligt første automobil, tilhørende postomdeler Bertel Bertelsen (1894-1995).

Denne måned rettes fokus mod Vinds vel nok første firmabil. Eller rettere, mod dens ejer. Også han hed Bertelsen. Bertel Christian Bertelsen (1898-1969).

Bertel Christian Bertelsen, der i øvrigt var fætter til omtalte postomdeler, blev født i den daværende Agerfeld Kro i 1898 som søn af Laurids Christian Bertelsen (1872-1961) og Maren Bertelsen (f. Christensen, 1873-1939). Da Bertel endnu var ganske lille, flyttede familien nærmere Holstebro, til Måbjerg, hvor Bertels far fandt beskæftigelse inden for landbrug og avlsbrug. Det var altså her, i Måbjerg, at Bertel Christian Bertelsen tilbragte sin barndom og de første år af sin ungdom, lige som han også her var ude at tjene, inden hans far i 1916 erhvervede en mindre landejendom i Hodsager.

Med en søskendeflok, der gennem årene var vokset, og et landbrug, der skulle passes, fulgte Bertel Christian Bertelsen sine forældre og yngre søskende til Hodsager, hvor han hjalp sin far i det daglige arbejde. I 1925 søgte han dog sin egen lykke, da han blev gift med Amalie Kjeldsen (1898-1995) og med hende flyttede til Vind. Her rykkede de ind på det i dag nedrevne husmandssted Vestervang i Røjkær, hvor sønnen Laurids Christian Vestervang Bertelsen (1926-2008) året efter kom til verden.

Nogle få år senere flyttede familien til Vind Stationsby, hvor Bertel Christian Bertelsen åbnede slagterforretning i den ejendom -på dét tidspunkt næsten nyopført- der i dag kendes som Brombærvej 1. Privatbolig og forretning indrettedes under samme tag, mens det til ejendommen hørende udhus blev anvendt til slagteri.

Foruden den nævnte søn fik Amalie og Bertel Christian Bertelsen en datter, Bente Gunhild Bertelsen (g. Christensen).

Slagterforretningen drev de i godt 30 år, inden de omkring 1960 afhændede den og i stedet flyttede til Mejdal, hvor de i et par år havde en mindre købmandsforretning. Siden boede de en kort overgang i Tvis, inden de i 1965 flyttede til Holstebro.

Her døde Bertel Christian Bertelsen i 1969 og Amalie Bertelsen i 1995. De ligger begravet på Søndre Kirkegård på Viborgvej i Holstebro.

– – –

Februar 2016

Denne måned springer vi over den lange beskrivende tekst og vover os i stedet ud i en ny disciplin: En gættekonkurrence!

Hvem genkender denne lille charmerende fyr?

På arkivet kender vi svaret –gør du?

Tre ledetråde –men uden det skal blive alt for let:
-han er født i Vind og har boet her størsteparten af sit liv
-han har dybe rødder i Vind både gennem sin fars og mors familier
-sidst han blev set i tidstypiske seleshorts var i slutningen af 1950’erne…

Det korrekte svar vil blive oplyst ved månedens udløb.

Opdatering: Billedet viser Kurt Kjær Poulsen, søn af Kristian Herrup Poulsen (1912-1986) og Sigrid Kjær Poulsen (f. Pedersen, 1918-2000).

– – –

Januar 2016

Ane Marie Kristiansen -senere gift Mikkelsen, men på sin egen tid bedst kendt som ‘Marie Vildkilde’- var oprindeligt fra Tvis, født på gården Sparretoft i 1865. Som 22-årig blev hun i 1887 gift med Johannes Mikkelsen (1858-1930), der lige som hende selv var vokset op i Tvis, men som i tiden omkring brylluppet erhvervede et mindre husmandssted i Vildbjerg. Trange kår tvang dem dog til i 1890 at sælge ejendommen, hvorpå de forlod Vildbjerg for i stedet at købe og stifte bo i Vildkilde i Vind.

Trods svære startbetingelser lykkedes det Johannes og Ane Marie Mikkelsen at holde skindet på næsen, og udover den arbejdsindsats han lagde i Vildkilde, var Johannes Mikkelsen mangeårig landpost og en overgang også sognefoged. Desuden bidrog hans hustru til husholdningen med indtægter fra syning.

Sammen fik de børnene Mikkel Peder Mikkelsen (1888-1981), Andersine Pouline Mikkelsen (g. Bilgrav, 1892-1974), Sidsel Ciliane Mikkelsen (g. Egebjerg, 1894-1969), Kristian Mikkelsen (1897-1975), Daniel Mikkelsen (1899-1976) foruden en dødfødt datter (1902).

Det blev yngestesønnen Daniel Mikkelsen, der i 1922 overtog Vildkilde efter sine forældre. Johannes og Ane Marie Mikkelsen blev dog boende, idet der indrettedes dem en aftægtsbolig i Vildkilde.

I anledning af Ane Maries 80-års fødselsdag bragtes i sommeren 1945 et portræt af hende i avisen. Heri hedder det blandt andet:

’Marie har en smuk, lille Lejlighed i Vildkilde og lever af sin Pension.

Hun er ikke ubetinget Tilhænger af at komme i Avisen, men giver mig dog Lov at notere op, hvad hun fortæller om sit lange Liv. Alle hendes Venner og Bekendte ved, at hun syr. Hvor mange Læs Klude, den gamle Kone i Krigsaarene har forvandlet til Kludesko, har dog ingen Rede paa. Hun har Kunder i Vinding og Vind, Tvis og Aulum, Holstebro og København. Prisen er nu steget til 1 Krone pr. Par. Men Marie kan sy andet og mere end Kludesko. Jeg træffer hende ved Sybordet i Færd med at omskabe et eller andet gammelt til nyt. Hun er overlæsset med Arbejde endnu i sin høje Alderdom. Men Arbejde og Arbejdsglæde er en Guds Velsignelse. Hun lærte at sy hos den helbefarne Mester Inger Marie Boutrup, der tog rundt og syede med sine Svende. Marie lærte saavel at tilskære som at sy alle tænkelige Beklædningsgenstand til saavel Herrer som Damer. Efter sit Giftermaal syede hun hjemme i Vildkilde, hvor Kunderne opsøgte hende i Massevis. Hvad hun fik derfor? Ja, pas nu paa! For et Sæt Kaarlklæ’r (Herretøj) tog hun 2 Kroner, for en Damekjole 65 Øre. Hun syede mest af hjemmelavet Tøj. Engang hun skulde sy en Damekjole af Købestof, tog hun 1 Krone, men det fik hun megen Utak for. Kørekapper skulde sys af usædvanlig svært Stof, og for at klippe og sy en saadan tog hun 3 Kroner. Endnu syr Marie baade Kjoler, Bluser, Skjorter og meget andet, dog til lidt bedre Priser: For en kjole tager hun nu 3-4 Kroner.

