Ringkøbing-Ørnhøj-Holstebro-Jernbane (RØHJ)

Ved lov af 1908 om jernbanedrift besluttedes det, at der skulle anlægges en enkeltsporet lokaljernbane fra Ringkøbing til Nørre Omme. Det første tog kørte i 1911, og nogle år senere, i 1925, blev banen forlænget til Holstebro, således det nu var muligt at rejse med tog fra Ringkøbing via blandt andet Spjald, Grønbjerg, Ørnhøj, Vind, Sørvad og Nørre Felding til den daværende Holstebro sydbanegård på Sønderland. Først mange år senere, efter 2. Verdenskrig, blevet det besluttet at føre togene helt ind til statsbanernes station -dén, der i dag kendes som Holstebro banegård.

Banens anlæggelse var med til at bringe udvikling til en ellers tyndtbefolket hedeegn. I Vind byggedes stationen, og snart havde stationsbyen også egen købmand, smed, slagter og tømrer. Banen, der de første mange år præsterede et flot overskud forholdene taget i betragtning, blev brugt til både person- og godstransport. Af gods skal nævnes mergel, tørv, brunkul og svin til slagtning.

Den 22. marts 1947 indskrev sig som en tragisk dag i banens historie. To modkørende tog blev fejlagtigt mellem Vind og Sørvad ledt ind på samme spor, hvilket forårsagede en kollision så voldsom, at to 12-årige skoledrenge, der undtagelsesvist havde fået lov at opholde sig i det ene togs førerrum, den ene fra Ørnhøj og den anden fra Grønbjerg, mistede livet.

Til trods for at der senere samme år indsattes helt nye skinnebusser, der gav væsentligt kortere rejsetid på strækningen end tidligere, så var udviklingen imidlertid ved at løbe fra de små lokalbaner, og efterhånden som flere og flere købte egen bil, dalede passagertallet og dermed også omsætningen. Resultatet var uundgåeligt, og Ringkøbing-Ørnhøj-Holstebro-Jernbane nedlagdes i foråret 1961.

– – –

Om Ringkøbing-Ørnhøj-Holstebro-Jernbanens tilblivelse

Under opdatering:

‘Skive-Skjern-Banen: Ved et Møde i Eftermiddag i Holstebro, i hvilket deltog Repræsentanter fra Brejning, Nr. Omme, Vinding, Vind, Tvis og Holstebro, enedes man om at udarbejde en Adresse til Regering og Rigsdag om at faa Skive-Skjern-Banen ført fra Videbæk gennem Nævnte Sogne og over Tvis til Skive.’
-Holstebro Dagblad, den 9. december 1906.

‘Vind: Lørdag Eftermiddag Kl. 4 præcis afholdes Møde i Vind Forsamlingshus, hvor der gives Meddelelse om Banesagen. Alle interesserede bedes give Møde.
Sogneraadsmedlemmerne fra Vind.’
-Holstebro Dagblad, den 23. august 1918.

‘Til Vinding-Vind Sogneraad: Kan der ikke endnu gøres noget for, at vi kan faa Nr. Omme Bane ført nordvest om Løvhus og op til en Plads i Nærheden af Vind Kirke med Station dér, og hvorfra den saa kan føres op nord om Vingtoft og ind efter Lund i Vinding? Jeg kan ikke forstaa, hvorfor Vindingboerne vil modsætte sig det. Det er en stor Uret at gøre Vind Sogn, da det vil have stor Betydning, om vi kan faa Banen ført ind midt i Sognet; saa kan alle være tilfredse, og det vil gavne Sognet i sin Helhed. Da der i sin Tid blev arbejdet for at faa Holstebro-Herning-Banen ført over Vinding, stemte jeg for at bevilge de Penge, der forlangtes, for at den kunde blive ført igennem Vinding. Hvad om Vinding Sogneraad vilde have indtaget denne Stilling forfor Vind nu? Jeg kunde hermed have Lyst til at spørge: Hvorfor maa Vind Sogn ikke faa Banen ført ind til en ligesaa central Plads som i Vinding? Det er der vist mange, der ønsker Svar paa.
Anders Kjær.’
-Holstebro Dagblad, den 26. marts 1919.