Hvor nøjeregnende man var med Penge i Maries Velmagtsdage, forstaar man, naar man hører hende fortælle, at Prisen for et Par Bukser var 50 Øre, naar Marie lagde Traad til, ellers kun 48 Øre.

Marie er en venlig, gammel Bedstemoder, lille og spinkel, og hun fortæller, at det var hendes svage Kræfter i Ungdomsaarene, der blev Aarsag til, at hun lærte at sy. Naar hun plukkede Lyng, spredte Mergel eller udførte andet haardt Pigearbejde, saa fik hun altid ondt i Ryggen. Ja, ja, adskillige Mennesker faar ondt i Ryggen af mindre end det. Det eneste, hun efter egen Formening duede til, var at binde op. Som Opbinderske kunde hun altid gøre Fyldest. ’Men nu er jeg saamænd ingen Nytte til længere’, siger hun og ser gennem Ruden ud paa det Væld af Blomster, som staar i hendes lille Have. Men det har Marie Vildkilde ikke Ret i. Den unge Slægt ved godt, hvad den milde, gamle Bedstemoder er værd og ønsker hende en fredfyldt Aftenstund.’

Ane Marie Mikkelsen døde som 82-årig i 1947. Johannes Mikkelsen var forinden død i 1930 i en alder af 71 år. Deres gravsten er endnu bevaret på Vind kirkegård, og Vildekilde ejes i dag af deres oldebarn, Daniel Mikkelsens dattersøn, Per Kamp.

Flere billeder af familien Mikkelsen fra Vildkilde vil kunne findes øverst på siden under menupunktet ’Vind i billeder’ -> ’Folk og fæ’.

– – –

December 2015

Med åbningen af Det Kongelige Biblioteks store online-luftfotosamling er det nu muligt at danne sig et indtryk af, hvordan Danmark tog sig ud fra oven for et halvt århundrede siden -i mange tilfælde endda også før da.

Fotografierne er taget dels under og umiddelbart efter 2. Verdenskrig af henholdsvis det tyske Luftwaffe og det britiske Royal Air Force som led i krigsstrategisk planlægning, dels i 1950’erne og 1960’erne i kommercielt øjemed.

Vi vil bestræbe os på at indsamle alle billeder med tilknytning til Vind sogn -både af bybebyggelse og omkringliggende gårde- og lægge dem ind på arkivets hjemmeside med beskrivende billedtekster.

Nedenstående billeder er alle taget i sommeren 1962.

Skulle nogen blive opmærksom på fejlagtige eller mangelfulde oplysninger, vil vi meget gerne have besked -husk at angive billednummer.

De, som måtte ønske at udforske andre egne af landet, vil kunne gøre det på Det Kongelige Biblioteks Luftfotosamling

– – –

November 2015

I Damtofthus og senere i det ikke-længere eksisterende Vindbyhus, begge nær Agerfeld, boede i slutningen af 1800-tallet husmand og daglejer Jens Christian Nielsen ‘Damtoft’ (1831-1910), der oprindeligt var fra Måbjerg, men som senere tog ophold i Vinding og siden altså slog sig ned i Vind.

Året efter sin første hustrus tidlige død blev han i 1867 gift med Ane Cecilie Jensen (1843-1897), om hvem der ikke vides meget andet, end hvad lærer og lokalhistoriker Esbern Jespersen i sin bog om Vind sogn mange år senere på spidsfindig og tvetydig vis konstaterede: ‘Folk troede, hun kunne hekse -hvad hun dog muligvis ikke kunne…’.

Hendes død er til gengæld bedre beskrevet, idet hun omkom under dramatiske omstændigheder som følge af et lynnedslag i sommeren 1897.

I Holstebro Dagblad kunne man efterfølgende læse:

‘I Gaar og i Dag trak flere Tordenbyger hen over Holstebroegnen. I Mosgaard i Vinding slog Lynet ned og dræbte Ejerens Broder, Carl Mosgaard, samt en Ko, som han netop trak ud af Stalden. Afdøde var 23 Aar gl. Han var ramt oven i Hovedet, og Lynet havde efterladt Mærker paa flere Steder af Legemet. Hans Klæder var revne og hans Træsko splintrede. To kvinder, der stod i Nærheden, besvimede, men kom til sig selv igjen, uden at have taget nogen Skade.

Ved Agerfeldt i Vinding slog Lynet ned og afbrændte J. Chr. Nielsen Damtofts Sted. Lynet dræbte Ejerens Hustru. Nærmere Underretning savnes.’

Det daværende Holstebro Avis var tilsyneladende bedre informeret, om end enkelte detaljer afviger en smule fra Dagbladets udlægning:

‘Under det Tordenvejr, som i Dag ved Middagstid trak hen over Egnen her, slog Lynet ned umiddelbart udenfor Gaarden Mosgaard i Vinding, og ramte Ejerens Broder, den 23-aarige Carl ‘Mosgaard’ Pedersen, der dræbtes paa Stedet. Han kom just trækkende hjem fra Marken med et Kreatur, som ligeledes blev dræbt af Lynet.

Det ulykkelige unge Menneske, der var ramt i Hovedet, havde ved Nedslaget faaet Klæderne fuldstændig flængede fra øverst til nederst.

Ejerens Kone og en lille Pige, som havde opholdt sig i Nærheden af det Sted, hvor Lynet øvede sin skrækkelige Gerning, kastedes Begge bedøvede til Jorden, men slap ellers med den udstaaede Skræk.

Det var et ualmindeligt hæftigt Uvejr, det ene voldsomme Lyn fulgte paa det andet, medens Regnen styrtede ned i Strømme. I Mosgaard stod Vandet, da Uvejret var stærkest, omtrent ½ Alen højt i Gaarden.

Fra samme Sogn meldes om tvende Ildebrande, synlige henholdsvis i østlig og vestlig Retning.

Ligeledes i Dag ved Middagstid slog Lynet ned i det af Smed Søren Pedersen beboede Hus i Vind Sogn tæt ved Agerfeld Kro i Agerfeld, Vinding Sogn, og dræbte Smedens Svigermoder, der opholdt sig hos ham. Huset nedbrændte.

Det nedbrændte Sted var assureret i alm. Brandforsikring for Landbygninger for 400 Kroner.’

Jens Christian Nielsen ‘Damtoft’ døde i fattigdom i Vinding i 1910. Han havde fået 11 børn -tre med sin første hustru og otte med sin anden. Ingen af deres efterkommere synes i dag at have tilknytning til Vind.

– – –

Oktober 2015

Karen Madsen kom til verden i Røjkær i 1888 som datter af husmand Laust Christian ‘Thingsager’ Madsen (1856-1930) og Ane Kathrine Madsen (f. Pedersen, 1859-1919).

Familien, der udover Karen og hendes forældre talte to søstre og fire brødre -foruden to dødfødte brødre- boede på ejendommen Arnsbjerg, som var moderens fødehjem. Der var ikke mange penge at gøre med, og allerede som ni-årig blev Karen sendt ud at tjene, først i Vind og flere steder i lokalområdet, siden blandt andet en tid i Ladby på Sydsjælland hos Richard Villiam Svalmstrup, der få år forinden havde været lærer ved Vind skole, og om hvem der kan læses mere længere nede på denne side, ‘Månedens billede, november 2014’.

Karen returnerede dog til Vind, hvor hun i 1911 blev gift med Kristen Sandfær Poulsen (1887-1954), der var søn fra Sønder Vindgab, og som omtrent ved samme tid erhvervede et stykke land på Vindgabs mark. Her lod han og Karen opføre en gård, der fik navnet Hedegård –heraf familiens tilnavn. Da Karen i 1978 fyldte 90, blev der i Holstebro Dagblad bragt et fødselsdagsinterview, hvori hun blandt andet berettede om den første seje tid: ‘Der var lyng helt op til forstuedøren, da vi begyndte i Hedegård, og vi måtte slide for at få jorden dyrket op. Kristen dyrkede hede op og bjærgede selv mergel til den nybrudte jord, og imens måtte jeg tage mig af det daglige arbejde med dyr og andet, der trængte sig på’.

Kristen og Karen engagerede sig gerne i folkeligt oplysningsarbejde og var blandt andet aktive medlemmer af valgmenigheden, hvor Kristen for øvrigt var mangeårigt bestyrelsesmedlem. Sammen fik de fem børn: Marie Hedegaard Poulsen (g. Katborg, 1912-2002), Thomas Hedegaard Poulsen (1913-1974), Ane Katrine Hedegaard Poulsen (g. Møller, 1915-2014), Alma Hedegaard Poulsen (g. Gravesen, 1916-2005) og Gerda Hedegaard Poulsen (g. Skak Jensen, 1919-2010).

Det blev datteren Marie og hendes mand Niels Kristian Jensen Katborg (1904-1999), som hidtil havde boet i Flidsminde, der overtog Hedegård, da Kristen og Karen i 1950 efter næsten 40 år flyttede til Vind stationsby med henblik på at tilbringe deres alderdom dér. Kristens otium blev imidlertid kortvarig –han døde bare fire år senere. Karen forblev i Vind og boede i en længere årrække sammen med sønnen Thomas, der i øvrigt var en af de første i Vind, der fik fjernsyn. For mange –især byens børn- var fjernsyn på dén tid så nyt og spændende, at de i de første år ofte blev budt indenfor hos Thomas og Karen, når der blev sendt børne-tv eller transmitteret fra store begivenheder i ind- og udland.

En sjov historie, der knytter sig til dette ‘kollektive fjernsynskiggeri’, udspringer af transmissionen fra fodboldlandskampen mellem Danmark og Ungarn ved de Olympiske Lege i Rom i 1960. Da Ungarn tildeles straffespark, vælger den danske målmand Henry From kækt og demonstrativt at placere sit tyggegummi på siden af målstolpen. Da han efterfølgende redder skuddet mod mål, kommer det til så stor jubel i stuen, at gamle Karen i sin begejstring vælter i sin gyngestol!

Karen ‘Hedegaard’ Poulsen døde som 94-årig i 1982. Hendes liv spændte over ikke mindre end fem regenter -fire konger og en dronning- samt over to verdenskrige. Hun oplevede, at kvinder fik stemmeret og levede i en tidsalder kendetegnet ved øget velfærd, materiel velstand og en rivende udvikling inden for såvel landbrug som industri. I det omtalte fødselsdagsinterview formulerede hun det selv således: ‘Jeg tænker tit på alt det, jeg har oplevet. Jeg husker, at der var en mand her i Vind, der fik en cykel, og det kunne få alle mand af huse for at se. Og nu har der været mennesker på Månen. Det er slet ikke til at fatte alt det, der er sket’.

Se flere billeder af Karen ‘Hedegaard’ Poulsen, hendes mand og deres børn øverst på siden under menupunktet ‘Vind i billeder’ -> ‘Folk og fæ’.

– – –

September 2015

Jens Peter Gammelvind (1882-1975), hvis efternavn vidner om hans slægtsmæssige herkomst, erhvervede i 1907 en parcel udstykket fra fødegården Gammelvind og opførte dér sin egen gård, som fik navnet Lundbæk.

Dette lille beskedne landbrug –på daværende tidspunkt med et dyrket areal på angiveligt blot 15 tønder land, svarende til omkring otte hektar, og en besætning bestående af to heste, tre køer, tre ungkvæg, et svin og tre får- drev han med hjælp fra sin hustru, Karen Gammelvind (f. Frydendal, 1881-1962) og deres -som årene gik- hastigt voksende børneflok.

Denne måneds billeder viser tre af disse søskende, nemlig Karl, Thue og Tinne Gammelvind i færd med at høste på Lundbæks mark.

Thue Gammelvind (1908-1982) levede det meste af sit liv i Vind. De første mange år hjalp han til i landbruget, dels hos sine forældre og siden sin bror i Lundbæk, dels på andre gårde i området. Desuden gik han til hånde, hvor og når han kunne. Blandt andet drog han rundt til egnens møllere og bildede deres kværne, det vil sige huggede furer i de møllesten, der anvendtes ved maling af mel.

Karl Gammelvind (1909-1995) tilbragte ligeledes størsteparten af sit liv i Vind. Selv om han i sine unge år havde været ude at tjene flere steder i Jylland og angiveligt også på Sjælland, så trak hjemstavnen så meget i ham, at han snart vendte hjem igen, og da tidspunktet kom, hvor forældrene ønskede at træde af, var det ham, der overtog Lundbæk. Udover at drive landbrug var han aktiv foreningsmand og blandt initiativtagerne til oprettelsen af Lokalhistorisk Arkiv for Vind Sogn –i dag Vind Lokalarkiv.

Katrine ‘Tinne’ Gammelvind (1917-1985) har tilsyneladende været dén i søskendeflokken fra Lundbæk, der havde størst udlængsel. Hun blev sygeplejerske og arbejdede i mange år i København, inden hun på sine ældre dage vendte tilbage til Vind, hvor hun tog ophold hos sin bror i Lundbæk.

På billederne ses de tre søskende i færd med at høste havre: Karl i traktoren, Thue på selvbinderen og Tinne i gang med efterfølgende at rejse negene i skokke -i reglen taltes seks neg i hver skok, undertiden tolv. Negene blev ’såt te rå’e’, rejst og sat på række, således eventuel væde kunne nå at tørre og ukrudt nå at visne, inden de skulle hentes ind og bruges til foder. Selv om mejetærskeren ellers for længst havde udkonkurreret selvbinderen, så var det stadig de traditionelle arbejdsredskaber og –metoder, der anvendtes i Lundbæk!