‘Holstebro-Ørnhøj-Banen: Jeg synes ikke efter den Maade, Søren Kjærgaard skrev om Overenskomsten med Vind, at han har noget at beklage sig over med Hensyn til Avisfejde. At jeg i det hele taget svarer ham er paa Grund af, at hans Fremstilling, efter hvad han mener at kunne huske, paa væsentlige Punkter er gaaet over til at blive fri Fantasi. Angaaende Henvendelse (25. marts 1916) om at tage Vind Sogn i Betragtning, naar Banesagen skulde løses, var Svaret et Nej. Vinding valgte sig selv til at ordne den Sag og lejede Vejinspektøren til at lægge Linien uden om Vind (et rart Grundlag for en Overenskomst). Da de saa senere blev gjort opmærksom paa, at Sagen mulig kunde strande, hvis de ikke tog Vind med, hvad de saa endelig bekvemmede sig til, men efter en Del Snak frem og tilbage blev Resultatet det, at vi intet bestemt maatte faa Løfte om. Hvorfor jeg intet bestemt forlangte, gjorde jeg rede for i min sidste Artikel. Jeg forlangte Banen ind i Vind Østersogn, men Kirkebyen hører ogsaa til Østersognet. Hvorfor henviser Søren Kjærgaard ikke til Protokollen fra et saadant Sogneraadsmøde i Stedet for til Hukommelsen? Fordi Vinding-Vind Sogneraadsprotokol indeholder intet om Overenskomsten, men kun Protest imod Vedtagelser, der havde til Hensigt at skade Vind. Jeg maa her gentage, at den eneste Gang jeg (under yderste Pres) har underskrevet var i Marts 1917, hvor Flertallet jo kunde bestemme, hvad der skulde staa i Protokollen. Jeg tog mit Forbehold om, at jeg ikke bandt mit Sogn ved noget, og jeg bad d’Hrr. huske, at jeg kun skrev under for ikke at skade Sagen, det tør jeg beedige (saa kan Søren Kjærgaard paastaa, hvad han vil). Søren Kjærgaard har udtalt, at mit Forbehold ikke er protokoleret. Nej, selvfølgelig, for saa var Uenigheden jo konstateret, naar Afskrift skulde indsendes. At Vind skulde stemme for at give 20.000 à 30.000 Kr. til Holstebro for at faa Linien lagt saadan, at det blev mere vaskeligt for Vind, er nok for meget forlangt, men kun en Prøve paa, hvad Vinding kan tillade sig, og samtidig forlange, at Vind skal forholde sig rolig og se til, om der bliver noget til dem. Naar Søren Kjærgaard truer med, at Vind muligvis skulde faa mindre, hvis vi vover at foreslaa noget, der er bedre for Vind, saa tror jeg, at den Trussel godt kunde spares, for hvis jeg er ret underrettet, saa har Vinding Sogneraad vist for længe siden lovet Kleinstrup noget paa Vind Sogns Bekostning, for at de skulde holde sig rolige. Et Trinbræt paa den Linie, der søges Koncession paa, kan der jo ikke blive paa Grund af den stærke Stigning, og hvad skal de saa have? Naar Søren Kjærgaard skriver, at jeg gav min Tilslutning til en omvendt Linie og med Pathos fremhævet, at saadan plejer Mænd ikke at bære sig ad, saa løber Fantasien løbsk igen, for Holstebro gav ogsaa sin Tilslutning, og Ingeniøren anbefalede den paa det kraftigste. Efter den Maade, Vinding har manøvreret med Linien, og efter de Forbehold, jeg har taget, føler jeg det ikke som en Forbrydelse at stille Forslag om en bedre Ordning af denne Sag. Hvad der mere er fra Magtens Overdrev, skal jeg gemme til senere.
Karl Kirkegaard.’
-Holstebro Dagblad, den 12. april 1919.