Karl, Thue og Tinne Gammelvind ligger begravet side om side på Vind kirkegård, og Lundbæk, der i den mellemliggende periode er blevet renoveret og moderniseret, ejes i dag af Tinnes sønnesøn, Anders Gammelvind.

Om Thue Gammelvind vil der i øvrigt kunne læses mere længere nede på denne side, se ’Månedens billede’, december 2014.

 

– – –

August 2015

De, der har gået i Vind Skole i perioden 1949 til 1971, vil med sikkerhed have stiftet bekendtskab med førstelærer Berg –enkelte også med lærer Andersen.

Jens Berg Jensen (1904-1987) var født og opvokset på Lemvig-kanten, hvor han som ung kom i lære som maler og i en årrække arbejdede for sin far, der var malermester. Først senere søgte Berg ind på Nr. Nissum seminarium, hvorfra han i 1932 dimitterede som lærer. Herefter fungerede han som lærer i først Lemvig og siden i Nørre Bork ved Ringkøbing, inden han i 1937 blev ansat som lærer ved Stråsø Skole. Året efter blev han gift med Viktorya Maria Joniec Larsen (1913-2018), der lige som han selv var opvokset i Lemvig. Sammen fik de i de efterfølgende år sønnerne Arne og Vagn samt datteren Alis.

Berg underviste i Stråsø i 10 år og derefter et par år i Råst nær Vinderup, inden han i 1949 vendte tilbage til Vind, først til den gamle skole og siden –som førstelærer- i den nye.

Da Berg i forbindelse med sin 75-års fødselsdag blev spurgt, hvordan det havde været at bestride embedet som enelærer, da han i slutningen af 1940’erne kom til Vind skole, beskrev han det således: ‘Det var med knapt så mange fag som i skolen i dag og med børnene delt i to klasser, sådan at ældste klasse gik fire dage om vinteren og to dage om sommeren og yngste klasse omvendt […] Selve lokalet i den gamle skole –der var kun én skolestue og en lille gang- var for lille til de mange børn. Da vi i 1953 fik en lærerinde, var jeg oppe på at have 93 elever fordelt i de to klasser!’

Med årene i Stråsø medregnet, nåede Berg at være lærer i Vind i sammenlagt 32 år, inden han i 1971 lod sig pensionere og sammen med sin hustru flyttede til Aulum, hvor han levede en aktiv pensionisttilværelse indtil sin død.

Vilhelm Christian Andersen (1897-1989), der var købmandssøn, var oprindeligt født i Handbjerg mellem Struer og Vinderup, men tilbragte i sin ungdom en del år i København, hvor han efter bestået realeksamen først uddannede sig i orgel- og violinspil fra musikkonservatoriet, inden han efterfølgende søgte ind på lærerseminariet, hvorfra han dimitterede i 1928. Som nyuddannet lærer underviste han som vikar på skoler flere steder i hovedstadsområdet og supplerede desuden sin indkomst ved at afløse som organist. I 1931 blev han gift med Oda Elise Ruth Pedersen (1910-1996), der var født i Sandved nær Skælskør og opvokset i Næstved, men som ligesom sin mand havde tilbragt en del af sin ungdom i København.

Lærer Andersen underviste i årene derefter en længere periode i Nørre Nebel ved Varde og siden nogle år i Vrå i Himmerland, inden han i 1953 med sin hustru og deres datter Benedicte kom til Agerfeld. Her underviste Andersen som enelærer i knap 10 år -indtil skolen lukkede- og varetog tillige embedet som organist ved Vinding kirke.

Efter skolens lukning fortsatte lærer Andersen at undervise et par år i Vind Skole -og blev altså dermed kollega til førstelærer Berg.

Selv om han efterhånden havde nået en alder, hvor de fleste andre ville overveje at gå på pension, så valgte Andersen i midten af 1960’erne at takke ja til en lærerstilling i Løjtofte ved Nakskov. Her underviste han indtil begyndelsen af 1970’erne, hvor også dén skole blev nedlagt. Herpå lod han sig pensionere og flyttede sammen med sin hustru til Glostrup ved København, hvor de tilbragte deres sidste år.

Flere billeder af lærer Berg og lærer Andersen samt skolebilleder fra Vind, Stråsø og Agerfeld vil kunne findes øverst på siden under menupunktet ’Vind i billeder’ -> hhv. ’Vind Skole’ og ‘Agerfeld Skole’.

– – –

Juli 2015

I 1923, altså endnu inden jernbanen blev anlagt, opførtes første hus i dét, der i de efterfølgende år blev til Vind Stationsby. Det skete på foranledning af Niels Mourids Halkjær (f. Nielsen, 1893-1965), der ønskede at åbne en købmandsforretning. Til at hjælpe sig i forretningen havde Halkjær i de første år en medhjælper, på dén tid kaldet en ‘kommis’, og i efteråret 1928 søgte Halkjær en ny sådan kommis. I den forbindelse indrykkede han ovenstående annonce i Jyllands-Posten, og i dagene derefter indløb ansøgninger fra alle dele af landet, bl.a. Hjørring, Samsø, Ribe, Als, Odense, Ringsted, Marstal og Helsingør. Hen ved 65 ansøgninger i alt!

Halkjær gemte disse mange ansøgninger. I dag ligger de bevaret i lokalarkivets samling, og derfor kan vi -næsten 90 år senere- her berette om ansøgeren, der var heldig at slippe igennem nåleøjet og blive tilbudt stillingen, nemlig Niels Valdemar Jensen (1910-1999).

At købmand Halkjær valgte netop ham, må -udover hans ansøgning- nok tillige tilskrives den vedlagte anbefaling, hvori det om Niels Valdemar Jensen i lutter rosende vendinger hedder, at ’han i hele sin Læretid har vist sig interesseret for Forretningen og altid udført Arbejdet med Lyst, Akkuratesse og Orden. Hans Arbejde saavel som hele hans Færd har altid været præget af hans Paalidelighed […] jeg kan derfor give ham de bedste Anbefalinger for fremtidige Pladser og haaber, han maa vinde opad, som han fortjener’.

Niels Valdemar Jensen, der var født i Hvidbjerg, kom altså til Vind i efteråret 1928, og her var han endnu at finde ved folketællingen to år senere. I begyndelsen af 1930’erne forlod han imidlertid byen for i stedet at tjene en købmand i Karstoft syd for Herning, inden han i 1934 som bare 24-årig åbnede sin egen købmandsforretning i Nygade i Struer.

Helt lagt Vind bag sig havde han dog åbenbart ikke: I december 1935 blev han således i Vind kirke gift med Olga Amalie Jensen (1907-1938), der var datter af gårdmand i Østergård i Vind, Johannes Jensen (1874-1932) og Mette Kirstine Jensen (f. Kjeldsen, 1879-1954).

Lykken varede dog desværre kun kort, idet Niels Valdemar Jensen blot tre år senere mistede både sin hustru og deres ufødte barn, da Olga helt uventet døde under svangerskab -blot 31 år gammel.

Niels Valdemar Jensen blev siden gift på ny og fik desuden en datter. Han drev sin forretning i Struer i ikke mindre end 58 år, indtil han som 82-årig lukkede, hvad der af mange blev kaldt Struers sidste ‘rigtige’ købmandsforretning. Inventaret var forblevet det samme igennem alle årene: Traditionel købmandsdisk med gammeldags kasseapparat, kaffemølle, varer i glasmontrer, håndskrevne kassebøger -og han selv ulasteligt klædt, altid iført hvid kittel. At træde ind i Niels Valdemar Jensens forretning var som at træde ind i en tidslomme.

Da tidspunktet nærmede sig, hvor Niels Valdemar Jensen på grund af sin høje alder måtte lukke forretningen, og han af en journalist i et interview blev spurgt, hvilke tanker han gjorde sig om sin fremtidige tilværelse som pensionist, lød svaret ikke overraskende ‘…gud, hvor vil jeg komme til at savne mit arbejde’.

En stor del af forretningsinventaret blev overdraget til Struer Museum.

 

– – –

Juni 2015

I den kommende weekend skydes årets landsbyfest i gang. I den anledning skruer vi tiden tilbage til sportsfesten i Vind i 1984, hvor programmet -ud over de obligatoriske fodboldkampe- desuden bød på en række sjove og festlige indslag.

På førstedagen afholdtes for eksempel et dyrskue, hvor byens børn havde mulighed at fremvise deres kæledyr. Næsten 50 dyr blev det til -alt lige fra hunde og katte til guldfisk, marsvin, kaniner, får og heste. Desuden bød sportsfesten på blandt andet cykeltur og cykelringridning, springgymnastik samt “Vind-mesterskaberne i trillebør-væddeløb”, hvorfra de fem billeder stammer.

 

 

 

 

Én af sportsfestens mest underholdende fodbolddyster var vel nok Husholdningsforeningens kamp mod Borgerforeningen. En del af spillerne mødte op i en for dén disciplin noget utraditionel påklædning, nemlig badetøj og natkjoler. Mange mærkværdige og drilagtige kneb blev brugt i kampen om øverste plads på sejrsskamlen -hvilket også afspejledes i dommerens optræden og kampens resultat: Husholdningsforeningen vandt med halvandet mål mod Borgerforeningens ene…!

– – –

Maj 2015

Store Bededag, fredag den 1. maj, går flagene til tops i Vind, når dette års konfirmander skal fejres.

I Vind kirke konfirmeres Laura Birkmose Hopff, Johanne Arlyng Plougmann og Frederikke Øksnebjerg Rahbek samt Viktor Bøge-Olesen, Jacob Birkmose Hopff, Jonas Buch Kring, Elias Holt Lorentzen, Marius Skovgaard Rasmussen og Benjamin Frydendal Vestergaard.

Valgmenigheden afholder samme dag konfirmation i Vinding kirke -i år dog uden konfirmander fra Vind.

Hvad vil være mere naturligt, end at lade ‘Månedens billede’ stå i konfirmationens tegn og kaste et blik tilbage på Vinds konfirmander anno 1990, 1965 og 1940 -altså for henholdsvis 25, 50 og 75 år siden.

Konfirmanderne blev angiveligt ikke fotograferet i 1965. Oplyses kan dog, at pastor Frederik Olesen Sigh dét år konfirmerede følgende: Margit Ahle, Lisbeth Bertram, Tove Domdal, Alis Berg Jensen, Birgit Troldtoft Jensen, Jytte Margrethe Jensen og Sonja Fiilsø Poulsen samt Verner Bendtsen, Kurt Egebjerg Mathiasen, Find Bjerg Nielsen, Per Leif Poulsen, Erik Rask og Harry Møller Thomsen.

Såfremt man mener at kunne være behjælpelig med at navgive de endnu uidentificerede konfirmander, hører vi meget gerne nærmere.

 

– – –

April 2015

Lars Gammelvind, opvokset i og senere ejer af Gammelvind, var blot 15 år gammel, da han i 1980 for første gang deltog i landboorganisationernes traktorpløjekonkurrence for juniorer -og derved opnåede en tredjeplads. Allerede to år senere strøg han ind på en sikker førsteplads som juniordanmarksmester.

I 1985, altså for 30 år siden, afholdtes verdensmesterskaberne i pløjning på dansk grund, nærmere bestemt i Sdr. Nærå syd for Odense. 50 pløjere fra 25 lande deltog i stævnet, der blev det største, Danmarks Landboungdom på det tidspunkt endnu havde arrangeret. Lars Gammelvind var med sine 20 år yngste deltager. Selvskrevet var han, efter at han ved det foregående års juniordanmarksmesterskaber for anden gang havde stået øverst på vinderskamlen.

Verdensmesterskabernes protektor, Prins Henrik (1934-2018), overværede stævnet og benyttede blandt andet lejligheden til at få sig en “pløjesnak” med en håndfuld af deltagerne, heriblandt Lars Gammelvind, der -som det ses på billedet ovenfor- måtte række prinsen en sort hånd til hilsen. Om det var prinsens eller de anslåede 10.000 tilskueres tilstedeværelse, der ved den efterfølgende konkurrence gjorde Lars Gammelvind så nervøs, at han fejlagtigt fik vendt jorden til den gale side og dermed tabte afgørende point, dét skal vi lade være usagt. I hvert fald måtte Lars Gammelvind tage til takke med en beskeden 32. plads. Til gengæld kunne både han og det store publikum glæde sig over, at titlen som verdensmester gik til en landsmand, nemlig Niels Balle fra Aarhus.

Lars Gammelvind har dog efterfølgende ved såvel danske som udenlandske mesterskaber adskillige gange demonstreret sin kunnen som prisvindende konkurrencepløjer.

Foruden Lars Gammelvind har også en håndfuld andre vindboer gennem årene høstet flotte resultater inden for pløjedisciplinen. Nævnes kan Helge Plougmann Nielsen fra Nybo, Hardy Andersen fra Ny Spartoft, Carsten Bjerrum fra Kirkegård, Erik Loumann, der på daværende tidspunkt tjente i Kirkegård og endelig –i nyere tid og formentligt under kyndig vejledning af sin storebror- også Jesper Gammelvind.

Lars Gammelvind, der fylder 50 år denne måned, er stadig i dag aktiv inden for pløjesporten, nemlig i egenskab af bestyrelsesmedlem i Verdenspløjeorganisationen WPO, World Ploughing Organization.

– – –

Marts 2015

Tilbage i 1920’erne og 1930’erne var privatbiler endnu et relativt sjældent syn i landområderne, hvor persontransport for størstepartens vedkommende stadig foregik enten med hest og vogn, i tog eller på cykel.