‘Banesagen: Karl Kirkegaard har nu to Gange fremhævet, at Vinding Sogn fra Begyndelsen af ikke havde optaget Samarbejde med Vind Sogn i Banesagen, men glemmer at oplyse om Grunden hertil. Et saadant Samarbejde kunde nemlig ikke tilvejebringes, inden Vind Sogns Jernbaneudvalg, i hvert Fald officielt, havde afbrudt sine andre Forbindelser i Sagen, og som var uden om Vinding Sogns Interesser. I øvrigt har vi været ganske enige den Gang, vi skrev under paa Vedtagelsen om Banens Retning, jeg skrev den nemlig ogsaa under for Sagens Skyld. Det var ogsaa lige det, jeg skrev sidst, at det ikke var Sognene, men os selv, vi bandt baade mundtligt og skriftligt, hvis disses Beboere skulde gaa imod os. Karl Kirkegaard har altsaa ikke rokket ved min Fremstilling af Sagen, som jeg ogsaa vil staa ved, paa hvad Maade det forlanges, men naar jeg ikke i min sidste Artikel brugte saa højtidelige Udtryk som at beedige, og som Karl Kirkegaard har ment at have Brug for, saa var det fordi, at jeg gik ud fra som en Selvfølge, at Folk troede mig alligevel, saa længe jeg ikke var løbet bort fra mit Ord og min Underskrift.
Søren Kjærgaard.’
-Holstebro Dagblad, den 16. april 1919. 

‘Holstebro-Ørnhøj-Banen – Ekspropriationsforretningerne tilendebragt, hvorefter Arbejdet snart vil blive paabegyndt: Forarbejderne angaaende Holstebro-Ørnhøj-banens Anlæg er nu saa vidt fremskredne, at selve Arbejdet snart vil kunne blive paabegyndt. […] Banen, hvis Længde er ca. 23 Km., udgaar fra Ørnhøj i lige Linie mod Nord til Vind Station, der ligger ca. 1500 Meter Sydøst for Vind Kirke. Fra Vind gaar Banen stik mod Øst til Sørvad Station i Vinding, og herfra i nordvestlig Retning til Vennevold, hvor der er Trinbræt, og herfra videre i samme Retning til Nørre Felding Station, idet den kort forinden denne Station skærer Holstebro-Skjern-Landevejen. Fra Nørre Felding gaar Banen lige mod Nord, umiddelbart Vest for fornævnte Landevej og støder saa til Herning-Banen ved Sønderport Station. Ekspropriationsforretningerne blev, som nævnt, tilendebragt i Gaar, og efter hvad vi erfarer, har Kommissionen opnaaet Forlig med de allerfleste af de paagældende Lodsejere. Der er af disse ca. 100, og med Undtagelse af 7-8 Ejere er man enedes om Erstatningen for den afstaaede Jord. Ialt vil der for Jordafstaaelse og Ulemper blive udbetalt ca. 110.000 Kr. […] Hermed er man nu naaet saa langt frem med de omstændelige forberedende og tilrettelæggende Forarbejder, at man saa at sige naar det skal være kan gaa i Gang med selve Anlægsarbejdet, herunder naturligvis først og fremmest Jordarbejdernes. […]’
-Holstebro Dagblad, den 27. oktober 1922.

‘Vind Station: Da der mangler alle Slags Haandværkere, er Byggegrunde billig til Salg. Plan over Stationspladsen kan ses hos Carl Kirkegaard.
Jens Gammelvind.’
-Holstebro Dagblad, den 20. juni 1923.

– – –

‘Bekendtgørelse: Fra 1. September d. A. oprettes der Postekspeditioner paa Nørre Felding, Sørvad og Vind Stationer paa Banestrækningen Ørnhøj-Holstebro. Postekspeditionerne underlægges Postkontoret i Holstebro. […].
Generaldirektoratet for Postvæsenet, den 17. August 1925.’
-Holstebro Dagblad, den 18. august 1925.