Den første privatbil i Vind skal angiveligt have tilhørt postomdeler Bertel Bertelsen (1894-1995), der boede skråt over for stationen i det hus, der i dag kendes som Holstebrovej 9. Eller rettere, han boede i den ene ende af huset -i den anden drev nemlig Christian Refstrup Gravesen (1914-1999) en lille købmandsforretning, hvorfra han udbød så varieret og underfundigt et varesortiment som tobak, arbejdstøj, grammofon- og cykeludstyr.

Arkivet er i besiddelse af et billede af Bertelsens vogn, som vi -efter at have konsulteret en stribe kyndige veteranbilsentusiaster- må formode har været af fabrikatet Pontiac, sandsynligvis en årgang 1928. Om Bertelsen i sin tid har købt bilen som ny, eller om den først er kommet til senere, dét har vi desværre ingen oplysninger om.

Billedet, der er taget i gården bag Bertelsens hus og skønnes at være fra slutningen af 1930’erne, giver et fint indtryk af vognen -om end det godt kunne se ud til, det er motorcyklen snarere end bilen, man har ønsket at forevige.

Om motorcyklens fører ved vi kun, at han skal have heddet Jens, kaldet ‘Jens Thybo’, og at han havde tilknytning til Voldstedgaard -præcis hvilken er uvist. Lige bag ham sidder Leo Hedegaard Gravesen (f. 1936), søn af førnævnte købmand Gravesen og Alma (f. Hedegaard Poulsen, 1916-2005). Bagest ses Svend Aage Bertelsen (1929-2014), Bertel Bertelsens yngre halvbror, søn af husmand i Vind, Peder Christian Bertelsen (1863-1939) og hans anden hustru, Jenny Petrea Bertelsen (f. Pedersen, 1895-1976).

For yderligere oplysninger om postomdeler Bertelsen, se øverst på siden under menupunktet ‘Kender du historien om…’ -> ‘Gamle postomdeler Bertelsen’.

– – –

Februar 2015

En af lokalarkivets ældste originale kilder er Nicolai Jonges ‘Kongeriget Danmarks chrorografiske Beskrivelse’ fra 1777.

Om Vind står heri at læse (indsat midt i billedet):

‘Vindsogn er Annex til Vindingkirke, og bestaaer af Vindbye; Roikierbye;
Voldsted; Troldtoft; Blaakier eller Blaamose; Baar; Gaarsmer;
Skovgaard; Kirkegaard; Sandfær; Straasøe; Gammelvind; Trekke=
riis; Skold; Blaabierg; Vindgaard.’

Nicolai Jonge (1727-1789), der var født i København, men hvis slægt havde rødder i både Sverige og Holland, fungerede i en årrække som præst i Allerslev på Sydsjælland. Hans forfatterskab kredsede især om emner som geografi, almen historie samt sprog- og bibelhistorie. Udover en række håndbøger skrev han en del skolebøger.

‘Kongeriget Danmarks chrorografiske Beskrivelse’ er et næsten tusind sider langt, tætskrevet værk, hvori Jonge beskriver samtlige sogne, byer og egne i landet.

Om Holstebro, ‘en skiøn Landkiøbstad’, kan man således læse, at den er ‘beliggende ved en stor Aae, men har dog ingen Seilads, da Aaen er ei dyb nok til Skibe at flyde i. Byen ligger fire Mile fra Westerhavet, to Mile fra Liimfjorden […] Kiøbmændene have meget god Handel, endskiønt de maae føre deres forskrevne Vahre enten fra Ringkiøbing, eller fra Struerlosseplads ved Liimfjorden […] Byens Magistrat er en Byefoged, som holder Byeting paa Raadstuen hver Tirsdag […] Posten til Viborg afgaaer hver Søndagmiddag, og ankommer hver Torsdag […] Torvedag holdes hver Tirsdag…’ 

Herning sogn, der ved slutningen af 1700-tallet var kendetegnet ved hededyrkning og agerbrug, og altså endnu ikke ved bybebyggelse, som vi kender det i dag, beskrives som ‘to Mile  i Omkreds, og er Annex til Deibergkirke. Dertil hører […] Kongensholm, som i ældgamle Tider skal have været en kongelig Residenz for en Næssekonge, begraven i en Høi på Marken, men nu er den beboet af 3 Bønder…’

– – –

Januar 2015

’Glædelig Jul og godt Nytaar,
med de bedste Ønsker for Dem
i anledning af Deres Ægtestand.
Vær saa god at komme herud
at besøge os, naar De kan og har
Lyst. Vi har Plads for Natten, med
Hjærtelig Hilsen fra Hjem til Hjem.
Her har De os Alle. Familien Tang.’

Således skriver statsplantør Tang på Stråsøgård i 1910 til skolelærer i Vejvad i Vinding, Jacob Christian Jacobsen (1880-1966).

Tang var kommet til Vind i begyndelsen af 1906, efter at hans forgænger i embedet, statsplantør David Kristensen (1860-1905) året forinden var død.

Stråsø plantage er anlagt i 1891, den ene halvdel beliggende i Vind sogn og den anden i Ulfborg sogn. Indkøbet af arealerne blev oprindeligt gjort af Hedeselskabet, men driften blev dog snart derefter overtaget af staten. Desuden købtes også Stråsøgård, der blev stillet til rådighed for plantøren og hans familie.

Jørgen Vilhelm Hansen Tang var født i Engelsholm mellem Vejle og Billund i 1869. Om hans barndom og tidlige ungdom ved vi ikke meget, kun at han inden sin tid i Stråsø i en kortere årrække fungerede som skovløber i Borbjerg og dér boede i Tingedalhus med sin første hustru Maren Hald Christensen Tang (f. Nørgaard, 1874-1912). Med hende fik han fem børn, en dødfødt datter (1904), Hans Ejvind Tang (f. 1905), Niels Hermod Tang (1907-1996), Gunhild Tang (f. 1908) og Chresten Nørgaard Tang (1911-1989). Året efter, i 1912, mistede Tang sin hustru –og børnene dermed deres mor.

Efter syv år som enkemand giftede Tang sig i 1919 igen –denne gang med sin husbestyrerinde, Petrine Kristine Tang (f. Christensen, 1882-1954), med hvem han fik sønnen Jørgen Vilhelm Karl Tang (1921-1969).

Plantør Tang var aktiv venstremand, og han og hans familie desuden medlemmer af valgmenigheden, hvor Tang selv var en af de bærende kræfter, både ved dens dannelse i 1922 og efterfølgende i dens bestyrelse. Da han i 1934 lod sig pensionere, flyttede han med sin hustru og yngste søn til Holstebro –her døde Tang to år senere.

Både Tang og hans begge hustruer ligger begravet på Vind kirkegård, hvor gravstenen endnu er bevaret.