– – –

‘Ørnhøj-Holstebrobanens Aabning: Under Flagning i Byen og ved en Aabningskørsel med paafølgende Middag paa Hotel Schaumburg i Aften aabnedes Ørnhøj-Holstebro Jernbane for Drift. […] Kl. 2 kørte Aabningstoget fra Holstebro Sydbanegaard til Ørnhøj og standsede ved alle mellemliggende Stationer. Selve Toget samt Sydbanegaarden og Stationsbygningen i Ørnhøj var af Handelsgartner Westergaard, Holstebro, smukt pyntet med Guirlander, og paa samtlige Stationer havde der samlet sig mange Mennesker for at se Aabningstoget og overvære Indvielsen. Ankommen til Ørnhøj, hvor man opholdt sig en halv Times Tid, erklærede Kommissarius i faa og velvalgte Ord Banen for aabnet, idet han udtalte de bedste Ønsker for Banens Fremtid og Trivsel. […]’
-Holstebro Dagblad, den 21. august 1925.

– – –

‘Ørnhøj-Holstebro Jernbanes Aabningshøjtidelighed: Udover vor korte Beretning i Gaar om Ørnhøj-Holstebro-Banens Festkørsel, er der ikke ret meget at tilføje. Som meddelt gik Selskabet ind i det smykkede Tog Kl. godt 2 og fortsatte derefter fra Station til Station. Stationsbygningerne præsenterer sig overordentligt nydeligt – de er solidt opførte, helt igennem af 1. Klasses Materiale. Ventesale, Tjenestemandslokaler og Privatlejligheder er nydelige og praktisk indrettede. Der er Stil over alle Linier og Harmoni over Helheden. Møblementet er paa en Gang enkelt og præget af Skønhedssans. Banen løber gennem en Egn, der er smukkere, end mange tror. Det er et Indtryk, man hyppigt møder, specielt hos fremmede, men saamænd ogsaa hos Folk fra Stedet, at Synet udover Sognene Syd for Holstebro er øde og trist. En Tur med Ørnhøj-Holstebro-Banen vil vise Passagererne, hvor mange smukke Drag der findes paa Turen mellem Holstebro og Ørnhøj. […] Medens Selskabet beundrede Omgivelserne, avancerede Toget frem fra Station til Station, hvor festklædte Mennesker stod trindt og tæt med Glæde og Tilfredshed udtrykt i deres Træk. Paa hver Station gjorde man Holdt for at betragte Lokalerne og Omgivelserne og give sig i Snak med Egnens Beboere. Overalt hørte man kun Udtryk for Tilfredshed og Haab om, at denne ny Bane maatte blive til Gavn og Udvikling for Egnen, den gik igennem. En af dem, hvis Nærværelse samlede særlig Interesse, var naturligvis den aldrende Høvding, J. C. Christensen. Alle kendte ham, men mest forbavsende var det, hvor mange han kendte. Ude paa Perronerne rakte han Haand til højre og venstre, til disse jævne, dagligdags Mennesker, hvis Gerning og Strid bar denne Egn, og som ogsaa har gjort deres til, at Banens Tog nu Dag for Dag ruller frem og tilbage gennem disse Sogne. J. C. Christensens enorme personlige Bekendtskab og hans vestjydske Humor fornægter sig intet Steds, stærkest og allerlysest bryder det igennem her, hvor han staar midt imellem den stærke, flittige og nøjsomme Befolkning, af hvis bedste Egenskaber hans egen Natur er runden. […] Ude på Ørnhøj Banegaard overgrav Kommissarius Linnemann Banen til Egnens Befolkning, hvorefter Forsamlingen, der her var meget stor, udbrød i Hurraraab, medens Dannebrog smeldede fra Stationsbygning og Perron. […] Nu rullede Ørnhøj-Holstebro-Toget tilbage til Byen med sit Selskab. Den egentlige Indvielse havde fundet Sted – paa en Gang jævn, selskabelig og med en Højtidelighed, der virkede ved sin naturlige Enkelthed. Toget holdt ikke denne Gang ved de mellemliggende Stationer, men overalt stod Folk og vinkede. Fra Toget svarede man med Genhilsener, idet man gled forbi. Samtidig fæstede Gæsterne Opmærksomheden ved den Kendsgerning, at trindt om ved de forskellige Stationer dukkede det ene nybyggede Hus op efter det andet som Tegn paa det frembrydende Liv, denne Bane skulde fremkalde med ny Kræfter og Fremdrift til Befolkningens Gavn og Udvikling.’
-Holstebro Dagblad, den 22. august 1925.