– – –

December 2014

Thue Gammelvind blev født på gården Lundbæk i 1908 og havde som søn af Jens Peter Gammelvind (1882-1975) og Karen Gammelvind (f. Frydendal, 1881-1962) rødder i to af Vinds gamle slægter.

Han levede et liv i -endda for dén tid beregnet- meget beskedne kår. De første mange år boede han hjemme på fødegården, hvor han hjalp sine forældre og sin bror Karl i landbruget. Siden flyttede han ind i et lille kammer i kælderen hos sin morbror, Kristen Frydendal (1883-1977), der oprindeligt havde været gårdmand, men som på sine gamle dage drev et lille cykelværksted i den ejendom, der i dag kendes som Vind Kirkevej 3.

Thue Gammelvind levede af den beskedne indtægt, han kunne tjene ved at bilde kværne, et erhverv de færreste kender i dag. Han drog rundt til egnens møller og huggede furer -med hammer og mejsel- i de møllesten, der anvendtes ved maling af mel. Betalingen var ringe -ofte fik han ikke andet end et måltid mad for sit arbejde.

Telefon havde han ikke, så når folk skulle i kontakt med ham, ringede de i stedet gerne til naboen på Ørnhøjvej, vognmand Sven-Egon Jensen, hvis hustru Grethe måtte tage imod besked. Hun har mange år senere med et glimt i øjet berettet, hvordan -når der blev ringet, og hun noterede det til Thue- sedlen i reglen bare endte sammen med en stak tilfældig andre lapper papir i hans tegnebog:

‘Thue kom jævnligt hos os… til formiddagskaffe… eller for at se efter børnene. De holdt meget af ham, børnene, og hang altid over ham, når han fortalte historier og eventyr! Og så var det mig, der passede telefon for ham. Folk ringede som vilde og tovlige og rykkede, for Thue havde det med at sige ja til mere, end han kunne overkomme. Når de, der ringede, havde skældt tilstrækkeligt meget ud, kom det nogle gange over mig at foreslå dem, at de bare kunne hyre en anden til arbejdet, hvis ikke de var tilfredse med Thue. Eller ikke mente, de kunne vente. For dét vidste jeg, de var for nærige til -ingen andre ville tage til takke med så ussel en betaling, som Thue blev budt for sit slid og sin møje.

Nå, men alle de mange små papirlapper hobede sig jo op i Thues tegnebog, og han kunne slet ikke samle sin tanker om, hvor langt han var nået, eller hvis tur det var. Lige indtil den dag, hvor det blev for meget for ham, og han opgivende foreslog mig ‘Hør do, Gret’… tøvs do æt, vi ska’ begynd’ forfra!?’ Hvorpå han tog alle papirlapperne og smed dem ud…!’

Thue Gammelvind var ugift. Han døde i 1982 og ligger begravet på Vind kirkegård omgivet af sine forældre og søskende.

– – –

November 2014

Richard Villiam Svalmstrup kom til verden i Boston, Amerika, i 1876 som søn af danske forældre, emigreret fra Sydsjælland. Familien returnerede dog angiveligt allerede året efter hans fødsel til Danmark, og Richard Villiam Svalmstrup tilbragte de første år af sin barndom i Ørslev ved Skælskør, de efterfølgende i København. Han uddannede sig til lærer og kom til Vind som ungkarl i 1902. Ungkarl var han imidlertid ikke længe, idet han allerede senere samme år, i Herlufsholm ved Næstved, blev gift med Ellen Marie Hansen, der herefter flyttede med sin mand til Vind.

Parrets første barn, Helga Svalmstrup, blev født i Vind i 1903 men døde dog som spæd.

Allerede året efter, altså efter kun to år som lærer i Vind, forlod lærer Svalmstrup sammen med sin hustru Vestjylland og slog sig i stedet ned i Ladby nordvest for Næstved. Her blev parrets øvrige børn født: Gerda Svalmstrup (f. 1904), Sigrid Svalmstrup (g. Olsen, f. 1905), Aage Svalmstrup (f. 1907), Oda Svalmstrup (g. Olsen, f. 1909), Ragnhild Svalmstrup (g. Hansen, f. 1911), en dødfødt søn (1913), Georg Svalmstrup (1914-1937), Viggo Svalmstrup (f. 1916) og endnu en dødfødt søn (1920).

Svalmstrup fungerede de efterfølgende mange år som lærer og senere førstelærer ved Ladby Gl. Skole. Han døde i Slagelse i 1950, hans hustru forinden i Næstved i 1943.

– – –

Oktober 2014

I sidste måned berettede vi her på siden om brødrene Elias og Marius Poulsen, der emigrerede til Amerika i tiden omkring 1. Verdenskrigs udbrud. Denne gang skal vi følge familien Jacobsens færd til Canada.

Mads Sofus Jacobsen (1895-1976) og hans hustru Gertrud Knudsine Jacobsen (f. Madsen, 1898-1965) var begge født i Vind. De blev gift i 1918 og boede i Øster Skovgård, hvor deres børn blev født i årene efter: Hedvig Agnete Jacobsen (g. Hanson, 1919-2005), Karlo Frits Jacobsen (f. 1921, død som spæd), Carla Marie Jacobsen (g. Staggs, f. 1922), Laurits Kristian Jacobsen (f. 1923), Ingrid Lydia Jacobsen (1924-2008), Helga Solvejg Jacobsen (g. Gushulak, 1925-2018), Holger Frede Skovgaard Jacobsen (f. 1927) og Evald Robert Jacobsen (1928-1983).

Da Evald blev båret til dåben i juni 1928, skete det i følge kirkebogen uden hans fars tilstedeværelse. Sofus Jacobsen var nemlig et par måneder forinden sammen med sin bror Alexander Jacobsen rejst i forvejen og opholdt sig allerede i Alberta i Canada.

Gertrud Jacobsens søsterdatter, Marie Hedegaard Katborg (f. Poulsen, 1912-2002) beretter i sine erindringer:

’I første del af 1900-tallet var det hårde tider for alle, ikke mindst i de små landbrug og for daglejere. Én krone om dagen kunne ingen familie leve for!

Min mosters mand havde Skovgård. Han kørte desuden lidt vognmandskørsel, blandt andet for kommunen, og moster måtte så passe dyrene og de med tiden seks børn.

Så kom en dag, hvor nogen foreslog dem at tage med til Canada. Og det lød fristende -men hvordan? Det endte med, at de solgte gården, og at onkel Sofus rejste i forvejen sammen med et par andre Vindborgere. Men hvad med kone og børn imens? Mine forældre (Karen ’Hedegaard’ og Kristen Sandfær Poulsen) mente, at de måtte bo hos os på Hedegård, indtil Sofus havde tjent nok til at kunne eftersende sin familie en billet. Gertrud fødte sit ottende barn (Evald) hos os på Hedegård, og selv var vi jo fem børn foruden far og mor, så ved spisetid måtte vi fordele os i to stuer.

Så lånte mine forældre nogle penge, købte en billet til moster Gertrud og børnene og lod onkel Sofus vide, at nu kom de! Min mor fulgte dem til København. Da de havde passeret Lillebælt og var nået til Fyn, skal fætter Laurits have råbt ’Far, hvor er far?’. Nu hvor de var kommet over ’det store hav’, mente han, de måtte være fremme…

Turen over Atlanten gik rimeligt. Moster Gertrud var godt nok meget søsyg, men heldigvis var der nogen, der tog sig af både hende og af børnene. Sværere blev det, da de nåede i land og skulle videre med tog. Flere gange undervejs måtte hun ud på perronen og købe mad til dem alle, og da de endelig nåede frem, var der hverken mand eller far at se. Så stod hun dér med børnene og talte kun dansk.

Heldigvis var der én, der vidste, at Sofus Jacobsen ventede sin familie, og som fik hentet ham…’

Genforenet og fuldtallig kunne familien nu begynde en helt ny tilværelse i deres nye hjemland, og med årene kom desuden fire yderlige børn til: Roy Howard Jacobsen (1933-1937), Gordon Jacobsen (1937-2008), Leslie Franklin Jacobsen (f. 1938, død som spæd) og Dennis Grant Jacobsen (1942-2011).

Sofus og Gertrud Jacobsen ligger begravet på Bawlf Cemetary i Alberta.

– – –

September 2014

Oprindeligt var der flere i søskendeflokken end blot de fem, der er afbildedet på fotografiet herover. Forældrene i Sønder Vindgab, Thomas Poulsen (1848-1923) og Kirsten Marie Poulsen (f. Christensen, 1862-1932) havde fået i alt 10 børn: Poul Vindgab Poulsen (1883-1909), Kristen Sandfær Poulsen (1884-1887), Kristen Sandfær Poulsen (1887-1954), Jens Bak Poulsen (1890-1975), Elias Poulsen (1893-1980), Marius Poulsen (f. 1894), Else Marie Poulsen (g. Søgaard, 1895-1963), Johan Peder Poulsen (1898-1982), Martin Poulsen (1900-1901) og Martin Luther Poulsen (1902-1984).

Som mange, mange tusinde andre på dén tid besluttede Elias og Marius sig for at prøve lykken på den anden side af Atlanten og rejste -Elias i 1914, Marius året efter- til Amerika, til nordstaten Montana nær grænsen til Canada. Her erhvervede de et lille stykke jord, som de i kompagniskab lod opdyrke. Siden kom der kreaturer til -med tiden 250 køer samt opdræt.

Efter børskrakket på Wall Street i 1929 fulgte tredivernes recession, som også brødrene Poulsen fik at føle, dels på grund af den økonomiske krise, dels på grund af flere år med græshoppeangreb -store flokke af græshopper, der angreb afgrøderne og åd rub og stub. Som brødrene mange år senere i forbindelse med et besøg i Danmark udtalte i et avisinterview: “I de år fik vi for alvor at føle, hvad det vil sige at være fattig!”

Siden vendte dog udviklingen til det bedre, brødrene fik mulighed at tilkøbe mere jord, nær 3.000 tønder land blev det til med tiden, og i begyndelsen af 1950’erne konstateredes det tilmed, at der var olie på jordene. Den første og bedste boring gav mere end 11.000 liter olie i døgnet!

Elias og Marius Poulsen bevarede livet igennem tæt kontakt til familien i Danmark og besøgte Vind adskillige gange gennem årene. Hver gang boede de på fødegården Sønder Vindgab, hvorfra de tog på besøg hos familie og slægt på egnen. Desuden yndede de at tage del i Rebild-festlighederne, når der var mulighed for det.

– – –

August 2014

Mangt et barn i Vind har utvivlsomt gennem tiden spenderet en god del af sine lommepenge på bolsjer og flødekarameller hos kirkebyens købmand på vej til og fra skole.

Købmandsforretningen, der var indrettet i bygningen lige ved siden af kirken på vej mod skolen, i dag Røjkærvej 1, blev åbnet i 1893 af Jens Christian Jensen (1867-1938). Han drev forretningen indtil sin død, hvorefter hans datter Anna Jensen (1913-1997) overtog den. Hun drev selv forretningen i mere end 40 år, inden hun i 1982 valgte at lukke den og lade sig pensionere.

Jens Ingemann Kjær Christiansen (1907-1985), i folkemunde Æ’ bette skoma’r, boede på hjørnet af Råstedvej og Fuglsangvej og levede af de beskedne midler, skomageri kunne indbringe. Desuden tjente han kirken som ringer og bælgtræder.

– – –

Juli 2014

Billedet herover er fra begyndelsen af 1950’erne og viser tre små kusiner af Troldtoft-slægten, nemlig fra venstre:
-Gerda Troldtoft Jensen, datter af Ulrik Valdemar Jensen (1911-2001) og Helga Alvilde Jensen (f. Troldtoft, 1911-1997)
-Gunhild Troldtoft Jensen, datter af Anders Jensen (1899-1991) og Karen  Jensen (f. Troldtoft, 1904-1993)
-Asta Gammelvind (1947-2010), datter af Thue Gammelvind (1910-2000) og Eleonora Kristine  Gammelvind (f. Troldtoft, 1914-1999)

Gerda og Gunhild er desuden kusiner på fædrene side, idet Ulrik Valdemar Jensen og Anders Jensen var brødre.

Billedet er taget på Gammelvinds mark med udsigt mod Vind stationsby. I baggrundens højre side ses de to ejendomme, der i dag kendes som Ørnhøjvej 1 og 3, i venstre side anes mejeriet og dets høje skorsten.

– – –

Juni 2014

Denne gang en lille billedserie med relation til Vind Andelsmejeri. Klik på billederne for at se dem i stort format.

Hans Rahbek (1920-1999) var oprindeligt fra Tarm. Efter endt læretid var han i en årrække mejerist i Kloster ved Ringkøbing og kortvarigt i Juelsminde, inden han i 1957 slog sig ned i Vind med sin hustru Elna Rahbek (f. Pedersen, 1924-2012) og deres fire børn, Søren, Lisbeth, Peder og Nils-Jørn. Her bestred han indtil 1971 stillingen som bestyrer af Vind Andelsmejeri.

– – –

Maj 2014

Foråret er traditionelt konfirmationstid.

Lad os derfor for en stund skrue tiden tilbage til 1989, 1964 og 1939, altså henholdsvis 25, 50 og 75 år, og se, hvordan dén tids konfirmander tog sig ud ved deres indtræden i de voksnes rækker.

Såfremt man mener at kunne være behjælpelig med at navgive de endnu uidentificerede konfirmander, hører vi meget gerne nærmere.